Månedsarkiv: november 2016

frosne minder

frosne minder
bananmuffins
gamle venner
fra en svunden tid
jeg lagde dem på køkkenbordet
der bliver de liggende
til de mugner
venner kommer og går
kan ikke huske
hvem jeg var
da de blev til
jeg giver slip
på jer
og det vi var
dengang bladene
endnu var grønne
dsc_0069.jpg
du faldt
som bladene på vejen
du blev alt det
der ikke var dig
kender dig ikke mere
hvem kender vi overhovedet
når det kommer til stykket
næste gang
ser jeg mig bedre for
du så altid
i den modsatte retning
dsc_0032.jpg
forelsket i en højtaler
og et nyt træ
jeg finder mig ikke i mere dårlig lyd
fra nu af
er kun den bedste udsigt god nok
du stod i vejen for alt det
jeg ikke kunne se
lyset kom tilbage
her kommer solen
tænk
at verden kan lyde sådan her
20161129_200042.jpg
en skovtur
med mig selv
og en hund
træet stod stadig
i luften
svævede minderne
fra den dag
hvor bladene skiftede farve
skoven husker alt
img_0412
jeg løb den anden vej
farvel kære træ
i solens retning
gider ikke
gå den samme vej igen
der findes andre træer
bedre udsigt
løb videre
eller stå fast
hvor du stod
vil du altid stå
img_0417
dsc_0089.jpg
tærter
grønkål
til afkøling udenfor
jeg tør flere minder op
lægger dem på køkkenbordet
har ikke brug for dem mere
de lå i vejen
for det
der er godt
hvor gør man af det
ingen kan se
dsc_0012.jpg
spørg mig om alt
jeg kan give dig svarene
hvis du lytter længe nok
lov mig
at du er en anden
for det er jeg
dsc_0014.jpg
jeg er en fryser
med fornyet plads
og lungekapacitet
må på indkøb i morgen
jeg kan rumme noget nyt
tænk sig
at kunne lukkes igen

på vej

en tidlig morgen
menneskemylder
hele byen
på vej væk
jeg tager med
spørger mig selv
hvad laver vi her
altid på vej til et andet sted
hvorfor
er det aldrig nok
at være os selv
img_0335
materialisme
tilbudsaviser
døgnåbent i bilka
skal du med
du kan spare tyve procent
på alle fødevarer
mellem to og fire i nat
kom nu med
en krone sparet er en krone tjent
så kan vi holde fri i morgen
tage i bilka igen
salling
magasin
samtlige storcentre
måske bliver vi trampet ihjel
hvis vi er heldige
dsc_0360.jpg
nisserne kom frem
fra garagen
julelysene blev tændt
i vores øjne
prøver at huske
hvem jeg var
sidste gang
de lyste verden op
alt det
jeg ikke havde set
nåede aldrig
at kende jer ved juletid
er jeres nisser også kommet frem
jeg skrev et julekort
med usynlig blæk
se efter i postkassen
engang i næste uge
wpid-dsc_2472.jpg
semestret går på hæld
vent
jeg har jo lige fundet mig selv
skal jeg nu igennem det hele
en gang til
det bliver ved sådan her
hvem er jeg
næste år
når bladene bliver røde
når julelysene tændes igen
hvor er vi
img_20161101_172304.jpg
spejl dig
i søens is
se dig selv udefra
blå og kold
du spørger dig selv
gik du den rigtige vej
den dag
du tog hjemmefra
kompasset ligger gemt
i en anden kommune
fra nu af
er retningen din egen
luk dine øjne
se tankerne flyve
tag med
til det sted
hvor alt begynder
igen
img_0314

jeg vil spire

img_20161106_175203.jpg
duggede ruder
kaffepletter
hovsa
slagregn
forpligtelser
ekstremsport
brunch
store planer
pakkeleg
nye sokker
grin
smilende øjne
nye sange
november
nye veje
jeg går min egen nu
dsc_0573.jpg
tiden løb ud
farvel igen
jeg går ind for kvalitet
glemte at huske det
nye tanker
fortjener mere
end jeg fik
du sang altid
den forkerte sang
jeg synger videre
drømmer nye drømme
nye solnedgange
nye smil
nye støvler
fornyede celler
tænk sig
at kunne overskue mig selv
dsc_0417.jpg
du var en anden
dengang bladene var grønne
håb
du skiftede farve
blev gul
og fløj væk
jeg prøvede at holde fast
accepterede det
jeg troede
at jeg fortjente
men vent
du bliver aldrig nok
når ikke du er rigtig
img_0206
du faldt omkring mig
her er jeg
et træ uden blade
frihed
tænk sig
at kunne trække vejret igen
mærke vinden
udsigt
hvor er jeg heldig
tak fordi
du fløj væk
der kommer nye blade
næste år
vil jeg spire igen
img_0021

Nye tider

Hej verden.

