Sang, dans og hvidløg | Tilbage Til Naturen #6

Hej verden.

I dag nåede jeg til et punkt, hvor jeg begyndte at synes, at jeg ikke er et særligt interessant selskab længere. Måske fordi, at jeg brugte en time i formiddags på at se bagevideoer. Dér fik jeg nok af mig selv. Så jeg blev rastløst og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg havde egentlig tænkt mig at gå en tur i brugsen, men det følte jeg ikke rigtigt for, da jeg ikke kunne komme i tanke om, hvad jeg mangler. Jeg har mandariner, tomater og rugbrød, så jeg kan klare mig.
Først valgte jeg at læse i min bog om placeboeffekter, da jeg ved, at mit fremtidige jeg (dvs. mig om to uger) vil takke mig for det, hvis det for en gangs skyld lykkes mig at komme foran. På et tidspunkt imens jeg var ved at læse, fik jeg lyst til at danse rundt i stuen, så det gjorde jeg, og det kom der blandt andet dette ud af:

Jeg føler ikke, at der er så meget at tilføje, det hele taler lidt for sig selv.
Og dette er det ultimative bevis på, at jeg ikke er en særligt finkulturel type, for jeg tror ikke, at de finkulturelle typer danser på den måde og slet ikke til Nickelback. Men det kan være lige meget, det er vel tilladt at være en blandet type, der både holder af Nickelback, Nephew, norsk opera og digtsamlinger. Og hvidløg.

Efter at have danset rundt i stuen i noget tid læste jeg noget mere og lavede derefter aftensmad. Jeg fik pasta med hvidløg og tomater, og det var simpelt og godt. Jeg tilsatte rigelige mængder hvidløg, da jeg ligeså godt kan udnytte det faktum, at der er 1 ½ dag til, at der er mennesker, der får mulighed for at lægge mærke til min ånde. Det gav mig en følelse af frihed, og det mindede mig om, hvor priviligeret jeg er for tiden. Jeg kan spise alt det hvidløg, jeg har lyst til, jeg har intet arbejde, jeg har ferie, jeg har det godt og jeg har havet og skoven tæt på.
På den anden side kan man også sige, at dette projekt, som jeg er igang med (Tilbage Til Naturen) ikke er andet end en gang egoistisk pladder, for ved at isolere mig selv i et sommerhus og indtage store mængder hvidløg, gør jeg intet for at gøre en forskel for andre mennesker. Det handler egentligt bare om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg burde have dårlig samvittighed over det, men det har jeg ikke. Og selvfølgelig burde jeg ikke det. Det er vel ikke mere egoistisk end det er at tage til Indien for at finde sig selv, som så mange gør for tiden. Det er vel lige så fint at tage til Djursland og finde sig selv.

Efter aftensmaden øvede jeg mig på min ukulele i så lang tid, at det nu er over midnat (det går ikke for godt med at få vendt om på min døgnrytme, det går faktisk kun i den forkerte retning).

Jeg øver mig specielt på at forsøge at spille og synge denne sang:

Og det hygger jeg mig gevaldigt med, eftersom her ingen mennesker er til at høre det. Desuden er den sang nok den mest desperate sang, jeg nogensinde har hørt, og jeg ELSKER det. For det er ikke en irriterende desperation på en træls måde, som det er tilfældet med mange sange; det er desperation i sin reneste og klareste form. Det er så fint og ærligt og MENNESKELIGT.
Den minder mig om den dag, hvor min gamle hund blev aflivet. Det var den ultimative “jeg vil aldrig mere andet i verden end at græde på køkkengulvet” følelse. En virkeligt desperat følelse af at ville alt andet end at acceptere virkeligheden og det faktum, at jeg havde mistet noget, jeg aldrig ville få tilbage.
Og jeg synes, at den sang formår at indfange følelsen af at sidde på et koldt køkkengulv og føle, at man har mistet en del af sig selv, som man aldrig får igen. Følelsen af at have investeret en del af sin sjæl i noget/nogen. Og det er vel i bund og grund noget af det smukkeste ved mennesket; dets evne til at investere små stykker af sin sjæl i andre mennesker. Evnen til at holde af andre og at holde af dyr og verden omkring sig, og evnen til at elske betingelsesløst.

(Hvis ikke, jeg skulle sætte ovenstående billede ind nu, hvornår skulle jeg så gøre det?)

Nåh. Men faktum er, at klokken nu er halv to, og at jeg stadig ikke har vasket op. Jeg har faktisk ikke vasket op siden mandag aften. Jeg er blevet en af de der slappe typer, der intet gør, fordi der ikke er nogen til at overvåge mig. Til gengæld er jeg vågen hele natten, har åben ild i stuen (dvs. to stearinlys) og lever af pasta.

Konklusionen på denne dag, er at jeg egentligt er et meget fint selskab, og at jeg er god til at underholde mig selv. Nogen gange kræver det bare lige en dans i stuen, til musik af tvivlsom kvalitet, at finde meningen med alting. Eller noget i den stil.

Jeg er udmattet. Jeg gør mig selv utroligt træt. Jeg ved ikke, om det er et dårlig tegn.

Farvel.

Hyg jer.

//A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.