Tilbage til virkeligheden – en dramatisk beretning

Hej verden.

Jeg har haft en begivenhedsrig dag, hvor der er sket mere, end der sammenlagt gjorde i hele januar. Sådan føles det i hvert fald. Så her følger en beretning om min dramatiske første dag tilbage i samfundet efter min lange fredfyldte ferie.

Dagen startede kl. 6.15. Det var utroligt tidligt, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er stået op på det tidspunkt. Umiddelbart kunne jeg ikke lide det, da jeg havde det fysisk dårligt (særligt pga. hovedpine) og virkeligt ikke havde lyst til at komme afsted. Men jeg var godt klar over, at det ikke skyldtes andet end at jeg var stresset og en smule angst for at skulle igang med hverdagen igen. Kort sagt har jeg det generelt ret svært med forandringer, så jeg bliver altid utroligt nervøs over alting, inden jeg skal starte noget nyt/skal ændre på min rutine. Men det skal det ikke handle om nu, for pointen er, at jeg kom afsted alligevel. Jeg endte med at få en overraskende god dag, og det hele startede med den afgørende detalje, at jeg havde glemt at tage min vandflaske med.

(Uhhh, spænding, trommehvirvel osv.)

Dette resulterede i, at jeg startede med at gå i kantinen da jeg ankom til uni kl. 8.30 i morges. Her købte jeg en flaske vand og en kop kaffe (biodynamisk, økologisk, miljørigtig, billig og ikke specielt velsmagende). Så satte jeg mig og nød den biodynamiske kaffe og stilheden (før stormen), eftersom der kun var to andre mennesker i kantinen på det tidspunkt. Efter nogle minutter kom en fra min studiegruppe (dvs. en af de personer, jeg skulle forestille at være i studiegruppe med, selvom vi i alt har mødtes tre gange indenfor tre måneder og aldrig har været samlet alle fire). Hun havde også glemt sin vand, så vi havde noget til fælles, hvilket jo altid er godt. Vi snakkede lidt om diverse ting, og så kom der en tredje person fra vores hold/klasse/hvad end det er, og så snakkede vi om flere ting og tog til forelæsning. Vi sad et relativt godt sted i auditoriet (selvom der ikke er nogle gode steder at sidde, da det aldrig er godt at proppe 230 mennesker ind i ét lokale, og forsøge at presse dem sammen på så lidt plads som muligt, hvor man både sidder dårligt, næsten ingen bordplads eller benplads har og hvor man er tvunget til at have fysisk nærkontakt med alle mennesker, der sidder på samme række som en selv, hvis man selv eller de skal ud.

Men det var alt sammen bedre end forventet, og jeg tænkte kun “aaaarrrhhh jeg vil væk” to-tre gange i løbet af de tre timer, vi var derinde. Vi havde to forskellige forelæsere i dag, og de hed begge to Dorthe. Så det er vel meget godt. Jeg lærte noget om kognitionspsykologi og opmærksomhed, så det var en succes.  Jeg fik også snakket med alle mulige mennesker i pauserne, så jeg er stolt over mig selv, eftersom mit mål med dagen bare var at overleve. Jeg fandt ud af, at mange andre også havde det lidt hårdt med at skulle igang igen, så jeg begyndte at føle mig lidt mindre alene med alle mine bekymringer. Hurra.

Efter forelæsningen gik jeg til Trøjborg for at hente nogle kompendier i et kopicenter. Men forinden valgte jeg at udfordre mig selv yderligere ved at gå ind i Trøjborg Centret (et meget lille og overskueligt indkøbscenter, som jeg aldrig havde været i før). Det er det eneste “storcenter” i Aarhus eller i verden generelt, som jeg har oplevet som værende et meget stille og roligt sted. Jeg kunne godt finde på at komme tilbage dertil.

Generelt kan jeg godt lide Trøjborg. Hvis jeg nogensinde blev tvunget til at flytte til Aarhus, så ville jeg foretrække at bo der, da det er sit eget lille samfund med hyggelige bygninger og mindre storby-stress end der er i midtbyen.

