Månedsarkiv: september 2016

Hurra

Hej verden.

Det ord, jeg bruger mest for tiden og som er mest bemærkelsesværdigt, er “hurra”. Jeg både skriver og siger det mange gange om dagen, dog afhængig af mit humør (måske ikke så overraskende). Men jeg er begyndt at gøre det uden at tænke over det, uanset hvem jeg er sammen med, så det skaber nogle interessante situationer nogle gange.

I dag har jeg tænkt/sagt/skrevet hurra mange gange af flere grunde. For det første havde jeg min første eksamen i formiddags, og jeg er meget tilfreds med resultatet, selvom jeg følte mig lidt presset i starten (det var en tre-timers hjemme-eksamen, hvor vi havde tre timer til at skrive højst tre sider som besvarelse af ét spørgsmål, hvilket derefter skulle uploades til et fancy system inden tiden udløb). Emnet var videnskabsteori, og jeg var glad. Derefter gik jeg med Kalle, spiste middagsmad og så en bagevideo. Så forsøgte jeg at sætte mit hår, hvilket for en gangs skyld gik godt. Hurra. Efter det cyklede jeg ind til byen, hvor jeg skulle mødes med R & R (Rebekka og Randi, mine venner fra 10. klasse, som jeg ikke havde set i 15 måneder). Og det var SÅ GODT!! Vi endte med at være på café sammen i næsten fire timer og snakke og hygge os. Vi fik nachos og drak derefter kaffe hele to gange, da vi blev enige om, at vi ikke havde noget bedre at tage os til.

dsc_0341.jpg

Det var en virkeligt god eftermiddag, da det for det første bare var rart at se dem igen og at vores planer rent faktisk blev ført ud i livet. For det andet føltes det som en stor lettelse at mærke, at der er nogle ting, der ikke har ændret sig i løbet af de fire år, vi har været venner.

Vores venskab er ikke som det var i 10. klasse, og vi ser ikke hinanden så ofte, men det gør ikke venskabet mindre gyldigt eller mindre vigtigt. Der er noget befriende over at have nogle venner, som bliver ved med at være der, selvom jeg ikke ser dem fast hver uge/måned. Venskaber, der ikke dør ud, selvom vi ikke får dem plejet (ligesom min kaktus Lars-Kirsten, der bliver ved med at leve, fordi den skal vandes utroligt sjældent). Det er sgu rart midt i en kaotisk verden, hvor jeg nogle gange føler mig bombarderet af nye ting, det påkræves, at jeg tager stilling til.

Ja, selvfølgelig har vi alle ændret os, men, som jeg ser på det, kun i en naturlig og positiv retning, der langt fra betyder, at vores venskab ikke kan eksistere længere. Vi er alle tre blevet ældre, men at se dem igen mindede mig om mit 16-årige jeg. Mit 16-årige jeg, som stadig er, og altid være være, en del af mig. Og der var noget fantastisk over at mærke mit 16-årige jeg, og for en stund glemme alt om, hvor gamle vi er nu og bare drikke kaffe, hygge mig, grine og snakke om alt det, der betyder noget, og alt det, der ikke rigtigt gør.

dsc_0339.jpg

“Der er bare nogle ting, der slet ikke har ændret sig”, sagde Rebekka og jeg indså, at jeg nynnede imens jeg drak min kaffe. Ja, nogle ting har slet ikke ændret sig. Jeg har altid haft en vane med ubevidst at nynne, særligt når jeg spiser (hvis det smager godt eller jeg generelt bare har det godt, hvilket jeg oftest har, når jeg spiser), og alle plejede altid at synes, at det var vildt hyggeligt.
Så ja, jeg nynner stadig når jeg spiser eller drikker kaffe (det var sgu også en god kaffe, jeg fik for en gangs skyld en cappuccino, da jeg allerede havde fået en almindelig sort kaffe, og følte for at leve livet lidt).

