Kvindernes Internationale Kampdag – hvad betyder den egentligt for mig?

Hej verden.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag, og da alle sociale medier bugner med opdateringer som “glædelig Kampdag!” og “tillykke!” kommer jeg til at tænke på nogle ting, som jeg har et behov for at udtrykke.

Først og fremmest kommer jeg til at tænke på, hvad denne dag betyder for mig personligt. Og jeg er sgu lidt i tvivl. For lige umiddelbart betyder den ikke noget specielt. Jeg skal ikke ud at demonstrere eller markere dagen på anden vis. Den eneste kamp jeg har udført har været at stå op klokken 6 og tage til forelæsning på uni på trods af forkølelse, men det har egentligt ikke rigtigt været en kamp, da jeg har haft en forrygende dag, der virkeligt har forbedret mit humør. Den næste kamp bliver kampen for/imod at tage et ekstra stykke chokoladekage.

Så nej, jeg bruger ikke rigtigt denne dag som en anledning til at tage nogle store kampe. Jeg gør egentligt bare det, jeg normalt ville gøre på en onsdag (dog har jeg brugt det som en undskyldning for at indtage Pepsi Max i hverdagen, og det er jo altid godt at have en anledning til at udføre mine dårlige vaner).

Jeg har hele dagen tænkt over, om jeg burde gøre et eller andet for at markere denne dag – om jeg burde sige “tillykke” til andre kvinder med kampdagen, eller demonstrere eller bare gøre et eller andet. For jeg ved jo godt, at der er en grund til at kampdagen er opstået og at den er blevet et internationalt fænomen. Jeg ved også godt, at der er mange steder i verden, hvor der langt fra er ligestilling. Bare se på USA, hvor det på mange punkter er ved at gå den helt forkerte vej, både når det kommer til kvinders rettigheder (fx rettigheden til fri abort) og minoritetsgruppers rettigheder, på trods af at USA er et vestligt land, som mange synes er vildt fedt. Mange andre steder i verden står det endnu værre til, og kvinder bliver udsat for tvangsægteskab (husk at der er forskel på arrangeret ægteskab og tvangsægteskab, et arrangeret ægteskab indebærer ikke som sådan tvang, og mange lever i gode arrangerede ægteskaber, et eksempel er forfatteren Aisha Saeed, der selv lever i et lykkeligt arrangeret ægteskab men kæmper imod tvangsægteskaber).

Så der er god grund til at have en dag, der sætter fokus på disse ting, og minder os om, at der stadig er meget at arbejde på.

Men hvad betyder denne internationale kampdag for mig? Det har jeg brugt lang tid på at fundere over, og jeg vil forsøge at beskrive, hvad jeg er nået frem til, selvom det er lidt angstprovokerende, ligesom da jeg skrev mit indlæg om feminisme. I bund og grund er jeg bare meget bevidst om, at jeg er en yderst priviligeret person (sådan oplever jeg det i hvert fald selv), og at jeg ikke føler, at jeg kan udtale på vegne af alle kvinder, og heller ikke prøver på det, men samtidig er bange for, at nogle opfatter det jeg skriver, som om, at jeg mener at det er gældende for hele verden, eller at jeg ikke anerkender problemerne. Eller at jeg er naiv og ikke ser virkeligheden i øjnene, hvis jeg bare ikke føler, at jeg har et behov for at gå på gaden og demonstrere i dag.

Når jeg tænker på, hvad denne dag har af betydning, så tænker jeg på en tid, der går forud for min egen. En tid, hvor der var nogle kvinder, der tog en stor kamp op for at opnå rettigheder, som vi i dagens Danmark ser som helt fundamentale (de fleste gør i hvert fald). – retten til at stemme til folketings- og kommunalvalg, retten til at arbejde, retten til fri abort – og så videre. Og det er en kamp, som jeg er utroligt glad for, at nogle andre har kæmpet – for det betyder, at jeg kan sidde her i dag, som kvinde i år 2017, med en kop te og skrive et debatterende blogindlæg imens jeg drikker en kop te og tænker på det, jeg har lært til dagens forelæsning på universitetet i dag. Det betyder, at jeg kan gå rundt på Kvindernes Internationale Kampdag og personligt føle, at det bare er en almindeligt god onsdag, hvor jeg føler mig glad og er sammen med nogle gode mennesker, der vil mig alt godt. Det betyder, at jeg faktisk ikke umiddelbart føler, at der er nogle kampe jeg er nødt til at tage for selv at blive retfærdigt behandlet – for jeg føler rent faktisk, at jeg bliver behandlet rigtigt godt. Jeg føler mig ikke undertrykt, og jeg har ikke en følelse af at blive set ned på, fordi jeg er kvinde.