Jeg fik hentet kompendierne og derefter gik jeg tilbage til uni igen. Min plan var, at jeg skulle hente et tredje kompendium, men det gik i vasken, eftersom jeg havde glemt at tage den billet, der fungerede som bevis for, at jeg havde betalt, med. Som bekendt bliver langtidshukommelsen jo forringet af stress, så jeg har en teori om, at det nok var derfor. Jeg har printet billetten ud, men jeg har ingen idé om hvor den er henne. Jeg tror måske, at den ligger ude i sommerhuset i min bog om placeboeffekter. Så jeg har nu printet den igen, og vil forsøge igen i morgen, hvor det forhåbentligt går bedre.
Generelt var jeg ret forvirret og træt på det tidspunkt, hvilket jeg selv synes er meget forståeligt eftersom klokken var 13 og jeg allerede havde været vågen i 7 TIMER. Jeg gik også forkert på vej hen til det sted, hvor jeg skulle hente det tredje kompendium, og da min reaktionsevne i dag er forringet pga. feriens påvirkning af min krop, endte jeg med at stå i en døråbning i flere sekunder og stirre på tre mennesker, der slet ikke var dem, jeg skulle bruge. Jeg kendte tilmed den ene af dem, men jeg var for forvirret til at sige noget, så jeg vendte bare om og gik hen til den rigtige dør i stedet (som var lige på den modsatte side af gangen. Sådan er det med en mangelfuld stedsans).

Jeg endte med at opgive at gøre flere ting, der involverede, at jeg skulle kommunikere med folk eller huske alt muligt. Så jeg fandt et nyt og godt sted at sidde og læse, hvilket var en succes, da jeg sad relativt isoleret fra andre mennesker (hurra), havde en god udsigt, havde et helt bord for mig selv og vidste, at der var toiletter tæt på. Det var en succes.
Jeg tog et ekstremt opstillet billede, som jeg lagde på Instagram, fordi jeg forsøger at fremstille mit liv som om, at det er perfekt. Det gav pote, da jeg fik 14 likes indenfor fire timer. Jeg ved ikke, om det er meget, for jeg lægger normalt aldrig rigtigt mærke til det.
Derefter satte jeg mig til at se et afsnit af SKAM og spise min middagsmad. Jeg fik også Pepsi Max, en lakridspibe og nogle karameller (som står lige til venstre for det, som det opstillede billede viser, ellers havde jeg aldrig fået social anerkendelse i form af likes).

Efter det udrettede jeg ting. Jeg skrev noter til nogle sider, jeg allerede havde læst og læste lidt mere og skrev flere noter i nogle timer, hvilket gik ret fint. Det handlede om forskellige tilgange til den kognitive psykologi, og i dag læste jeg primært om noget kaldet “computational cognitive science”, hvilket kort sagt er, at man udvikler computermodeller, der kan bidrage til en bedre forståelse af den menneskelige kognition. Fint skal det være.

Da klokken blev 16.30 pakkede jeg sammen og gik, da jeg havde planer om at nå bussen kl. 16.39. Dette blev endnu en af de ting, der mislykkedes i dag. Det var utroligt ynkeligt, eftersom jeg ville have nået det, hvis jeg var gået 30 sekunder tidligere. Men sådan skulle det ikke være. Da der var 25 minutter indtil den næste bus skulle komme, valgte jeg at få det bedste ud af det og gå hen til det næste stoppested. Dette resulterede i, at jeg udviklede forstadiet til nogle nye vabler (tror jeg, jeg har ikke set efter), eftersom jeg havde mine dårlige støvler på (mine vinterstøvler med hæl, som ikke er gode at gå i over længere distancer, hvilket jeg har fået bevist empirisk utallige gange nu). Det åndssvage var, at jeg havde taget dem på, fordi de var de eneste sko/støvler, der ikke forværrede mine allerede eksisterende vabler. Til gengæld fik jeg så nogle nye. Så hurra for det. Nu er mit store problem, at jeg ikke ved hvilke sko jeg skal tage på i morgen. Det vil betyde smerte uanset hvad, så måske er løsningen at lade være med at tage sko på eller at tape mine fødder ind i et eller andet, der kan fungere som et beskyttende lag. Eller måske bare at undlade at tage ud i samfundet igen nogensinde.

(En hjemmelavet model af hjernen, som beviser, at neuropsykologi og vandfarver sagtens kan kombineres).

