Alt muligt – om mormoner, religion og at værdsætte (single)livet

Hej verden.

Jeg har netop skrevet et indlæg, jeg ikke har tænkt mig at udgive, da der egentligt ikke er den store grund til at udgive det. Så nu prøver jeg at skrive noget nyt, der hænger tilstrækkeligt sammen til at kunne læses.

Jeg har brugt aftenen på at gå en virkeligt god og lang tur ved stranden og at se en dokumentar, der omhandler unge single-mormoner, der leder efter en partner for evig tid ved at tage til en meget lang strand og feste i en uge.

Det var en meget interessant dokumentar, da det mindede mig om, hvor forskellige vi mennesker er. Mange af de unge mormoner i programmet snakkede om, at ægteskabet er virkeligt vigtigt for dem, og de udtrykte en dyb fortvivlelse over, at de endnu ikke var blevet gift, selvom mange af dem bare var i starten af 20’erne.
Selv er jeg ateist, og har intet umiddelbart ønske om at blive gift og få en masse børn. Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil med mit liv, er ægteskab og børn slet ikke en del af ligningen. Dermed ikke sagt, at jeg vil sidde her – et sted på Djursland, en sen mandag aften i en alder af 21 og afvise totalt, at jeg på et tidspunkt i mit liv skulle føle for at blive gift. Jeg kan jo ikke vide, hvilke folk jeg møder i løbet af mit liv, og hvis jeg nu møder en, der er tilstrækkeligt cool og empatisk og så videre, skal jeg da ikke kunne afvise noget. Men pointen er, at ægteskabet i sig selv ikke siger mig noget, og at det ikke er noget, jeg stræber efter at opnå i mit liv. Derfor er det interessant at blive mindet om, at der er folk på min alder, der har det på en helt anden måde – at de har ægteskabet som værdi og livsmål i sig selv.

Der var engang, for nogle år siden, hvor jeg gik i klasse med en mormon, som uden tvivl er det mest charmerende menneske, jeg nogensinde har mødt (jeg håber fandme ikke, at vedkommende kender til min blogs eksistens). Han var virkeligt glad, flink og sjov. Han brugte sin fritid på at hjælpe gamle damer hjem med deres indkøbsvarer, at gå med aviser, være sammen med sin familie og spille Playstation. Han var cool, kort sagt. Der var noget betagende over, at han var så sikker på, hvad meningen med livet var, hvad de vigtigste værdier var, og hvad han skulle med sit liv, imens alle andre 16-årige (inkl. mig selv) ikke engang kunne finde ud af, hvem vi selv var.

Dengang tænkte jeg, at grunden til, at han var så glad og charmerende, var hans religion. At den gav ham et eller andet, der gjorde at han vidste meget i en ung alder, og dermed var i stand til at leve et liv, som de fleste jævnaldrende dengang ikke på samme måde levede. At det at være mormon på en eller anden måde gjorde det nemmere for ham at være glad og opleve en mening med livet.
Men som årene er gået, og efter at have set ovennævnte dokumentar, er jeg ikke længere overbevist om, at alle mormoner er glade og lykkelige, fordi de har deres religion. Jeg tror måske ikke, at man kan stille det op på den måde. For religiøse mennesker er jo også bare mennesker, og de har deres behov og ønsker for fremtiden. Og der er klare retningslinjer for, hvad kirken råder medlemmerne til, og hvad de frarådes at gøre. At blive gift i et særligt tempel er en nødvendighed, hvis man vil være den ultimativt bedste mormon, der kan leve et evigt liv med sin familie. Men det sætter også et vist pres på mormonerne. For hvad nu, hvis de ikke lige kan finde nogen at blive gift med? Og hvad nu, hvis ingen er gode nok til at være en seriøs evig-livspartner-kandidat? Jeg tænker, at det må være meget hårdt at lægge det pres på sig selv og føle presset fra sin omgangskreds, der alle har samme håb om, at man bliver gift så hurtigt som muligt, og at ægteskabet er lykkeligt i al evighed. Jeg tænker også, at det i sådan en situation må være svært at mærke efter, hvad man egentligt selv har lyst til. For når man er vokset op med fra barnsben, at ægteskabet er det vigtigste man kan opnå i livet, og at der er en stor ære i at få mange børn osv. så tænker jeg, at det må være nærmest umuligt at sige fra. Hvis man som mormon siger “jeg har ikke lyst til at blive gift”, så kan jeg forestille mig, at det er svært.

