jeg husker

jeg husker
da jeg tog afsted
og sagde farvel
en evig rejse mod noget
der aldrig før er set
alle de gange
jeg vinkede til mig selv
fandt jeg svar
eller blev jeg væk
jeg husker de øjne
jeg så verden med
de øjne
jeg har grinet til
de smil
jeg har gemt på
de kram
jeg aldrig får igen
jeg husker de bøger
jeg levede af
ordene der udgjorde mig
min sjæl er af papir
hvem siger
at alt skal råbes
for at blive hørt
jeg husker den frygt
der drev mig videre
en tro på noget
jeg ikke kan se
vinden
der bar mig hjem
en anden end før
altid den samme
jeg husker
da jeg fandt min sjæl
og glemte den i israel
den ligger nok
et sted i jerusalem
nedfrosset
venter på
at vi mødes igen
jeg husker formene
der støbte mig påny
rester fra andre
der havde valgt farverne selv
genbrugsmateriale
er det sådan her
i synes jeg skal forblive
jeg husker smilene
i gav mig den dag
offentlig anerkendelse
hurra
tillykke
du vandt præstationsræset
du kan alt
på papiret
så hvad vil du nu
fortæl os
om din fremtid
jeg husker

da vi dansede på roser
indtil regnen tog over
og sommeren blev væk
du spurgte
om jeg ville danse videre i regnen
men dine sko blev våde
og du måtte afsted
du skulle bare vide
nu danser jeg selv

jeg husker
da vi vendte ryggen til
vi så kun os selv
lyttede til alle andre
end hinanden
to
aldrig en
din ryg mod min
hård som sten
ar fra en anden tid
vi havde alle svarene
imellem os
men ledte det forkerte sted
jeg husker havet
gåturene i slagregn
før jeg opdagede
at du sakkede bagud
kom nu
følg med
jeg råbte
og du løb hjem
jeg husker
da jeg lod toget køre
og ikke løb med
hellere en prik i det fjerne
end et hul i min sjæl
hvorfor tror du
at jeg vinker til mig selv
jeg husker
de søvnløse nætter
et ønske
om mere end der var
et håb om det
der forblev en tanke
en tro på mere
end vi var
jeg husker
da vi tabte vores blade
brændte op
og  frøs til is
du fordampede
fra jordens overflade
ingen så
hvor du fløj hen
jeg husker skoven
der opslugte os
kolde novemberdage
en sol der brød frem
kan du ikke se
hvor heldige vi er
hvorfor ønske os mere
end vi har lige her
 
jeg husker
da vi dansede twist
og kastede med appelsinskaller
julelys i jeres øjne
grinene giver genlyd i stuen
flyver rundt under loftet
hvorfor tror du
jeg taler så lavt
jeg husker
da jeg sagde ja til mig selv
jeg er mere
end det jeg tænker
mere end det du så
vi ser ingenting
hvorfor tror du
vi glemmer os selv
jeg husker de ord
jeg ikke fik sagt
de dage
jeg intet så
næste år
ser jeg den anden vej
smiler til de øjne
jeg tog for givet
smiler
til mig selv
når julelysene slukkes
og ingen ser mig
i et stykke tid
jeg husker det
jeg lærte i år
alt det
jeg har smidt ud
solnedgangene
jeg forelskede mig i
alle dem
ingen kan se
alt det
der var noget
dem
der blev væk
men bare vent
næste år
smiler vi igen

En tanke om “jeg husker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.