en dag blev hun stille | et digt om feminisme og at glemme sig selv

Dette digt skrev jeg for snart halvandet år siden, men eftersom jeg skrev det i hånden i en notesbog, har jeg ikke set på det i et stykke tid. Men nu synes jeg, at det må se dagens lys, i stedet for bare at ligge i en skuffe og blive glemt.
Jeg føler, at det fungerer bedst på papir, som jeg skrev det dengang, så sådan forbliver det for nu.
Normalt plejer jeg ikke at forklare, hvad mine digte handler om, men jeg føler for at gøre en undtagelse denne gang, også selvom jeg ikke kan gå helt vildt i detaljer.

Digtet omhandler en person, jeg engang snakkede en del med til daglig, og som jeg jævnligt tænker på.

Når vi snakkede sammen om løst og fast, plejede hun at sige ting som:

“Vi har da ikke brug for nogen mænd, hvad skulle vi med dem? Jeg nyder bare at være mig selv og ikke at være bundet”.

Hun snakkede en hel del om feminisme og kvinders rettigheder, og hun definerede sig selv som en rødstrømpe, hvordan det så end skal forstås. Når emnet engang imellem faldt på kærlighed og forhold, pointerede hun ofte, at hun ikke kunne se, hvorfor hun skulle være i et forhold, for der var ikke nogen hun kendte, der var gode nok til hende. Hun sagde, at hun ikke ville være i et forhold bare for at kunne sige, at hun var i et forhold, for hvis det skulle være, skulle det være det helt rigtige, ellers var det spild af tid.
Hvis jeg blev udspurgt om mit kærlighedsliv og sagde, at der intet foregik, sagde hun altid at hun godt kunne forstå, at jeg ikke gad at spilde min tid på det, for det var jo også meget bedre at have nok i sig selv og være uafhængig.

Men pludselig begyndte hun at ændre sig, og en dag begyndte hun at snakke om en eller anden fyr, hun havde mødt. Og så var de i et officielt forhold, og hun smilede på en anden måde end før. Hun virkede glad, og det var hun sikkert også, men det var som om, at hun blev en anden efter det. Hun snakkede om kærlighed og fremtidsplaner, og hun begyndte at spørge mig, om jeg havde “fundet” en kæreste (også selvom jeg aldrig havde givet udtryk for, at jeg ledte efter en). Det var som om, at hun havde glemt alt om det, hun havde gået rundt og snakket om i et år.

Hun stoppede med at snakke om feminisme og kvinders rettigheder. Og jeg tænker ofte på, hvorfor hun stoppede med det, bare fordi hun fik en kæreste.
Jeg tænker på, om hun nogensinde mente alt det, hun snakkede om dengang, eller om det bare var noget, hun sagde for at overbevise sig selv om, at hun var en stærk og selvstændig kvinde, der ikke havde nogen grund til at savne nogen. Jeg tænker på, om hun nogensinde har forstået, hvad feminisme er, når hun pludselig begyndte at behandle folk anderledes, da hun fik en kæreste.

Feminisme har intet at gøre med, om man er i et forhold eller ej. Feminisme handler ikke om at gå rundt og sige at man “ikke kan se, hvad man skulle bruge en mand til”. Det handler ikke om at distancere sig selv fra kærlighed og forsøge at overbevise alle om, at man føler sig lykkelig og uafhængig, fordi man ikke er i et forhold.
Det er ikke et valg imellem enten at være feminist eller at være i et forhold, for feminisme har ikke noget at gøre med ens civilstatus.

Feminisme handler om troen på, at vi alle bør behandles lige, og at ingen er bedre end andre, og at ingen derfor bør blive behandlet bedre eller værre end andre pga. fx køn. Det er meget simpelt.

Hver gang jeg tænker tilbage på vedkommende, digtet omhandler, spørger jeg mig selv, om hun ændrede sig, fordi hun glemte sig selv, eller fordi hun i virkeligheden aldrig rigtigt mente de ting, hun sagde dengang. Jeg ved det ikke, og mange ville nok ikke lægge mærke til, at hun ændrede sig, men det er af en eller anden grund blevet noget, der virkeligt er gået ind i min sjæl og er forblevet derinde.

Det minder mig om, at det er virkeligt vigtigt at stå ved sine følelser, og at intet godt kommer ud af det, hvis man forsøger at overbevise sig selv og andre om, at man mener noget, når det bare er et forsøg på at skjule, hvordan man virkeligt har det. Der er ikke noget sejt og selvstændigt over at sige, at man har det fantastisk alene og at ingen er “gode nok” til en, hvis man i virkeligheden slet ikke har det sådan. Hvis man i virkeligheden savner kærlighed/noget andet i sit liv, så kommer man længere med at stå ved det i stedet for at skubbe følelsen væk og gemme sig bag nogle idealistiske holdninger.

Det minder mig også om, at det ikke er godt, hvis et forhold får en til nærmest at ændre personlighed og at “glemme” alle sine tidligere holdninger og værdier. Der er intet galt i at ændre holdninger eller værdier, men det er ikke godt, hvis man er villig til at smide alting væk, fordi man skifter civilstatus og får andet at tænke på. For så har det måske aldrig rigtigt været ens værdier til at starte med. Hvis man begynder at behandle andre anderledes, fordi man er i et forhold, så tror jeg ikke, at man nogensinde har været feminist.

Det minder mig om, at jeg ikke skal gå rundt og sige ting, som jeg egentligt ikke mener, for at dække over noget eller for at fremstå som om, at jeg har styr på mit liv. Jeg skal fx ikke gå rundt og sige “det er virkeligt fedt ikke at være i et forhold, for det er virkeligt spild af tid og energi”, hvis jeg i virkeligheden ikke har det sådan (ikke at jeg går rundt og siger sådan, det kan jeg ikke mindes at have gjort). Ligesom jeg heller ikke skal sige “det går så fint, jeg elsker virkeligt mit studie hver eneste dag, og alt er bare SÅ spændende!”, hvis jeg i virkeligheden synes, at ugens emne er uinteressant og jeg tilmed føler mig stresset over mængden af læsestof. For der er ikke noget cool over at gemme sine følelser.

Det minder mig også om, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at jeg ikke gør det samme. At jeg ikke glemmer mig selv og alt det, jeg står for. Det håber jeg virkeligt aldrig kommer til at ske, for der er noget forfærdeligt ved den tanke. Jeg tror måske, at grunden til, at denne historie er blevet en del af min sjæl og er noget, jeg ofte tænker på, er at min største frygt er at glemme mig selv. At jeg om 10 år lever et liv, jeg aldrig har haft lyst til at leve, og værst af alt, at jeg på det tidspunkt har glemt, hvem jeg var tidligere i mit liv. Det er en forfærdelig tanke, og jeg kan ikke gøre så meget andet end at sige til mig selv, at det ikke kommer til at ske, hvis bare jeg bliver ved med at lytte til mig selv.

Alt dette handler i bund og grund om, at jeg har en frygt for at miste mig selv, uanset om det er pga. et forhold eller andre ting i livet, og at jeg frygter at leve et liv, hvor jeg ikke er ærlig overfor mig selv. Det handler vel om, at jeg ønsker at være mig selv, og at være den samme person, uafhængigt af om jeg er alene eller sammen med folk. Og det minder historien om hende, digtet omhandler, mig om. Jeg vil ikke glemme mig selv. Og jeg vil ikke blive stille.

Jeg har ikke snakket med vedkommende i to år, og jeg ved ikke, hvordan hun har det, eller hvad hun laver i dag. Jeg håber, at hun er glad, og jeg håber, at hendes kærligheds-eventyr stadig varer ved. Jeg håber, at hun kom afsted til Grækenland. Og jeg håber, at hun husker, hvem hun var, dengang hun var alene. Jeg håber, at hun føler, at hun stadig er den samme, og jeg håber, at hun kan se sig selv i øjnene og sige, at hun lever det liv, hun ønsker.

