Mine yndlingssange og andet pladder

Hej verden.

Det er snart et år siden, at jeg sidst skrev et indlæg om mine yndlingssange, men listen endte med at indeholde 40 sange, og det blev ret omfattende, så nu har jeg lavet en ny og opdateret liste.

Med andre ord, dette indlæg er totalt ligegyldigt og ændrer på ingen måde verdenssituationen, og omhandler ingen af de ting, jeg virkeligt gerne vil skrive om, men jeg føler for at skrive et eller andet, og min hjerne koger over, hvis jeg skal udtænke noget dybt og eksistentialistisk. Jeg kunne også skrive et indlæg om, hvordan jeg har det, men det bliver for trist, da jeg føler mig ret stresset og ikke er i den “wuhuu, livet er en fest, jeg elsker alt og alle” tilstand, som jeg var i størstedelen af februar. Men det er ok. Jeg kan ikke føle euforisk lykke hele tiden, og det ved jeg jo godt, og jeg ved også godt, at der ikke er noget at sige til, at jeg føler et stigende pres, eftersom jeg skal læse 250-300 sider om ugen i flere uger i træk i den kommende tid, og dermed ender med at skulle tilføje flere tekster til “dette har jeg ikke læst ordentligt endnu” listen. Jeg kunne også skrive om, hvor underligt det føles, at jeg for tre dage siden var til en lang forelæsning om angst og stress, og at det på ingen måde betyder, at jeg har lært hvordan jeg selv kan undgå at føle mig stresset. Bare fordi jeg ved, hvad der sker i min hjerne, når min puls bliver høj og jeg bliver bange for, om jeg kan klare alt det, jeg skal, betyder det ikke, at jeg stopper med at have det som jeg har det.

Men det gider jeg ikke at dvæle ved nu. Måske en anden dag. I stedet vil jeg skrive dette indlæg færdigt, få noget søvn og være tilfreds med mig selv, fordi jeg prøver. Jeg prøver at gøre det jeg gerne vil, og jeg prøver at udfordre mig selv og gøre ting. Jeg prøver at føre samtaler med folk, selvom der er store menneskemængder omkring mig, og jeg ikke rigtigt kan høre, hvad jeg selv tænker. Jeg prøver at læse alt det jeg kan, og jeg prøver at være god ved mig selv.  Jeg prøver at være et godt menneske, og jeg prøver at gå med Kalle så meget som muligt og at være et godt menneske. Jeg prøver. Og det er godt nok.

Jeg føler ikke for at uddybe hvorfor jeg har valgt de enkelte sange, da bare tanken om det gør mig en smule hidsig. Det er ligesom at skulle uddybe, hvorfor mine yndlingsbøger er mine yndlingsbøger. Det kan ikke uddybes, for jeg kan aldrig skrive eller sige noget, der kan forklare det ordentligt. I bund og grund handler det om en subjektiv oplevelse, som jeg egentligt ikke føler for at dele med andre end mig selv. Men nu får I listen, og så kan I selv vurdere, om I får nogle gode subjektive oplevelser ud af at høre sangene, hvis I skulle have lyst til det. Det kan også være, at det bliver nogle dårlige oplevelser. Hvem ved.

Mine yndlingssange – en top 10 

1. Nothing But Thieves – Lover, Please Stay

2. Radiohead – Fake Plastic Trees

3. Pearl Jam – Black

4. Nirvana – The Man Who Sold The World

5. Rusty Clanton – Novels

6. Simon & Garfunkel – Kathy’s Song

7. Nephew – Wasted

8. Nils Bech – O Helga Natt

9. U2 – All I Want Is You

10. Alter Bridge – Watch Over You

 

Det var det. Der er ikke meget disko dasko over det, men det kan ikke komme som den store overraskelse. Selvom jeg til tider holder af ABBA, vil de aldrig nogensinde komme på listen over mine yndlingssange, af den simple grund, at ABBA ikke går ind i min sjæl.

Nåh.

I må hygge jer – husk at drikke te og at være gode ved jer selv! (eller lad være med at drikke te, hvis I ikke bryder jer om det)

//A

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.