dsc_0343.jpg

Så hurra. En vildt god dag. Jeg er et sted i mit liv, hvor der sker så meget nyt, særligt på uni, og derfor var det virkeligt befriende at være sammen med R & R, da de minder mig om den person, jeg engang var, og til dels stadig er. Desuden er det fantastisk at kunne være helt mig selv i andres selskab og bare at kunne snakke om alt muligt i flere timer uden at løbe tør for emner.
Jeg føler mig genforenet med mit 16-årige jeg, og det gør mig glad. Der var så meget, jeg ikke vidste dengang, selvom jeg troede det modsatte, og at tænke tilbage på det er hyggeligt. (Jeg tror stadig, at jeg ved det hele, selvom jeg om fem år muligvis vil indse, at mit 20-årige jeg intet vidste).

dsc_0329.jpg

(Ja, jeg fik malet i weekenden (dvs. natten mellem lørdag og søndag, hvor jeg malede indtil klokken 1), og resultatet gjorde mig glad (processen gjorde også)).

image-0-02-01-7b8e7a6ba772c1555944800b4316aa0636e27ff77399c07ffeef0ae44e25c533-v.jpg

Så for at konkludere:

Hurra.

// A

 

At (gen)finde sig selv

Hej verden.

I går og især i dag, har jeg været i et fortræffeligt humør.

Hvordan kan det være, spørger den opmærksomme læser så.

Og det er et godt spørgsmål, som jeg ikke fuldt ud kender svaret på. Dog er jeg nået frem til, at det primært skyldes en følelse af, at jeg er ved at genfinde mig selv.

Det lyder virkeligt plat, men det er sådan jeg har det.

Indenfor de sidste to måneder er der sket meget nyt i mit liv. Gode ting, som jeg er meget taknemlig for. Ting, der på mange måder har vendt op og ned på det meste. Ting, der har fået mig til at fokusere på alt muligt andet, og glemme meget af det jeg plejede at fokusere på.

dsc_0570.jpg

Jeg har været optaget af at læse om evolutionspsykologi og bruge timevis på at kæmpe mig igennem lange, engelske forskningsartikler omhandlende moral og altruisme. Jeg har været til forelæsninger og forsøgt at finde den ideelle måde at tage noter på. Jeg har brugt næsten alle weekender sammen med min kæreste. Jeg har deltaget i videnskabelige undersøgelser og spist melorme. Jeg har mødt en masse nye mennesker, været nye steder og brugt masser af tid på offentlig transport.

En masse nye ting, som jeg virkelig har nydt og stadig nyder (ja, også den offentlige transport og de engelske forskningsartikler, det meste af tiden i hvert fald). Jeg er virkeligt glad for, hvordan mit liv for tiden ser ud.

20160924_173917.jpg

Men ærlig talt, så har jeg haft gang i alt for mange ting på én gang. Mit optimale stimulationsniveau (OSN) er det samme, som det altid har været, og (blandt andet) takket være Henrik Høgh-Olesens forelæsning i sidste uge, omhandlende personlighedsstrukturer, har jeg indset nogle ting. I løbet af denne uge, er det som om, at jeg er begyndt at se på mit liv fra et andet perspektiv. Jeg er kommet til at tænke på alt det, jeg har nedprioriteret, særligt efter at jeg er startet på uni. For i og med, at jeg har brugt min tid på en masse nye og gode ting, er der andre (også gode) ting, som jeg har glemt at anerkende vigtigheden af. Stimulationsniveauet har været for højt, og jeg har glemt at få det ned igen.

Det meste af tiden har jeg haft fokus på det næste jeg skulle; hvad jeg skulle nå at læse den pågældende dag, hvornår jeg skulle cykle hjemmefra for at nå bussen/toget, hvornår jeg skulle gå i seng for at få nok søvn.

dsc_0263.jpg

Jeg har været vildt dårlig til at være i nuet, især når jeg har været alene. Mine tanker har været overalt, i fremtiden og fortiden, og ærligt talt har jeg ikke været i balance, rent psykologisk set (uden at opdage det før nu), selvom jeg har været vildt glad. Det handler ikke bare om at give mig selv tid til at slappe af og se bagevideoer, for det har jeg skam gjort. Det handler om, at jeg ikke har gjort så meget for selv at gøre mig glad.

