En strandtur og diverse tanker om havet og Valentinsdag

Hej verden.

Som nævnt i dagens første indlæg, tog jeg ud i sommerhuset i eftermiddags efter min forelæsning. Det har på alle måder været transporttiden værd, også selvom jeg kun har været her i tre-fire timer.

Da jeg ankom sad jeg udenfor i noget tid og spiste min middagsmad og (gen)læste to kapitler af Harry Potter #1. Det føltes sensationelt på flere planer, eftersom det er en stor ting at kunne sidde udenfor, og fordi det er revolutionerende, at jeg havde både tid, overskud og lyst til at læse for fornøjelsens skyld.

Efter det besluttede jeg mig for at gå ned til vandet, da jeg følte en trang til det.

Det var en god beslutning, da det var lige på solnedgangs-tidspunktet.


Og imens jeg betragtede solnedgangen med mig selv og blev mindet om meningen med livet, føltes det som om, at der ikke var nogle andre steder i verden, jeg kunne tænke mig at være i stedet. På det tidspunkt føltes det som det eneste rigtige at være lige der, hvor jeg var.

Jeg gik forbi det sted, hvor badebroen plejer at være sat op om sommeren, og jeg havde en spontan erindring fra sidste gang, jeg var på den bro. Det føltes som om, at det er flere år siden, men i virkeligheden var det i september.

Jeg gik også forbi (dvs. jeg hoppede over) et vandløb på stranden. Hver gang jeg gør det, bliver jeg mindet om, at der er mange måder at overkomme problemer på, og at det handler om at se sig for, så man ikke altid hopper over det sted, hvor der er overvejende sandsynlighed for at få våde sko. Det kan være fint at få våde sko ind imellem, men hvis du tror, eller nogen fortæller dig, at du er nødt til at hoppe over det samme sted hver gang, så skal du se dig bedre for. For hvis du kigger op, er der masser af andre veje, du kan tage.

Desuden var jeg tæt på at falde, da der var en sti, der var glat og potentielt livsfarlig (det er muligvis en overdrivelse). Og det, samt solnedgangen og vandløbet, jeg måtte hoppe over, fik mig til at indse, hvad jeg egentlig mener om Valentinsdag (forklaring følger).

Jeg havde jo lovet, at jeg ville skrive en kritik af Valentinsdag-konceptet, når jeg havde fundet ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Men i dag indså jeg, at der ikke er nogen grund til at kritisere Valentinsdag. Ligesom der heller ikke er nogen grund til at kritisere Mors/Fars Dag, og alt det andet, jeg altid går rundt og siger, at jeg er imod.

For hvorfor bruge min energi på at være fjendtligt indstillet overfor noget, der muligvis bringer glæde i nogle folks liv? Hvorfor skulle jeg bruge timevis på at tænke over alt det problematiske ved Valentinsdag, når jeg i stedet kunne gøre noget rart og hyggeligt, som fx at læse Harry Potter eller skrive et digt?

Der er ingenting galt med Valentinsdag. Det var i år en helt almindelig tirsdag (det var en utroligt god tirsdag, men det var af andre grunde), og hvis det kan få nogle mennesker til at huske at værdsætte hinanden, at der afsættes en officiel dato der fungerer som “kærlighedsdag”, så fred være med det. Det er godt at værdsætte alle de gode mennesker, man har i sit liv. Det synes jeg egentligt, at man skulle gøre hver dag, ligesom jeg synes, at det giver mening at værdsætte havet og skoven og naturen generelt hver dag. Men det er ikke noget jeg tvinger mig selv til, det sker bare. Når jeg ser på en solnedgang som den jeg så tidligere i dag, kan jeg ikke lade være med at føle mig heldig og taknemmelig. Det er en god følelse. Og man skal gøre alt hvad man kan for at få den følelse frem i sit liv. Hvis Valentinsdag kan hjælpe til det, så kan jeg ikke have et problem med det.

Valentinsdag er hvad man gør det til. Der er ingen, der tvinger nogen til at fejre det, og ingen, der tvinger nogen til at have en holdning til det. Det er tilladt at være ligeglad eller at hade dagen såvel som at elske dagen.

Hvordan hænger det sammen med at være ved at falde og at hoppe over et vandløb? Det hænger muligvis ikke sammen, men det gør det i mit hoved. Fordi i dag har været så flot en dag, og alt har virket til at give mening. Jeg har været hjemme, i Randers, i Aarhus, i sommerhuset og ved stranden, og alle de steder, jeg har været, har jeg tænkt “her er sgu pænt, hvad har jeg gjort for at fortjene dette”. Det tænkte jeg også, da jeg stod på Århusvej og ventede på bussen. Jeg følte mig heldig.

Og hvis Valentinsdag kan fungere som en dag, hvor vi minder hinanden om at være glade og taknemmelige for det, vi har, så giver det god mening at have sådan en dag. Jeg kommer aldrig til at synes, at det er en skøn mærkedag, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at den er lidt overflødig. Men så igen, det kunne man også sige om Kristi Himmelfartsdag eller alle helligdage i det hele taget.
Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget.

Vi skal turde at stoppe op. Betragte solnedgangene. Mærke vinden og se fuglene flyve i flok over vandet. Se nogle mennesker i det fjerne, og svagt kunne høre deres grin.
Vi skal stoppe op og mærke alt det, der er godt. Alt det, som kærligheden er i (jeg beklager den formulering, det lyder forfærdeligt, men det er nødvendigt for at illustrere min pointe).
For kærligheden kan findes i alting, hvis man ønsker at finde den. Vi kan både finde den, når vi selv ser på solnedgangen, eller når vi ser den sammen med nogen. Om man har kærlighed i sit liv er ikke afgjort af den ene faktor, om man har en kæreste eller ej. Det handler om, hvordan man ser på verden. Hvordan man tænker om andre mennesker, og om man tror på, at vi alle er lige meget værd. At vi alle fortjener at være glade og tilfredse.

Hvis det står til mig, skal Valentinsdag være en dag, hvor vi minder hinanden om, at det er godt at vise sine følelser, og at det er godt at stoppe op og reflektere over, hvor heldig man er (eller omvendt, hvorfor man måske ikke føler sig heldig). Den kunne ligeså godt blive kaldt “International  vis-dine-følelser” dag. Den kunne også blive kaldt alt muligt andet.

Hvis Valentinsdag skal give mening, skal den handle om at hoppe over vandløbene og at gå på de steder, hvor man er ved at falde. Det skal handle om at hoppe, også selvom man med stor sandsynlighed vil falde i vandet og få våde sko. For det handler om at turde. At turde at være glad og at give udtryk for det. At turde at vise andre, at vi værdsætter dem.

Det skal handle om at turde at sige/vise, hvad man føler, og ikke lytte på nogen, der siger, at man burde føle noget andet eller vise det på en bestemt måde. For ingen kan fortælle dig, hvordan du skal krydse vandløbet. Du kan aldrig vide, om du får våde sko, men til gengæld kan du gå rundt med kolde fødder hele livet, hvis du aldrig tør at hoppe over vandløbet. Så hop over det. Du må gerne holde nogen i hånden imens, for når alt kommer til alt skal vi alle den samme vej. Men du skal huske, at det er dig, der hopper, og at du gør det for din egen skyld. Ikke fordi, at du føler, at du skal, eller fordi nogle presser dig til at hoppe.

Jeg ved ikke, om dette gav mening, men nu er det sent og jeg har fået nok af at være vågen for i dag.

Hyg jer.

//A

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.