At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Hej verden.

Klokken er 23 (for en gangs skyld går jeg igang med et indlæg før midnat, det går fremad). Jeg har haft dette indlæg i tankerne i over en måned nu, og det har været et af mine personlige mål at nå det, imens jeg er på ferie med mig selv i sommerhuset. Og eftersom jeg forlader sommerhuset i morgen formiddag (suk), har jeg besluttet, at det fandme skal være nu. Det er nu, at jeg én gang for alle vil rapportere om, hvorfor jeg har set alle afsnit af SKAM 3-4 gange og kan blive ved og ved.

Det startede den 9. december 2016, da jeg fandt ud af, at jeg var den eneste i min familie, der aldrig havde set et afsnit af SKAM. Det viste sig, at de andre havde set det i de weekender, hvor jeg ikke havde været hjemme, og de havde ikke engang opdaget, at jeg ikke havde været med til at se det. Så jeg følte mig udenfor fællesskabet, og derfor endte det med, at min mor fik mig overtalt til at se det første afsnit (ja, hun er mere med på moden end jeg er).
Jeg var skeptisk, men det er jeg altid, hvilket jeg har indset ikke altid er godt. Så snart at noget er meget populært, bliver jeg automatisk ekstra kritisk indstillet overfor det. Måske fordi, at jeg ikke bare vil være en del af mængden, hvor alle elsker de samme ting.
Men meget hurtigt, da jeg så det første afsnit og det andet, tredje og fjerde, indså jeg, at jeg godt kan forstå, at folk er så betagede af den serie. Jeg kunne dog ikke helt forklare hvorfor, og jeg var en smule chokeret over at kunne være så optaget af en serie, der indeholder relativt mange fest/drukscener og på mange måder har teenage-drama som sit omdrejningspunkt. Jeg skammede mig faktisk lidt over at kunne lide serien.

Indenfor de følgende fem dage så jeg de første to sæsoner (og jeg deltog også i sociale aktiviteter i flere af de dage, så jeg fik ikke læst ret meget/noget overhovedet i den periode). På et tidspunkt midt i det hele tog jeg mig selv i at søge på Google efter “Hvem er du i SKAM test”, da jeg mindedes, at Politiken havde lavet en sådan test, man kunne tage. Og der vidste jeg, at jeg var fortabt. SKAM havde vundet over mig, og jeg kunne ligeså godt overgive mig. Og efter at have set sæson 2 var der ingen tvivl; jeg er fan.

Jeg er fan af, at serien formår at fremstille 16-17 årige som rigtige mennesker. Komplekse individer, der både fester, tænker over moralske spørgsmål, forelsker sig, søger nye venskaber og føler sig ensomme. For det er fandme befriende at nogle tør fremstille 16-årige som mennesker, der er mere end bare teenagere med smart tøj. Det gør mig virkeligt glad indeni, og jeg tror i virkeligheden, at det er en af de primære grunde til, at den serie tiltaler min sjæl; den minder mig om, at vi alle kæmper med de samme ting. Måske er jeg ikke en 16-årig, der fester og forsøger at blive populær på gymnasiet. Men når det kommer til stykket, kæmper vi alle med de samme ting. Og glædes over de samme ting. Vi leder alle efter os selv, og på mange forskellige måder. Det minder SKAM mig om, og det giver mig en følelse af, at vi alle er fælles om så meget mere, end vi normalt tænker over.

Desuden formår serien at rumme så uendeligt mange vigtige temaer; identitetssøgen, feminisme, venskab, kærlighed, religion, homoseksualitet, voldtægt, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og familieproblemer. Den handler om alt det, man kan skamme sig over. Og den behandler disse temaer på en virkeligt troværdig måde. På intet tidspunkt har jeg fået en følelse af, at den er lavet af nogle voksne, der gerne vil vise de unge, hvordan de burde reagere eller handle i bestemte situationer. Jeg har aldrig følt, at de forskellige karakterer er opfundet, fordi de skal fungere som gode rollemodeller. Derimod føles det bare som om, at de er mennesker, der er som de er. For ingen af dem er perfekte. De fester og ryger hash (ikke dem alle, men nogen). Men det betyder ikke, at de ikke kan have filosofiske diskussioner eller snakke om feminisme og religion; for de er komplekse mennesker, der er mange ting på én gang. Og det gør serien troværdig på sin helt egen måde. Karaktererne i serien er generelt bare fænomenale, og der er en relativt stor diversitet imellem dem, hvilket jeg elsker, da det ikke føles forceret.

Og nu til min yndlingskarakter i serien – Noora:

Jeg har ladet mig fortælle, at hankønsvæsenerne mener, at hun er “lækker”. Og dette kan man ikke fortænke dem i at mene, for hun er vildt pæn og så endda på den naturlige måde. Suk. Dog bruger jeg aldrig selv udtrykket “lækker” (uanset om det handler om mennesker eller mad, jeg synes der er noget usmageligt over det ord), og jeg ville aldrig bruge det om Noora. For hun er mere end det. Hun er nok den smukkeste karakter, jeg nogensinde kan mindes at have set i en tv-serie. For ikke nok med, at der er noget ekstremt æstetisk over hendes udseende og fremtoning, så er hun også en kompleks karakter. Og at se hendes udvikling igennem de første tre sæsoner har sat mange tanker igang hos mig.

