I mellemtiden et sted på Djursland | Tilbage Til Naturen #1

Hej verden.

I dag har jeg været på et meget langt eventyr, hvilket involverede slagregn, hagl/en meget insisterende form for sne, vådt hår, mine vandrestøvler, min norske uldtrøje, sved, Aarhus, uni, smugspisning af skyr i bussen, et storcenter, Netto, bananer, en chokoladebolle, en samtale med en fremmed, Grenå, frosne grøntsager, dyr instant kaffe, min yndlingsfilm og fysisk udmattelse. Busturen herud endte med at tage over to timer, fordi jeg fik den idé, at det var sjovere at tage bussen fra Århus til Grenå og derefter fra Grenå til sommerhuset. Af den grund har jeg oplevet utroligt meget i dag, og jeg har gået langt imens jeg har slæbt rundt på min enorme oppakning (der hele tiden blev større eftersom jeg købte frosne ting og alt muligt). Desuden kom jeg til at stå af bussen lidt for tidligt, så jeg fik mig en skøn ekstra lang gåtur i vejkanten af Nordkystvejen (også kendt som Dødsruten, fordi folk kører ad helvede til ude på disse kanter). 

Grunden til alt dette er at jeg, fordi jeg har fri og intet skal de næste to uger, har besluttet at tage i sommerhus med mig selv. Formålet med det er at komme væk fra alt det, jeg plejer at gøre, og måske, hvis jeg er heldig, finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. For jeg tror på, at man nogen gange skal have en pause fra hverdagen og måske endda også en lille pause fra de folk, man omgiver sig med, for at finde ud af, hvad man egentligt tænker om det hele. Det er i hvert fald min hypotese. Så derfor er jeg i sommerhuset og har tænkt mig at bruge min tid på at gå lange ture ved stranden og i skoven, læse, drikke te og skrive. Alt sammen uden at skulle forholde mig til andre folk. Det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at blive.
Det lyder som en form for selvrealisering, hvilket det muligvis også er, men jeg vil hellere kalde det “Amanda Thylkjær isolerer sig i sit sommerhus og forsøger at udleve alle sine passioner ved at skrive en masse ord, løbe rundt i skoven for sjov, se på havet, gå 12 km for at købe kål og forhåbentlig føle sig som et frit og uafhængigt menneske”-måneden.
Dette er dog en lidt for lang titel, så i stedet har jeg fået den utroligt ukreative idé at kalde alle mine indlæg, som jeg skriver herude i den kommende periode, for “Tilbage til Naturen”. Dette lægger dog et vist pres på mig, da jeg så også er nødt til rent faktisk at komme ud i naturen og ikke bare skrive alt muligt om, hvor passioneret jeg er omkring skoven imens jeg sidder indenfor.

Pt. sidder jeg i stuen med min dyne imens jeg hører Whitney Houston, spiser chokolade, drikker kamillete og forsøger at varme sommerhuset op. Min aftensmad bestod af en pose frosne grøntsager, som jeg købte i Meny i Grenå, imens jeg ventede på den tredje bus, som jeg skulle med for at komme ud til sommerhuset. Imens jeg spiste de frosne grøntsager (som jeg i dagens anledning havde varmet op og krydret med salt og hvidløgspeber, fint skal det være) så jeg min yndlingsfilm (The Perks of Being a Wallflower). Den er så god, at jeg ikke kan snakke eller skrive om den, da jeg uanset hvad jeg siger, aldrig vil kunne forklare på en fyldestgørende måde, hvorfor jeg elsker den så meget. Jeg er ekstremt passioneret omkring den film, men på en meget indelukket måde, da jeg har set den 15-20 gange men aldrig med andre end mig selv. Jeg føler, at den film på en måde er en del af mig, så hvis jeg så den sammen med nogen, jeg holder af, og de ikke brød sig om den eller forstod hvorfor jeg synes, at den er så fantastisk, så ville jeg føle, at de ikke forstod mig som person.
Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt kan tale med folk om mine yndlingsbøger. Nogle ting skal bare ikke forklares, og sådan er det vel med stor kunst.

Generelt lyder det til, at jeg har en virkeligt ynkelig aften med mig selv, men det er faktisk ikke tilfældet (selvom ovenstående får det til at lyde sådan). Der er noget godt og rart over at have tid til at trække vejret, høre mine tanker ordentligt igen (det lyder skummelt), og så er det efterhånden så sjældent, at jeg spiser chokolade, at det føles som en begivenhed i sig selv. I det mindste hører jeg ikke Whitney Houston længere, jeg fik nok efter et par numre, da det simpelthen er for meget. Nu kan jeg godt vente et år med at høre mere til hende. Så nu hører jeg alt muligt andet musik, der dog stadig har temaet “desperate sange”, da jeg i nogle måneder har haft lyst til at skrive et indlæg omhandlende sange, som jeg godt kan lide, men til en vis grad ikke rigtigt kan holde ud at høre, fordi de emmer af alt for meget desperation og “uuuhhh, jeg er ingenting uden dig, kom tilbage, det skal jo være os, kan du ikke se det, åååhhh, jeg har det hårdt, lad mig græde på køkkengulvet”.

Lad mig eksemplificere:

Denne sang kan jeg godt lide, fordi det var min gode gamle ven Rebekka, der i sin tid fik mig til at høre den da vi gik i 10. klasse for snart fem år siden. Derfor minder den mig om 10. klasse og alle de hyggelige folk, jeg snakkede med dengang og følelsen af rent faktisk at kunne lide at gå i skole. Ja ihh, hvor er det nostalgisk og smukt.
Men selve sangen har altså en problematisk tekst, der giver mig lyst til at blive lidt sur:

“I’m a little lamb
Who’s lost in the wood
I know I could
Always be good
To one
Who’ll watch over me

Won’t you tell him please
To put on some speed
Follow my lead
Oh, how I need
Someone to watch over me”

Nogle vil muligvis sige, at man ikke skal tage det så alvorligt, men selvom melodien i sig selv er god og sangen minder mig om en god tid, så ødelægger teksten bare det hele. Hvorfor skulle jeg høre musik omhandlende en kvinde, der er overbevist om, at hun er ligeså hjælpeløs som et lam og derfor har brug for en mand, der så hurtigt som muligt kan komme og fortælle hende, hvad hun skal gøre?
Det er ikke et særlig godt budskab, og hvis det skulle forestille at handle om kærlighed, så er det i hvert fald en utrolig usund form for kærlighed. Kort sagt er det en stor gang pis.

Nu er det pludselig over midnat, og jeg er udmattet, så der kommer en fortsættelse til dette indlæg i morgen, da der er masser af andre desperate sange, jeg er sur over.

Hyg jer.

//A

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.