Og det tænker jeg er et tegn på, at de kampe, som blev taget for 100 år siden, virkeligt har båret frugt – for hvis jeg kan sidde her og faktisk ikke føle, at mænd har det bedre end mig eller at nogen undertrykker mig, så er det at tegn på, at jeg bor i et godt samfund, hvor jeg får mulighed for at leve et godt liv. Og det er vel den slags der er værd at glædes over på en dag som denne – og imens jeg glædes over, at jeg har et godt liv, tænker jeg på alle de punkter, hvorpå verden stadig trænger til at blive forbedret – så alle i verden kan sidde med den samme følelse, som jeg selv sidder med lige nu; følelsen af at være fri og at have mulighed for at bestemme over mit eget liv. Følelsen af at blive hørt og at være en del af noget. Følelsen af at kunne være mig selv og blive accepteret for det.

For der er på mange områder stadig meget at kæmpe for, både herhjemme i Danmark og særligt i resten af verden. Fx er der stadig lang vej igen når det kommer til LGBT-befolkningens rettigheder, og meget af det skyldes uvidenhed i befolkningen, hvilket vi er nødt til at rette op på via oplysning. Der er fx  masser af mennesker, der intet har imod homoseksuelle og transkønnede, men faktisk ikke er klar over, at der særligt er mange transkønnede, der udsættes for diskrimination, vold m.m. og at det er et stort problem. Og derfor tænker de ikke over, at det er nødvendigt at kæmpe for det. Jeg tror mange af os har en tendens til at tænke, at i Danmark går det jo godt, så vi behøver ikke tænke så meget på det, for vi respekterer jo hinanden. Men det er desværre ikke altid tilfældet. Og den slags ting synes jeg, at vi skal tænke på i dag.

For selvom jeg sidder her og har det godt, så er det ikke noget, jeg nogensinde skal tage for givet, og jeg skal heller aldrig nogensinde tage for givet, at andre har det på samme måde. For det er der mange, der ikke har. Og bare fordi jeg personligt aldrig har følt mig undertrykt, så betyder det ikke, at ligestillingskampen er unødvendig eller overstået. For det bliver den først den dag, hvor vi alle først og fremmest begynder at se hinanden som mennesker. Mennesker, der har forskellige køn, etniciteter, religiøse baggrunde, you name it, og som stadig allesammen er lige meget værd. Mennesker, der alle skal behandles som mennesker, og som ikke fortjener at blive diskrimineret pga. deres kromosomsammensætning.

Og det er sgu noget af et projekt, hvis det skal lade sig gøre på verdensplan. Jeg gør mit for at sprede min holdning til folk, for jeg synes egentligt, at det er meget simpelt; vi skal bare behandle hinanden som mennesker, fordi vi alle er mennesker. Det er definitionen på feminisme/humanisme efter min opfattelse.

Så hvad handler denne dag egentligt om?

For mig handler den ikke om kønskvotering og at hade mænd og debat om ligeløn.
For mig handler det om at hylde, at vi i Danmark har et samfund, hvor både mænd og kvinder har så gode muligheder for at leve nogle gode og meningsfulde liv, hvor vi har en stor grad af frihed til selv at vælge, hvad vi gerne vil (jeg ved godt, at der findes folk i landet der har det rigtigt skidt, men på det overordnede plan har vi altså et godt samfund sammenlignet med så mange andre steder i verden, hvor det er noget værre pis).
Denne internationale kampdag handler for mig om at værdsætte de kampe, der blev taget forud for min egen tid, så jeg i dag kan nyde godt af at have stemmeret, så jeg kan stemme på Alternativet, og at have retten til fri abort hvis jeg skulle få et behov for at gøre brug af det på et tidspunkt. Jeg har ret til at få en uddannelse, og jeg går på et studie, hvor jeg lærer en masse brugbart om mig selv og andre mennesker og verden. Og det er gratis (og så er der i øvrigt 80 % kvinder på studiet, hvilket er en helt anden virkelighed end på universiteterne for 100 år siden).

Jeg nyder godt af ikke selv at skulle kæmpe for de rettigheder, for det giver mig en masse glæde i livet og et overskud til at tænke på, hvilke andre problemer der eksisterer i verden, som der kan arbejdes for. Det giver mig et overskud til at gøre de ting, der er meningsfyldte for mig, og det giver mig overskud til at debattere politik med mine forældre og blive hørt.
Og jeg er priviligeret at føle mig hørt, for hvis kvinderne havde følt sig hørt i 1910, hvor kampdagen opstod, ville den aldrig være opstået.

Jeg håber, at der i fremtiden er mange flere, der vil føle sig hørt. At vi vil bruge denne dag, og gerne alle andre dage, til at stoppe op og interessere os for hinanden i stedet for at opbygge mure af ubegrundede fordomme. At vi vil oplyse os selv og hinanden, så der ikke kan være nogen, der tvivler på, at vi allesammen først og fremmest er mennesker. 

Og hvis vi begynder at se hinanden som tilhørende kategorien mennesker, fremfor at have vores køn eller etnicitet som det, vi primært identificerer os med, så tror jeg, at mange kampe kunne vindes på en meget simpel måde. Så kunne vi allesammen se det som en helt naturlig ting, at vi alle skal have de samme rettigheder – fordi vi er mennesker.