For at trække tiden ud valgte jeg at gå i Netto, som lå på vejen til det næste stoppested. På det tidspunkt var klokken lidt i 17, og jeg var træt og sulten men også stolt af mig selv, fordi jeg havde klaret den lange dag. Så jeg impulskøbte en banan, noget skyr og en pose lakridser med god samvittighed imens jeg forsøgte at undslippe alle de stressede forældre med ligeså stressede og umulige børn. Derefter gik jeg så hen til stoppestedet, hvor jeg endte med at tale engelsk med en person, der på engelsk (surprise) spurgte mig, om jeg vidste hvilken bus hun skulle tage for at komme til Skejbyparken. Jeg skulle lige vænne mig til at snakke engelsk med et levende menneske igen, da det sker så sjældent, så jeg fik sagt et eller andet der forvirrede os begge mere end det gavnede. Jeg vidste ikke rigtigt hvor Skejbyparken var, men heldigvis indså jeg efter ca. et halvt minut at jeg havde internettet til at komme mig til undsætning. Så jeg søgte på Skejbyparken på Google Maps og fandt ud af, at det var utroligt tæt på, så vi blev enige om, at hun ligeså godt kunne gå derhen. Hun takkede og jeg følte mig god, fordi jeg havde været i stand til at hjælpe selvom min hjerne føltes som alt andet end funktionel. Dog gad jeg godt at vide, hvad helvede hun skulle i Skejbyparken en onsdag eftermiddag efter kl. 17. Men det må blive et af universets små mysterier.

Og SÅ tog jeg hjem, og var hjemme kl. 18. Jeg havde helt glemt hvordan det føles at komme hjem efter en meget lang dag; der er noget over det, der både er glædeligt og træls. Men selvom denne dag ikke rigtigt har været en blød opstart, så har det været en helt fin dag, som fik mig til at indse, endnu en gang, at det nogen gange bare handler om at gøre de ting, jeg er nervøs for, i stedet for bare at sidde og føle mig stresset over noget, jeg ikke engang har gjort endnu.
Jeg føler mig mindre stresset nu, da jeg nu føler, at jeg er kommet lidt igang igen, og at jeg godt kan klare det. Dog er jeg stadig lidt foruroliget over, hvordan jeg skal få tid til alting dette semester, men jeg skal nok finde løsninger på det hele, og det skal nok blive læringsrigt. Heldigvis er jeg mere motiveret end jeg var sidste semester, og jeg vil faktisk virkeligt gerne forstå hvordan hjernen er opbygget. Især fordi jeg så ville kunne bruge disse begreber (og forklare deres betydning) i en samtale og på den måde fremstå sofistikeret: presynaptisk membran, neuroplasticitet, mikroglialceller og nucleus accumbens.

Nåh, I må hygge jer. Jeg beklager at dette indlæg primært handlede om mig (dvs. udelukkende handlede om mig), men det var alt det kunne blive til i dag. Og det viser meget godt, hvordan hele ens dag kan formes af en glemt vandflaske. For hvis jeg ikke havde glemt den vandflaske havde jeg nok handlet helt anderledes, og så var min dag nok blevet en helt anden. Nogle gange er det fejltagelserne der leder til de gode oplevelser. Så måske var det slet ikke en fejl, at jeg glemte den vandflaske (dette betyder dog ikke, at jeg går ind for at bruge penge på plasticflasker mere end nødvendigt, da dette IKKE er godt for miljøet (lidt medlem af Alternativet er man vel)).

(Dette billede er meget ude af kontekst, men uanset hvad vil det altid være udenfor kontekst på denne blog, så her har I det alligevel)

(Jeg har ikke selv skrevet det, hvis nogen skulle tro det, og nej, jeg har heller ikke forsøgt at ringe op til nummeret, selvom min bror mente, at jeg skulle gøre det. Dog synes jeg, at det er opfindsom strandkunst. Jeg så det på stranden mandag formiddag, og jeg har siden da filosoferet over, hvem helvede der har lavet det, eftersom jeg aldrig har mødt nogle unge mennesker på den strand, og slet ikke i vinterperioden. Måske er gerningsmanden i virkeligheden en af vores rødvinsdrikkende pensionist-naboer, de har det jo med at overraske).

 

Må februar blive fyldt med gode dage, smil, grin, nye sange og forhåbentligt færre impulskøb og bedre kaffe end denne dag har budt på.

Hyg jer.

//A

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.