Jeg føler, at jeg har en masse at skrive om, så dette indlæg bliver nok en blanding af alt muligt + en masse tilfældige billeder. Jeg er i dag i et lettere sentimentalt humør for første gang hidtil i november, men det er egentlig ikke et problem, så længe jeg får udtrykt mine tanker.

dsc_0506.jpg

Kalle og jeg var ude at gå en lang tur (4 km) i søndags, hvilket var virkeligt godt. Det var en af de bedste gåture, jeg har været på i nyere tid. Jeg hørte musik og gik hurtigt og havde det generelt bare fantastisk. Det var både godt for krop og sind, som man siger (hvis der stadig er nogen, der siger det). Jeg havde en følelse af frihed og uafhængighed, og det var fandme rart.

dsc_0449.jpg

Jeg har desuden investeret i tre nye krus fra to af mine yndlingskeramikere (jeg har mange yndlingskeramikere), og jeg har også investeret i et hus:

dsc_0453.jpg

Det var sat ned med 70 %, så jeg fik det til 25 kroner, og så er det endda fra Nordjylland.

dsc_0455.jpg

Jeg er desuden blevet et nyt menneske, der nu kan lide lakridste, så det er blevet et symbol på min nye identitet.

dsc_0448.jpg

Jeg har forelsket mig i nye solnedgange, også dem, jeg kom lidt for sent til at opleve i fuld længde.

dsc_0434.jpg

Jeg føler, at alt er nyt, inkl. mig selv. Men i virkeligheden er alt, som det hele tiden har været.

img_0173

Det er bare årstiderne, der skifter.

img_0319

Og det gør de altid, når jeg mindst venter det.

img_0021

Da jeg tog ovenstående billede for halvandet år siden, var intet, som det er nu.
Der var grønt over det hele, blade på træerne og jeg havde ingen idé om, hvor mørkt og tåget, der ville blive, når sommeren sluttede nogle måneder senere.
Jeg går stadig det samme sted, på det samme græs, næsten hver dag. Jeg er stadig mig, jeg har det samme navn og den samme familie, den samme telefon og det samme hus. Men nu ser jeg verden med andre øjne.

img_0201

Der var så meget, jeg ikke havde lært dengang. Så mange, jeg ikke havde mødt endnu. Solnedgange, jeg ikke havde set og øjne, jeg ikke havde kigget ind i. Følelser, jeg aldrig havde følt og sangtekster, jeg endnu ikke kendte betydningen af. Digte, jeg endnu ikke turde skrive eller udgive. Grin, jeg aldrig havde hørt og smil, jeg aldrig havde set. Sange, jeg aldrig havde sunget og beslutninger, jeg ikke havde truffet.
dsc_0534.jpg
Jeg går stadig det samme sted. Med en ny hund. Med nye sko, nye tanker, en ny frisure, en ny stil, ny musik, nye meninger og ny viden. Nye forpligtelser.
Jeg har prøvet at gå andre veje, men jeg kommer altid tilbage igen. Jeg vil altid komme tilbage igen. Men en dag vil jeg måske glemme at gøre det, fordi jeg finder en ny vej. Og hvem er jeg så? Vil jeg glemme mig selv, den jeg er nu, og vil jeg lære, at jeg tog fejl?

img_0350

img_0019

img_0314

At blive voksen handler om andet end at ordne opvasken selv.
At blive voksen er ikke noget, der sker, fordi du flytter hjemmefra.
At blive voksen er ikke noget, du selv vælger.

Du bliver voksen i det øjeblik, du ser og mærker din hunds sidste åndedrag.
Du bliver voksen i det øjeblik, du ser din far grave et dybt hul i haven under det store træ, og når din mor lukker for papkassen, efter at have lagt et tæppe, nogle godbidder og jeres afskedsbreve derned.
Du bliver voksen, når hullet er fyldt med jord igen, og du i flere dage ikke kan tænke på andet, end de manglende lyde af hundepoter på gulvet.
Når du opdager, at alle er alene i deres sorg, og at det eneste, I kan gøre, er at være alene sammen.

Du bliver voksen, når du opdager, at din første kærlighed ikke varer for evigt, og du ser toget køre afsted for sidste gang.

Du bliver voksen den dag, det går op for dig, at dit 16-årige jeg ikke vidste alting.

Du bliver voksen den dag du erkender, at dine venner ikke er de samme, som de var før.

Du bliver voksen, når du indser, at du ikke kan løse eller påtage dig andre menneskers problemer.

Du bliver voksen, når du lærer, at flertallet ikke altid har ret og at det ikke er alle, der vil hinanden det bedste.

Du bliver voksen, når du hver dag husker dig selv på, at det at savne nogen, ikke er ensbetydende med, at du har brug for dem, eller at de skal være en del af dit liv.

Du bliver voksen, når du lærer, at den, du er vigtigst for, er dig selv.
At den eneste, der altid vil være der for dig, er dig selv, og at den eneste, der kan gøre dig glad, er dig selv.

img_0098

Du bliver voksen, når du en dag går en tur med din nye hund, smiler og tænker “her er godt nok flot, hvor er jeg heldig”, og når du opdager, at du kan føle dig lykkelig uden det, og uden dem, du troede, at du havde brug for.

“At blive voksen handler om at lære at trøste sig selv, for der er ikke længere andre, der kan gøre det for dig”. Det sagde en psykolog til mig for et år siden, og hver dag siden har jeg lært, hvor rigtigt det er.

At blive voksen er noget, der sker mere end én gang. Hver gang jeg må give slip på noget, jeg havde forestillet mig skulle ske, og hver gang jeg må sige farvel igen. Hver gang jeg siger til mig selv, at jeg fortjener at være glad og at fylde mit liv med gode ting og gode mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Hver gang jeg må erkende, at jeg ikke får noget tilbage ved at dvæle ved minderne om det. Hver dag, når jeg vågner og beslutter mig for at give slip og gå videre.

dsc_0347.jpg

Men selvom jeg fortsætter med at blive voksen, betyder det ikke, at mit ni-årige jeg ikke længere er en del af mig. Det betyder ikke, at jeg skal ignorere mit 16-årige jeg, der med sin unge og naive stemme fortæller mig, at jeg ikke skal give op, når det kommer til det og dem, jeg elsker. For mig 16-årige jeg vidste nogle ting, jeg ikke tænker ligeså meget på nu. Mit 16-årige jeg så mulighederne i alting og ikke begrænsningerne. Mit ni-årige jeg havde nok i de lange sommeraftener, hvor vi hoppede på trampolin og spiste is og min største udfordring var at blive ligeså god til at sjippe, som de andre i klassen var.

img_0174

At blive voksen er ikke ensbetydende med, at jeg vil glemme de ideologier, mit 20-årige jeg troede på, eller at jeg vil glemme den musik, der engang gik direkte i min sjæl. Det betyder ikke, at jeg vil stoppe med at ønske mig rulleskøjter i julegave, stoppe med at se Pippi Langstrømpe og Flyvende Farmor eller stoppe med at foretrække kartoffelsalat med grillpølser frem for en fem retters menu på en gourmetrestaurant.
img_0190
De ting, der har betydet noget for mig, og har været en del af mig, vil altid være en del af mig. De minder, jeg har indeni mig, vil altid være der og ingen kan tage dem fra mig. Det, jeg lærte, vil jeg altid kunne bruge til noget, og hvem ved, om jeg en dag kan bruge det til at hjælpe andre. Det, jeg følte engang, var aldrig spildt, og intet af det, jeg har gjort, har været fejltagelser. Jeg har gjort alt det, der skulle til, for at jeg kunne nå dertil, hvor jeg er i dag, og det har jeg kun mig selv at takke for.

img_0101

Da jeg var ude at gå den anden dag, indså jeg, at det bliver ved sådan her. Jeg vil fortsætte med at blive en anden, og jeg vil fortsætte med at begå fejl og lære af dem. Jeg vil fortsætte med at tænke tilbage på de gode minder med et smil, og jeg vil fortsætte med at savne dem, der ikke længere er her på samme måde, som de før var.
Jeg vil gå ud i verden og forelske mig i nye sange, solnedgange, øjne og smil. Jeg vil opbygge et liv, jeg tror er det rigtige, og jeg vil miste det hele. Jeg vil sige farvel igen og igen, og jeg vil hver gang tro, at jeg ikke kan klare at gøre det en gang til. Jeg vil finde ud af, at fuglene bliver ved med at synge, og at alle ar heler, hvis jeg giver dem tid og luft og ikke kradser sårskorperne af, hver gang, de er ved at hele.
Jeg vil blive ved med tro på, at jeg vil have de samme venner for evigt, og jeg vil blive ved med at savne dem, der skulle i en anden retning, end jeg selv skulle.

dsc_0480.jpg

Det eneste, der er sikkert, er at alting har en slutning og at intet er sikkert. Det eneste, der er sikkert, er at livet er uforudsigeligt.

