At være fri | Verdens længste sommerferie #2

Hej verden.

Jeg føler mig som et frit menneske, hvilket har varet hele ugen (ok, det er tirsdag i dag, men stadigvæk).

Jeg føler mig inspireret i en voldsom grad, og jeg har fået min kreativitet tilbage. Jeg maler, læser, synger, hører musik, spiller guitar, bager boller, skriver digte og er oppe at køre pga. SKAM.

Jeg vil skrive om alting, og jeg har utroligt mange idéer til alt muligt. Jeg vil lave kreative projekter, og jeg vil udtrykke mig selv og gøre alt det, jeg har glædet mig til at gøre denne sommer.

Jeg må nok erkende, at jeg ikke kommer til at gøre det hele, og at jeg højst sandsynligt ender med at bruge sommeren på en masse andre ting end at færdiggøre det indlæg, jeg har prøvet at skrive i et år, omhandlende psykiatriske diagnoser og fordomme.

Og det er fint. For jeg bestemmer selv. Jeg er et frit menneske. I hvert fald lige nu, for det føles sådan.

Hvad vil det så sige, at være et frit menneske, spørger den eftertænksomme læser. Og det skal jeg sige dig:

At være fri vil (for mig) sige, at jeg føler mig uafhængig af ydre ting og samtidig føler mig som en del af dem. At være fri er at gøre de ting, jeg elsker, uden tanke for, hvad alle mulige andre synes om de ting. At være fri er at finde glæden i noget og at piske en stemning op, så jeg bliver endnu mere glad for det, der gør mig glad.

At være fri er at give mig selv lov til at synge i badet og at bruge to timer på at tegne/male et billede af en solnedgang. At være fri er at iføre mig hatte i forskellige afskygninger og gå ud i samfundet og tænke “denne hat klæder mig fandme godt, jeg er hardcore” imens jeg hører sange, der gør mig glad, som fx disse:

At være fri er at se mulighederne i en helt almindelig tirsdag. At være fri er at gøre tirsdagen til en fest (hvor det vel at mærke kun er mig selv og min hund, der er gæster).

At være fri er at se billeder af mig selv fra sidste år, hvor jeg blev student, og huske hvor glad jeg var, og at jeg var så begejstret og forhåbningsfuld for alting, at jeg lå lysvågen om natten. Men at være fri er også at se billeder af mig selv fra dengang og både føle mig så tæt på den person, jeg var på de billeder, samtidig med, at jeg ikke kan benægte, at jeg ser alting fra et andet perspektiv nu, og at jeg aldrig kommer tilbage til præcis den jeg var dengang. Jeg er fri, fordi jeg ser den, jeg var, og jeg smiler ved tanken om alt det, jeg tænkte på dengang, og alt det, jeg ikke vidste – jeg ser mig selv, som jeg var, og jeg har lyst til at give mit fortidige jeg et kram og fortælle om alt det, jeg vil lære i løbet af den kommende tid, og at jeg bare skal lade mig selv gøre alle de ting, fordi de vil skubbe mig i den rigtige retning. Jeg er fri, fordi jeg husker al glæden og smerten og den ekstatiske lykkefølelse, der blev frembragt af nogle ting, jeg dengang slet ikke vidste, kunne få mig til at føle sådan. Jeg er fri, fordi alting giver mening og fordi jeg er taknemmelig for, at alting er sådan her. Jeg er fri af den grund, at jeg holder af mig selv og alle mine valg.

At være fri er at sige nej til ting og i stedet bruge tiden på at se “Kender Du Typen?” og spise salte fisk fra et (rent) askebæger, som har stået i skabet og ikke har været i brug siden min mor for 25-30 år siden havde rygende gæster i sin lejlighed i Aalborg (det var dengang, hvor man måtte ryge indendørs).

At være fri er at spørge folk, jeg holder af, om de har lyst til snart at hænge ud igen, og at være fri er at have så meget fritid, at jeg har tid til at ændre chatfarverne til en skrigende gul i en stor del af mine Facebook-samtaler med diverse folk (hvilket jeg nok skal fortryde, da det er en ret irriterende farve, der gør det meget svært at læse, hvad man selv skriver).

At være fri er at synge/spille godnatsange (både om dagen og om aftenen) for min hund og indse noget om musikkens magt. “Leaving On A Jetplane” går rent ind hver gang, Kalle (hunden) falder i en dyb søvn og glemmer alt om, at den er utryg ved at sove alene i stuen.

At være fri er at drikke kaffe dagen lang og høre Mads og Monopolet igen og igen, imens jeg sidder behageligt, og der ligger en snorkende hund ved mine fødder (og jeg selvfølgelig er iført hat).

At være fri er at vide, at min glæde ikke afhænger af ydre ting, og at de ting, der umiddelbart kan virke helt uoverskuelige, kan ende med at føre til et nyt og meget bedre udgangspunkt, end jeg tidligere havde.

At være fri er at sige “fuck alt det pis” til  alle mine mange principper og indse, at det er ok ikke at gøre alt det, der er moralsk korrekt hele tiden.

At være fri er at mindes mit gamle arbejde og savne hver og én af de tusindevis af forskellige bøger, jeg med årene har sat op utroligt mange gange, og med et smil sige til mig selv, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne i den tid jeg havde der, og at det var på tide for både mig og biblioteket at komme videre og opleve nye ting.

At være fri er at være den eneste på stranden og føle mig som det eneste menneske i verden, bare for en stund.

At være fri er tanken om, at jeg om to en halv uge bor i et nyt postnummer, men at det ikke betyder, at jeg mister mit hjem. For at være fri er at have hjemme i mig selv og vide, at ingen kan tage det fra mig.

Hvad er frihed for dig?

 

//A

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.