Forfærdelige ting – den officielle liste

Hej verden. Mit største problem lige nu, er at jeg har tre forskellige indlæg, jeg gerne vil skrive, og at jeg realistisk set kun har tid til at skrive ét, hvilket vil sige, at jeg er nødt til at prioritere.

Valget står imellem:

1.  Et meget overentusiastisk indlæg omhandlende den glade følelse man får indeni, når det går godt for nogen man holder af.

2. En socialrealistisk beretning om overlevelsesturen i mandags, hvor min bror og jeg cyklede 16 km, gik 15 km på stranden + 5 ekstra kilometer, fordi jeg insisterede på at vi skulle tage en “smutvej”.

3.  Sidst men ikke mindst et indlæg jeg længe har ønsket at skrive, nemlig den officielle liste over alle de ting jeg hader/virkeligt ikke kan lide/ikke synes om.

Da jeg lige pt er sulten og træt, er valget ikke så svært, så her kommer den officielle liste over alt det, der er forfærdeligt og træls: (skynd jer at lukke dette vindue ned, hvis I ønsker at bevare jeres gode sommerhumør, og kom tilbage engang i januar hvor alt alligevel er mørkt og trist)

  • Oliven.
  • Madspild.
  • Føtex.
  • Når jeg selv forårsager madspild.
  • Temperaturer over 25 grader (jeg bliver sur, fjendtlig og meget nærtagende).
  • Dårlig popmusik der intet indhold har (de fleste kan nok regne ud, at jeg særligt hentyder til Rasmus Seebach og Medina)
  • Dårlig journalistik (fx havde Berlingske en artikel den anden dag, der handlede om, at Medina skulle giftes. Nu er jeg stoppet med at læse Berlingske)
    (Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod Medina eller Rasmus Seebach som mennesker, da jeg ikke kender dem, de er udelukkende på denne liste fordi jeg synes, at deres musik er forfærdelig).
  • At høre radio om morgenen (især når det er P4, P5, P1, P2, Radio Alfa, Radio ABC eller hvilken som helst anden radiokanal, der har irriterende radioværter med alt for insisterende stemmer og dårlig musik, som de spiller igen og igen) (P1 er med på listen, da det kræver for meget hjerneaktivitet at lytte til deres udsendelser, og om morgenen skal det ikke være sådan)
  • Materialisme i overdreven grad.
  • Folk der råber/skriger.
  • Forældre, der mener, at de ikke behøver at opdrage deres børn og lære dem at tage hensyn til andre mennesker.
  • Det faktum, at Linse Kesslers selvbiografi er blevet en bestseller og at teenagere ønsker at få hendes autograf.
  • At være løbet tør for æg.
  • Buræg.
  • Bøger, der slet ikke er lige så gode som alle mulige folk siger, at de er.

wpid-d7694450-d3f6-41fa-8c4e-8be876650ee0.jpg

(Ja, jeg synes, at Frankenstein er opreklameret, jeg læste den primært for at kunne fremstå sofistikeret)

  • Dyremishandling/menneskemishandling af enhver art.
  • Manipulerende og beregnende mennesker.
  • Folk, der smider skrald på gaden/andre steder (jeg hader dem ikke som mennesker, jeg hader deres adfærd, da der aldrig er en god grund til at smide sit skrald nogle andre steder end i en skraldespand).
  • Når gulerødderne er rådne.
  • Når bussen/toget er fyldt med mennesker overalt.
  • Det faktum, at jeg ikke kan se bagsiden af mit hoved, medmindre jeg tager billeder af det (det afholder mig dog ikke fra at klippe mig selv).
  • At jeg er dårlig til at være minimalist i praksis (dette vil man finde ud af, hvis man tager mig med i Søstrene Grene/ser mit lager af ting, som jeg engang får brug for/mit gulv generelt)
  • At jeg ikke kan redde verden.
  • Folk, der opfører sig dårligt.
  • At der er folk, som jeg ser alt for sjældent i forhold til, hvor hyggelige de er at være sammen med.
  • Når planer forbliver halve og aldrig bliver til noget.
  • Når min frisure sidder dårligt (hvilket sker meget ofte)
    received_10209791702770560.jpeg
    (Et eksempel på en dårlig hårdag)

received_10209791707690683.jpeg

(Endnu et eksempel, der til gengæld beviser, at man godt kan have det sjovt selvom ens frisure er helt ad helvede til)