Og at blive voksen handler om at omfavne den uforudsigelighed. At gribe de muligheder, jeg får, uden tanke for, om det vil ende i sorg i sidste ende, for det vil det på den ene eller anden måde altid ende med alligevel. Uanset om jeg følger mit hjerte eller ikke tør at prøve, vil jeg aldrig kunne undgå at føle sorg igen, for det er hvad der sker, når man elsker noget, har en passion, og investerer sig selv i det.
Nogle dage vil jeg føle mig tom indeni, og andre dage vil jeg føle mig på toppen af verden. Nogle dage vil jeg synes, at jeg synger fantastisk, og andre dage, vil jeg have lyst til at gå i hi og gemme mig til årstiderne skifter igen. Jeg vil tænke “fra nu af, bliver alle dage gode, jeg vil aldrig blive trist og nostalgisk igen”, og jeg vil tænke “åh nej, nu skete det igen, hvornår lærer jeg at stoppe det”.

Jeg vil aldrig nå til en stabil grad af vedvarende lykke. Det vil ingen. Men jeg vil leve, og jeg vil lytte til mig selv og huske at tænde lyset i mørket. For når alt kommer til alt, så ligger nøglen til glæden indeni os selv, og det er kun en selv, der kan finde ud af, hvor den ligger. Måske finder du den, når du mindst forventer det, og måske vil du ligge den et nyt sted, og glemme hvor du gemte den.

image-0-02-05-3a86e8a03542d794cc854ebca914e65fed478b0fd212d2c5b358a629acc09d5e-v.jpg

Og det er ok. Det hele er ok. De dårlige dage vil blive til gode dage, og du vil opdage, at solnedgangene kan være meget smukkere i november, end du opdagede året tidligere.

Det er et godt liv og glædelig jul.

//A

er det ok

snevejr
duggede ruder
tænk sig
at være glad for at undvære
tænk sig
at finde alt det
jeg manglede
inde i mig selv
se indad
tænk sig
ikke at have brug for det
jeg troede var det vigtigste
hver dag
giver vi slip
på os selv
img_20161106_175203.jpg
hvalpe bliver til hunde
hvis ikke du passer på
hold øje
en time bliver til to
en uge bliver til tre
fire fem seks syv
dagene blev til år
før du ved af det
er november tilbage igen
dsc_0384.jpg
fra nu af
er jeg min egen ven
fra nu af
leder jeg nye steder
fra nu af
ser jeg indad
jeg er et filter
en sten
kan holde til det hele
forstyr mig ikke
de næste par uger
tak
dsc_0396.jpg
bliv hvor du er
flyv afsted med din flok
jeg ved jo godt
hvad din yndlingsfarve er
har du glemt
hvem vi var
da bladene var grønne
vi accepterer det vi tror vi fortjener
jeg vil have flere farver
end du gav
november
skal vi samarbejde
jeg ser dit potentiale
glimtet i dine øjne
du er en anden nu
dsc_0377.jpg
et simpelt liv
giver mig tiden tilbage
jeg kan nå det hele
her hvor jeg er
har jeg alt
en kat
en hund
ord
alt det
jeg læste
de sange
jeg sang
dengang
det er her
jeg er
her
jeg altid har været
jeg ledte
alle de forkerte steder
dsc_0395.jpg
flere nye sko
hvad vil de mon symbolisere
næste uge
materialisme
eller gavmildhed
jeg er den
der kender mig bedst
en investering
i mig selv
hvorfor ikke
en manifestation
af ugens identitet
et selvbillede
en selvforståelse
i evig udvikling
forandring
rivende forandring
gør dig klar
når du ser mig igen
er jeg en anden
dsc_0347.jpg
jeg ønsker
men mangler ikke
tænk at føle sig fri
uden det
jeg troede
jeg skulle bruge
jeg fylder rummet med mig selv
nye tegninger
sange jeg ikke sang dengang
ansigter jeg aldrig fik set på
gåture jeg ikke tog mig tiden til
tiden gik
du stillede mit ur frem
jeg blev væk
men ved du hvad
i dag fandt jeg mig igen
et nyt ur
er på vej med posten
dsc_0336.jpg
de siger
livet skal leves
ikke drømmes
de siger så meget
jeg drømmer om dagen
lever om natten
kig ud
se
solnedgangen
vejrfænomenerne
november
du ser bedre ud end sidste år
skal jeg købe dig en kop kaffe
fortæl mig om dig selv
undskyld min opførsel dengang
det var mig
ikke dig
den var gal med
image-0-02-05-3a86e8a03542d794cc854ebca914e65fed478b0fd212d2c5b358a629acc09d5e-v.jpg
jeg troede
at du var en anden
men jeg så dig med andre øjne
dine solnedgange
er flottere end septembers
jeg ser dig nu
ser dig for den du er
skal vi ikke lære hinanden at kende
kom ind hvis du vil
her er plads nok
eller bliv udenfor
december er jo også flot
dsc_0335.jpg
rulleskøjter er mit nye livsmål
jeg har veje
der skal udforskes
øjne
der skal se
hår
der skal klippes igen
sange
der skal synges
vil du synge med
flere solnedgange
der skal ses
se med
hvis du tør
måske du bliver overrasket
november
dig tog jeg fejl af
er det ok med dig
at jeg er forelsket i dine solnedgange
dsc_0392.jpg
de siger
glæden kun er rigtig
når man deler den
jeg deler den
deler den med alle
med mig selv
med verden
træerne
skyerne
havet
bag de duggede ruder
kan du se
jeg smiler nu
kan du se
hvor langt jeg er nået
tak fordi
du gav slip
nu flyver jeg selv
ændrer retning
hver dag
op og ned
mod syd
mod nord
som vinden blæser
flyver jeg
min sjæl opbevarer jeg i min højre støvle

mod nord

jeg vågnede op
blev forelsket i en ny sang
og et par støvler
jeg pudser dem ugentligt
fra nu af passer jeg på
for læder har ikke godt af vand
vi vidste det jo godt
img_0310
jeg smider planerne til storskrald
fremtiden er en illusion
nuet er alt vi har
det du havde
fylder dig op
kan aldrig smides helt ud
heller ikke det gamle kakkelbord
skraldespanden er fyldt igen
måske affaldssortering er løsningen
img_0202
jeg fandt vanterne frem
de passer ikke i dag
må prøve igen i morgen
måske skal jeg finde nogle nye
jeg var jo en anden
da jeg sidst havde dem på
så mange solnedgange
jeg ikke havde set
dsc_0273_7.jpg
jeg åbnede døren
november
er du blevet klippet
eller hvad foregår der
kan slet ikke kende dig
sådan så du ikke ud sidste år
du var en anden
dine øjne
kulsorte øjne
hvor er de nu
nu mødes vi påny
men hvordan ved jeg
om du er til at stole på
at dit lys ikke går ud igen
lover du ikke at sprænge flere bomber
når min puls er lav
lover du ikke at træde ind i min sjæl
med støvler på
og smide al dit affald
jeg gider ikke rydde op efter dig igen
img_0212
jeg gik ned til træet
med nye øjne
kan du klare kulden
eller er kulden lavet af dig
gør det ondt
når dine blade fryser til is
vil du have et tæppe
eller et par støvler
kan jeg ikke hjælpe dig
dsc_0296.jpg
ved du hvad
kære træ
sammen klarer vi det
november kan blive din ven
se på udsigten
mærk den
sug de sidste solstråler til dig
husk at tage dine vitaminer
varm dig på minderne
de kan aldrig flyve væk
de lader dig ikke fryse alene
for du er lavet af dem
husk på det
vi drømte om i foråret
sommeraftenerne
hvor vi havde det hele
glem regnvejret
vi tørrede jo igen
vi tørrer altid
sneen smelter
og før du ved af det
har du fået nye blade
dsc_0407.jpg
14550646_10210559376405710_1418705112_o
du er regnen
ødelægger altid min frisure
holder mig vågen
gør mig forfrossen
giver mig lyst til at blive inde
du skifter tilstandsform hver gang jeg ser dig
ved du godt
at du gør cykelstien livsfarlig
hver morgen
lad mig nu bare tørre
regn på nogle andre end mig
så ses vi vel i træerne til sommer
dsc_0326.jpg
du er bladene
du skifter farve
giver slip
løsriver dig
falder og flyver væk
hvirvler rundt i luften
ingen sans for retning
ingen tanke for hvor du lander
eller hvem du lander på
jeg prøver at samle dig sammen
men du flyver videre
mine arme er for korte
når sneen kommer
når nattefrosten tager magten
når du ikke er til at se
hvor er du så
kan du se mig
jeg vinker nu
ja
jeg er træet
received_10209791702770560.jpeg
img_0249img_0248
kom nu
vi stikker af
kun os
en sydhavsø
friskpresset juice
grønt vand
vi trænger jo bare til at få varmen igen
DSC_0413 (1)
img_0228
november kom
luften blev koldere
et træ uden blade
på vej mod nord
alene flyver jeg afsted
mod frihed
for du er fuglene
flyver helst i flok
og jeg venter ikke længere
har fået nye vanter
mine støvler ved
hvad jeg har brug for
fødderne bliver ikke kolde igen
fra nu af
skal jeg se alle solopgangene
slå rødder et andet sted
have nye blade
jeg sender nok et postkort
eller to
men følg ikke efter
mig indhenter du aldrig igen

img_0314

November, min ven

Hej verden.

Jeg har hele året jævnligt tænkt på og snakket om, hvor træt jeg er af november og at jeg frygtede novembers tilbagevenden. Når jeg har tænkt på november, har jeg fået masser af dårlige associationer til tider, der har været mørke. Tider, hvor det føltes som om, at lyset aldrig ville komme tilbage og det bare handlede om at få overstået dagene og måneden. Og det giver god mening, at jeg får de associationer, for november ER en mørk måned, hvor jeg ofte har været mere tilbøjelig til at tænke negative tanker og at føle mig fastlåst.

img_0314

Det er kun et par uger siden, at jeg sidst tænkte “åh nej, november bliver igen forfærdelig og mørk og trist”. Men imens jeg tænkte det, kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke rigtigt troede på det. Noget indeni mig nægtede at give efter for tanken, for jeg gad virkeligt ikke. Og jeg gider stadig ikke at give efter for frygten. For det, der er ved det hele, er at jeg har et ansvar for mig selv. Et ansvar for at tænke de rigtige tanker og ikke bilde mig selv ind, at en bestemt måned har magten over mig. For hvis jeg først begynder på det, så kan jeg fortsætte med at tro på det hele livet og begynde at tro, at jeg ingen selvbestemmelse har. Og det er en virkeligt dårlig idé. Så i år har jeg en ny tilgang til november og til efteråret generelt: Jeg har nemlig tænkt mig at tage ansvar for mig selv.

mobile-26087-1392920775-5

Når jeg tænker efter, kan jeg komme på masser af gode oplevelser jeg igennem årene har haft i november. Men min hjerne (og menneskehjernen generelt) har en tendens til at huske de negative oplevelser tydeligere, da det påvirker os mere at “miste” noget fremfor at opnå noget (da det truer vores eksistens og dermed vores mulgihed for overlevelse og reproduktion, hvis vi mister nogle ressourcer). Dermed husker vi de negative oplevelser mere end de positive (tak til Aarhus Universitet for at have beriget mig med den viden). Men mennesket har heldigvis også en fri vilje, og derfor kan jeg aktivt vælge at huske mig selv på alle de gode oplevelser. For der er så mange minder, der er tilgængelige, hvis bare jeg tænker efter – og langt de fleste er gode. Så det er jo det, jeg skal fokusere på i stedet for at tænke på de dage sidste år, hvor jeg ikke kunne overskue andet end at ligge ned os se alle Harry Potter filmene igen og igen (ikke, at der er noget galt med Harry Potter, det var mere det mildt sagt forfærdelige humør, som jeg helst ikke vil opleve igen).

img_20161101_172304.jpg

Jeg har flere gange i år sagt, at 2016 er det bedste år i mit liv, og det holder jeg fast ved (til nytår skriver jeg sikkert 50000 ord om, hvorfor jeg synes det). Så hvorfor helvede skulle jeg bilde mig selv ind, at alting pludselig bliver træls, bare fordi november er her og her bliver mørkere og jeg var i dårligt humør sidste år? (Hvilket jeg ikke engang var hele måneden, der var også nogle gode dage).

Jeg tager magten tilbage over mit liv, og ja, jeg er godt klar over, at jeg ikke kan kontrollere alt, der sker, men jeg kan kontrollere min tilgang til hverdagen og livet og det, jeg vælger at tro på og fortælle mig selv. Jeg kan selv styre, hvordan jeg bruger min tid, og jeg kan selv tage ansvar for at gøre de ting, jeg ved hjælper i denne periode.
Jeg er så heldig, at jeg langt de fleste dage i ugen har mulighed for at tage ud at gå om formiddagen inden jeg tager ned på uni, og at jeg desuden selv kan planlægge en stor del af min tid. Jeg er ikke tvunget til at skulle være på arbejde hver dag fra 8-16 som mange andre mennesker er; jeg har mulighed for at komme ud og få sollys, når det er der. Og det er da et privilegie, som jeg har tænkt mig at værdsætte mere end jeg hidtil har gjort.

img_0300

Jeg har desuden i løbet af dette år indset vigtigheden af at få motion, og har opdaget, hvor stor en forskel det gør på både mit fysiske og psykiske helbred. Så det er endnu en ting, jeg kan holde fast i for at få et godt efterår med mere energi end tidligere år.

En anden ting som jeg har genopdaget vigtigheden af, er hypnose. Jeg har en app der hedder “Hypnose” (surprise) som jeg brugte for nogle år siden, og som jeg er begyndt at bruge igen, og jeg kan mærke, at det også gør en stor forskel. Lige for tiden lytter jeg til en session der hedder “Jeg kan, hvad jeg vil”, hvilket lyder lidt åndssvagt, men faktisk er vildt godt. Jeg kan virkeligt mærke på mig selv dagen efter, at jeg har lyttet til det, og det giver mig også en bedre søvn (jeg hører det om aftenen inden jeg falder i søvn). Det er også en rar og positiv måde at afslutte dagen på fremfor at ligge og tjekke Instagram eller noget andet (det gør jeg egentligt ikke ret ofte, men I ved, hvad jeg mener).