Jeg vil helst ikke rode mig ud i at kritisere nogle religioner, da jeg sagtens kan forstå, at folk er religiøse. Jeg kan sagtens forstå grundene, der ligger bag. Og jeg kan sagtens se, at religion kan medføre mange gode ting. Men jeg kan også se, at det kan medføre problematiske ting, og at det kan føre til, at folk mister deres frihed.

Tilbage til det med single-mormonerne: jeg er glad for at have set dokumentaren, da den mindede mig om, at folk er forskellige, men også at mormoner ikke bare er én samlet gruppe der alle er ens og er glade og charmerende allesammen. Jo, de virkede alle relativt glade, men de virkede også fortvivlede og som om, at deres selvværd tog skade af deres manglende succes på ægteskabsfronten. Det gør mig lidt trist. Men så igen, er det meget anderledes end det er for alle andre mennesker? Alle andre folk i verden, der ikke er i et forhold men ønsker at være det? Det er vel dybest set helt de samme følelser, de oplever, så derfor kan man ikke nødvendigvis sige, at det skyldes deres kirkes fokus på, at ægteskabet er vigtigt.

“Jeg er træt af singlelivet”, sagde en person, som jeg holder meget af, til mig for nogle uger siden.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare. På en måde havde jeg lyst til at sige “det er jeg sgu også”, men så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg havde lyst til at sige det. For hvad vil det egentligt sige at være “træt af singlelivet?” – det er jo det samme som at sige, at man er træt af sit eget liv, som det er. Og det er da en trist ting at sige. Ikke, at der er noget galt i at ønske at møde en person, man kan få et godt og langt forhold med, hvis det er det, man vil – men hvis man ikke er glad for sit liv, som det er i forvejen, så tror jeg sgu ikke, at man på magisk vis finder lykken ved at blive kærester med en eller anden person. Jeg er stadig af den overbevisning, at man er nødt til at have nok i sig selv og være i stand til at gøre sig selv glad, før det er en god idé at indlede et seriøst forhold til en anden person. Man må kunne gå lange ture på stranden med sig selv og spise pasta med salt med sig selv, og hvis man kan nyde det, så er man godt på vej til også at kunne nyde de ting med en anden person.

Jeg er ikke træt af singlelivet – på ingen måder. For det er jo mit liv. Og jeg elsker mit liv – det er et godt og smukt liv, og selvom det kan være hårdt til tider, så formår jeg at få noget godt ud af det, også på regnvejrsdagene. Mit liv er fyldt med gode ting, fremtiden ser lys ud, jeg har frihed til selv at bestemme, hvad jeg vil og er ikke afhængig af nogen. Jeg skal snart flytte for mig selv, og jeg får mulighed for at blive min egen person. Det bliver jeg mere og mere, og det elsker jeg.
Jeg er glad, måske fordi jeg har lært vigtigheden af at værdsætte alle de små ting – alle de små ting, der faktisk er nogle ret store ting. En solnedgang. En kop kaffe. Et bad. En god højtaler. Et afsnit af SKAM. At grine med folk, jeg holder af (eller med folk jeg ikke holder af). Jeg værdsætter at være i stand til at lære nye ting og at blive overrasket over mig selv.

Det er et godt liv. Og jeg er ikke træt af det her liv. Så jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er træt af singlelivet – heller ikke hvis jeg på et tidspunkt skulle få et brændende ønske om at komme i et seriøst langvarigt forhold med en eller anden – for jeg tror virkeligt ikke på, at det at være træt af sit liv som det er, er en god basis for at indlede et forhold med nogen som helst.