  • Inaktivitet.
  • Når folk/medierne omtaler “Harry Potter and the Cursed Child” som en roman, når det SLET IKKE er en roman men derimod et drama.
    img_20160807_172938.jpg
  • Når Kalle er et helvede (dette sker også ofte, dog ikke så meget mere)
  • For meget æblekage (jeg er klar over, at jeg er meget priviligeret, når jeg kan skrive det på denne liste).
  • Uvished.
  • Terror.
  • Fordomsfuldhed/når folk danner deres mening om noget baseret på fordomme.
  • Storcentre.
  • Færgen imellem Hirtshals og Larvik/Kristiansand, særligt pga. restauranten og den meget voldsomme buffet samt den store menneskemængde, der alle spiser sammen i ét meget stort lokale (jeg har mine grunde, som vi ikke skal komme ind på her).
  • Det faktum, at konfirmationsforberedelsestimerne (et langt og muligvis ikke-eksisterende ord) er en del af skoledagen, og at man forventes at deltage uden at blive spurgt, hvorvidt man har lyst eller ej. Det burde være en frivillig aktivitet, som man kunne gå til efter skoletid, hvis man ønsker det.
  • Folkeskolereformen, særligt de dårlige arbejdsforhold som lærerne lider under (det er selvfølgelig ikke alt, der er dårligt ved reformen, men det meste).
  • Når besparelser bliver kaldt for “inklusion”, for at få det til at lyde som om, at det er meget ideelt, at der er 30 elever i hver klasse, én lærer, mange der har det svært og nogle, der har det for “let”. Ja, alle mennesker er lige meget værd, og ens udfordringer definerer ikke, hvem man er, men det betyder ikke, at vi fx skal glemme alt om de forskellige læringsstile, og insistere på at alle skal lære alting på den samme måde. På den måde er der ingen, eller i hvert fald meget få, der når zonen for nærmeste udvikling (som ifølge psykologen Lev Vygotskij er der, man skal befinde sig, for at kunne lære optimalt), da dette ikke kan lade sig gøre, hvis én lærer skal undervise 30 forskellige børn, der alle befinder sig i forskellige “zoner” rent læringsmæssigt.
  • Når folk smider cigaretskodder/skrald  i HF’s vandbassin (eller hvad man ellers vil kalde det), så pedellerne er nødt til at gå rundt nede i det for at rense det. (Ja, dette irriterer mig stadig selvom jeg ikke længere går på skolen).
    wpid-dsc_2212.jpg
    (Jeg tog billedet en aften sidste år, hvor alle var gået hjem og jeg nød min meget tørre aftensmad i stilhed)
  • Det faktum, at min familie ikke er enige med mig i, at mine bukser med huller i er vildt fede/seje/hvad man ellers siger.
    dsc_0689.jpg
  • Det faktum, at jeg kun har haft disse bukser på ÈN gang ude i samfundet, hvilket var en dag, hvor vi skulle i XL Byg og Kvickly. Det er trist.
  • Når folk/samfundet mener, at de kan tillade sig at fortælle mig, at jeg helt sikkert kommer til at ændre mening og nok skal komme til at ønske mig at få børn når jeg engang bliver 30 og “det biologiske ur begynder at tikke”. AAARRRRRHHH!!!! Bare fordi jeg “kun” er 20 betyder det ikke, at jeg ikke er kvalificeret til at have mine egne meninger om, hvad jeg ønsker at gøre med min krop/mit liv.
  • Når folk lader halvt spiste kiks (eller det der er værre) ligge i børnebiblioteket i det område, hvor man IKKE må spise.
  • At jeg har en tendens til at tænke alt for meget over alting.
  • At alle toiletter ikke er kønsneutrale (endnu).
  • At nogle mener, at svinekød er en dansk værdi.
  • Dengang min mor sagde, at “Beautiful Day” af U2 var “noget larm” og bad mig om at skrue ned.
  • Forskelsbehandling i alle former, uanset om det er pga. køn, hudfarve, religion, seksualitet, eller andre ting, som får folk til at behandle andre dårligt.
  • Det faktum, at jeg skal ud ad døren om 20 minutter og stadig mangler at gøre alt muligt, fordi jeg har brugt tiden på at lave dette indlæg færdigt.

DSC_0918

Det var alt for nu, jeg kommer nok i tanke om 50 ting andre ting i løbet af dagen (jeg skal være sammen med Iris, og vi ender ofte med at bruge mange timer på at kritisere samfundet og snakke om alt det, vi ville gøre anderledes, hvis vi bestemte).

Jeg håber, at I alle har det godt, og hvis ikke, så tag et glas vand, træk vejret og så er alt nok bedre imorgen.

/A

En tanke om “Forfærdelige ting – den officielle liste

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.