Hvor fanden vil du hen med dette idealistiske pis, Frøken Thylkjær? Hvad mener du egentligt om denne kampdag?

Det skal jeg sige jer: med alt dette vil jeg sige, at Kvindernes Internationale Kampdag for mig handler om ikke at fokusere helt vildt meget på, at jeg er kvinde, men derimod at jeg er et menneske, og at alle andre også er det. Jeg har det fint med at være kvinde, intet problem i det, men jeg synes ikke denne dag kun skal være for kvinder, jeg synes nærmere, at den skal være for alle. For ligestillingskampen og kampen om, at alle skal behandles godt, handler ikke bare om kvinder, og det er ikke kun kvinder der skal tage kampen. Det er jo os alle sammen. Alle der er mennesker skal gøre noget, hvis vi skal have et lige samfund. Og det er noget vi skal huske hver dag, ikke bare i dag. Desuden ligger der nogle ret negative konnotationer i et ord som “ligestillingskamp“, for ligestilling er jo først reel, når man ikke skal kæmpe mod hinanden – en krig er aldrig lige. Så hvis vi skal have ligestilling skal vi ikke gå i krig mod hinanden, og vi skal ikke udnævne kvindekønnet som det, der skal tage kampene selv. Vi skal derimod se på det store billede og fokusere på at alle skal have de samme rettigheder, for det er jo i vores alles interesse, at alle borgere i dette land bliver behandlet som ligeværdige individer. Er det ikke? Hvorfor skulle mandlige pædagoger fx ikke have de samme rettigheder som de kvindelige?

Hvad skal vi egentligt bruge kvindernes internationale kampdag til?

Vi skal bruge den som et minde om en tid, hvor de fundamentale rettigheder og værdier vores samfund er bygget op på, ikke var fundamentale. En tid, hvor der virkeligt blev taget nogle kampe. Og så skal vi lade os inspirere af det og huske på, at vi er heldige, at vi i dagens Danmark har det ret godt – sammenlignet med mange andre steder i verden og tidligere tider. Jeg synes altså, at vi har det ret godt i dag, og jeg synes ikke, at det at være kvinde er en forfærdelig ting. Og måske er det i virkeligheden derfor, at denne kampdag stadig eksisterer – for at minde os om, at vi egentlig har det meget godt nu og at vi har sindssygt mange muligheder – og at det er op til os selv at gribe se muligheder, hvis vi vil ændre på nogle ting. At vi skal værdsætte vores muligheder og vores rettigheder og ikke tage dem for givet – og at vi skal udnytte dem fuldt ud. Der kommer intet ud af at blive siddende og vente på, at nogle andre får gode ting til at ske i ens liv – man må selv tage kampen op. Og for nogle er der mange bump på vejen og for andre er der færre, men det handler om at gå videre og huske på, hvad man kæmper for.

Med andre ord, så er dette for mig en dag, hvor jeg ser indad og faktisk føler mig ret glad og priviligeret. Men det er også en dag, hvor jeg ser udad, og ser alle de smilende og smukke mennesker, der også er en del af verden. Og det er vel endnu en sejr, at der er lige mange kvinder og mænd jeg ser til daglig, der smiler og ser glade og frie ud.
Sådan har jeg det nu de fleste dage. Jeg føler mig heldig langt de fleste dage, og jeg ser masser af pæne, intelligente og smilende mennesker langt de fleste dage. Hurra for det.
Og så er der alle dem, jeg ikke ser, fordi jeg ikke er de steder i verden, hvor det går rigtigt skidt. Men dem tænker jeg også på i dag. Og så tænker jeg på, at der er håb. For hvis jeg kan have det så godt, så bør der være håb for, at verdenssituationen også kan blive forbedret. Det håber jeg sgu, for jeg synes, at alle fortjener at opleve følelsen af at være heldige. Indtil den dag, er der ikke andet for end at tage de kampe, vi hver især kan tage, og støtte op om dem, der må tage nogle ekstra store kampe helt selv – for hvis der ikke er nogen, der selv tør at gøre noget, så sker der ingenting. Og det skal vi huske.

Det er et godt liv. Jeg håber, at jeg ikke har gjort nogen sure med dette indlæg, men det er et udtryk for mine egne tanker og følelser, ikke andet end det. Jeg kan ikke udtale mig på vegne af andre end mig selv, og jeg håber derfor ikke, at nogen opfatter dette som om, at jeg siger, at der ikke er brug for ligestilling. Jeg føler bare, at jeg personligt ER ligestillet. Og det kan vel kun være en god ting, at jeg føler det, også selvom der som sagt er virkeligt mange i verden, der ikke føler det samme.

Jeg tror på, at jeg kan gøre det jeg vil i mit liv og at mit køn på ingen måde står i vejen for det. Og det er sgu da smukt, er det ikke?

Hyg jer.

//A

2 tanker om “Kvindernes Internationale Kampdag – hvad betyder den egentligt for mig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.