Nye tider

Hej verden.

Jeg føler, at jeg har en masse at skrive om, så dette indlæg bliver nok en blanding af alt muligt + en masse tilfældige billeder. Jeg er i dag i et lettere sentimentalt humør for første gang hidtil i november, men det er egentlig ikke et problem, så længe jeg får udtrykt mine tanker.

dsc_0506.jpg

Kalle og jeg var ude at gå en lang tur (4 km) i søndags, hvilket var virkeligt godt. Det var en af de bedste gåture, jeg har været på i nyere tid. Jeg hørte musik og gik hurtigt og havde det generelt bare fantastisk. Det var både godt for krop og sind, som man siger (hvis der stadig er nogen, der siger det). Jeg havde en følelse af frihed og uafhængighed, og det var fandme rart.

dsc_0449.jpg

Jeg har desuden investeret i tre nye krus fra to af mine yndlingskeramikere (jeg har mange yndlingskeramikere), og jeg har også investeret i et hus:

dsc_0453.jpg

Det var sat ned med 70 %, så jeg fik det til 25 kroner, og så er det endda fra Nordjylland.

dsc_0455.jpg

Jeg er desuden blevet et nyt menneske, der nu kan lide lakridste, så det er blevet et symbol på min nye identitet.

dsc_0448.jpg

Jeg har forelsket mig i nye solnedgange, også dem, jeg kom lidt for sent til at opleve i fuld længde.

dsc_0434.jpg

Jeg føler, at alt er nyt, inkl. mig selv. Men i virkeligheden er alt, som det hele tiden har været.

img_0173

Det er bare årstiderne, der skifter.

img_0319

Og det gør de altid, når jeg mindst venter det.

img_0021

Da jeg tog ovenstående billede for halvandet år siden, var intet, som det er nu.
Der var grønt over det hele, blade på træerne og jeg havde ingen idé om, hvor mørkt og tåget, der ville blive, når sommeren sluttede nogle måneder senere.
Jeg går stadig det samme sted, på det samme græs, næsten hver dag. Jeg er stadig mig, jeg har det samme navn og den samme familie, den samme telefon og det samme hus. Men nu ser jeg verden med andre øjne.

img_0201

Der var så meget, jeg ikke havde lært dengang. Så mange, jeg ikke havde mødt endnu. Solnedgange, jeg ikke havde set og øjne, jeg ikke havde kigget ind i. Følelser, jeg aldrig havde følt og sangtekster, jeg endnu ikke kendte betydningen af. Digte, jeg endnu ikke turde skrive eller udgive. Grin, jeg aldrig havde hørt og smil, jeg aldrig havde set. Sange, jeg aldrig havde sunget og beslutninger, jeg ikke havde truffet.
dsc_0534.jpg
Jeg går stadig det samme sted. Med en ny hund. Med nye sko, nye tanker, en ny frisure, en ny stil, ny musik, nye meninger og ny viden. Nye forpligtelser.
Jeg har prøvet at gå andre veje, men jeg kommer altid tilbage igen. Jeg vil altid komme tilbage igen. Men en dag vil jeg måske glemme at gøre det, fordi jeg finder en ny vej. Og hvem er jeg så? Vil jeg glemme mig selv, den jeg er nu, og vil jeg lære, at jeg tog fejl?

img_0350

img_0019

img_0314

At blive voksen handler om andet end at ordne opvasken selv.
At blive voksen er ikke noget, der sker, fordi du flytter hjemmefra.
At blive voksen er ikke noget, du selv vælger.

Du bliver voksen i det øjeblik, du ser og mærker din hunds sidste åndedrag.
Du bliver voksen i det øjeblik, du ser din far grave et dybt hul i haven under det store træ, og når din mor lukker for papkassen, efter at have lagt et tæppe, nogle godbidder og jeres afskedsbreve derned.
Du bliver voksen, når hullet er fyldt med jord igen, og du i flere dage ikke kan tænke på andet, end de manglende lyde af hundepoter på gulvet.
Når du opdager, at alle er alene i deres sorg, og at det eneste, I kan gøre, er at være alene sammen.

