FRIHED – akademiske præstationer, Sundhedssuppe og en kritik af nytåret som koncept 

Hej verden.

I dag havde jeg min sidste eksamen, og ud fra min egen opfattelse gik det godt, da jeg føler mig tilfreds og vigtigst af alt har en følelse af, at jeg har lært noget som jeg rent faktisk kan bruge i det virkelige liv og som muligvis kan være med til at gøre mig til et bedre menneske, der kan hjælpe andre (eller i det mindste sige nogle fancy akademiske ord, der beskriver deres sindstilstand). Det var faktisk en meget hyggelig oplevelse, og jeg nåede at skrive 21000 tegn (9 sider) på lidt under 7 timer. Samtidig nåede jeg at spise middagsmad, drikke halvanden liter te og at se ud ad vinduet et par gange. Jeg snakkede også med Silkeborg Autoservice, der ringede til mig, fordi de ville snakke med min far. Mekanikeren, der vist hedder Keld, har igennem årene forsøgt utroligt mange gange at få fat i min far ved at ringe til mig. Dette har resulteret i, at Keld kan huske mig og ønskede mig en god dag og alt muligt. Det var meget hyggeligt, eftersom de eneste der ringer til mig er telefonsælgere (og Silkeborg Autoservice, fordi de tror, at jeg er en form for omstillingskontor).

Desuden lykkedes det mig at få inddraget nogle svære tekster (også nogle af dem, jeg ikke havde læst vildt grundigt) og alligevel få det hele til at hænge sammen. Det gav mig en oplevelse af overblik og en følelse af, at alt det, jeg har lært i løbet af de seneste par måneder pludselig giver mening. Det var en rar følelse, som jeg ikke har oplevet siden juni måned. Så hurra for mig selv og det faktum, at internetforbindelsen ikke brød sammen under eksamen.
Nu er jeg et frit menneske, der kan gøre hvad jeg vil resten af januar. Det er en interessant følelse, eftersom jeg rationelt set overhovedet ikke er et frit menneske, da jeg kun kan gøre hvad jeg vil til en vis grænse. Men stadigvæk, jeg kan i høj grad selv bestemme hvad jeg har tænkt mig at gøre, så derfor fejrer jeg pt. min nyerhvervede frihed ved at cykle 20 km (imens jeg skriver dette), og i morgen har jeg store planer om at handle ind til en grøntsagssuppe, som jeg kalder for “Sundhedssuppen” (min familie fik alle nogle meget opgivende ansigtsudtryk, da jeg fortalte dem, at tiden var kommet til at lave den suppe igen). Men jeg er selv meget entusiastisk, og jeg synes er er hyggeligt at have tid til at lave suppe og kunne gøre det til et livsprojekt.

Nok om mig og mine akademiske præstationer og fremtidsplaner om suppe. Det er et nyt år, og det er vel meget fint, dog betyder det ikke, at jeg har tænkt mig at skrive et indlæg med mine nytårsforsætter, eller at jeg har tænkt mig at stresse over at jeg skal have færdiggjort mit “det lærte jeg i 2016” indlæg, for ærlig talt gider jeg ikke at skrive om nogle af delene. 2016 var kynisk set for mig et utroligt godt år, men jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se, hvorfor noget skulle ændre sig, bare fordi årstallet er skiftet, for når alt kommer til alt, er tiden ikke andet end en illusion. En illusion, som vi ikke skal lade os styre af. Så hvorfor ikke erkende, at vi alle er de samme som sidste år og at det, der kræves for at vi kan ændre os, er at vi beslutter os for at behandle os selv (og andre) godt? Der sker ikke automatisk nogle forandringer bare fordi det er år 2017, og på samme måde er der ikke noget, vi mister, bare fordi året skifter. Vi kan hver dag beslutte os for, hvad vi vil tage med os fra fortiden og hvad vi vil fokusere på nu, og det gælder hele året og ikke bare nu.
Så nej, jeg har ikke tænkt mig at lave en liste over nytårsforsætter, og jeg har heller ikke tænkt mig at være trist over, at 2016 er slut, for som sagt er tiden en illusion, og i teorien er fortiden og fremtiden også en illusion, så der er ikke nogen grund til at bruge flere dage på at skrive om det, da jeg ærligt talt ikke gider. Jeg har brugt rigeligt med tid på a dvæle ved fortiden, og lige pt gider jeg ikke mere af det.

(Mit trætte ansigt, der på symbolsk vis fortæller, hvordan jeg har det med nytåret og nytårsforsætter).

Nu har jeg glemt, hvad jeg ville nå frem til med dette indlæg, men primært forsøger jeg at pointere, at jeg ikke gider mere pis, og at jeg er imod det faktum, at det er blevet en tradition, at vi hver gang et nyt år starter opfordres til at kritisere os selv og tænke på alle de områder, hvor vi ikke selv synes, at vi er gode nok. Det er fandme åndssvagt, for man bliver ikke “god nok” ved konstant at forsøge at ændre sig selv. Derimod bliver man det, når man forsøger at være et godt menneske, der behandler alle godt og forsøger at sætte sig ind i andres følelser, tankegang og adfærd.

