Gode dage kommer ikke dårligt tilbage

Hej verden.

Jeg går ud fra, at titlen på dette indlæg tiltrækker jer, fordi den rimer. Man må jo tage diverse virkemidler i brug for at få læsere.

Jeg har haft en relativt indholdsrig uge, hvor det hele generelt bare er gået godt. Det har været en utroligt positiv uge, og jeg har haft nogle lange men virkeligt gode dage på uni. Jeg føler, at det er lykkedes mig at være en god studerende, og jeg har fået ros for en skriftlig opgave, som jeg arbejdede på hele weekenden, holdt oplæg, været social, været til et vildt fedt foredrag, gået utroligt mange kilometer og været tilstede til al undervisningen (i hvert fald fysisk), og så føler jeg desuden, at jeg har været et godt menneske. Jeg har fået snakket med masser af folk, og jeg har spurgt dem om, hvordan de havde det, jeg har grinet og været glad, og så gav jeg kaffe til en fra min studiegruppe, hvilket vakte en enorm glæde (det var onsdag morgen kl. 9, så det giver mening). Desuden var der en anden fra min studiegruppe, som sagde “Tak fordi du er så cool” til mig den anden dag, og det var nok dagens (muligvis ugens) højdepunkt. Generelt har jeg bare følt mig ovenpå siden sidste uge, hvilket er interessant, da det er længe siden, at jeg sidst har haft det sådan i en længere periode.

Dette betyder ikke, at jeg har fået læst hele ugens pensum, for det har jeg ikke, da jeg har været nødt til at prioritere. Men jeg har lært en hel del, og jeg har deltaget og jeg har NYDT at gøre alt det, jeg har gjort i denne uge. Det er først nu, at jeg for alvor har en følelse af, at jeg har valgt det rigtige studie, og at jeg er lige der, hvor jeg skal være. Og det er sgu rart. Dermed ikke sagt, at det er let og ikke-krævende, nærmere tværtimod. Der er alt muligt, jeg skal, og jeg er i teorien bagud og jeg har en hel del om hjernen, jeg skal have læst og lært i denne weekend, hvis jeg skal kunne leve op til de smarte forsker-typers forventninger. Men jeg har det fint med det. For jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at mit fokus skal være på at lære noget, jeg kan bruge til noget, fremfor at skulle gøre alt til perfektion og leve op til alle forventninger. Jeg bliver jo ikke en god psykolog bare fordi, at jeg bruger al min livsenergi på at forsøge at leve op til læringsmålene – jeg bliver derimod en god psykolog, hvis jeg fokuserer på at lære noget, som jeg kan bruge til at forstå mennesker bedre og selv blive et bedre menneske, der kan hjælpe andre, både nu og i fremtiden.

Kort sagt, så føler jeg, at det går godt. Og jeg føler mig som et vildt positiv menneske, der godt kan lide verden. Jeg tror faktisk også, at jeg føler mig en smule cool (hvad det så end er). Og det er sgu meget rart. Det er underligt, for når jeg er inde i sådan en periode, som de seneste to uger har været, så føler jeg på en måde, at jeg skal starte forfra med at lære mig selv at kende. For lige pludselig er det nogle andre ting, der gør mig glad, end det var i januar.
Lige pludseligt nyder jeg at være ude i samfundet mange dage i træk og at snakke med folk, hvor jeg i januar nød bare at være i naturen og primært snakke med mig selv. Jeg sang imens jeg kogte pasta, og nu synger jeg i mit hoved, imens jeg transporterer mig selv til/fra Aarhus. Jeg nød at sidde i stuen i sommerhuset og se på sneen, der faldt. Nu nyder jeg (næsten) at sidde på bagerste række i auditoriet og se sneen falde i uniparken.
Jeg fandt mig selv på stranden, og nu finder jeg mig selv alle steder.
Og lige nu er der ikke noget af det, der føles bedre end det andet. Lige nu føler jeg den samme glæde over at være “tilbage i samfundet” som jeg følte i januar, da jeg havde ferie og følte, at jeg kunne gøre alt det, jeg gerne ville. Lige nu føler jeg en nærmest ustyrlig glæde over det, som jeg i januar var glad for at have en pause fra.

Måske ligger den største værdi i virkeligheden i dette paradoks – for det minder mig om, at jeg både kan finde mig selv, når jeg er alene, og når jeg er i andres selskab. At der ikke kun er ét sted, hvor jeg kan have det godt og være glad, og at jeg ikke altid har de samme behov. At jeg både har brug for mig selv og for andre mennesker.

