Årets første skovtur og et tilbageblik

Hej verden.

Klokken er 23, og jeg er igang med fem-seks forskellige indlæg og jeg tænker på alt muligt, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal få formuleret på skrift. Jeg føler mig ikke særligt struktureret i dag, og generelt har jeg ikke følt mig ret struktureret hele ugen. Det hænger muligvis sammen med, at jeg er mere forkølet, end jeg har været i årevis, hvilket medfører, at jeg har et stort behov for at sidde i flere timer og ikke rigtigt udrette noget, fordi jeg er ved at falde i søvn ovenpå mine bøger. Det er ikke så praktisk, men det går vel nok.

Selvom jeg er halvsyg og træt, var jeg på årets første skovtur med Kalle i dag (hvilket teknisk set er løgn, jeg har været på masser af skovture i år, men det føles som om, at denne var årets første rigtige skovtur). Og det var en vellykket skovtur, selvom det endte med, at vi for lidt vild, fordi vi gik udenfor stierne (uha, en kriminel handling). Jeg kunne godt se på Kalle, at den ikke helt stolede på mig, da jeg sagde “kom, vi skal denne vej”, men den fulgte alligevel med og hoppede rundt og var glad, og blev meget lettet, da vi til sidst fandt tilbage til stien. Jeg tror dog, at den nød at få lidt spænding ind i hverdagen og gå en mere interessant vej end vi plejer at gå.

Da vi kom ind i skoven, blev jeg mindet om sidste gang, jeg var i lige præcis den skov. Det var i august, og det føles som om, at det er en evighed siden, selvom jeg husker det ret tydeligt. Det var en meget varm dag, og jeg skulle starte på universitetet dagen efter, og der var virkeligt meget, jeg ikke vidste dengang. Sådan føles det i hvert fald, når jeg tænker tilbage på det nu. Det var ikke Kalle, jeg var på skovtur med den dag, men en person, jeg nåede at være på en del skovture med på relativt kort tid. Det var objektivt set ikke en særligt vellykket skovtur, eftersom vi for vild og kom i karambolage med nogle brændenælder, og var nødt til at vende om og gå den samme vej tilbage. Men det var en god skovtur, og efter skovturen fik vi pandekager lavet på kærnemælk. Der var noget overskudsagtigt over det hele, og solen skinnede, og det er ikke hver dag, at der er kærnemælk i pandekagerne. Men det var der den dag.

Sidste gang jeg var på skovtur i den skov, var det en varm sommerdag, og universitetet var et sted, jeg havde været to gange i mit liv. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente af noget som helst, og jeg havde sovet for lidt hele måneden og løbet rundt og lavet chokolademousse og kærmemælkshorn (det var derfor, at vi havde kærnemælk i huset). Jeg vidste ikke, hvad metakommunikation var, hvad signaltransmission var for noget eller hvor samfundsfagenes kantine lå. Jeg vidste heller ikke, om jeg ville synes om studiet, om jeg ville falde til eller om det ville ende i en katastrofe. Jeg vidste ingenting.

Jeg tænker på, hvad mit august-jeg ville synes om, hvordan alting er nu, hvis jeg dengang havde kunnet se ind i fremtiden. Og jeg ved det sgu ikke. For mit august-jeg var en overfrisk, urealistisk (og inderst inde meget træt) udgave af mig selv, som jeg ikke helt føler mig i kontakt med længere. Der skete lidt for meget i den periode, til at jeg kunne overskue alting og se det fra et rationelt synspunkt. Det er måske meget godt, for det resulterede i, at jeg fandt ud af, at jeg kan mere, end jeg hidtil havde troet. Det betød dog også, at jeg endte med at være virkeligt træt efter nogle måneder. Og det var også meget godt, for betød at jeg lærte hvor rart det kan være at tage i skoven alene, bare med mig selv og en hund.

Jeg er stadig træt, men det skyldes mere de store mængder af snot, der befinder sig i mit hoved. Jeg har også gang i en del ting for tiden, men jeg føler ikke, at det er i en overvældende grad, for jeg har trods alt tid til at tage på skovtur og lave uproduktive ting. Jeg lærer alt muligt i min hverdag, og jeg har det godt, og jeg kan godt lide den retning, min blog har bevæget sig i det seneste halve år. Jeg kan godt lide den retning, jeg er på vej i.

Og om et halvt år vil mit kommende september-jeg måske tage på en ny skovtur og se tilbage på denne tid og tænke “ihh altså, du vidste jo ingenting, hvor havde du meget at lære”. Sådan vil det nok blive ved, hvilket er godt, da det betyder, at jeg lærer, og at jeg reflekterer over tingene. Men bare fordi jeg lærer og bliver klogere på mig selv og andre, betyder det ikke, at alt jeg tænkte og følte dengang bare skal negliceres. Det vil altid være gyldige tanker, følelser og meninger, og jeg skal ikke glemme de ting. For nogen gange kan man lære meget af sit tidligere jeg ved at huske tilbage på, hvad der gav mening dengang, og tænke på, om det stadig giver mening nu. Var det nogle bedre skovture, jeg var på dengang, eller er det i virkeligheden nye skovture til nye skove, jeg ønsker mig?

Hvem ved.

Jeg ved ikke, hvad min pointe er med dette, udover at tiden går og at jeg er glad for tingenes tilstand, selvom tingenes tilstand er dynamisk og i en konstant udvikling. Eller noget i den stil.

Farvel.

//A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.