November, min ven

Hej verden.

Jeg har hele året jævnligt tænkt på og snakket om, hvor træt jeg er af november og at jeg frygtede novembers tilbagevenden. Når jeg har tænkt på november, har jeg fået masser af dårlige associationer til tider, der har været mørke. Tider, hvor det føltes som om, at lyset aldrig ville komme tilbage og det bare handlede om at få overstået dagene og måneden. Og det giver god mening, at jeg får de associationer, for november ER en mørk måned, hvor jeg ofte har været mere tilbøjelig til at tænke negative tanker og at føle mig fastlåst.

img_0314

Det er kun et par uger siden, at jeg sidst tænkte “åh nej, november bliver igen forfærdelig og mørk og trist”. Men imens jeg tænkte det, kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke rigtigt troede på det. Noget indeni mig nægtede at give efter for tanken, for jeg gad virkeligt ikke. Og jeg gider stadig ikke at give efter for frygten. For det, der er ved det hele, er at jeg har et ansvar for mig selv. Et ansvar for at tænke de rigtige tanker og ikke bilde mig selv ind, at en bestemt måned har magten over mig. For hvis jeg først begynder på det, så kan jeg fortsætte med at tro på det hele livet og begynde at tro, at jeg ingen selvbestemmelse har. Og det er en virkeligt dårlig idé. Så i år har jeg en ny tilgang til november og til efteråret generelt: Jeg har nemlig tænkt mig at tage ansvar for mig selv.

mobile-26087-1392920775-5

Når jeg tænker efter, kan jeg komme på masser af gode oplevelser jeg igennem årene har haft i november. Men min hjerne (og menneskehjernen generelt) har en tendens til at huske de negative oplevelser tydeligere, da det påvirker os mere at “miste” noget fremfor at opnå noget (da det truer vores eksistens og dermed vores mulgihed for overlevelse og reproduktion, hvis vi mister nogle ressourcer). Dermed husker vi de negative oplevelser mere end de positive (tak til Aarhus Universitet for at have beriget mig med den viden). Men mennesket har heldigvis også en fri vilje, og derfor kan jeg aktivt vælge at huske mig selv på alle de gode oplevelser. For der er så mange minder, der er tilgængelige, hvis bare jeg tænker efter – og langt de fleste er gode. Så det er jo det, jeg skal fokusere på i stedet for at tænke på de dage sidste år, hvor jeg ikke kunne overskue andet end at ligge ned os se alle Harry Potter filmene igen og igen (ikke, at der er noget galt med Harry Potter, det var mere det mildt sagt forfærdelige humør, som jeg helst ikke vil opleve igen).

img_20161101_172304.jpg

Jeg har flere gange i år sagt, at 2016 er det bedste år i mit liv, og det holder jeg fast ved (til nytår skriver jeg sikkert 50000 ord om, hvorfor jeg synes det). Så hvorfor helvede skulle jeg bilde mig selv ind, at alting pludselig bliver træls, bare fordi november er her og her bliver mørkere og jeg var i dårligt humør sidste år? (Hvilket jeg ikke engang var hele måneden, der var også nogle gode dage).

Jeg tager magten tilbage over mit liv, og ja, jeg er godt klar over, at jeg ikke kan kontrollere alt, der sker, men jeg kan kontrollere min tilgang til hverdagen og livet og det, jeg vælger at tro på og fortælle mig selv. Jeg kan selv styre, hvordan jeg bruger min tid, og jeg kan selv tage ansvar for at gøre de ting, jeg ved hjælper i denne periode.
Jeg er så heldig, at jeg langt de fleste dage i ugen har mulighed for at tage ud at gå om formiddagen inden jeg tager ned på uni, og at jeg desuden selv kan planlægge en stor del af min tid. Jeg er ikke tvunget til at skulle være på arbejde hver dag fra 8-16 som mange andre mennesker er; jeg har mulighed for at komme ud og få sollys, når det er der. Og det er da et privilegie, som jeg har tænkt mig at værdsætte mere end jeg hidtil har gjort.

img_0300

Jeg har desuden i løbet af dette år indset vigtigheden af at få motion, og har opdaget, hvor stor en forskel det gør på både mit fysiske og psykiske helbred. Så det er endnu en ting, jeg kan holde fast i for at få et godt efterår med mere energi end tidligere år.

En anden ting som jeg har genopdaget vigtigheden af, er hypnose. Jeg har en app der hedder “Hypnose” (surprise) som jeg brugte for nogle år siden, og som jeg er begyndt at bruge igen, og jeg kan mærke, at det også gør en stor forskel. Lige for tiden lytter jeg til en session der hedder “Jeg kan, hvad jeg vil”, hvilket lyder lidt åndssvagt, men faktisk er vildt godt. Jeg kan virkeligt mærke på mig selv dagen efter, at jeg har lyttet til det, og det giver mig også en bedre søvn (jeg hører det om aftenen inden jeg falder i søvn). Det er også en rar og positiv måde at afslutte dagen på fremfor at ligge og tjekke Instagram eller noget andet (det gør jeg egentligt ikke ret ofte, men I ved, hvad jeg mener).

