Tilfældige ting

Hej verden.

Det er nogle uger siden, at jeg sidst har skrevet et blogindlæg, der ikke var et digt. Det skyldes, at jeg har det med at gå igang med nogle meget store projekter, som jeg ikke får færdigskrevet, fordi jeg har andre ting, jeg skal. Og jeg har det med at miste interessen for det, jeg dagen før var vildt begejstret for at skrive om, eller også glemmer jeg formålet med at skrive det, og så går jeg igang med noget andet i stedet. Suk. Mig og alle mine problemer. Så her kommer et nyt indlæg, der handler om alt muligt, eftersom jeg ikke er i stand til at færdiggøre nogle af mine store projekter (såsom det indlæg om diagnosesamfundet, som jeg nu har arbejdet på i et halvt år uden at komme videre. Det er nok færdigt engang i 2019)

Det er påskeferie, og det er underligt. Jeg har haft ferie i en uge, men det føles ikke rigtigt sådan, da jeg kun har holdt to rigtige fridage. De andre dage har jeg forsøgt at udrette ting, og meget af tiden gået rundt og været irriteret på mig selv (og verden) fordi jeg ikke kunne finde ro til at koncentrere mig (vi er i sommerhuset, så de er svært). Men jeg havde to produktive dage, hvor jeg fik læst en svær tekst, jeg skal skrive en opgave om og holde oplæg om i næste uge, og jeg fik skrevet selve opgaven. Det var en succes, eftersom det viste sig at være interessant og ikke så svært, som jeg havde forventet, så hurra. De to fridage, jeg har holdt, har også været gode. Den ene af dagene var jeg i Aarhus med en person, der nok altid vil stå på min virtuelle liste over mine yndlingspersoner, og det var en vældigt hyggelig dag. Jeg fik udfordret min Magasin-angst (og fandt i den forbindelse ud af, at deres boligafdeling på 4. etage er meget hyggeligere end deres stueetage, hvor man ikke kan trække vejret eftersom det bare er én stor parfumeafdeling formet som en labyrint).

Eftersom vi begge to havde fået skattepenge tilbage den dag, fik vi noget fancy mad på en café ved åen, ligesom alle de andre smarte typer. Man skal jo leve lidt engang imellem.

Og det leder mig videre til min anden fridag, hvor jeg og min familie var ude at besøge mine bedsteforældre i Grenaa. Imens vi sad og drak kaffe (med fløde, uha) sad jeg og så på deres bogreol, og før vi gik sneg jeg mig til at tage et billede af den. Jeg har teknisk set ikke spurgt om lov til at lægge billedet ud, men eftersom ingen af dem nogensinde anvender internettet, så tror jeg ikke helt, at de ville forstå hvad fanden jeg mente, hvis jeg spurgte dem om lov. Så her er et billede af deres bogreol. Hvorfor er det interessant, tænker I så. Det er det muligvis heller ikke for andre end mig. Men der var én bogtitel der fangede min opmærksomhed, som man siger.
“Det skal mærkes at vi lever”.
Jeg ved ikke, hvem der har skrevet den, eller hvad den handler om, for jeg har ikke kigget i den. Men da jeg så den, sad jeg og kom til at tænke på, hvornår jeg sidst har haft en følelse af, at jeg lever. Altså sådan en “hold da helt op, jeg er virkeligt i live, det må jeg nok sige” følelse. Sidste gang jeg oplevede det var nok i januar, hvor jeg gik på stranden og havde alt for mig selv og følte, at jeg havde al tid i verden. Dér levede jeg. I december var der også et par gange, hvor jeg virkeligt følte, at jeg levede. Både juleaften, da min farmor og jeg dansede twist (det er nok første og sidste gang) og senere om aftenen, da vi gik rundt om juletræet og vi var folk nok til at nå hele vejen rundt om det. Jeg mærkede også, at jeg levede, en uges tid før jul et sted i Aarhus V.
I november levede jeg også, og jeg kan huske, at jeg gik en del ture og ofte havde en følelse af, at det gav mening, at alting var gået som det var.
I oktober er der også nogle øjeblikke, jeg husker klarere end andre, hvor jeg på alle måder følte, at jeg levede. Jeg følte en hel del i oktober. Og det var også i den måned, hvor jeg begyndte at udgive mine digte på denne blog. I disse dage er det præcis et halvt år siden, og det gør mig glad at tænke på det. For dengang startede jeg på det, fordi jeg følte, at der var ord, der trængte til at komme ud, uden at jeg helt vidste, hvordan jeg skulle udtrykke dem. Og nu er der gået et halvt år, og jeg har (på denne blog) skrevet 49 digte. Det er langt fra dem alle, der er gode, men de er allesammen små stykker af min sjæl, som det er lykkedes mig at udtrykke med ord. Nogle af dem har jeg brugt et kvarter på at skrive, og de andre flere dage. Men fælles for dem alle er, at jeg imens jeg har skrevet dem, har følt, at jeg har levet. Og derfor giver det mening at blive ved. Derfor giver det mening, at alting er gået som det er, og derfor giver det mening, at jeg har en tendens til at føle alting meget stærkt. For hvis det ikke var tilfældet, ville jeg ikke få følelsen af, at jeg lever.