Du bliver voksen, når du opdager, at din første kærlighed ikke varer for evigt, og du ser toget køre afsted for sidste gang.

Du bliver voksen den dag, det går op for dig, at dit 16-årige jeg ikke vidste alting.

Du bliver voksen den dag du erkender, at dine venner ikke er de samme, som de var før.

Du bliver voksen, når du indser, at du ikke kan løse eller påtage dig andre menneskers problemer.

Du bliver voksen, når du lærer, at flertallet ikke altid har ret og at det ikke er alle, der vil hinanden det bedste.

Du bliver voksen, når du hver dag husker dig selv på, at det at savne nogen, ikke er ensbetydende med, at du har brug for dem, eller at de skal være en del af dit liv.

Du bliver voksen, når du lærer, at den, du er vigtigst for, er dig selv.
At den eneste, der altid vil være der for dig, er dig selv, og at den eneste, der kan gøre dig glad, er dig selv.

img_0098

Du bliver voksen, når du en dag går en tur med din nye hund, smiler og tænker “her er godt nok flot, hvor er jeg heldig”, og når du opdager, at du kan føle dig lykkelig uden det, og uden dem, du troede, at du havde brug for.

“At blive voksen handler om at lære at trøste sig selv, for der er ikke længere andre, der kan gøre det for dig”. Det sagde en psykolog til mig for et år siden, og hver dag siden har jeg lært, hvor rigtigt det er.

At blive voksen er noget, der sker mere end én gang. Hver gang jeg må give slip på noget, jeg havde forestillet mig skulle ske, og hver gang jeg må sige farvel igen. Hver gang jeg siger til mig selv, at jeg fortjener at være glad og at fylde mit liv med gode ting og gode mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Hver gang jeg må erkende, at jeg ikke får noget tilbage ved at dvæle ved minderne om det. Hver dag, når jeg vågner og beslutter mig for at give slip og gå videre.

dsc_0347.jpg

Men selvom jeg fortsætter med at blive voksen, betyder det ikke, at mit ni-årige jeg ikke længere er en del af mig. Det betyder ikke, at jeg skal ignorere mit 16-årige jeg, der med sin unge og naive stemme fortæller mig, at jeg ikke skal give op, når det kommer til det og dem, jeg elsker. For mig 16-årige jeg vidste nogle ting, jeg ikke tænker ligeså meget på nu. Mit 16-årige jeg så mulighederne i alting og ikke begrænsningerne. Mit ni-årige jeg havde nok i de lange sommeraftener, hvor vi hoppede på trampolin og spiste is og min største udfordring var at blive ligeså god til at sjippe, som de andre i klassen var.

img_0174

At blive voksen er ikke ensbetydende med, at jeg vil glemme de ideologier, mit 20-årige jeg troede på, eller at jeg vil glemme den musik, der engang gik direkte i min sjæl. Det betyder ikke, at jeg vil stoppe med at ønske mig rulleskøjter i julegave, stoppe med at se Pippi Langstrømpe og Flyvende Farmor eller stoppe med at foretrække kartoffelsalat med grillpølser frem for en fem retters menu på en gourmetrestaurant.
img_0190
De ting, der har betydet noget for mig, og har været en del af mig, vil altid være en del af mig. De minder, jeg har indeni mig, vil altid være der og ingen kan tage dem fra mig. Det, jeg lærte, vil jeg altid kunne bruge til noget, og hvem ved, om jeg en dag kan bruge det til at hjælpe andre. Det, jeg følte engang, var aldrig spildt, og intet af det, jeg har gjort, har været fejltagelser. Jeg har gjort alt det, der skulle til, for at jeg kunne nå dertil, hvor jeg er i dag, og det har jeg kun mig selv at takke for.

img_0101

Da jeg var ude at gå den anden dag, indså jeg, at det bliver ved sådan her. Jeg vil fortsætte med at blive en anden, og jeg vil fortsætte med at begå fejl og lære af dem. Jeg vil fortsætte med at tænke tilbage på de gode minder med et smil, og jeg vil fortsætte med at savne dem, der ikke længere er her på samme måde, som de før var.
Jeg vil gå ud i verden og forelske mig i nye sange, solnedgange, øjne og smil. Jeg vil opbygge et liv, jeg tror er det rigtige, og jeg vil miste det hele. Jeg vil sige farvel igen og igen, og jeg vil hver gang tro, at jeg ikke kan klare at gøre det en gang til. Jeg vil finde ud af, at fuglene bliver ved med at synge, og at alle ar heler, hvis jeg giver dem tid og luft og ikke kradser sårskorperne af, hver gang, de er ved at hele.
Jeg vil blive ved med tro på, at jeg vil have de samme venner for evigt, og jeg vil blive ved med at savne dem, der skulle i en anden retning, end jeg selv skulle.

dsc_0480.jpg

Det eneste, der er sikkert, er at alting har en slutning og at intet er sikkert. Det eneste, der er sikkert, er at livet er uforudsigeligt.

Og at blive voksen handler om at omfavne den uforudsigelighed. At gribe de muligheder, jeg får, uden tanke for, om det vil ende i sorg i sidste ende, for det vil det på den ene eller anden måde altid ende med alligevel. Uanset om jeg følger mit hjerte eller ikke tør at prøve, vil jeg aldrig kunne undgå at føle sorg igen, for det er hvad der sker, når man elsker noget, har en passion, og investerer sig selv i det.
Nogle dage vil jeg føle mig tom indeni, og andre dage vil jeg føle mig på toppen af verden. Nogle dage vil jeg synes, at jeg synger fantastisk, og andre dage, vil jeg have lyst til at gå i hi og gemme mig til årstiderne skifter igen. Jeg vil tænke “fra nu af, bliver alle dage gode, jeg vil aldrig blive trist og nostalgisk igen”, og jeg vil tænke “åh nej, nu skete det igen, hvornår lærer jeg at stoppe det”.

Jeg vil aldrig nå til en stabil grad af vedvarende lykke. Det vil ingen. Men jeg vil leve, og jeg vil lytte til mig selv og huske at tænde lyset i mørket. For når alt kommer til alt, så ligger nøglen til glæden indeni os selv, og det er kun en selv, der kan finde ud af, hvor den ligger. Måske finder du den, når du mindst forventer det, og måske vil du ligge den et nyt sted, og glemme hvor du gemte den.

image-0-02-05-3a86e8a03542d794cc854ebca914e65fed478b0fd212d2c5b358a629acc09d5e-v.jpg

Og det er ok. Det hele er ok. De dårlige dage vil blive til gode dage, og du vil opdage, at solnedgangene kan være meget smukkere i november, end du opdagede året tidligere.

Det er et godt liv og glædelig jul.

//A

7 tanker om “Nye tider

  1. DET ER NOVEMBER! (julesange er bandlyst indtil den 1. december!)

    Det er interessant at gode minder kan bygge på så små ting, som at skråle med på sange med sin mor og søster i bilen. At spise is med en god ven i by eller på landet. Eller at sidde og se nederen tv omsvøbt af tæpper og et hyggeligt selskab 🙂

    Du narede mig til at læse en af dine digte, 😉 jeg havde ellers ikke følt for dem, da de kræver jeg skal tænke. 😉 Men et fint indlæg, jeg kan endelig bedre lide den måde digt delen er skrevet på i dette indlæg, da det ikke tvingere en til at ryge ud af den rytme man er igang med, som det gør når linjen bliver brugt. 🙂

    1. I det mindste var det ikke med sang, så hvis du ikke vidste det, havde du muligvis ikke opdaget, at det var en julesang jeg spillede : D
      Det er rigtigt 🙂 Sjovt som det ofte er de simple ting der betyder mest.
      Jeg er glad for, at du kunne lide det 😀 Jeg havde for meget at sige til at kunne udtrykke det i et digt, da jeg nyder at skrive mine digte på en måde, så det ikke bliver alt for konkret og mere op til læserens egen fortolkning (hvilket netop kræver, at man skal tænke) 😉

        1. Enig! Vi er kreative! Vores kommende børnebog skal nok blive god : D Vi kan også lave en bog om psykiske problemer og glæde, med en blanding af digte og tegninger. Jeg kan lige se det for mig (^o^)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.