du er din egen hest | et digt omhandlende kærlighed og så meget andet

Hej verden.
Bare til en hurtig orientering, så indeholder dette indlæg både SKAM spoilers og billeder af min gamle hund, der døde for snart to år siden. Grundene hertil vil forhåbentligt fremgå, hvis du læser digtet til ende, men hvis du ikke kan håndtere disse ting, så er du nu advaret på forhånd.
Nedenstående digt har jeg skrevet meget spontant og hurtigt, eftersom jeg følte mig inspireret til det efter at have læst Hella Joofs bog ved navn “Papmaché-reglen: og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling “. I bogen opstiller hun nogle forskellige “leveregler”, som man kan følge, hvis man vil have et liv, der er lidt mere rart og mindre træls at leve, og en af disse regler hedder “Heste-reglen”. 
Hvis det er din hest, kommer den tilbage”. Med andre ord; hesten er først din, hvis den kommer tilbage, selv når du sætter den fri til at løbe lige hvorhen, den vil. Hvis hesten er din, så løber den ikke til Asien og bliver der resten af livet. Så hvis du bliver forladt af et menneske (en hest), du har en relation til, så hjælper det ikke noget at forsøge at indfange hesten igen og lokke den til at komme tilbage – for hvis det ikke er din hest, så kommer den bare ikke tilbage. Så løber den til Asien og bliver der, uanset om du lover den tusindevis af sukkerknalder, hvis bare den kommer tilbage til dig.
Der er noget befriende over heste-reglen, fordi den gør det klart, at det er spild af tid at jage heste, der løber væk fra dig, og at hverken du selv eller hesten får noget ud af det, hvis hesten bare ikke er din.
 Desuden passer heste-reglen utroligt godt til det, der foregår i SKAM for tiden (spoiler-alert), hvor Noora og William er ved at finde sammen igen efter at have været væk fra hinanden i otte måneder: Noora efterlod William i London, for selvom hun virkeligt elskede ham, var hun nok ikke helt sikker på, at William var hendes hest. Så hun tog hjem til Oslo og ventede og ventede på, at han skulle bevise, at han var hendes hest. Og selvom hun aldrig helt slap tanken om, at han måtte være hendes hest og dermed måtte komme tilbage, så fandt hun med tiden ud af at blive sin egen hest, for hun kunne jo ikke vente på ham for evigt, hvis han ikke var hendes hest. Så Noora fandt en masse andre heste, som altid havde været hendes, og hun fik travlt med andre ting end at vente på William. Og så en dag, imens hun er til fest og alt er godt og rart, kommer hendes hest tilbage i sin flotte, utroligt dyre bil (og alt foregår selvfølgelig i slowmotion). Og Noora kigger måbende på sin hest, som havde hun helt glemt, at hun havde sat den fri, og at den kunne komme tilbage igen.
Med andre ord; hvis du vil finde ud af, om en hest er din, så hjælper det ikke noget, at du sidder på kanten af stolen og venter i spænding på, om din hest kommer og banker på døren/ringer/sender e sms/hvad man nu gør nu til dags – i stedet må du tage ud og løbe lidt i trav/galop for dig selv og blive din egen hest, og så måske, en dag, imens du er i fuld gang med at danse, hører du lyden af din hest, der er kommet tilbage (og så måske endda i en dyr bil).
Dette gælder (efter min opfattelse) i alle former for relationer mellem mennesker, og det er sådan set udtryk for en af de grundprincipper, jeg forsøger at leve mit liv efter; jeg skal bruge min tid på de mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Jeg skal ikke jage heste, der ikke er mine, for det får ingen noget ud af. Der er så mange bedre ting at bruge tiden på. Og hvad er en hest værd, hvis den ikke gider at være din?
Desuden kan det diskuteres, om en hest overhovedet kan tilhøre nogen. For en hest er jo egentligt sin egen herre. Den kan løbe hvorhen den vil. Og det tror jeg er vigtigt at huske på, før man siger “du er min” til en hest (en person). I stedet for at tro, at man ejer hesten, skal man måske hellere tænke på det som, at man låner hesten for en tid, og at man skal være hesten evigt taknemmelig for den tid, man får sammen med den (hvis det ellers er en god tid). Jeg tror ikke, at man skal tænke så meget på, at man nu ejer hesten for evigt, uanset om den er kommet tilbage eller ej – for hesten har altid ret til at løbe sin vej igen, og du har også selv ret til at løbe fra din hest og give den til nogle andre, hvis du alligevel ikke føler, at det er din hest.
Alle disse overvejelser har inspireret mig til at skrive dette digt. Det omhandler ikke nogle bestemte personer, og på den anden side omhandler det vel alle de mennesker, jeg nogensinde har kendt. Alle de heste, jeg har mødt, og som enten har stoppet op eller er løbet videre. Alle de heste, jeg har ladet løbe til Asien.
Hyg jer.
//A

du er din egen hest

vi er heste
og der var engang
hvor jeg troede
at du var min hest
jeg satte en indhegning op
så du ikke skulle blive væk
men du hoppede over hegnet
så snart jeg så væk
og jeg satte flere og flere hegn op
de nåede op til skyerne
men du fandt altid en udvej
for i min indhegning
fangede jeg kun mig selv
de kloge siger
at ens heste
altid kommer tilbage
når man lukker dem ud
så jeg vender mig om
og lader dig løbe
for jeg holder for meget af dig
til at hegne dig ind
og en hest er sin egen herre
så hvem er jeg
til at sige
at du er min
løb
løb min hest
som ikke er min
du er fri
du er i live
og du er fandme en pæn hest
du har så mange hestekræfter
der går til spilde her
løb til asien
find dig selv
og dine egne heste
løb til indien
og bliv buddhist
giv dig selv
alle de sukkerknalder
du kan få
jeg er den gladeste hest
der ser mod vest
jeg mærker vinden i min manke
og måske
en dag
vil jeg høre
en lyd af dine hove i galop
og måske
vil jeg intet gøre
for jeg går rundt her
og synger mig igennem mit liv
du er din egen hest
og jeg er min
jeg tror måske ikke
at nogen af os
tilhører andre
end os selv
så løb afsted
ad din egen vej
med din bløde flotte manke
du er ikke min hest
men tak for lån af din tid
jeg vil huske dig
højst sandsynligt
i rimeligt lang tid

2 tanker om “du er din egen hest | et digt omhandlende kærlighed og så meget andet

  1. Meget sandt – og flot metafor! Det er vigtigt ikke at miste sig selv i at jage heste, der er løbet fra os og ikke kommer tilbage, uanset om vi så bad den om det eller ej – det er der vist mange af os, der godt kunne lære noget af. Det minder mig os om det fantastisk spraglede, modernistiske digt “En stor sten af en lille sten at være” af Mette Moestrup, hvor hun også bruger hestemetaforen til at beskrive det med at kunne være på egen hånd – dog i en mere feministisk kontekst, hvor hun mere hentyder at skulle være sin egen hoppe frem for at have en hest at ride på. Tak for det gode indlæg! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *