En fødselsdag og dertilhørende eksistentialistiske overvejelser

Hej verden.

Min bror har 18-års fødselsdag i dag. Det har været en god dag, og jeg har formået at bage boller og lave en kagemand af vandbakkelse, selvom jeg stadig er en smule syg. Så hurra for det.
Hvis nogen skulle være interesserede i at vide det, så gav jeg ham et (meget hjemmelavet) gavekort til en endags-tur til Boller Slot (et sted lidt udenfor Horsens, som vi begge holder meget af, primært pga. navnet), 100 kroner, noget chokolade og sidst men ikke mindst; en spandauer fra Fakta (jeg havde pakket den ind i avispapir og alt muligt, han blev meget glad og overrasket). Han fik også et (hjemmelavet) gavekort til nogle vaders, klikpedaler og dertilhørende cykelsko. Så alt endte lykkeligt.

På det seneste, efter at jeg har været så meget alene i sommerhuset, og særligt efter at have brugt halvdelen af ugen på at ligge syg derude, har jeg indset nogle ting.

(trommehvirvel, uhhh, hvad har jeg mon indset, er det noget revolutionerende, fortæl fortæl)

Jeg har først og fremmest fået bekræftet, at jeg sagtens kan underholde mig selv i mange dage, og at jeg generelt har det utroligt godt i mit eget selskab. Det er ret vigtigt, for jeg har brug for mig selv, hvis jeg skal have det godt og rart.

Men jeg har også brug for andre mennesker.
Det opdagede jeg ved at isolere mig selv fra alt og alle. For med tiden begyndte jeg at værdsætte min alenetid mindre og mindre, fordi jeg havde så meget af den. I slutningen af januar nåede jeg til et punkt, hvor jeg rent faktisk var socialt understimuleret, hvilket var interessant, da jeg langt oftere oplever at være overstimuleret og tænke “aarrrhh, der sker alt for meget, jeg vil bare have fred og ro”.
Men fred og ro i ubegrænsede mængder bliver ikke ved med at være lige så fantastisk, som det var det første stykke tid. For selvom jeg sagtens kunne holde det ud og som sådan godt kunne få tiden til at gå, så kunne jeg mærke, at noget manglende.

Som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker” – og det er rigtigt.
Ved at få alting lidt på afstand og tilbringe noget kvalitetstid med havet, er jeg blevet mindet om, at jeg har masser af gode mennesker i mit liv, som jeg holder af at bruge tid sammen med. Og at Svend Brinkmann har ret, når han siger, at meningen med livet ligger i vores relationer til andre. For jeg kan bruge nok så meget tid på at filosofere over livet og blive begejstret over pæne solnedgange og måden, hvorpå solstrålerne spejles i havoverfladen. Men hvis jeg for altid skal holde det for mig selv og aldrig ser på solnedgangene med andre end mig selv, så går noget af værdien tabt.

Det handler alt sammen om balance. For der skal både være solnedgange, jeg ser alene, og solnedgange jeg ser sammen med andre. Der skal være tid til at drikke te, filosofere over det hele og ikke snakke med nogen i det virkelige liv i en dag eller to. Men jeg skal fandme også tage mig tid til at være sammen med andre mennesker. For jeg kan faktisk godt lide andre mennesker (chokafsløring). Det hele giver bare mere mening, når det ikke kun handler om mig selv.

Jeg bliver ved med at opdage, hvor svært det er at holde balancen. Men jeg skal nok lære det. En eller anden dag. Jeg skal helt sikkert nok også komme ud af balance igen og først opdage det, når det er for sent (og jeg er ved at falde ned fra en høj bygning).

Og det er ok – så længe jeg ikke falder ned fra den høje bygning. Det er ok at gå ud til kanten engang imellem, måske er det faktisk det eneste rigtige, for hvordan skulle jeg ellers kunne orientere mig?

Jeg er fyldt med en følelse af, at jeg holder af alt og alle (hvilket jeg selvfølgelig ikke gør, det er bare en følelse). Nu skal dette ikke blive alt for sukkersødt, men jeg føler, at jeg har opdaget påny, at jeg virkeligt holder af min familie, og jeg har indset hvor taknemmelig jeg er for at have dem. For selvom de altid har været der, betyder det ikke, at jeg kan tage dem for givet. En god familie er ikke noget alle har, og nogle folk har ikke specielt gode forhold til deres søskende eller forældre. Men det har jeg altid haft (det er ikke for at blære mig). Og jeg er heldig.

Min mor er på alle måder et godt menneske, og hun vil altid være et af mine største idoler (også selvom hun snakker/råber meget højt, når hun taler i telefon med folk). Hun gør det, hun gerne vil, og hun arbejder hårdt for at få det til at lykkes. Hun lytter altid, når jeg har et eller andet, jeg har behov for at snakke om, og hun har igennem tiden givet mig mange gode råd, som jeg ikke ville have været foruden.
Hun har opdraget min bror og jeg til at blive gode og anstændige mennesker (det var primært hende, der for alvor satte grænser i vores barndom, min far stod for alt det sjove i stedet). Desuden lavede hun en fænomenal jordbærtærte i sommers, åh, den var god. Og det var hendes idé at købe i sommerhuset, hvilket jeg er hende meget taknemmelig for.

Min far er også et godt menneske (selvom jeg ikke er enig med ham på mange punkter rent politisk), og jeg beundrer hans evne til at falde i snak med tilfældige mennesker alle mulige steder. Han har altid noget at spørge om, og han har en oprigtig interesse i andre mennesker.
Og selvom jeg ikke altid kan koncentrere mig, når han på entusiastisk vis forklarer mig om kloaksystemer, astronomi, fysik, pensionsordninger, aktier, it-systemer og telefonmaster, så beundrer jeg ham for at være interesseret i så mange ting. Jeg har altid vidst, at jeg kunne spørge ham, hvis jeg havde brug for den ene eller anden type viden. Han spørger altid interesseret ind til det, jeg går og tænker på, og han vil gerne lytte til mig, når jeg vil snakke om store eksistentialistiske spørgsmål, samfundets opbygning eller religion. Det har fået mig til at blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved tingene og finde ud af, hvad mine egne holdninger er.
Og så har han altid været der til at hente mig, hvis lortet for alvor er brændt på. Når jeg har brug for ham, så er han der, og det vil jeg altid være taknemmelig for. Jeg er også glad for de ture, vi var på sammen sidste år til Mallorca og Israel.

Min bror er det mest underholdende menneske jeg kender, og han er helt sikkert den primære grund til, at jeg endnu ikke er flyttet hjemmefra. Jeg kender ingen andre, der har en humor, der minder så meget om min egen. Jeg har ikke lyst til at sige farvel til vores eftermiddagskaffe, gåture og samtaler om dagligdagens strabadser. I hvert fald ikke lige nu. 

Det er et godt liv, og det er nogen gange godt at få tingene lidt på afstand, så jeg kan opdage, hvad der virkeligt betyder noget.

Hyg jer.

//A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.