Så konklusionen er, at jeg har taget magten tilbage over november og ikke lader november tage magten over mig. Og indtil videre går det utroligt godt. Faktisk startede november (dvs. i dag) med, at jeg vågnede op til den mest positive kommentar jeg nogensinde har fået på denne blog:

20161101_072555.jpg

Ihh altså!! Jeg blev så glad, da jeg læste det, og samtidig en smule chokeret, da jeg ikke var klar over, at jeg havde andre faste læsere end min far, farmor og Iris. Det føles stadig lidt surrealistisk, da jeg ofte glemmer, at min blog kan findes af alle og at det jo er rigtige mennesker, der læser med. På det seneste har jeg faktisk bare skrevet for min egen skyld, da det giver mig flow og god energi, og det interessante er, at jeg har fået/får mange flere positive tilbagemeldinger nu (også i det virkelige liv) end jeg tidligere har fået, og at jeg tager dem til mig på en anden måde. For jeg skriver ikke for at opnå anerkendelse – jeg skriver for at udtrykke mig selv, og gerne på en kreativ måde, for tiden i form af digte, da jeg føler, at det er et befriende format. Jeg kan bruge billedsprog, metaforer eller almindelige hverdagssætninger og betragtninger og sætte det sammen lige, som jeg har lyst til. Og det at vide, at andre mennesker kan spejle sig i det, jeg skriver, gør det hele meget mere meningsfyldt. At vide, at der sidder en person ude i verden, som jeg ikke kender, men som kan genkende sig selv i mine ord, er rimelig vildt. Det får mig til at føle, at alting giver mening på en ny måde. For hvis det ikke er succes, så ved jeg ikke hvad succes er. Så tak for rosen, det betyder mere, end jeg vidste.

img_0319

Jeg gik en tur på en hel time med Kalle i formiddags, da vejret var godt, og fordi jeg ved, at det er med at udnytte det. Jeg fik også læst og skrevet noter, og jeg følte mig næsten i flow flere gange, selvom jeg var så frisk og energisk, at jeg på et tidspunkt overbeviste mig selv om, at jeg lige skulle organisere alle julegaverne og finde ud af, hvem der skal have hvad (ja, alle julegaverne er indtil videre udindpakkede og ligger i en indkøbspose på mit gulv). Så det fik jeg gjort, og nu glæder jeg mig til jul, fordi jeg synes, at de gaver jeg har købt, og har planer om at købe, er fantastiske (ja, man må godt rose sig selv).

img_0309

I går var det jo som bekendt Halloween, hvilket jeg normalt er virkeligt meget i mod og sur på og træt af. Men i år gjorde det mig ikke noget. Alle mulige folk lagde billeder ind af dem selv i udklædning og virkede glade, og jeg fik en anledning til at have min heksehat på og mine strømper med spindelvæv på (som er meget fancy men som har en tendens til at lukke for blodtilførslen til mine underben, når jeg har haft dem på for længe). Jeg købte heksehatten for to år siden, da jeg skulle til Halloween hos Randi, og der kommer sjældent andre anledninger til at tage den på, specielt ikke nu, hvor jeg ikke arbejder på biblioteket mere (ikke, at jeg gik rundt med heksehat til hverdag, det var kun, når vi afholdt Halloween aften i børnebiblioteket, ellers ikke). Så jeg hyggede mig med at være iført heksehat, og det fik mig til at genopdage min entusiasme for sjove hatte (ja, min studenterhue tæller også som en sjov hat).

dsc_0278.jpg
Nåh, men det, jeg egentlig ville sige med alt dette, var at det i går bankede på døren. Jeg var den eneste, der var hjemme, så jeg åbnede døren og så, at det var to børn.
“Slik eller ballade”, sagde de (og så faktisk lidt bange ud, også selvom jeg ikke havde heksehatten på, på det tidspunkt).
“Uhhh, vent lige lidt, jeg går lige ind og ser, om vi har noget” sagde jeg, og hastede ind til slikskuffen som jeg rodede igennem med lynets hast for at finde noget slik, som ingen ville blive sure over, at jeg havde givet væk, og som i øvrigt var magen til hinanden (man må jo ikke gøre forskel på børnene). Jeg endte med at finde to chokoladejulesnemænd (ja, det er et begreb) og to pakker frugtkarameller.
“Værso børn, og kan I så have en rigtigt god tur, og en fortryllende og uhyggelig Halloween!” (det sagde jeg ikke, men det lyder godt).