“Problemet” er, at jeg er en person, der føler alting meget stærkt. Så når noget er positivt, føler jeg mig fyldt op af positivitet, og det er som om, at min sjæl er lavet af solstråler og alt muligt godt. Jeg bliver ofte meget overvældet, hvis jeg oplever mange gode ting på én gang, men på samme tid bliver jeg også meget entusiastisk, og får lyst til at gøre endnu flere af de ting, fx at lave en masse sociale aftaler og at tage til flere frivillige foredrag osv. Ligesom jeg i januar bare havde lyst til mere social isolation i naturen, fordi det gav mig energi på det tidspunkt. Men problemet opstår, fordi det på et tidspunkt bliver for meget, uanset om jeg er for meget alene eller for meget sammen med folk. Hvis der ikke er en balance mellem de to ting, kommer jeg i ubalance, og så bliver jeg endnu mere overvældet og højst sandsynligt en smule stresset. Og det er også selvom, at jeg nyder det jeg laver, og har det godt med de folk, jeg er sammen med. Lige pludselig flyder bægeret bare over, og så føles det hele pludselig ikke længere som om, at min sjæl er lavet af solstråler. Heller ikke selvom, at jeg har gjort nogle ting, der har givet mig den følelse. Det var lidt det, der skete for mig i starten af første semester, hvor jeg havde gang i alt for mange ting på én gang, fordi jeg følte mig entusiastisk omkring det hele og ikke havde lyst til at vælge noget af det fra. Jeg kan mærke, at jeg er lidt bange for, at det hele skal gentage sig. At jeg bliver så begejstret for alting, at jeg siger ja til alt for meget, og at jeg glemmer mig selv på vejen, og skal bruge flere måneder på at finde mig selv igen.

Hvordan sikrer jeg, at der er balance i mit liv, så jeg hverken siger ja/nej til for meget eller for lidt? Hvordan kan jeg vide, hvornår jeg skal stoppe op og tage en fridag, hvor jeg afholder et Harry Potter maraton (dvs. at se mindst to af filmene i træk) med mig selv, og hvornår jeg hellere skal tage ud i verden og være sammen med mennesker? Og hvornår skal jeg hellere læse og nedprioritere alt andet? Hvorfor er der ikke nogen, der kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre?

Det er der en vældig god grund til, og det er, at jeg er her for at lære. Jeg er her for at lære om mig selv og om andre mennesker, og det er alle andre også. Men ingen er ens, og ingen lærer på præcis samme måde, så derfor er der ikke andre end mig selv, der kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Og selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad det er, jeg skal lære om mig selv, så ved jeg, at jeg vil lære det, jeg har brug for, af de beslutninger jeg træffer. Uanset om jeg senere finder ud af, at jeg måske hellere skulle have gjort noget andet, så lærer jeg. Hvis jeg aldrig tør at gøre noget, aldrig tør løbe en risiko eller gå en anden vej, end jeg før har gået, så kommer jeg jo aldrig nogen vegne, for så lærer jeg ingenting. Så kunne jeg sidde med en kop kamillete i sommerhuset hver eneste dag og ikke kunne høre andet end min egen puls, imens jeg kunne tænke på, hvor langt væk jeg var fra alt og alle.
Men det har jeg ikke lyst til. For hvis jeg altid er langt væk fra alt og alle, mister det sin værdi. Ligesom det kan miste sin værdi at være sammen med mennesker, hvis det sker alt for ofte. Der er ikke noget sjovt ved at have for meget af noget, for som sagt, så er balance det essentielle. Det er sjovere at sidde med en kop kamillete i sommerhuset, når jeg også har været ude i samfundet og har været en del af noget mere, end bare mine egne tanker.

Jeg var i øvrigt meget bange for, om det ville dræbe min kreativitet at skulle starte op på uni igen, da jeg tænkte, at jeg umuligt ville kunne have tid og overskud til at skrive digte eller blogindlæg, og at jeg nok ikke ville føle mig inspireret til det. Men sådan har det langt fra været de seneste par uger. Jeg har ikke haft vildt meget tid, men til gengæld er jeg blevet fyldt med masser af ny inspiration, og jeg har fået lyst til at skrive om nogle andre ting, end jeg havde i sidste måned (selvom det ikke er en stor forandring, jeg kører stadig i det eksistentialistiske dødstema, og så meget andet). Og det er endnu et bevis på, at jeg har brug for andet end bare mit eget selskab, hvis jeg skal gøre en forskel i verden.

Som Jan Tønnesvang sagde det i sin tale til studiestarten i august: “Det handler om at melde sig ind”. At melde sig ind i studiet, det sociale fællesskab, foredragene, studiegrupperne. Og i livet generelt (i hvert fald som jeg vælger at forstå det).
Så nu vil jeg melde mig ind i mit eget liv og tage mine egne beslutninger og lære af dem. Jeg vil sikkert sige ja til for mange ting og andre gange sige nej til for mange ting, og så vil jeg lære af det, og så vil det hele ske en gang til. Og det er sgu smukt. Tror jeg.

Nu er det midnat, og jeg må tage ansvar for mit eget liv og dermed min søvn, så farvel.

Hyg jer – og husk hue, vanter og de gode støvler, for godt fodtøj er fundamentet for et godt liv, særligt i disse dage med glatte sne- og isbeklædte (det er muligvis ikke et ord) veje.

//A

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.