PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.