Trætte tanker | Verdens længste sommerferie #4

Hej verden.

Klokken nærmer sig 24, og jeg er på vej hjem fra Fyn. Jeg har haft en virkeligt god dag, og jeg kunne skrive alt muligt, men eftersom jeg er træt og utilregnelig, vil jeg nøjes med at konkludere, at jeg holder af min familie og at jeg nyder at have tid til at snakke med mine familiemedlemmer om de ting, der betyder noget. Generelt elsker jeg dybe samtaler, da den slags virkeligt gør mig glad. Så tak til alle for en god dag, og tillykke til min farmor, der læser alle mine blogindlæg og digte, som bliver 67 om tre dage. Hun er frisk og en inspiration for os alle – og så laver hun en aldeles fremragende kaffe. Og hun har en pæn have og et hyggeligt kolonihavehus. (Min farfar eksisterer også, hvilket nok også lige skal nævnes. Han er også hyggelig).

Nåh, men det jeg egentlig ville skrive om, er det faktum, at jeg netop har set det sidste SKAM klip nogensinde. Jeg skal lige bruge et par uger på at bearbejde det hele, da jeg lige nu mangler ord, der kan beskrive mine følelser. Jeg er fyldt med så mange forskellige følelser, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op, men det er gode følelser, og selvom det hele minder mig lidt om den dag for fire år siden, hvor jeg dimitterede fra 10. klasse og indså, at jeg aldrig havde haft det så godt før, som jeg havde det skoleår, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, så er det her noget andet. Fuck, det var en lang sætning. Jeg beklager. Men det jeg forsøger at sige, er at jeg har en følelse af, at intet nogensinde bliver helt det samme igen. På en god måde.

Jeg flytter om fem døgn, og jeg er for tiden i gang med at pakke mit liv ned i flyttekasser fra Bauhaus. Det er fandme underligt, og det føles både surrealistisk og som det mest rigtige i verden. Det er nu, at det sker. Det er nu, at jeg træder ud i verden som min helt egen person, der selv skal betale vandregningen (og alt muligt andet). Og det er fandme underligt, for jeg føler rent faktisk, at det her er noget, jeg sagtens kan. Jeg føler, at det er rigtigt.

Konklusionen på alt dette er, at det er et godt liv, og at jeg føler, at mit liv pt kan beskrives ved en lineær funktion, der har en hældningskoefficient på over 1. (dvs. at det går godt)

Ja ok, dette er hvad der sker, når jeg skriver et blogindlæg efter kl. 24.

Nu vil jeg afslutte med et citat fra SKAM, for resterne af min værdighed er allerede langt væk.

#AltErLove

Hyg jer.

//A

2 tanker om “Trætte tanker | Verdens længste sommerferie #4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *