Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Hej verden.

Jeg har netop læst denne artikel i Information, og nu er jeg nødt til at lave blogindlæg nr. 2 om SKAM, da jeg har nogle tilføjelser til det første indlæg, jeg skrev for tre måneder siden.

Artiklen belyser 18-årige Milles tanker omkring  tv-serien SKAM, der for to uger siden havde premiere på sin fjerde og sidste sæson. Mille mener (ligesom jeg), at SKAM kan noget særligt, fordi det er en ungdomsserie, der ikke taler ned til de unge – det føles ikke som om, at den er lavet af nogle voksne, der vil sprede et bestemt budskab til ungdommen. Det er en serie og har skrevet serien uden at have en bestemt agenda.

Mille udrykker, at hun og andre unge, ønsker at kunne have serien for sig selv, og at det derfor er irriterende, at mange voksne mennesker også ser SKAM, og at der skrives så mange artikler om serien i de store aviser.
Jeg forstår godt hendes frustration – det er den samme følelse af afmagt, jeg selv oplever, når alt jeg vil, er at gå en rolig tur på stranden med mig selv og min hund, men er tvunget til at erkende, at der er 50 andre mennesker (og hunde), der har fået den samme idé. Det gør mig frustreret, for jeg føler, at stranden er mit sted. Havet er det sted, hvor jeg finder mig selv. Og alle andre, der også er ved stranden, bliver til irritationsmomenter – for de minder mig om, at jeg ikke ejer stranden, selvom jeg føler, at den er en del af min sjæl.

Vi har vel alle et egocentrisk ønske om, at de ting, der frembringer de største følelser i os, skal være vores ting – så de ikke kan tages fra os. Så vi ikke bare er en del af mængden, der alle elsker det samme.

Billedresultat for skam

Og det er ok. Det er helt fint at elske noget og føle, at det betyder noget helt specielt for en, og at andre aldrig helt vil kunne forstå, hvordan man føler. Det er ok at ønske, at man kunne have stranden for sig selv. Og det er ok at ønske sig at kunne beholde SKAM for sig selv, så ens egen subjektive oplevelse ikke bliver farvet af, hvad andre mennesker og forskellige artikler siger om serien.
Men selvom det er ok at have det ønske og den følelse, når det kommer til SKAM (eller andre ting), så synes jeg personligt, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der “ejer” retten til at se og elske SKAM. Måske er seriens målgruppe 16-årige piger, men det er nu og engang sådan med stor kunst, at det kan frembringe følelser i os alle. Uanset om vi tilhører den oprindelige målgruppe eller ej, så kan vi komme til at føle noget, der får os til at opleve et tilhørsforhold til SKAM. Det spiller ingen rolle, om man er 16, 21 eller 50 – ens egen oplevelse af det kunstværk, jeg mener SKAM er, har man ret til at have, uanset hvilken alder man har. For det smukke ved stor kunst er, at det kan fortolkes på tonsvis af forskellige måder, alt afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet og hvor man er i sit liv.  Den kunst, der er den smukkeste, er den mange mennesker kan finde sig selv i – på vidt forskellige måder. Og derfor er SKAM indbegrebet af stor kunst. Det er en serie, du kan se som 16-årig og få enormt meget ud af, og du kan se den (igen) som 21-årig og højst sandsynligt se nogle ting, du ikke så, da du så den første gang. For stor kunst har flere lag, og du kan ikke se igennem alle lagene med det samme – det ved du bare ikke på det tidspunkt. Så når du ser SKAM (igen) som 50-årig, vil du (måske) se nogle andre lag i serien, som du ikke så tidligere, eller som du ikke ville have opdaget som 16-årig. Der er nogle lag, du vil lægge mere mærke til end andre, og der er nogle lag, du ville have være meget optaget af som 16-årig, som du ser anderledes på som 50-årig. I stedet for at komme til at tænke på ham den nydelige, lyshårede fyr fra skolen, som du havde øjenkontakt med den anden dag, kommer du til at tænke på dengang for mange år siden, hvor du endte med at finde ud af, at ham den lyshårede fyr nok ikke var dit livs kærlighed. Men du vil blive mindet om, hvordan dit 16-årige jeg havde det dengang, og det vil gøre dig lidt glad indeni at blive mindet om følelser, du har følt for så længe siden, men som på en eller anden måde er de mest naturlige at finde frem igen, selvom du ikke længere er 16 og ingen idé har om, hvor den nydelige lyshårede fyr, du ikke har set i 30 år, er i dag.

Vi mennesker bliver ældre hele tiden, og vi ændrer os hele tiden og lærer nye ting – men dem vi er i dag, er nu og engang ikke andet end produkter af dem, vi tidligere har været. Vi har de yngre versioner af os selv inde i os, og vi bærer rundt på dem resten af livet. Og derfor tror jeg, at SKAM har så stor succes hos mange forskellige aldersgrupper – fordi den taler til alle vores indre yngre versioner af os selv. Den aktiverer vores indre 16-årige jeg, vores 18-årige jeg og vores nuværende (i mit tilfælde) 21-årige jeg. Vi ser serien sammen med alle vores yngre jeg’er, og vi får en god følelse indeni. For der er plads til alle de tidligere jeg’er, og alle deres forskellige betragtninger.

Det smukke ved stor kunst, som SKAM er et eksempel på, er at det frembringer følelser i os, som respons på den subjektive oplevelse vi har med kunsten. Og vi kan føle så uendelig mange forskellige ting ved at se på helt den samme scene – for vi har ikke de samme erfaringer i baggagen, og vi kommer til at tænke på helt forskellige personer og situationer, når vi fx ser scenen, hvor Noora kysser William for første gang. Nogle tænker måske på en/flere de godt gad at kysse, hvor andre tænker på nogen, de glæder sig til at kysse igen, og nogle tredje tænker på en/flere de kyssede engang. Og alle vil smile (de fleste vil i hvert fald, om end indvendigt) når de ser scenen – men af forskellige grunde. For kunst er en subjektiv oplevelse, og det er det, der gør det smukt.

Med andre ord, så er der ikke nogen grund til overhovedet at diskutere, om de unge bør have SKAM for sig selv. For ingen kan tage patent på følelser. Ingen kan sige, at de har mere ret til at opleve et kunstværk end andre har. Ingen kan sige, at deres oplevelse er den rigtige, og at andre, der er ældre (eller yngre) ikke har en ligeså god forståelse for kunstværket, som en selv og ens egen generation har.

De unge ejer ikke retten til at se og elske SKAM. Jeg ejer heller ikke den ret. Og det er en god ting. For alt det interessante opstår, når vi er i stand til at se på det samme, og det får vidt forskellige associationer og følelser til at opstå hos os. Men det interessante sker også, når vi mennesker, med alle vores forskelligheder, ser en serie som SKAM og pludselig oplever fuldstændigt det samme. At vi pludseligt alle sammen oplever det som det vigtigste i verden, at Isak og Even ender op med at finde rigtigt sammen og hjælpe hinanden på rette vej.

Der er noget smukt over, at en serie, der er skrevet til 16-årige piger, kan blive så populær i forskellige aldersgrupper, og at den kan fremkalde de samme ting i os alle, og samtidig blive opfattet og fortolket på vidt forskellige måder. Der er noget virkeligt smukt over, at vi, unge som voksne, kan samles om en serie, der er lavet til norske teenagere, og at vi kan få så meget ud af den, som vi gør. Her går vi rundt og tror, at vi er så forskellige, men vi er måske mere ens, end vi tror. Og det er der ikke noget galt i. Billedresultat for skam

SKAM kan ikke tages fra de unge, for de vil altid have deres egen subjektive oplevelse af serien. Og SKAM kan heller ikke tages fra de voksne, for de har også deres egen oplevelse af den. At nogle voksne kan lide SKAM, gør ikke serien “voksnificeret” – for SKAM er den samme serie, uanset hvem der ser den. At andre end en selv elsker serien, uanset hvilke grunde de har til det, kan aldrig forringe ens egen oplevelse – for det er ens egen oplevelse. Og stor kunst har vi mennesker ret til at have vores egen oplevelse af – og vi har ret til at gemme de oplevelser dybt indeni os, eller at fortælle alle andre om vores oplevelser. Vi har ret til at skrive artikler om SKAM, uanset hvilken alder vi har.

Vi har alle ret til at gå ture på stranden og have vores egen oplevelse af det.

Vi har alle ret til at finde os selv. Og vi skal ikke sige til hinanden, at det kun er særligt inviterede personer, der har ret til at finde sig selv i bestemte ting. Om det så er SKAM, havet eller 80’er musik – vores subjektive oplevelse kan og skal ikke sammenlignes med noget andet, for den er nok i sig selv.

Ligesom mine forældres generation ikke ejer rettigheden til at lytte til Pink Floyd og føle, at de finder sig selv i det, så ejer min generation heller ikke rettigheden til at se og elske SKAM. Fordi jeg ikke levede dengang “Wish You Were Here” blev udgivet, betyder det ikke, at de følelser, jeg oplever, når jeg hører sangen, er mindre “rigtige”, eller at jeg ikke virkeligt forstår sangen, fordi jeg ikke er en del af den generation, den i sin tid blev skrevet “til”. Min egen oplevelse gør sangen til min, ligeså meget som mine forældres oplevelse af sangen gør den til deres.

Da jeg var 9 år, var min yndlings-film “Flyvende Farmor”. Det er en film, der handler om en pige, der sammen med sin skøre farmor tager ud i verden for at lede efter sin farfar, som hun aldrig har mødt.
Nu er jeg 21 år, og min yndlingsfilm er stadig “Flyvende Farmor”. Når jeg ser den nu, er det en film, der handler om en pige, der har forældre, der er så optagede af deres jobs, at de har glemt kærligheden og glæden i livet. En pige, der har en farmor, der er dement og gør livsfarlige ting som at cykle rundt i en lufthavn, lige foran et fly, der skal til at lette. En farmor, der har oplevet den største kærlighed i sit liv, men har mistet den. En farmor, der er ved at miste sig selv, men som ikke ønsker at give slip. En pige og en farmor, der ønsker at finde farfaren og opleve livet igen. De tror på, at alt er muligt, og de tror på, at farfaren venter i Rom, som han engang lovede, at han ville gøre, hvis de blev væk fra hinanden. De tror på, at alle veje fører til Rom. Og det viser de sig at gøre – om det så er virkelighed eller fantasi, afhænger af, om man ser filmen med sit 9-årige eller 21-årige jeg – eller måske med begge to på én gang. Min pointe er, at den store kunst kan ses af alle, og at den har flere lag, som vi først opdager, når vi selv har oplevet nogle flere ting, der har ændret vores syn på verden. Men det betyder ikke, at den 9-åriges oplevelse er mindre rigtig end den 21-åriges eller den 50-åriges. Det betyder bare, at vi ser forskelligt på verden. Og det er smukt.

Ligesom “Flyvende Farmor” kan SKAM ses af folk i alle aldre, og alle kan have hver deres indre oplevelse. SKAM giver på smukkeste vis et billede af, hvor ens vi mennesker er, men også hvor forskellige vi er – og serien giver mig en følelse af, at vi alle er ok. For i SKAM-universet er alle ok, uanset hvor usikre de er på sig selv. Uanset hvad vi skammer os over, så er vi ok. Og uanset hvor gamle vi er, hvilket køn vi har eller hvilket land vi kommer fra, kan vi alle se SKAM og elske det – uden at skamme os over det eller føle, at vi ikke tilhører den rigtige målgruppe. For ligeså snart, kunst frembringer noget i os, vil jeg mene, at vi tilhører målgruppen. Mennesker er målgruppen. Og vi er mennesker. Så lad os være mennesker sammen og nyde, at vi kan samles om en serie, der er skrevet til mennesker i en aldersgruppe, som vi alle kun har godt af at blive mindet om, at vi selv har tilhørt – og som vi indeni til et vist punkt altid vil tilhøre.

Hyg jer.

//A

2 tanker om “Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.