Jeg ved ikke, hvad min pointe er, men jeg tror bare, at jeg vil forsøge at huske mere på, at jeg skal lade mig selv gøre de ting, der giver mig en følelse af, at jeg kan mærke, at jeg lever. For hvis det skal mærkes, at vi lever, så er det spild af tid at gå rundt og gøre ting, der giver mig en indre tomhed. Selvom det også kan være sådan det føles at leve nogle gange.

I dag var jeg ved stranden med Kalle, og der var noget underligt over det. Det ændrede et eller andet indeni mig. For selvom alt var, som det har været hele tiden, og vejen derned var den samme, som jeg gik alle de dage i januar, så var det et helt andet sted. For der var masser af folk dernede og de gik i alle mulige retninger, og det påvirkede mig mere end jeg umiddelbart havde forventet. Jeg er muligvis psykisk ustabil eller et eller andet, for det er irrationelt at have ejerfornemmelser for en strand, særligt taget i betragtning af, at jeg går meget ind for, at naturen og stranden skal være for alle. Men jeg tror bare, at jeg lige skal vænne mig til tanken om, at det ikke kun er mit sted (i hvert fald ikke i sommerperioden). At der er andre end mig, der også holder af at gå ved stranden og at der er andre end mig, der kan finde sig selv i havet. Det skal jeg lige vænne mig til, for i januar skete der det, at jeg begyndte at se stranden som en del af min sjæl – det sted, jeg tog hen, når jeg skulle bruge inspiration og havde brug for at mærke, at jeg levede. Det sted, hvor jeg følte, at jeg var den eneste i verden for en stund, og at der ikke var noget, jeg nogensinde skulle igen.
Men da jeg var ved stranden i dag, tre måneder senere, fandt jeg ikke mig selv. Jeg tror nærmere, at jeg tabte mig selv, for jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Der var løse hunde og jeg kunne se masser af folk gå langs kysten, og det var virkeligt underligt. Det mindede mig om, at jeg ikke ejer noget som helst. At jeg ikke kan styre noget. Jeg kan ikke kontrollere stranden, for jeg ejer den ikke. Ligesom jeg heller ikke ejer nogle mennesker, og heller ikke kan styre, hvad de gør med deres liv eller om de bliver nogle helt andre, end dem jeg troede, at de altid skulle være.

Alting ændrer sig, og jeg ændrer mig, og imorgen er oftest helt det modsatte af i dag, selvom den næsten er det samme.

Jeg bliver ældre, og jeg lærer, og jeg fejler, og jeg finder ud af, at ingenting er som alle altid har sagt, at det er. For min virkelighed er min egen, og det er kun mig der kan leve i den for altid.

//A

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.