Hvad mener jeg så med det, spørger den nysgerrige læser.

Det jeg mener, er, at det meste af min glæde er kommet fra ydre stimuli. Dvs. andre mennesker og forskellige oplevelser, som jeg har fyldt min tid ud med, og blevet glad af.
Det er intet problem i sig selv, da vi mennesker har brug for andre end os selv, og at opleve noget med andre end os selv.
Men jeg er en person, der for at være i balance med mig selv og mit optimale stimulationsniveau, har ligeså meget brug for den glæde, der kommer indefra, som den, der kommer udefra. En glæde, der kommer af at gøre noget for mig selv uden tanke for andet, end hvad jeg har lyst til at gøre. En glæde, der kommer af at gøre noget, der ingen andre mennesker involverer end mig selv. En glæde, der kommer af at høre sange som disse:

En glæde, der kommer af at gøre de ting, der før har gjort mig glad. Alle de ting, der gør mig rolig indeni. De ting, jeg har glemt at huske mig selv på at holde fast i. De ting, jeg (midlertidigt) har glemt værdien og nødvendigheden af midt i det nye. Alt det, der minder mig om, hvem jeg engang var, hvem jeg er nu, og hvem jeg vil blive ved med at være.

Simple, men vigtige ting, som fx at være alene hjemme på en solskinsdag, høre musik og bage bananmuffins. Ikke fordi jeg skal have kage med og ønsker at imponere nogen, eller fordi der kommer gæster, eller at jeg vil tage billeder af resultatet og blive populær på internettet (jeg har faktisk ingen billeder), men bare fordi jeg har lyst til det, og fordi det minder mig om de utallige gange, jeg tidligere har bagt dem.
Eller at sove “længe” (dvs. til klokken 9), tage et bad og være ligeglad med, hvor lang tid det tager. At gøre badeværelset rent, høre Bon Iver og spise morgenmad klokken 11. Drikke grøn te hver dag igen, efter ikke at have gjort det i nogle måneder. At læse en skønlitterær bog for første gang i over fem uger, bare fordi jeg har lyst til det.  At sidde i haven, betragte skyerne og flyene på himlen og bare eksistere uden tanke for, hvornår jeg skal noget igen. At lade som om, at jeg kan finde ud af at spille guitar/ukulele. At male (dvs. billeder og IKKE fodlister, det er et helvedes arbejde). At cykle 30 km imens jeg ser Natholdet med min bror. At føle mig overskudsagtig, filosofisk og at mærke idéerne komme væltende ind til alt muligt, jeg kunne lave.
At føle mig fri og uafhængig (selvom jeg selvfølgelig ikke er det, men det gør ikke noget). At nyde det, jeg har lige nu, og samtidig glæde mig til det, der kommer.

At bruge tre timer på at skrive dette blogindlæg, og at føle, at den tid var godt givet ud. Og at se frem til, at jeg om lidt har planer om at spise aftensmad foran TV’et.

Nogen gange er en weekend, hvor der intet bestemt skal ske, det bedste man kan give sig selv, hvilket jeg først virkeligt har indset nu.

dsc_0284.jpg

Som Iris altid siger: “Balance er vigtigt”. (Ja, jeg citerer mine venner, hvis de har fortjent det). Og endnu en gang har hun ret. Nogle gange skal man bare have det hele lidt på afstand, før man indser, hvor simpelt det er at få balancen tilbage, og hvor vigtigt det er at få den tilbage igen, hvilket jeg føler, at jeg har fået/er i gang med at få.

Jeg tror ikke på, at man er nødt til at tage til Asien for at finde (eller genfinde) sig selv. Jeg fandt i hvert fald ikke mig selv, da jeg var i Asien (dvs. Israel). Derimod tror jeg, at det handler om at finde tilbage til de ting, der tidligere har gjort en glad. Både de ydre faktorer, dvs. andre mennesker og oplevelser med dem, men specielt også det, der ikke kræver andre end en selv (og måske en god bog).

Jeg er så glad for alt det nye, der er blevet en del af mit liv nu, og jeg har det rigtig godt med, at jeg kommer meget mere ud og oplever noget nu, end jeg gjorde for et år siden. Men jeg er stadig mig. Jeg har stadig brug for tid, hvor jeg bare er mig selv og kan gøre lige det, jeg har lyst til. At prioritere at være sammen med min familie, læse fordi jeg har lyst til det og at have dage, hvor jeg kan spise pasta med masser af hvidløg og ikke engang overveje at tage make-up på. Og spise muffins i stedet for en reel middagsmad (hovsa). For hvis jeg ikke prioriterer de ting ligeså højt som alt andet, så prioriterer jeg ikke min egen glæde, og hvad skulle formålet så være med at gøre noget som helst?

mms_20160917_131647.jpg

(Tak til Mads for at formå at tage et billede af mig ved stranden, hvor min frisure for en gangs skyld ikke er helt ad helvede til).

På mandag ser jeg Rebekka og Randi igen. Efter ikke at have set dem i 15 MÅNEDER!! (Ret imponerende taget i betragtning af, at de begge kun bor 10 km væk fra mig). Det passer meget godt ind i mit “find tilbage til alle de gode ting”-projekt.

Det er et godt liv. Hurra.

// A

De sidste sommerdage

Hej verden.

I min tidligere yndlingsbog (en af de mange), er der en person, der er dødeligt syg, og som slutningen nærmer sig, får han det kun værre og værre og alt er noget pis. Men en dag vågner han op, og har det mindre forfærdeligt end normalt uden at det giver mening. Ingen forstår det, og ved ikke hvad de skal tro, for det er jo dumt at få for høje forhåbninger til noget som helst i den situation. Han ved det ikke selv, men den dag ender med at blive “Den Sidste Gode Dag”, inden det for alvor begynder at gå ned ad bakke og aldrig op ad igen. Otte dage senere dør han af kræft.

Men han bruger den sidste gode dag på at være sammen med de mennesker han holder af og at gøre en af de ting, han gerne vil nå, inden det er slut. Hans stemme lyder normal igen, og hans øjne lyser af liv. For sidste gang, inden det så er slut.

(Jeg følte for at starte dette indlæg på en dramatisk måde).
Sådan er det også med sommeren. Det var helt ad helvede til i en lang periode (jeg synes egentlig, at det var en fantastisk sommer, men det var måske af andre grunde end vejret), og nu hvor vi alle ved, at det er slut og det i teorien er efterår, kommer der så en/flere gode dage, der virker som sommerdage, selvom de ikke er det. Vi tør ikke at forvente noget af bare frygt for at blive skuffede, men alligevel tager vi shorts på/undlader at have bukser på. Vi bruger pauserne i skolen/på arbejdet til at skynde os ud for at mærke solens stråler mod vores hud og visualisere, at vi sidder på en sydhavsø med en fancy drink og høje palmer omkring os, med udsigt til det azurblå hav, som solen reflekteres i, imens vi ikke har andre bekymringer, end om vi skal have pizza eller en meget stor bøf til aftensmad.
På dage som disse, når man lige at tænke, at alt er godt, og at det varer for evigt, for man kan slet ikke forestille sig, at solen om en måned begynder altid at gå ned klokken 17 eller før, og at der går over et halvt år, før man igen kan sidde udenfor om aftenen og spise. Vi ved alle godt, at sommeren er igang med at dø (for i år), og at denne dag med stor sandsynlighed har været den sidste “sommerdag” for nu, og vi kan mærke, at det hurtigere bliver koldt om aftenen, og at vi skal sige farvel, men selvom vi ved det, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke vil være i sorg, når solen er dækket af skyer og det regner, hagler og sner så meget, at vi er sikre på, at den aldrig kommer tilbage igen.

(Et forsøg på dramatisk billedsprog).

Problemet med Den Sidste Gode Dag er, at vi aldrig kan være sikre på, hvornår den kommer/om den overhovedet kommer. Så hvad kan man lære af det?

