Nej, mit karaktergennemsnit definerer ikke, hvem jeg er.

Hej verden.

I disse dage bliver en masse mennesker studenter (hurra og tillykke til alle), og desuden er det i dag to uger siden, at jeg selv blev færdig. Det er en positiv tid for mange mennesker, og det gør mig i godt humør at se folk, der nu kan ånde lettet op og kan fejre, at 2-3 (eller flere) års skolegang/hårdt arbejde nu er overstået. Jeg synes, at det er en god tid.
I medierne kan vi læse artikler om studenter, der er blevet “superstudenter”, dvs. dem, der udelukkende har fået topkarakterer. Det synes jeg sådan set ikke er et problem i sig selv, da de har arbejdet hårdt for det og fortjener at blive hyldet for deres indsats. Det problematiske er, at medierne med disse artikler, hvor fokus ligger på studentens karaktergennemsnit, efter min mening, får det til at fremstå som en stor konkurrence fremfor en glædelig begivenhed. En konkurrence der kun handler om, hvem der formår at få det højeste gennemsnit og at sprænge skalaen i højeste grad. Det synes jeg er ærgerligt, og også ret dehumaniserende – det bliver karaktererne, der får mest opmærksomhed, fremfor arbejdsindsatsen eller personens historie, personlighed eller interesser. Desuden burde begrebet “superstudent” ikke blive brugt, da det indikerer, at nogle er blevet “mere” student end nogle andre er, hvilket er dybt åndssvagt og unødvendigt.

Efter min mening, får det det hele til at fremstå enormt unuanceret, når man ikke graver lidt dybere ned og forsøger at fremstille superstudenterne som de komplekse mennesker, de trods alt er. De er ikke overmennesker, eller bedre/dårligere end nogle andre er. De har deres egne problemer, interesser og tanker, og deres karaktergennemsnit afspejler langt fra, hvem de er.
Det tror jeg ville være med til at nuancere debatten om superstudenterne – en debat, der, efter min opfattelse, er alt for negativ. Det kan diskuteres, om det skyldes janteloven, misundelse eller noget helt tredje, at mange folk kommer med negative kommentarer, når de læser om en ny superstudent. Jeg har fx set følgende kommentarer blive brugt ret ofte:

  • “Tilykke til (indsæt navn), men hvorfor hører vi ikke noget mere om dem, der ikke har et højt snit, men som har kæmpet endnu hårdere bare for at bestå?”
  • “Verden kan ikke bruge 12-tals-piger til noget, det er vigtigere at kunne tænke kreativt end at kunne hele pensum udenad”.
  • “Ja, det er da meget flot, men lad os nu se, hvordan han/hun klarer det ude i det virkelige liv”.
  • “Jeg synes nu, at sociale færdigheder er vigtigere end evnen til at få høje karakterer, hvorfor bliver man ikke bedømt på, om man er et godt menneske i stedet”

(Ja, jeg begik den fejl at læse nogle kommentarspor på Facebook, det kommer der aldrig noget godt ud af).
For det første vil jeg gerne gøre det klart, at jeg er fuldstændig enig i, at medierne også brude fokusere på dem, der ikke har tårnhøje snit eller 6 A-fag. Det ville generelt være interessant med nogle mere dybdeborende artikler, hvor det handlede om mere end bare tal. Fx kan det undre mig, at der stort set ikke bliver snakket om folk, der har færdiggjort en erhvervsuddannelse. Jeg kan ikke helt se den gode grund til, at man undlader at fokusere på dem. Ingen uddannelse er bedre/finere end en anden.
MEN, det er ikke enten/eller, efter min mening. Det, at der bliver skrevet om superstudenterne, udelukker ikke, at man også skriver om andre end dem. Der foregår så lidt i dette land, at det da burde være muligt at fortælle om flere forskellige slags mennesker og ikke kun den gruppe, der på papiret har “klaret sig bedst”. Jeg går ind for, at alle historier er lige vigtige at høre om, og derfor er der ikke nogen, der skal vælges fra af den ene eller anden grund.

