Se mig, jeg er student – nu på skrift

Hej verden. Jeg føler, at jeg er nødt til at udrette et eller andet, så nu skriver jeg dette indlæg. Tidligere på dagen forsøgte jeg at male mine følelser, det gik sådan her:

dsc_0332.jpg

(Jeg ved ikke, hvad fanden det skal forestille, men sådan er det vel med den kunstneriske frihed)

 

Det er nu tre dage siden, at jeg blev student, men det føles som om, at det er meget længere siden, også selvom at tiden i teorien bare er en illusion. Men ja, jeg må hellere skrive noget om det, så jeg kan blive mindet om, hvor overskudsagtig jeg var for kun 72 timer siden.

Det startede med, at jeg stod op og spiste skyr med chia-frø, dvs. næsten udelukkende protein (hvilket senere viste sig at være et forfærdeligt valg, ikke pga. proteinen men pga. frøene, som min gode ven Iris var så venlig at informere mig om, at jeg havde siddende mellem tænderne (altså ikke dem allesammen men ét, og det var ikke ret synligt, men stadig, det er sådan man finder ud af, om folk er ens sande venner).
Så tog jeg afsted og forsøgte at undgå at blive kørt ned, hvilket lykkedes, ankom til skolen, gik hen til lokalet, ventede, blev kaldt ind (af min utroligt flinke kemilærer, hun burde have en pris for at være et oprigtigt menneske), trak spørgsmål nr. 36, som handlede om molarmasseberegning af natriumhydrogensulfat, sagde “nåh hvor godt”, gik ind i forberedelseslokalet, forberedte mig (læste mine noter til spørgsmålet igennem og lavede en disposition), kom ind i eksamenslokalet, sagde “pænt goddag” til censor (jeg citerer), snakkede om mængdeberegning, syrer, baser, pH, forklarede om et forsøg, svarede på spørgsmål indtil tiden var gået og min (meget smilende lærer, det var meget voldsomt) sagde, at jeg skulle gå ud, gik ud, blev mødt af 7 mennesker (Iris, mine forældre, min bror, en kommunikations-person fra skolen, en journalist og rektor), hvoraf jeg kun fik hilst på Iris før jeg skulle ind igen, kom ind, fik at vide, at det var så flot, og at jeg havde fået 12, sagde noget med “Ihhh hvor godt”, og noget andet jeg har glemt, kom ud igen til syv forventningsfulde ansigter og tre kameraer peget direkte imod mig, sagde “12”, og så begyndte alle at skrige og det var ligesom at gå videre i X-Factor. (Det er løgn, ingen skreg, men det er det tætteste jeg kommer på et X-Factor øjeblik).

DSC_0860

Så gav min bror mig huen på, som i øvrigt er beklædt med vat i det at jeg er en idiot der ikke kan finde ud af at måle mit eget hoved, sagde “aarrhh” og “næh hvor godt” og “tak” og krammede alle (altså dem jeg kendte, jeg krammede ikke rektor). Men rektor gav mig blomster og havde derefter en samtale med mig, der primært handlede om, hvad jeg skulle fremover, og om jeg havde været glad for at gå på skolen og at det var flot klaret osv.

DSC_0874

Jeg er generelt meget overrasket over, at jeg ikke rigtigt tænkte over, at der var så mange folk, der gav mig opmærksomhed, eller at jeg skulle være på en bestemt måde eller sige noget bestemt eller noget, jeg var bare glad (hvilket også fremgår af billederne, man kan godt se, hvis jeg forsøger at anstrenge mig). Men ja, det var rart, det skyldtes højst sandsynligt adrenalinen, og at jeg muligvis ikke helt var klar over, hvad der foregik (hvilket jeg stadig ikke føler mig helt klar over). Alle var glade og flinke og oprigtige, og det var generelt bare rart, at det hele var så positivt.

Så var der alle mulige folk der tog billeder og Iris gav mig en tegning, og alt var godt og rart, og alle sagde tillykke m.m. DSC_0892

Jeg modtog desuden store mængder af planter, dette fortsatte også den næste dag, hvor jeg fik en buket af min faster og onkel og roser +en kaktus af min farfar, farmor og hendes søster, tak til alle for det.