(Ja, jeg kan godt lide Svend Brinkmann)

Nu har jeg cyklet 24 km og kan ikke mærke mine ben, så det må være nok for nu.

Hyg jer.

/A

6 tanker om “FRIHED – akademiske præstationer, Sundhedssuppe og en kritik af nytåret som koncept 

  1. Svend Brinkmann er for god! Har næsten lige læst hans bog “Stå fast”, og hvor er det dog klogt og sundt at have det som modsvar til vores evindelige vær-kritisk-og-lav-om-på-os-selv-kultur 🙂 Er næsten uhyggeligt enig med dine betragtninger om nytår 😉 Dvæler for meget ved fortiden i forvejen, og skiftet til et nyt år behøver ikke være endnu en grund til at gøre det. Livet er små øjeblikke sat sammen efter hinanden, og vores inddeling i årstal gør ikke så stor forskel. Og så skal vi alligevel prøve på at gøre en lille bitte forskel. Sprede ringene i vandet. Og samtidig passe på os selv.
    Godt nytår! 🙂

    1. “Stå fast” er en fantastisk bog! “Ståsteder” er jeg mindst ligeså begejstret for, da han sætter fokus på den stigende tendens der er til at gøre ting, fordi man ønsker at opnå et eller andet, fremfor at gøre det, der er meningsfuldt at gøre i sig selv. Og at det er mere vigtigt at være et godt menneske fremfor at forsøge at selvudvikle sig selv hele tiden 🙂
      Jeg er glad for, at du kan relatere til mine tanker ift. nytåret 🙂
      “Sprede ringene i vandet” er en god beskrivelse! Også rigtig godt nytår til dig, og tak for at du læser med! 😀

  2. Et fint indlæg, dog er jeg ikke helt enig 🙂 Men det kommer nok af at jeg elsker muligheden for “nye begyndelser” og der er bare et eller andet rart når alle andre omkring mig også fyldes med motivation til at gøre noget ved deres måske små utilfredse tilværelse. 😀

    Jeg laver dog kun en liste med konkrete og målbare mål for det kommende år som “at se de sidste to pirates of the caribbean med Amanda” 🙂 Det er nemlig rart at kunne kikke tilbage på de ting som man har nået og se på dem man ikke fik klaret og se om de stadig er vigtig for en.

    Alle ændre sig, i sær på et år, ens ønsker, passioner, tankegange og drømme kan virkelig ændre sig. 😉 Nytår handler om håb, håbet om en bedre tid.

    (højst filosofisk besked, men det er nu engang sådan jeg føler XD)

    1. Det kan der være noget om 🙂
      Du er også god til at lave mere håndgribelige og hyggelige nytårsforsæt, da “at se de sidste to Pirates of the Caribbean” er en aktivitet, du gerne vil have skal ske i løbet af året, fremfor noget, du ønsker at lave om ved dig selv 🙂 Hvis man laver nytårsforsætter, der består af nogle ting, man ønsker at foretage sig, fordi de i sig selv bringer en glæde, så er det rigtig godt 🙂 Men jeg har det svært med konceptet med at lave lange lister bestående af alt muligt, man ønsker at ændre ved sig selv, da man så ikke gør ting, fordi de i sig selv er meningsfulde, men fordi man ønsker at opnå en forandring. Og når det er tilfældet, tror jeg aldrig, at man når sit mål, da man så aldrig vil føle sig helt tilfreds. Derfor er det bedre med håndgribelige ting, som man gerne vil gøre, fordi det er rart 😀

      Og ja, man ændrer sig i løbet af et år, men man ændrer sig i en eller anden grad hele tiden, og hvis man er utilfreds med sit liv er det noget man må gøre noget ved alle dage i stedet for kun at forsøge at ændre det ved årsskiftet 🙂

      1. Man lærer på HG at mål skal være tidsbestemte, målbare og et eller andet mere jeg har glemt (sikkert realistisk). Så det at sige at man “vil i form” er bare så ukonkret at man aldrig ved hvornår man har opnået det.
        Jeg har f.eks. også ønsker som “gå minimum 2 ture med Julie” og “kunne passe min kjole næste nytår” (den kjole er 42 somer min størelse, men det lykkes mig ofte at tage lige nok på til at jeg ikke helt kan lyne den, når nytår kommer, men så snart jeg har gået lidt, så kan jeg nemt passe den igen… -_-“)

        Jeg er enig med at de lange lister om hvordan man kan blive en anden end sig selv, ikke er godt, da det er en meget negativ process og ofte kun ender i nederlag. 🙂

        sandt 🙂

        1. Sandt. Når alt kommer til alt, må det være op til en selv at afgøre, hvordan det bedst fungerer at sætte mål 🙂
          For mig at se handler det bare om at gøre det af de rigtige grunde, så ens motivation for at ændre på noget ikke er, at man hader sig selv 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.