Så konklusionen er, at jeg har taget magten tilbage over november og ikke lader november tage magten over mig. Og indtil videre går det utroligt godt. Faktisk startede november (dvs. i dag) med, at jeg vågnede op til den mest positive kommentar jeg nogensinde har fået på denne blog:

20161101_072555.jpg

Ihh altså!! Jeg blev så glad, da jeg læste det, og samtidig en smule chokeret, da jeg ikke var klar over, at jeg havde andre faste læsere end min far, farmor og Iris. Det føles stadig lidt surrealistisk, da jeg ofte glemmer, at min blog kan findes af alle og at det jo er rigtige mennesker, der læser med. På det seneste har jeg faktisk bare skrevet for min egen skyld, da det giver mig flow og god energi, og det interessante er, at jeg har fået/får mange flere positive tilbagemeldinger nu (også i det virkelige liv) end jeg tidligere har fået, og at jeg tager dem til mig på en anden måde. For jeg skriver ikke for at opnå anerkendelse – jeg skriver for at udtrykke mig selv, og gerne på en kreativ måde, for tiden i form af digte, da jeg føler, at det er et befriende format. Jeg kan bruge billedsprog, metaforer eller almindelige hverdagssætninger og betragtninger og sætte det sammen lige, som jeg har lyst til. Og det at vide, at andre mennesker kan spejle sig i det, jeg skriver, gør det hele meget mere meningsfyldt. At vide, at der sidder en person ude i verden, som jeg ikke kender, men som kan genkende sig selv i mine ord, er rimelig vildt. Det får mig til at føle, at alting giver mening på en ny måde. For hvis det ikke er succes, så ved jeg ikke hvad succes er. Så tak for rosen, det betyder mere, end jeg vidste.

img_0319

Jeg gik en tur på en hel time med Kalle i formiddags, da vejret var godt, og fordi jeg ved, at det er med at udnytte det. Jeg fik også læst og skrevet noter, og jeg følte mig næsten i flow flere gange, selvom jeg var så frisk og energisk, at jeg på et tidspunkt overbeviste mig selv om, at jeg lige skulle organisere alle julegaverne og finde ud af, hvem der skal have hvad (ja, alle julegaverne er indtil videre udindpakkede og ligger i en indkøbspose på mit gulv). Så det fik jeg gjort, og nu glæder jeg mig til jul, fordi jeg synes, at de gaver jeg har købt, og har planer om at købe, er fantastiske (ja, man må godt rose sig selv).

img_0309

I går var det jo som bekendt Halloween, hvilket jeg normalt er virkeligt meget i mod og sur på og træt af. Men i år gjorde det mig ikke noget. Alle mulige folk lagde billeder ind af dem selv i udklædning og virkede glade, og jeg fik en anledning til at have min heksehat på og mine strømper med spindelvæv på (som er meget fancy men som har en tendens til at lukke for blodtilførslen til mine underben, når jeg har haft dem på for længe). Jeg købte heksehatten for to år siden, da jeg skulle til Halloween hos Randi, og der kommer sjældent andre anledninger til at tage den på, specielt ikke nu, hvor jeg ikke arbejder på biblioteket mere (ikke, at jeg gik rundt med heksehat til hverdag, det var kun, når vi afholdt Halloween aften i børnebiblioteket, ellers ikke). Så jeg hyggede mig med at være iført heksehat, og det fik mig til at genopdage min entusiasme for sjove hatte (ja, min studenterhue tæller også som en sjov hat).

dsc_0278.jpg
Nåh, men det, jeg egentlig ville sige med alt dette, var at det i går bankede på døren. Jeg var den eneste, der var hjemme, så jeg åbnede døren og så, at det var to børn.
“Slik eller ballade”, sagde de (og så faktisk lidt bange ud, også selvom jeg ikke havde heksehatten på, på det tidspunkt).
“Uhhh, vent lige lidt, jeg går lige ind og ser, om vi har noget” sagde jeg, og hastede ind til slikskuffen som jeg rodede igennem med lynets hast for at finde noget slik, som ingen ville blive sure over, at jeg havde givet væk, og som i øvrigt var magen til hinanden (man må jo ikke gøre forskel på børnene). Jeg endte med at finde to chokoladejulesnemænd (ja, det er et begreb) og to pakker frugtkarameller.
“Værso børn, og kan I så have en rigtigt god tur, og en fortryllende og uhyggelig Halloween!” (det sagde jeg ikke, men det lyder godt).