Hun er en beundringsværdig karakter. Først fremmest på grund af sin moral og sin evne til at sige fra, når hendes veninder eller folk omkring hende handler på en måde, hun synes er umoralsk og problematisk. Hun holder hovedet koldt og lader sig ikke overtale til noget, som hun ikke har det godt med. Det, der kommer først for hende er hendes værdier og stærke sans for retfærdighed. Og så forstår hun, hvad feminisme egentligt er, i modsætning til mange andre omkring hende.
Hun minder sine veninder om, at de ikke skal ændre deres planer, bare fordi skolens populæreste fyr inviterer dem med til en fest. Hun finder sig ikke i noget pis, og hvis der er nogen, der har integritet, så er det hende. Desuden kan hun synge. Hun er det perfekte menneske.

Men i løbet af sæson 2, hvor hun er hovedpersonen, kommer hun til at fremstå som meget mere end bare den perfekte type, der har moralen i orden og har styr på det hele.
Hendes følelser og fornuft kommer i konflikt (som i Jane Austen romanen “Følelse og fornuft” (som jeg aldrig har færdiglæst)). Og dette er noget af det mest interessante ved serien. For da Noora forelsker sig i en fyr, som hun med sin fornuft ved er skolens største drittsekk (det norske ord for røvhul/narrøv), og som hun sværger, at hun altid vil holde sig fra, sker der noget. Hun bliver pludselig mere end den perfekte karakter, der beundres for sin moral. Man begynder at kunne se, at moralen måske styrer hende mere, end hun styrer den. Og at den forhindrer hende i at lade sig selv føle de følelser, hun dømmer til at være forkerte.
Da hun begynder at stå ved sine følelser, efter at have benægtet dem i lang tid, åbnes der op for en kæmpe udvikling. Og en hel ny del af hende kommer frem, i det at hun lader sig selv være skrøbelig og vælger at lukke ham drittsekken ind i sit liv. Særligt interessant bliver det, da hun indser, at hendes moral og fornuft faktisk har fået hende til at dømme ham på forhånd og glemme at tænke på, at der er en grund til, at han er som han er. At han også bare er et menneske, der kæmper med mange af de samme ting, som hun selv gør.
Da hun giver plads til sine følelser er det som om, at hun bliver mere end sin moral – og at denne ikke længere behøver at styre hendes følelser og være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er der noget smukt over. For i virkeligheden er det jo det, som det hele handler om; at lære at forstå hinanden. At forstå grundende til, at folk handler, som de gør, i stedet for bare at dømme dem ude på forhånd. At arbejde sig igennem konflikterne og ikke bare løbe sin vej, når man er uenige med hinanden eller skuffede. Og at indse, at det aldrig er forkert at elske nogen.

Jeg er desuden også ret begejstret for Sana, da hun på samme måde som Noora også holder fast i sine værdier og lever sit liv efter det, hun tror på. Hun står ved sin religion, og hun giver folk tørt på, hvis de lader deres uvidenhed om Islam komme til udtryk som fordomme. Hun finder sig heller ikke i noget pis, men samtidig er hun også et fantastisk menneske, der tager sig af dem, hun holder af, og hjælper dem med at forsøge at se situationen fra en anden vinkel, end de selv kan se. Og så er hun virkeligt underholdende og er en helt naturlig autoritet.

Det var så historien om, hvorfor jeg er dedikeret fan af en norsk tv-serie, der har 16-årige piger som målgruppe. Jeg skammer mig ikke det mindste over det længere. Hvorfor ikke? Fordi jeg har indset, at der ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod. At 16-årige piger er målgruppen, er ikke ensbetydende med at det er dårlig kvalitet, eller at indholdet ikke er reelt. For som serien på smukkeste vis tydeliggør det, så er 16-årige også mennesker. Mennesker, der på lige fod med os andre forsøger at finde sig selv, sine politiske ståsteder og moralske værdier. Mennesker, der forelsker sig i hinanden, og snakker om eksistentielle spørgsmål og religion. Mennesker, der skammer sig over at føle sig unormale, fordi de ikke kan se, at alle andre også kæmper en kamp indeni.

Og så er jeg vild med, at der er nogle scener, der er flere minutter lange, hvor INGEN siger noget. Det er forfriskende og realistisk, for hvem har et liv, der består af konstante dialoger og dramatiske begivenheder?

SKAM er blevet en af mine mange passioner, for det er som om, at jeg finder mig selv i den serie. Og jeg er kun glad for, at den er så populær, for det vidner om, at der er en masse mennesker, jeg har noget til fælles med.

Hurra.

Hyg jer.

//A

P.S: En hilsen til mit fremtidige jeg (dvs. mig om 7 ½ time, når jeg skal op): Det kan godt være, at du sad oppe til klokken 1 for at skrive dette indlæg, og at det harmonerer dårligt med at skulle stå op 8.30, men det var DET HELE værd!


(Hvorfor ikke slutte af med dette billede, der slet ikke passer ind, men som alligevel formår at afrunde det hele på sin egen måde).

En tanke om “At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.