Det ved jeg ikke. Måske, at det handler om at nyde det imens man kan, og ikke tænke for meget på, at bladene snart falder af træerne, og at vejene snart vil være dækket af et tykt lag sne/brunt sjask, der bliver liggende indtil marts og ser træls ud. Måske handler det bare om at nyde det imens man har det og gøre de ting, man ikke fik gjort i løbet af den “rigtige” sommer (som fx at sidde ude og få noget sol, jeg brugte primært sommeren på at sidde under halvtaget og betragte/lytte til slagregnen der blev ved og ved). Og måske handler det bare om at huske de øjeblikke, hvor man ønsker, at tiden vil gå i stå, og man ikke skal andet end bare at have det godt og gøre det man har lyst til. For det er de øjeblikke, og mindet derom, der får os igennem vinteren og de svære, mørke tider.

img_20160731_180508.jpg

Eller noget i den stil.

Jeg har nydt denne uges gode vejr. Det har givet mig mere energi at få sollys, og det har mindet mig om sommeren, som var lang og god og begivenhedsrig (og samtidig meget kedelig i perioder). En sommer, jeg husker for cykelturene til de små byer tæt på sommerhuset og for oplevelserne i lokalområdet sammen med min familie. En sommer, jeg husker for alt det, jeg fik malet, både billeder og fodlister, og den musik, som vi hørte dag ud og dag ind (primært The Beatles), fordi jeg insisterede på, at vi ikke skulle høre Radio Alfa (en forfærdelig kanal). En sommer, jeg husker for de sidste rigtige arbejdsdage og at føle mig gammel og på vej mod noget nyt. En sommer, der startede med, at jeg afsluttede en uddannelse, og sluttede med, at jeg startede på en ny uddannelse (for at gøre det rigtigt forvirrende). En sommer, der fik mig til at føle, at jeg er på vej i den rigtige retning.

2016 er et af de bedre år.

received_10209791707690683.jpeg

Hyg jer.
//A

En overspringshandling (ud af mange)

Hej verden.

Klokken er på nuværende tidspunkt 15:50, og jeg har været alene hjemme hele dagen for første gang i flere uger. Jeg har ikke talt med nogle mennesker siden igår aftes (jeg stod først op, da alle var taget afsted i morges), så Kalle (hunden) er den eneste, jeg har snakket med i dag (hvilket ikke tæller, da det ikke var en samtale).
Det er meget interessant at opleve stilheden og den manglende stimuli fra omverdenen, nu hvor jeg har haft travlt og været vildt social de sidste 2-3 uger (i hvert fald mere social end jeg tidligere har været). Min plan var, at jeg i dag ville få masser af ro til at læse, så jeg kunne komme igennem de 150 sider om evolutionspsykologi, som jeg gerne skal have læst inden fredag. Dette er dog ikke gået helt efter planen. Og nåh ja, jeg går på uni nu, hvis I ikke skulle have opdaget det/læst det på Twitter. Jeg har indtil videre fået læst en engelsk artikel på 20 sider, som jeg skal læse til i morgen, der omhandlede de menneskelige følelser, og de følelsesmæssige dispositioners indflydelse på evolutionen og den generelle menneskelige udvikling. Det var faktisk meget interessant. Det tog mig over to timer (eksklusiv pauser) at læse og forstå det hele og skrive to siders noter, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er lang tid at bruge på det, eller om det er meget normalt. Det er vel heller ikke så vigtigt, da det primært handler om, hvorvidt jeg har forstået meningen med teksten, hvilket jeg selv vil mene, at jeg har.
Derefter læste jeg resten af det kapitel i en bog ved navn “Human Morality and Sociality”, som jeg var gået igang med i weekenden. (Jeg fik læst tre sider i weekenden, så det var ikke en succes). Det handlede om, hvorfor mennesket fra et evolutionsperspektiv har en tendens til at være religiøs, og om hvordan denne tendens til at tro på noget større end os selv, påvirker os, fx til at opføre os mere moralsk “rigtigt” end ellers og at organisere os i store grupperinger.
Det var ca. 10 sider. Dvs. at jeg i alt har læst 30 sider i dag, hvilket jeg synes virker som utroligt lidt, ift. hvad jeg havde planlagt i mit hoved/i min studiekalender (ja, jeg har en FYSISK kalender for første gang i 10 år).

