aaarrrhhhh (det mest ynkelige indlæg nogensinde)

Hej verden.

Jeg har 39 i feber (muligvis mere, det er nogle timer siden at jeg sidst målte den). Af den grund har jeg haft en utroligt kedelig dag, hvor min største præstation har været at skrælle tre gulerødder (det lykkedes mig kun at spise to af dem).

Det var ikke en del af planen, at jeg skulle blive syg, så det har resulteret i, at jeg er strandet i sommerhuset (det var meningen, at jeg skulle hjem i dag, men det måtte jeg udskyde eftersom jeg ikke kan overskue at gå udenfor).
Jeg har også ondt i halsen og har utroligt ondt af mig selv, eftersom her ikke er nogen andre til at have ondt af mig. Det er meget interessant at være helt alene og have feber. Det er vel sådan det er at blive voksen; du er selv ansvarlig for at have ondt af dig selv (eller det er nok nærmere omvendt).

Så der var ikke andet for end at bruge (noget af) dagen på at beklage mig til forskellige folk over skrift:

(Min mor skrev til mig, at hun var helt oppe at køre, fordi hun havde købt 20 kg mel på nettet, og at det bare var vildt fedt).

Jeg har også beklaget mig til Iris og Irene, og nu beklager jeg mig så til alle der læser dette blogindlæg, hvilket er utroligt ynkeligt. Men lige nu, midt i min feberpsykose, synes jeg at det er det eneste rigtige at gøre, eftersom jeg er ude af stand til at skrive om noget dybt og filosofisk lige pt.

Det er kun lidt over en måned siden, at jeg sidst var syg, så indtil videre har 2017 ikke været et lykkebringende år på den helbredsmæssige front. Det interessante er, at jeg nærmest altid bliver syg med feber, hvis jeg har følt mig stresset i en periode. Det siger vel noget om sammenhængen mellem sind og legeme (jeg føler i den forbindelse for at perspektivere til René Descartes’ teori om dualismen mellem sind og krop, også kaldet sjæl-legeme problemet. Descartes mente, at kroppen og sjælen var to forskellige substanser, men han anerkendte samtidig, at disse to substanser kan kommunikere. Selve problemet opstår i kommunikationen, da denne ikke burde være mulig mellem to substanser, der er så forskellige som kroppen og sindet var ifølge Descartes. Noget rummeligt kan ikke påvirke noget ikke-rummeligt, eller hvad det nu var, at han sagde.

Jeg har ingen idé om, hvad min pointe er med det. Måske skulle jeg bare gå i seng.

Det er desuden et ret irriterende tidspunkt at blive syg på (men så igen, det er det næsten altid), eftersom jeg havde planer om rent faktisk at skulle ud i samfundet i denne uge. Det må jeg erkende nok ikke kommer til at ske, hvilket er noget skidt, eftersom jeg stadig ikke har fået købt min brors fødselsdagsgave (han har fødselsdag på fredag). Det er altså ikke godt, jeg plejer at have styr på gaverne tre måneder i forvejen, men det har jeg ikke denne gang. Og så er det endda hans 18 års fødselsdag. Suk. Jeg er en dårlig søster. Heldigvis har jeg malet et fødselsdagskort til ham, der kommer til at fungere som en form for gavekort. Et gavekort til en tur (med mig) til et særligt sted i Horsens Kommune, som vi begge holder meget af. Plus, at jeg giver en gratis is på havnen.
Han har selv sagt, at han ønsker sig, at vi tager på tur sammen igen (hvortil jeg svarede, at det primært er folk over 50 der ønsker sig oplevelser, hvortil han svarede ja). Så en tur skal han få.
(Han læser aldrig min blog, så det er derfor, at jeg ikke er mere påpasselig med at afsløre hemmelige detaljer om gaven).

Jeg kom lige tilfældigvis til at opdage, at det i dag er præcis halvandet år siden, at Pelle (min tidligere hund) blev aflivet. Det er underligt, at tiden går så hurtigt. Snart bliver Kalle 2 år (eller 24 måneder, som de irriterende mødre ville sige det), og inden det bliver jeg 21 (eller 252 måneder, som ingen ville sige det). Det er jeg egentlig overraskende ligeglad med, til forskel fra sidste år, hvor jeg havde en pre-20-års-krise.

I dag er det forøvrigt 8 måneder siden, at jeg blev student, og så er det snart et halvt år siden, at jeg startede på uni.

Spændende, ikke?

Dette indlæg er virkeligt kedeligt (det siger jeg ikke for at være beskeden, men af ærlighed), og jeg er træt og er ved at koge ihjel samtidig med, at jeg fryser, så nu vil jeg gå i seng)

Hyg jer.

//A

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.