 

//A

 

7 tanker om “en dag blev hun stille | et digt om feminisme og at glemme sig selv

  1. Det er noget underligt noget alt den ændring vi mennesker kan gå igennem :J
    Det jeg er mest bange for ved at finde en partner er at jeg giver slip på mine grænser og derfor ender i et meget usundt forhold, med en som har mere brug for hjælp end at jeg gør mig selv til noget mindre end mig selv.

    Vi kan ikke udelukke at vi som mennesker ændre os, og at vi altid vil gøre det, for det er jo det der gør os så interessante 😀

    Jeg vil gerne være end af de kvinder (mænd) som har den der indre styrke som kan finde ud af at stå fast når det er nødvendigt, men som ellers har en eller anden form for ro i sig selv. Jeg ved ikke om det er fordi de forstår sig selv eller om de bare har evnen til at acceptere dem selv ligegyldig hvem de er på et hvilken som helst tidspunkt 🙂 Jeg savner ikke bare at være “mig” og istedet har så travlt med at definere grene af mig selv som lige så godt kunne være faser som er væk i det næste øjeblik og aldrig havde det formal at forblive. 🙂

    Jeg læste ikke digtet, men jeg kan godt lide selve indlægget omkring dine tanker 😀

    1. Sådan vil jeg også gerne være! Generelt handler det om at have det godt i sin egen krop og med sig selv, uanset om man er i et forhold eller ej, for ellers bliver det usundt. Hvis man giver slip på alle sine værdier fordi man kommer i et forhold, så tror jeg ikke det er sundt, for hvad har du så tilbage hvis/når forholdet slutter?
      Jeg kan godt lide det du skriver om at savne bare at være sig selv i stedet for at bruge tiden på at definere sig selv ud fra nogle ting, som man måske hellere skulle opfatte som forbigående faser, der ikke er en del af ens virkelige personlighed 🙂 Men så igen er det også interessant at se hvad der optager en på bestemte tidspunkter i livet og hvordan man ændrer sig, selvom det måske ikke er vedvarende ændringer 🙂
      Tak for din kloge kommentar 😀

      1. Det var så lidt XD

        Jeg kom til at tænke på at det største problem med at prøve at definere sig selv er nok når man ændre sig, fordi det kan være svært at acceptere at ens selvopfattelse ikke længere er den gældene. 🙂 Ligesom da jeg læste den satanistiske bible (den rigtige ikke det der gyldendal pis) og indså at den ikke længere betød noget for mig og at jeg måtte acceptere at mine forældre havde ret med at det “bare var en fase” som nok var det mest provokerende ved det hele, fordi de fik ret!

        1. Sandt 😀 Det er underligt at skulle træder væk fra noget, man tidligere har beskrevet sig selv med og haft sin identitet liggende i 🙂 Måske derfor det er en god ting at opfatte identiteten/personligheden som en dynamisk ting, der på den ene side både er stabil på nogle punkter, men på langt de fleste punkter kan ændre sig meget ofte og skifte mellem forskellige ting 🙂 Så tror jeg ikke, at man vil opleve den samme irritation over at ændre sig. Selvom altid er irriterende, når nogle andre får ret!

          1. Det er muligt 🙂 Det er nok fordi vi som samfund har gjort identitet til en fast ting som “bordet fanger” osv. Så det ville nok hjælpe som du siger med at vi acceptere at folk ændre sig og at vi aldrig er helt den samme. (jeg går ud fra det var det du mente med dynamisk) 🙂

          2. Det er præcist det jeg mente 🙂 Men jeg tror det går i den rigtige retning, samfundet er i hvert fald overordnet set blevet meget mere forstående overfor forskelligheder og folk der skiller sig ud fra “normen”, end det var tilfældet for 50-100 år siden 🙂

  2. Det var ikke som normen, jeg mente men at folk kan slippe ideen om at ens venner og familie altid vil forblive den “samme”, altså have samme meninger og holdninger igennem livet, som ofte ikke er tilfældet da vi jo ændre os 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.