dsc_0405.jpg

“Hvorfor læser du så ikke nu, i stedet for at skrive et ligegyldigt indlæg på din blog, Amanda?”, tænker I så.
Det skal jeg sige jer:
Fordi jeg koncentrerer mig vildt dårligt i dag og næsten føler, at der foregår for lidt til at jeg virkeligt kan få udrettet noget.
Det er en ny og interessant følelse, som muligvis er forårsaget af, at jeg ikke kan vænne mig til stilheden og manglen på ydre stimuli efter at der er sket så meget i den seneste periode. Jeg har altid set mig selv som en person, der lærer bedst ved at have god tid, fred og ro, men lige nu føler jeg, at jeg lærte hurtigere og bedre i sidste uge, da jeg var under tidspres (jeg er i teorien altid under tidspres) og sad i en bus på vej til Randers fra Aarhus og egentlig var ret træt. Det giver ikke mening. Der er meget, der ikke giver mening. Jeg nyder rent faktisk at være ude i samfundet og blandt mennesker igen (dog med undtagelser), og jeg nyder at være sammen med folk jeg holder af i min fritid, også selvom det betyder, at jeg har mindre tid for mig selv, end jeg tidligere har haft. Det er interessant. Måske er min identitet under forandring, eller også er identiteten et flydende begreb, der altid er under forandring, og måske er der intet specielt ved den måde, jeg har det på.

dsc_0478.jpg

(Et tilfældigt og sløret billede af god (og billig) mad fra Vejle)

Jeg er i tvivl om, hvad min pointe er med dette indlæg, men primært tror jeg, at jeg forsøger at pointere, at det nogen gange (ofte) ikke altid går efter planen, og at det kan være en god ting. Og at jeg går ind for, at man ikke skal være hård ved sig selv, hvis man ikke har været så effektiv, som man havde planlagt, for det gør det kun værre at være træt af sig selv og sin indsats. Nogen gange (ofte) er det nødvendigt med en pause, hvor man fx kan se denne video:

Så ja, konklusionen er, at jeg går på universitetet, faktisk er utroligt glad for det (hvis jeg ikke fik nævnt det tidligere), er begyndt at arbejde godt under pres, har indset, at det tager en del længere tid at læse på akademisk engelsk fremfor at læse en krimi af Jussi Adler-Olsen, er blevet mere social, lærer mange nye folk at kende, godt kan lide bagevideoer og ikke gider at hade mig selv, fordi jeg ikke altid kan være vildt effektiv, og nu er arbejdsløs (jeg havde sidste arbejdsdag på biblioteket i torsdags). Og Henrik Høgh-Olesen er mit nye idol (han er en af forskerne/underviserne på AU + forfatter og en ældre mand, der nærmer sig pensionsalderen, og han er fantastisk, hvilket jeg altid kan uddybe en anden gang).
Jo, jeg har desuden fundet ud af, at jeg kan lide artiskokker, hvilket jeg altid har troet, at jeg ikke kunne. Og at jeg sagtens kan håndtere at være i både Føtex og diverse storcentre, hvis jeg er i selskab med et af mine yndlingsmennesker.

img_20160904_210420.jpg

(Miranda, en meget træt og interessant kat)

dsc_0448.jpg

(Et billede fra min og Iris’ tur til byen, hvor vi (dvs. jeg) fik købt diverse ting, og vi hyggede os med at spise mad med lavt næringsindhold imens vi så på folk på gaden)

dsc_0449.jpg

(Iris foran en dør, som hun fortalte mig var den flotteste i Randers (ifølge hende selv)) (Billedekvaliteten er forfærdelig, ja) (Jeg laver for mange paranteser, jeg beklager)

Nåh, det var alt for nu. Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg har kunnet bruge en time på at skrive dette, når det ikke engang har en reel handling, men sådan er det.

Hyg jer.

/A