Så havde jeg det godt med mig selv i nogle sekunder, og gik derefter tilbage i køkkenet og så på pakken med karameller, som børnene havde fået de sidste to af. “Mindst holdbar til 01-2014” stod der bag på pakken. Hovsa.

img_0345

Noget andet, jeg også vil nævne i dette indlæg, er at jeg er blevet forelsket i mine støvler. Det er i teorien ikke en nyhed, da I nok har regnet det ud, ud fra alle de billeder, jeg har lagt ind af mine fødder iført støvlerne. Men mine følelser for mine støvler har udviklet sig i en meget interessant retning. Da jeg fik dem for næsten tre uger siden, var det mere eller mindre kærlighed ved første blik. Både fordi, at de var pænere i virkeligheden, mere skinnende og mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler. Og da jeg så oveni købet kunne passe dem, var lykken gjort.

img_20161014_173656.jpg

Indtil nu, har jeg altid haft den holdning til sko, at de fremfor alt skal være praktiske, og at hvis man ikke kan gå 10 km på stranden i dem uden at få vabler og våde fødder, så er det ikke nogle sko, jeg skal have i mit liv.
Den holdning fastholder jeg stadig TIL DELS.
For jeg har pludselig indset, at det kan føles som en kæmpe befrielse at have nogle sko, der ikke kan bruges til alle formål, men som stadig er rare at have på og gå i. Desuden handler det om, hvad skoene repræsenterer for mig, for det er ikke bare et par sko – jeg fik dem på det HELT rigtige tidspunkt i mit liv, af flere grunde, uden at jeg overhovedet var klar over det, og flere gange i de seneste par uger har jeg taget dem på og med et fået det bedre (det lyder virkeligt åndssvagt, men det er sådan, jeg har oplevet det). De giver mig en god følelse, da det var et sats at købe dem. Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne passe dem, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville synes om dem med tiden. Jeg tog chancen, og gjorde noget, som jeg ikke ville have gjort for et år siden. Og det føles bare som en stor befrielse at gøre sådan noget, for på en eller anden måde ser jeg det som et symbol på min identitetssøgen, og at jeg føler, at jeg for tiden er igang med at finde ud af, hvem jeg egentlig er og at finde en sammenhæng mellem den, jeg var engang, den jeg er nu, og den, jeg er igang med at blive til. Pippi Langstrømpe sagde: “Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”. Og når jeg har støvlerne på har jeg hele tiden den tanke i baghovedet, og det er sgu meget rart, eftersom jeg er igang med alt muligt, jeg aldrig har prøvet før, men som det viser sig, at jeg sagtens kan klare. Og det hjælper støvlerne mig med at huske på.

img_0335

Så ja, jeg er forelsket i mine støvler/sko (jeg er ikke helt sikker på, om det er støver eller sko eller støvletter eller ankelstøvler), og kærligheden vokser dag for dag, for nu har vi været igennem nogle vigtige oplevelser sammen, og har hjulpet hinanden igennem meget. Desuden skal skoene pudses og imprægneres en gang om ugen, hvilket jeg hygger mig gevaldigt med, da det er sjovt.

img_0329

Jeg er også blevet foresket i en sang:

Og en mere:

Og en mere:

Alle tre nogle sange, jeg hører dagen lang hvis jeg kan komme til det, og som både har noget lidt dystert, underfundigt, melankolsk, eksistentialistisk og håbefuldt over sig, hvilket jeg synes passer meget godt lige for tiden (selvom jeg ikke føler mig specielt dyster).

img_0343

img_0344

Tænk jer. Fra nu af og indtil mit (og dit) liv engang slutter, vil jeg hver dag fortsat lære noget nyt, både om mig selv og om verden. Jeg vil fortsat møde mennesker, der vil være med til at forme mig til den, jeg bliver, og jeg vil være med til at forme dem. Jeg vil huske alle dem, der har været med til at forme mig, til den jeg er, og selvom jeg vil komme til at sige farvel til alle på et tidspunkt, så er der aldrig nogen, jeg vil miste helt, og der er heller aldrig nogen, der vil miste mig. For minderne kan ingen tage fra os. Og vi kommer alle sammen til at blive ved med at lære af vores minder, for tiden har en evne til at vise alting fra et andet perspektiv, end vi før har kunne se det fra. Og der vil altid være mere at lære. Der vil altid være nye relationer at få, nye sider af sig selv at se, nye steder at se i verden og nye ord at lære betydningen af. Der vil være så mange solnedgange, at det er umuligt at se dem allesammen. Der er smil og grin der venter. Og i en eller anden grad vil vi alle blive husket. På mange flere måder, end vi kan forestille os. Og af mange flere, end vi er klar over.

img_20150413_225904.jpg

 

Mod frihed.
(Iris’ kampråb, som jeg har tilladt mig at stjæle)

//A

3 tanker om “November, min ven

  1. Du har altså også mig som trofast læser. Dejligt at læse med og følge dit univers <3
    Kærlig hilsen
    <3 MOR <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.