Desuden er jeg træt af, at vi ikke bare kan glæde os på hinandens vegne, uanset hvad, og lade være med at sammenligne os selv med andre, eller sammenligne andre med andre (det er mystisk formuleret men ja). Vi er alle sammen komplekse mennesker med hver vores historie, og vi har hvert vores udgangspunkt. Det er ikke en lige kamp, og derfor giver det heller ikke mening fx at sammenligne sit eget karaktergennemsnit med nogle andres. For når alt kommer til alt, så har karakterer kun den værdi, vi tillægger dem. Ligesom penge, der også kun er noget værd, fordi vi som samfund har besluttet, at det er sådan, det er. Efter min opfattelse er det ikke karakteren, der burde fokuseres på, men mere hvad den symboliserer eller betyder for den enkelte person. Bare fordi, at nogle får 12, betyder det ikke, at man er “dårlig/mindre succesfuld”, hvis man får 02, 4 eller hvilken som helst anden karakter. Det er meget mere komplekst end det, og det skal vi huske på. Det er ikke så sort/hvidt, som det kan fremstå som. Når alt kommer til alt, giver karakterer ikke (nødvendigvis) en indikation af, hvor meget man har lært eller hvad man kan – det afhænger af så mange ting – hvilket emne man trækker, ens mentale tilstand på eksamensdagen, ens grad af selvtillid, lærer, censor, hvordan man arbejder, når man er under pres – og måske også en lille portion held. Der er så mange skjulte variabler, og derfor skal karakterer ikke ses for andet, end det de er.

Hvis fokus lå på den enkelte som person og dennes indsats, læring og GLÆDE/tilfredshed frem for hvilke karakterer, personen er endt med at få, så tror jeg, at det ville blive meget lettere for alle at eksistere. Så kunne vi alle ånde lettet op, stoppe med at sammenligne os selv med andre, og ikke skulle høre på andre folk, der sammenligner os med nogle andre, der slet ikke har samme udgangspunkt som os selv.

IMG_9634

Grunden til, at jeg synes, at denne tid er så positiv, er at vi samles om at fejre, at nogen har ydet en indsats og har gennemført noget, der har været udfordrende, lærerigt og udviklende. Det er ikke en fejring af karakterer, det er en fejring, og en anerkendelse, af folks arbejdsindsats, som har ført til, at de har lært nye ting og nu skal videre i livet.

Alle, der gør hvad de kan, og yder en indsats, fortjener at blive hyldet for det. Kort sagt.

Ja, jeg har selv opnået at få et højt gennemsnit. Det har krævet hårdt arbejde, og jeg er ikke kommet sovende til det. Men mit gennemsnit definerer ikke, hvem jeg er som menneske. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er en trist eksistens, der kun bruger mit liv på skolen og at lære alt udenad og er ligeglad med folk omkring mig. Mit gennemsnit definerer mig ikke, og det ved folk omkring mig godt (forhåbentlig). At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg har dårlig selvtillid og derfor føler, at jeg er nødt til at lære hele pensum udenad, for at kunne få anerkendelse og få det bedre med mig selv. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er ude af stand til at tænke kreativt og finde på idéer. Det betyder heller ikke, at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker og er vildt resultatorienteret.

Jeg er mere end mit karaktergennemsnit.
Jeg har det ikke bedre med mig selv nu, fordi jeg har fået en masse 12-taller. Grunden til, at jeg føler mig glad og tilfreds nu, er ikke mit gennemsnit i sig selv, men derimod det, som det symboliserer: at jeg har klaret det bedre, end jeg nogensinde havde troet var muligt. At jeg har haft muligheden for at lære en masse ting, lære mange forskellige gode mennesker at kende, og har haft en hverdag som jeg har været glad for. At jeg har fået så mange gode og lærerige oplevelser, og at jeg desuden har fået det bedre fysisk, end jeg har haft det nogensinde før.
Jeg har udviklet mig på mange punkter, og jeg har fået en meget større tro på, at jeg kan det, jeg vil. Jeg har fået bevist både overfor mig selv og andre, at det er muligt at kæmpe sig op til overfladen igen, selvom der er udfordringer på vejen.
De ting har jeg i tankerne, når jeg tænker på mit samlede gennemsnit, og at jeg nu er student.

DSC_0874

Jeg håber, at alle bliver fejret godt, at alle er stolte af dem selv, og at alle husker, at deres karaktergennemsnit ikke afspejler, hvem de er som personer. At det ikke er andet, end det, man selv gør det til – men at det er ok at lægge en stor betydning i det, uanset om det er et- eller tocifret. Vi har alle lige meget ret til at være stolte af os selv, og det bør vi alle være – og desuden huske at være stolte af hinanden og fokusere på det, der virkeligt betyder noget.

 

Dette indlæg endte med at blive mere dybt end jeg havde forventet, jeg tror, at det er nok for nu.

Hyg jer

/A

4 tanker om “Nej, mit karaktergennemsnit definerer ikke, hvem jeg er.

  1. Det var et godt indlæg, med en masse sandhed i den. 🙂 Eksames tid er den bedste tid, da alle er så positiv og støttende.

  2. Super fint indlæg Amanda, jeg syntes du sku sende det til en avis, så endnu flere kunne læse dine gode og ærlige betragtninger. Er du nu sikker på at det ikke er journalist du skal være 🙂
    Ha en god sommer
    Knus fra farmor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.