DSC_0908

DSC_0918

IMG_9628

DSC_0923

Så fortalte jeg min dybe livshistorie til Randers Amtsavis, resultatet kan læses her. Jeg er generelt tilfreds med artiklen, først syntes jeg, at jeg lød for karriereorienteret og følelseskold, men en af mine HF-venner siger, at jeg bare lyder som et ungt menneske, der ved hvad jeg vil med mit liv, så det vælger jeg at tilslutte mig.

DSC_0956

Derefter gik vi udenfor for at tage billeder, tak til min far og Iris for det, så stod vi lidt og udmattelsen kom snigende og vi gik derefter ind mod kantinen hvor vi købte nogle tørre chokoladeboller og noget kaffe og vand for at fejre det hele. Så sad vi i et stykke tid, jeg afleverede min kemi-bog, vi sagde farvel til Iris, hentede min cykel, kørte til bageren, købte en jordbærkæge, kørte hjem, pakkede ting ud, pakkede ting, skiftede tøj, kørte til sommerhuset, ankom. Så fik vi middagsmad og alt var godt, det væltede ind med tillykke-beskeder, jeg tror aldrig, at jeg har været så populær før, og bliver det nok aldrig igen. Så fik vi jordbærkage og jeg lavede derefter en film med billeder fra dagen, da jeg følte for at gøre et eller andet.

Så spiste vi, naboerne sagde tillykke, vi vaskede op, kørte hjem. Om natten sov jeg næsten ikke fordi min hjerne var igang med at bearbejde alle dagens indtryk, hvilket tog noget tid, og generelt var jeg i et vildt godt humør, hvilket er et luksusproblem. Mit humør den dag var nok det bedste det har været meget længe, hvilket siger en del, da jeg personligt vil mene, at jeg har haft et godt humør i et stykke tid (overordnet set, ikke altid). Men det var i hvert fald en rigtigt god dag.

image-0.02.01.ce6d3ef86f48a9bf245c8331d1118c780bc0b5eabf622b9bf56a6bb29c4463be-v.jpg

 

Dagen efter så det først sådan her ud, da jeg valgte at stå op kl. 6 efter godt tre timers søvn, fordi jeg opgav kampen.

dsc_0292.jpg

Og senere købte min bror avisen, hvilket var dagens højdepunkt af denne grund:

dsc_0304.jpg

image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpg

Jeg er generelt ret utilfreds med billedet på forsiden (nej, ikke fordi jeg hader mig selv, men derimod af belysningsmæssige årsager), og desuden har journalisten stavet mit “Thylkjær” som “Tylkjær” i billedteksten, men, det gør de fleste, også mit arbejde, så det kan være lige meget.

Senere på dagen så det sådan ud:

fb_img_1465415464106.jpg

(Jeg ved ikke, hvordan jeg formåede at se så frisk ud, for det var jeg virkeligt ikke, men det var en hyggelig dag alligevel). Jeg modtog flere planter, heriblandt en kaktus, som jeg har brugt dagen i dag på at navngive.

dsc_0324.jpg
(Det endelige navn blev Lars-Kirsten, hvilket jeg er meget tilfreds med, det er befriende. Det passer også godt ind til mine andre ting (min computer hedder Flemming, min iPad hedder Leif og min telefon hedder Preben, eller også er det omvendt).

I går da jeg kom på arbejde fik jeg så endnu en gave (af bibliotekaren jeg har torsdags-vagter med), som var en Margrethe skål der kan alt muligt smart (det er kompliceret), men det var i hvert fald en god gave, den kan jeg bruge de næste 70 år. Det er dog ikke det materielle, der betyder noget, det er det, at folk har tænkt på mig, der er det vigtige, det gør mig glad.

Nåh, men ja, jeg tror, at det var det for nu, der kommer muligvis et opfølgende indlæg der handler om identitetskrisen, den orker jeg ikke at tænke på nu.

Hyg jer

/A

 

2 tanker om “Se mig, jeg er student – nu på skrift

  1. Det var en god dag 😀 dog havde føtex ikke den Fanta med ananas og appelsin smag som de reklameret for (som jeg selvfølgelig må smage da den har ananas og appelsin smag!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.