Men – hvad er så grunden til, at min umiddelbare indskydelse var at sige “jeg er sgu også træt af det”?
Jeg er nået frem til, at det handler om, at jeg egentligt ikke havde fået spurgt mig selv om, hvordan jeg har det med singlelivet – fordi jeg ikke går rundt og tænker på mit liv som værende et singleliv. Det er jo et liv. Det er mit liv. Det var også mit liv, da jeg var i et forhold. Jeg er mig, uanset hvad. Jeg er et komplekst individ med tanker og følelser og diverse interesser. Jeg gør det, jeg elsker, og jeg forsøger at være et godt menneske. Så hvordan skal jeg svare på, hvad jeg synes om singlelivet? Hvad er singlelivet? Hvad nu, hvis jeg bare definerer mig selv som et menneske, fremfor en “single”? Kan man så stadig sige, at jeg har et singleliv, som jeg skal forholde mig til, om jeg kan lide eller ikke kan lide?

Dette er endt op med at blive meget filosofisk – men jeg tror, at konklusionen må være, at jeg selv mener, at jeg har et liv mere end jeg har et singleliv, og at jeg foretrækker at have travlt med at leve det liv i stedet for at sidde og brokke mig over noget, som jeg ikke har. For helt ærligt, så nyder jeg min personlige frihed og at være igang med at blive min egen person uden at skulle have et seriøst forhold at tage hensyn til. Det er faktisk virkeligt fedt at kunne være egoist og bare tænke på mig selv, og selv bestemme, hvilken elkedel jeg vil have.

Arh, glæden ved at blive voksen.

Nåh, jeg ved ikke, hvordan jeg skal afrunde dette, da det både har omhandlet ægteskabet, religion, (single)livet og glæden ved at se en solnedgang. Så i stedet for at skrive en konklusion, vil jeg afslutte dette indlæg med en video fra en køretur, som min bror og jeg var på i sidste uge (endnu en af glæderne ved at blive voksen (dvs. glæden ved at min bror også er igang med at blive voksen, og har gidet at tage kørekort i modsætning til jeg selv)).

Hyg jer.

//A

2 tanker om “Alt muligt – om mormoner, religion og at værdsætte (single)livet

  1. En god pointe. For jo hvis du ikke har det godt med dig selv, hvordan skulle du så få det helt godt med en partner når den første forelskelse er over? 🙂
    Jeg er spændt på at se hvordan dit lejligheds liv bliver, for jeg kan huske at inden jeg flyttede ud første gang var jeg overbevist om at jeg ville spise ordenligt mad og have en ren lejlighed altid. Mad delen gik godt i starten fordi jeg tog det på mig selv at lave aftensmad til både mig og min rumbo, som bliv til at jeg ville bevise (nok mere over for min rumbo, end mig selv) at jeg var en dygtig person som kunne få rigtig mad, som fuldstændig fald til jorden da jeg flyttede ind i min ejen lejlighed XD

    Nu kæmper jeg med at lærer noget jeg skulle have lært for længe siden som er: “Jeg er nok!” eller “jeg er god nok!” som i at jeg skal lade være med at finde min i ting, som jeg ikke syndes om bare fordi det ville være nemmere at falde tilbage i mit mønster af “det går nok” eller “næste gang” for ikke at sige “det gør jeg sener”. Dette giver muligvis ikke nogen mening, men jeg følte for at skrive det XD

    1. Tak for din kommentar, jeg synes, at det giver mening 😀
      Ja, det bliver interessant! Jeg forestiller mig ikke, at jeg kommer til at ændre på særlig meget ift. madlavning og husholdning, jeg vil nok bare gøre på samme måde, som når jeg er alene i sommerhuset 🙂 Med fuldkornspasta, havregryn og chiafrø kommer man langt 😀 Det vigtigste er jo at få noget ordentlig næring. Men jeg holder af at lave mad, så jeg glæder mig til at afprøve forskellige ting.

      Du er er på alle måder nok – vi er alle nok – for vi er os, og hvordan skulle det kunne være andet end nok? (^o^)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.