Så havde jeg det godt med mig selv i nogle sekunder, og gik derefter tilbage i køkkenet og så på pakken med karameller, som børnene havde fået de sidste to af. “Mindst holdbar til 01-2014” stod der bag på pakken. Hovsa.

img_0345

Noget andet, jeg også vil nævne i dette indlæg, er at jeg er blevet forelsket i mine støvler. Det er i teorien ikke en nyhed, da I nok har regnet det ud, ud fra alle de billeder, jeg har lagt ind af mine fødder iført støvlerne. Men mine følelser for mine støvler har udviklet sig i en meget interessant retning. Da jeg fik dem for næsten tre uger siden, var det mere eller mindre kærlighed ved første blik. Både fordi, at de var pænere i virkeligheden, mere skinnende og mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler. Og da jeg så oveni købet kunne passe dem, var lykken gjort.

img_20161014_173656.jpg

Indtil nu, har jeg altid haft den holdning til sko, at de fremfor alt skal være praktiske, og at hvis man ikke kan gå 10 km på stranden i dem uden at få vabler og våde fødder, så er det ikke nogle sko, jeg skal have i mit liv.
Den holdning fastholder jeg stadig TIL DELS.
For jeg har pludselig indset, at det kan føles som en kæmpe befrielse at have nogle sko, der ikke kan bruges til alle formål, men som stadig er rare at have på og gå i. Desuden handler det om, hvad skoene repræsenterer for mig, for det er ikke bare et par sko – jeg fik dem på det HELT rigtige tidspunkt i mit liv, af flere grunde, uden at jeg overhovedet var klar over det, og flere gange i de seneste par uger har jeg taget dem på og med et fået det bedre (det lyder virkeligt åndssvagt, men det er sådan, jeg har oplevet det). De giver mig en god følelse, da det var et sats at købe dem. Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne passe dem, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville synes om dem med tiden. Jeg tog chancen, og gjorde noget, som jeg ikke ville have gjort for et år siden. Og det føles bare som en stor befrielse at gøre sådan noget, for på en eller anden måde ser jeg det som et symbol på min identitetssøgen, og at jeg føler, at jeg for tiden er igang med at finde ud af, hvem jeg egentlig er og at finde en sammenhæng mellem den, jeg var engang, den jeg er nu, og den, jeg er igang med at blive til. Pippi Langstrømpe sagde: “Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”. Og når jeg har støvlerne på har jeg hele tiden den tanke i baghovedet, og det er sgu meget rart, eftersom jeg er igang med alt muligt, jeg aldrig har prøvet før, men som det viser sig, at jeg sagtens kan klare. Og det hjælper støvlerne mig med at huske på.

img_0335

Så ja, jeg er forelsket i mine støvler/sko (jeg er ikke helt sikker på, om det er støver eller sko eller støvletter eller ankelstøvler), og kærligheden vokser dag for dag, for nu har vi været igennem nogle vigtige oplevelser sammen, og har hjulpet hinanden igennem meget. Desuden skal skoene pudses og imprægneres en gang om ugen, hvilket jeg hygger mig gevaldigt med, da det er sjovt.

img_0329

Jeg er også blevet foresket i en sang:

Og en mere:

Og en mere:

Alle tre nogle sange, jeg hører dagen lang hvis jeg kan komme til det, og som både har noget lidt dystert, underfundigt, melankolsk, eksistentialistisk og håbefuldt over sig, hvilket jeg synes passer meget godt lige for tiden (selvom jeg ikke føler mig specielt dyster).

img_0343

img_0344

Tænk jer. Fra nu af og indtil mit (og dit) liv engang slutter, vil jeg hver dag fortsat lære noget nyt, både om mig selv og om verden. Jeg vil fortsat møde mennesker, der vil være med til at forme mig til den, jeg bliver, og jeg vil være med til at forme dem. Jeg vil huske alle dem, der har været med til at forme mig, til den jeg er, og selvom jeg vil komme til at sige farvel til alle på et tidspunkt, så er der aldrig nogen, jeg vil miste helt, og der er heller aldrig nogen, der vil miste mig. For minderne kan ingen tage fra os. Og vi kommer alle sammen til at blive ved med at lære af vores minder, for tiden har en evne til at vise alting fra et andet perspektiv, end vi før har kunne se det fra. Og der vil altid være mere at lære. Der vil altid være nye relationer at få, nye sider af sig selv at se, nye steder at se i verden og nye ord at lære betydningen af. Der vil være så mange solnedgange, at det er umuligt at se dem allesammen. Der er smil og grin der venter. Og i en eller anden grad vil vi alle blive husket. På mange flere måder, end vi kan forestille os. Og af mange flere, end vi er klar over.

img_20150413_225904.jpg

 

Mod frihed.
(Iris’ kampråb, som jeg har tilladt mig at stjæle)

//A