At finde hjem | Verdens længste sommerferie #10

Hej verden. 

Jeg sidder pt. i en bus på vej ud til sommerhuset. Min taske er fyldt med spændende ting som smør, grovboller, en bog om astronomi og en bog om feminisme. Jeg er en spændende type. 

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg på det seneste, og det er lidt underligt at måtte erkende, at både besøgstallene og produktiviteten er dalende. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om det, for normalt plejer jeg jo at sige, at jeg er nødt til at skrive, hvis jeg ikke skal glemme mig selv. At jeg er nødt til at udtrykke mine tanker og følelser, hvis jeg skal være tro mod mig selv og være i balance. 

Men på det seneste er jeg begyndt at tvivle på, om det overhovedet forholder sig sådan, eller om det bare er noget, jeg har sagt til mig selv for at have noget at holde fast i, imens alting er i evig forandring og jeg forsøger at finde mig selv midt i en til tider kaotisk verden. 

Der findes jo mange måder, hvorpå jeg kan udtrykke mine dybeste tanker, og måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er ude på et sidespor, fordi jeg ikke er i stand til/har lyst til at skrive et digt hver dag. Måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er i gang med at glemme mig selv. 

Måske skulle jeg hellere sige til mig selv, at det kun er godt, at jeg er i stand til at kommunikere mine tanker og følelser via andet end bare skrift. Måske skulle jeg stoppe med at holde fast i troen på, at jeg mister mig selv, når jeg ikke har skrevet noget (udover indkøbslister) i otte dage. 

Måske skulle jeg lade mig selv nå til erkendelsen af, at jeg lige for tiden hellere vil løse kryds og tværs end at skrive digte. Erkendelsen af, at jeg nyder at støvsuge nu, selvom jeg har hadet det igennem hele mit liv. Erkendelsen af, at jeg har det overraskende godt med at være flyttet fra Kalle (hunden), selvom jeg aldrig troede, at jeg ville kunne holde det ud.  Og erkendelsen af, at jeg midt i mit selvstændigheds/flytte hjemmefra-projekt er blevet ramt af en stormende forelskelse af den seriøse slags (saftige detaljer følger ikke), uden at have nogen idé om, at det ville ske lige på det tidspunkt. 

Jeg må erkende, at jeg er en dynamisk substans, der både kan være en helhed i mig selv og være en del af noget større sammen med andre mennesker, uden at det betyder, at jeg mister mig selv, fordi jeg ikke har haft tid/lyst/trang til at skrive 20 digte den seneste måned. 

Jeg må erkende, at jeg er mere end de ord, jeg publicerer. Og jeg må erkende, at jeg ikke behøver at frygte, at jeg mister mig selv, bare fordi, at jeg nu finder hjem nogle nye steder. For alle de steder, hvor jeg har følt mig hjemme, vil altid være mine hjem, og fordi jeg sover et bestemt sted nu, kan jeg stadig finde hjem i huset, sommerhuset og i lyden af havets bølger. 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at jeres liv også er fyldt med kaffe, kærlighed og pasta med salt. 

Hyg jer. 

//A 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *