Filosofiske overvejelser om livet m.m – skrevet i haven under det idylliske æbletræ

Hej verden. Da jeg har flere emner jeg ønsker at skrive om, men ikke føler for at lave fem seperate indlæg, så kommer det hele her på én gang (det er tilladt at forlade siden, hvis man skulle føle sig overvældet, jeg kan advare om, at dette indlæg er både langt, til tider dybt og muligvis for personligt og at det også handler om kropsbehåring, Kanal 4, veganere, buræg, HF, eksamen og diverse andre ting).

Rækkefølgen bliver denne:

  1. Kropshår
  2. “Normale former”
  3. Forventningspres
  4. HF – “bliver du så rigtigt student?” – at sammenligne mig selv med andre.
  5. Opmærksomhed
  6. Kødindustrien

 

1. Så ja. I går indså jeg, at jeg ikke har fjernet hår på mine ben i en måned, hvilket primært skyldes, at jeg ikke har følt noget behov for at gøre det. Før jeg nåede til den konklusion, var jeg dog igennem en lang indre monolog, der primært handlede om, hvorvidt der evt. var nogle dybereliggende grunde til det – fx at jeg ønskede at gøre oprør mod samfundets kropsidealer m.m. Først tænkte jeg, at det i teorien ville være fint at gøre oprør med det, da jeg ikke mener, at det normale skal være konstant at have barberet sine ben. Men så blev jeg mindet om, at selve det at have behårede ben for at få et budskab igennem, ikke bidrager til at gøre det at undlade at fjerne hår på sine ben mere “acceptabelt/normalt”. Og hvorfor så ikke det? Jo, fordi at man på den måde sender et signal til andre, og sig selv om, at det at have hår på kroppen åbenbart er så vild en ting, at det ikke bare er noget man holder for sig selv – og i det, at man gør det til et “projekt” at have behårede ben/andet, så minder man egentlig bare alle om, at det ikke er “normalt”. Hvis man ville lave et virkeligt oprør, så skulle man i stedet bare lade være med at tænke på, om man har hår på benene eller ej, og lave noget andet i stedet for. Så det har jeg tænkt mig at gøre (det er i teorien det jeg var i gang med, indtil jeg begyndte at tænke over det).
Jeg siger ikke, at man ikke skal kæmpe for sine rettigheder til at gøre hvad man vil med sin krop; jeg pointerer bare, at det ikke nødvendigvis er med til at bidrage til noget positivt, hvis man gør det til et helt projekt at man gør/undlader at gøre noget bestemt med sin krop. Det minder vel egentlig bare os alle sammen om, at det åbenbart gør en stor forskel, om man har hår på kroppen eller ej, selvom det intet siger om ens personlighed eller menneskelige værdier. Så en bedre strategi er måske bare at lade folk gøre hvad de vil med deres respektive kroppe og så tale pænt om hinanden og komme videre i livet.

2. Dette leder mig videre til en artikel jeg læste for nogle dage siden, som omhandlede et nyt program på Kanal 4, der hedder “Top Model Curves”. Formålet med programmet er primært at vise, at kvinder med “normale former” (jeg citerer) også kan være smukke og være modeller.
Lige umiddebart er dette jo positivt nok. Men det, der forstyrrer mig, er bl.a. at det blev kaldt en tendens for “en ny feministisk bølge”. Desuden kan jeg ikke lide udtrykket “normale former”. Ja, det siges for at give kvinder, der ikke er helt vildt tynde, en følelse af, at de er normale og ikke skal skamme sig over deres kroppe. Problemet ligger i, at det indikerer, at der findes “normale former” og dermed også unormale former – og hvad er det så? Hvordan skal jeg som person eller en masse andre få det bedre ved at nogle andre bliver kaldt unormale, fordi de måske ingen former har, eller for mange former har? Det kommer til at handle om, at holde to ting op imod hinanden, og kritisere det ene, for at få det andet til at fremstå som bedre, og det er jo helt forkert.
Og hvordan har dette noget at gøre med en feministisk bølge? Jeg har helt ærligt svært ved at se, hvordan et topmodel-program kan have noget med feminisme at gøre. Efter min mening handler feminisme om ligestilling mellem mænd og kvinder – og mellem kvinder og kvinder og mænd og mænd, og generelt at undgå, at nogen behandles forskelligt pga. deres køn eller nogle andre ligegyldige faktorer. Det, at man laver et seperat program for kvinder, der har “kurver” (jeg hader det udtryk, det giver mig lyst til at kaste op, det kan vel bare kaldes at have en krop for helvede), fremmer vel ikke som sådan ligestillingen. Det, det egentlig gør, er bare at minde os alle om, at det er noget revolutionerende, at nogle kvinder der vejer over 50 kg kan være med i et modelprogram. Hvis de virkelig ønskede at revolutionere modeverdenen, hvorfor så ikke lave hele Top Model-programkonceptet om, så der var ét program som alle kunne deltage i, uanset vægt/noget andet? Hvorfor lave et helt separat program hvis formålet er at vise, at “kurvede” kvinder er ligeværdige med de slanke kvinder? Det har jeg svært ved at forstå.
Desuden kan jeg ikke se, hvorfor feminisme overhovedet skal nævnes i den sammenhæng. Bare fordi det handler om nogle kvinder, der står ved deres kroppe, så betyder det vel ikke, at det er en feministisk kamp? Desuden handler programmet stadig om, at man skal være den smukkeste, “kurver” eller ej, og målet er stadig at finde en ny top model. Hvis man ønskede at lave “feministisk tv”, så kunne man fokusere på ulighederne i samfundet og i andre lande og på, hvordan dette kan løses, eller de kunne lave nogle programmer, der handlede om noget meningsfyldt, frem for kvinders kroppe eller deres egenskaber som mødre (jeg mener da, at det er Kanal 4 der har “De Unge Mødre”, men skal ikke kunne sige det).
Desuden er alle deltagerne helt normale mennesker, og jeg kan umiddelbart ikke se, at de har nogle specielle kurver,  så jeg ved ikke, om jeg synes det bidrager til noget positivt kropsideal, at man hele tiden pointerer, at programmet altså hedder “Top Model Curves”. Det leder igen hen til det med, at det skal blive et helt projekt bare at have en krop, man kan ikke bare være tilfreds med sin krop eller veje 2 kg for meget uden at skulle gøre et helt nummer ud af det.

Jeg håber ikke, at jeg fremstår som en sur gammel idiot, men det er i hvert fald det jeg mener lige pt.

3. En helt anden ting, jeg har tænkt over på det sidste, handler om forventninger. Både de forventninger, jeg har til mig selv, de forventninger andre folk har til mig, og de forventninger, jeg forventer, at andre har til mig (nu bliver det kompliceret). Jeg tror generelt set, at jeg tænker mere over andres forventninger til mig, end jeg ønsker at acceptere. Jeg prøver generelt at være en person, der gør hvad jeg selv vil, og ikke lader mig styre af, hvad andre synes er det rigtige. Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg stadig tænker over, hvad andre mener. Men det gør vi vel allesammen i en eller anden grad, det der egentlig betyder noget, er om man lader det tage kontrollen over ens liv.
Mine eksamener er gået igang, så i den seneste periode har jeg tænkt meget over de forventninger, der er til mig, og hvor de egentlig stammer fra. eg kan ikke helt finde ud af, hvad det hele egentligt bunder i. Dybest set handler det om, at jeg er en person, der godt kan lide at have styr på, hvad der sker, og hvornår det sker, og at jeg gerne vil gøre mit bedste og ikke skuffe mig selv. Det handler egentlig ikke om at skuffe andre, da jeg ved, at jeg hverken bliver et bedre eller dårligere menneske af at få gode karakterer og klare det godt fagligt.
“Du har ingen grund til bekymring, du klarer dig jo altid så godt”, siger folk til mig, når jeg udtrykker mine tanker (hvilket er positivt ment, da de ønsker at berolige mig ved at bekræfte mig i, at jeg selvfølgelig også klarer det godt denne gang). Problemet er, at det minder mig om, at andre folk har en forventning til, at det sikkert går godt. Det er ikke nødvendigvis en forventning, de aktivt har valgt at have, men en forventning der er menneskelig at have, når man flere gange har oplevet, at en situation er blevet på en bestemt måde – så forventer man også, at det nok også går sådan næste gang. Man forventer det i hvert fald mere, end at det går dårligt. Måske tænker min familie slet ikke over det på samme måde, det er muligvis noget jeg forestiller mig mere end en realitet, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det vil være en større begivenhed hvis jeg klarer det dårligt, end hvis jeg klarer det godt. Ikke fordi, at min familie vil hade mig, hvis det skulle gå mig dårligt, for sådan er det slet ikke. Der er ikke nogen, der forventer, at jeg skal klare det perfekt hele tiden, men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at føle, at alle regner med, at det kommer til at gå godt. Jeg regner da også selv med, at det kommer til at gå godt, men det tør jeg alligevel ikke helt, for hvad nu, hvis jeg skulle blive skuffet? Det er som om, at skuffelse er den følelse jeg er mest bange for, både hos mig selv og hos andre. Så hellere sætte forventningerne ned og være beskeden og sige “nu må vi se, hvad der sker, verden går jo sin gang uanset hvad”. Problemet er, at jeg ikke føler, at jeg kan sige det længere og oprigtigt tro på det. Sidste år til eksamen var jeg generelt mere afslappet og besluttede mig for at tage det, som det nu kom, da jeg ikke kunne overskue at gå psykisk ned over det. Og det endte med, at jeg fik fire 12 taller og to 7 taller, og moralen var “næh se, bare tro på dig selv og lad være med at fokusere på resultatet, så skal det nok gå rigtig godt”.
Men i år er det anderledes. Jeg har nu besluttet, at jeg vil søge ind på psykologi-studiet, hvilket kræver et højt gennemsnit, og det betyder, at jeg ikke bare kan slappe af os sige “nåh, vi ser hvad der sker, det går vel nok”. I teorien skal jeg klare det virkeligt dårligt for at få mit gennemsnit til at falde så meget, at alt ramler, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at min fremtid afhænger af, hvordan jeg klarer det på mandag og tirsdag. I teorien KAN jeg jo godt ødelægge det hele for mig selv, og den tanke er ikke rar, så jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at tænke på det.
Konklusionen af det hele er, at jeg, når jeg tænker ordentligt efter, ved, at jeg uanset hvad nok skal klare det fint, men jeg forventer ikke, at jeg gør det til perfektion, for det behøver jeg sådan set ikke. Nogen gange må man sænke sine forventninger, både til hvad man selv skal forvente, og hvad man forventer, at andre forventer, for helt ærligt kan jeg ikke bruge det til noget som helst, hvis nogle skulle forvente et eller andet. Jeg eksisterer ikke for at skulle gøre hvad nogle andre forventer at jeg skal gøre. Slut.

4. En fjerde ting, der har fyldt i min hjerne på det sidste, eller muligvis i flere år, er hele den debat der er om HF og om hvorvidt, det er en ligeså god gymnasial uddannelse som fx STX. Tidligere har jeg været ret ligeglad med, at der generelt er mange folk, der virker til at have en mening om, at HF er den lette løsning, og at det står for “Hurtigt Færdig”. På det seneste har jeg dog taget alt ret personligt, når nogen har kritiseret HF eller har stillet spørgsmål til, hvad det egentlig er, at jeg laver, og hvorfor jeg gør det. Det hænger mest af alt sammen med, at jeg bliver student meget snart, og at jeg selv føler, at jeg egentlig har arbejdet ret hårdt på det. Ikke, at det har været umenneskeligt svært, da jeg er heldig at være en person, der ikke har store faglige vanskeligheder, men jeg synes alligevel, at jeg har gjort det ret godt. Så er det lidt trist, når diverse politikere plaprer løs om, at de mener, at HF ikke skal give adgang til de videregående uddannelser, at niveauet er for lavt, og at det hele skal laves om, så det bliver en hel anden uddannelse, der ikke minder om den, vi har i dag. Det gør mig trist, for og fremmest på menneskehedens vegne, da HF er et sted, hvor der er plads til en, hvis man ikke passer ind andre steder, og fordi det er et af de mest positive steder jeg kender. På den anden side er det svært ikke at tage det personligt, da jeg langt fra føler, at jeg bare har taget den letteste smutvej, og at det faglige niveau er lavt. Jeg føler det helt modsatte. Jeg er ikke specielt overrasket, da de pågældende politikere, der har de holdninger, ikke er nogen, som jeg nogensinde har haft tillid til, så det er altid noget. Jeg ved også godt, at det kun er mig, der ser verden fra mit synspunkt, men det gør det ikke lettere at acceptere.
Da jeg startede på HF var det primært fordi, at det var min eneste mulighed for at få en studentereksamen på en måde, der var holdbar for mig. STX fungerede af flere grunde ikke for mig, men det var ikke fordi, at jeg ikke var faglig nok, eller at jeg ikke kunne klare presset. Hvis jeg havde besluttet mig for det, kunne jeg vel godt have kæmpet mig igennem det, men så ville det have gjort mit liv ret trist at leve. Så grunden til at jeg skiftede over til HF enkeltfag var ikke, at jeg er svagere end andre er, men derimod fordi det bare var et bedre valg for mig som person. Det er noget, som jeg skal minde mig selv om, da jeg, hvis jeg tænker for meget over det, godt kan glemme, at det overhovedet ikke handler om svaghed, og at der desuden ikke er nogen som helst grund til at sammenligne mig selv med andre. Det handler jo ikke om, at man skal gøre alt muligt, bare fordi nogle andre gør det, og det har jeg vidst i lang tid.
Grundlæggende handler det nok mest om, at jeg virkelig ikke ønsker at skulle føle, at jeg ikke bliver student ligeså meget, som folk fra fx STX bliver det. Jeg ved ikke hvorfor, at det har en betydning for mig, da jeg egentlig troede, at jeg ikke gik ret meget op i det, men jeg tror, det er det symbolske i det, der betyder mest. Om jeg har lyst til at indrømme det eller ej, så er det en stor ting for mig, at jeg har klaret det så godt, og at jeg har det så godt nu, som jeg har det, og at jeg i flere år ikke har følt, at jeg var en, der skulle tages hensyn til. Og det er en fantastisk følelse. Jeg føler, at jeg har lært helt vildt meget i løbet af min tid på HF, både fagligt,  men også om mig selv, og om andre folk omkring mig. Men nu hvor jeg snart bliver student, er det en god anledning til at begynde at tvivle på, om jeg nu har gjort det så godt, som jeg selv føler at jeg har, nu hvor en masse andre har haft mange flere fag end jeg har, og på flere måder gjort “mere” end jeg har. Dette er dog fuldstændig åndssvagt, da jeg ikke kan bruge det til noget at sammenligne mig selv med andre, og at det desuden ikke er relevant for mit liv, hvad nogle andre gør. Det handler vel først og fremmest om hvorvidt jeg er glad, og det vil jeg pt mene, at jeg er, og jeg ved, at meget af den glæde skyldes, at jeg foretog et rigtig godt valg, da jeg skiftede over til HF enkeltfag dengang. Jeg synes egentligt, at jeg har lært at lytte til mig selv, og det er da en meget god ting at kunne.

Men realiteten er, at jeg har taget min studentereksamen på en anderledes måde end de fleste har. Dette tænker jeg sjældent over i hverdagen, da jeg ikke føler, at der er noget specielt over det, men faktum er, at mange ikke ved så meget om HF, og slet ikke HF enkeltfag og så er der endnu færre der overhovedet ved, at man kan tage fag som flex/fjernstudie. Da jeg startede på HF og mødte en tidligere ven i bussen, og sagde, at jeg nu gik på HF sagde hun “Hvad er HF?” og havde et fjernt udtryk i øjnene. Når vi er til familiefester og emnet gang på gang falder på uddannelse, sker der tit det, at min far begynder at snakke om, hvor godt det er, at jeg på HF kan tage det i mit tempo og ikke have så mange fag som man normalt har. Dette er jeg helt enig i, men alligevel føler jeg mig altid lidt irriteret og trist indvendig, når det jeg bruger min hverdag på bliver beskrevet så det lyder som noget, der intet kræver (jeg giver ikke min far skylden for det, det er jo primært min egen hjerne der kommer frem til de konklusioner) og som er “unormalt”, for det er det vel i bund og grund, hvis man generaliserer. Først og fremmest har jeg taget HF, hvilket ikke er det de fleste vælger, og det er så som enkeltfag, hvilket stort set ingen ved hvad er, før de har fået det forklaret mange gange (hvilket er fair nok, man kan ikke vide alt), og så har jeg oveni købet taget mit tredje år som fjernstudie, hvilket mange heller ikke helt ved hvad er, eller hvordan det fungerer, og det bidrager umiddelbart ikke til, at jeg føler mig “normal”. Jeg er nok ved at være godt træt af hele tiden at føle, at jeg altid falder lidt uden for det der er “normalt”, for der er da noget enormt simpelt ved at være en del af en gruppe, der alle har gjort det samme osv., men sådan er det ikke, og det er jeg på den anden side også glad for. Jeg ved det ikke. Jeg er glad for de valg, jeg har taget, men det kan være frustrerende at føle, at man altid skal forklare sig. Muligvis skyldes det, at jeg nok overhovedet ikke gider at forklare mig. Det ville være lettere, hvis alle vidste alting på forhånd, men så alligevel ikke. Det handler nok mest om, at jeg gerne vil have anerkendelse, hvis jeg skal analysere mig selv psykologisk. Jeg har i løbet af det sidste år vænnet mig til at være den, der giver mig selv anerkendelse og positiv forstærkning, da jeg er den eneste, der præcist ved, hvor godt jeg klarer mig, og hvad jeg egentlig laver, da jeg jo ikke har en klasse eller lærere, der konstant siger “Ihh, hvor flot!!” (hvilket i teorien er løgn, min dansklærer har givet mig masser af ros for mine afleveringer, men det er alligevel ikke helt det samme). Jeg har ikke lyst til at erkende det, men jeg har vel også brug for en social anerkendelse, og den har i perioder manglet lidt, så det er muligvis der problemet ligger.

Konklusionen er, at jeg selv føler, at jeg godt kan være stolt af min indsats, og jeg ved, at min familie også er stolt af mig, fordi de går mere op i, hvordan jeg har det, frem for hvad der står på mit eksamensbevis. Men jeg kan stadig godt blive irriteret over det, når jeg føler, at HF ikke helt bliver anerkendt som en ligeværdig uddannelse, eller at det bliver set som den lette vej, for faktum er, at du kan gå igennem dit liv og altid hoppe over hvor gærdet er lavest, og alligevel på overfladen fremstå som om, at du har styr på dit liv. Man kan på den anden side også stresse sig selv helt vildt, hvis man tror, at man skal gøre alting på én gang og helst til perfektion uanset hvilken uddannelse man vælger. Så hvad uddannelsen hedder, siger ikke noget i sig selv, for du kan sagtens have det forfærdeligt indeni, selvom du har fem A fag, og du kan have det rigtigt godt selvom du har en slet ikke har nogen A fag – men det burde ikke spille nogen rolle, da det for helvede jo ikke handler om at sammenligne sig sig med andre. Bare fordi nogle andre klarer det godt, betyder det ikke, at jeg har klaret det dårligt.

5. Jeg beklager, hvis det blev lidt for socialrealistisk, det kan jo ske. Men formålet med denne blog er at jeg frit kan udtrykke mine tanker, også selvom de ikke er helt sturkturerede, og jeg på flere punkter ikke helt ved, hvad jeg egentlig mener.
Nåh, næste punkt handler om opmærksomhed, hvilket lægger i forlængelse af hele “jeg bliver student, uha” dramaet. Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig vil have ud af selve dagen, hvorpå jeg bliver student. På den ene side vil jeg gerne have, at det bliver en mindeværdig dag, hvor der skal ske et eller andet, der ikke sker hver dag, og på den anden side ved jeg, at jeg højst sandsynligt er satans udmattet, har post-eksamens-stress-hovedpine, og at jeg inderst inde nok mest har lyst til at sidde foran fjernsynet og se et gammelt afsnit af Kender Du Typen (et af de programmer, der har allermindst indhold, uden at det er et forfærdeligt reality program). Men i forbindelse med, at jeg gerne vil føle, at jeg bliver rigtigt student, så føler jeg også, at jeg næsten er nødt til at sikre mig, at det bliver markeret, også selvom jeg ikke helt ved, hvad det indebærer. (Jeg kan dog afsløre, at det ikke involverer at forsøge at gøre nogle af de ting, der står i min studenterhue, at man skal gøre for at opnå det ene eller andet). I mit hoved handler det mere om, at vi køber en jordbærkage og derefter kører ud i vores sommerhus og at jeg derefter er et frit menneske der kan tage en lur eller generelt bare kan falde om af udmattelse, men at min familie er der til at aflede mig fra den anomi (ophøret af faste strukturer og rammer, der nu er et tomrum), der højst sandsynligt vil gøre mig i skidt humør hvis jeg tænker for meget på det.
På den ene side ønsker jeg at få opmærksomhed, og på den anden side har jeg mere lyst til at grave mig ned i et hul.
Og i går, imens jeg sad midt i alle disse tanker, ringede min telefon. Det var et ukendt nummer, så jeg gik ud fra, at det var en sælger. Det viste sig så at være en af folkene fra min skole, der sagde dette:

“Hej Amanda. Du taler med Linda fra Randers HF & VUC. Vi kan se i vores system, at du er den første der bliver student i år, og dette er noget som vi på skolen altid gør et stort nummer ud af. Hvis det er ok med dig, så kommer der en journalist og en fotograf, der vil interviewe dig til avisen, og rektor kommer desuden og overrækker dig en blomst og siger tillykke. Du kan lige tænke over, om det er noget, du er med på”.

Jeg skal i hvert fald ikke klage over, at der ikke bliver nok opmærksomhed omkring det, at jeg bliver student, for det lader der til, at der bliver. Så det bliver interessant. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det, men generelt bliver det en oplevelse. Jeg tør ikke, men jeg glæder mig også lidt. Vi får se. Det bliver højst sandsynligt meget mere afslappet end min hjerne umiddelbart forestiller sig, at det bliver, men alligevel, jeg kommer i avisen!! Og på skolens Facebookside!! Det er ikke hver dag, at det sker.

Nåh, men konklusionen af det er, at opmærksomhed både er noget, jeg gerne vil have, men også gerne vil undgå at have, afhængig af konteksten selvfølgelig, men ja, nu får vi se om jeg kan lide det.

6. Da dette indlæg i forvejen er alt for langt, vil jeg gøre dette kort. Men jeg føler lige for at inddrage kødindustrien i alt det her, selvom man kunne argumentere for, at det ikke hænger sammen, men det gør det alligevel. Jeg kan ikke finde ud af, om veganere er med til at redde jorden, eller om de egentligt bare er med til at give os andre dårlig samvittighed, fordi vi ikke formår at leve ligeså kontrolleret som de gør, når det kommer til mad. Forstå mig ret, jeg går meget ind for, at man skal nedsætte sit kødforbrug og desuden tænke over, hvad man køber og spiser, men jeg tror ikke, at løsningen er veganisme. Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af at give sig selv og andre dårlig samvittighed over det man vælger at gøre, i hvert fald ikke, hvis man ønsker en reel ændring i kødforbruget og i folks vaner. Jeg har altid gået ind for udtrykket “alt med måde”, hvilket jeg også synes gælder kød/usunde ting, men alligevel føler jeg ikke, at jeg selv altid lever efter dette princip. Faktisk kan jeg ikke helt finde ud af, hvad mine principper er, når det kommer til mad, udover at jeg er imod iceberg salat (da det er spild af arbejdskraft, vand og transport at fremstille et produkt, der til slut består af 95 % vand og stort set ingen vitaminer, som vi primært spiser, fordi vi tror, at det gør os sunde, når det i realiteten ingen næring indeholder, og at vi ligeså godt kunne nøjes med at drikke et glas vand). Men det er så også det. Jeg havde nogle overvejelser sidste år omkring æg, og hvorvidt man er et dårligt menneske, hvis man køber buræg, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg helt skal mene. Det er indlysende, at buræg er en trist ting, da hønsene ikke har haft et særlig godt liv, men så igen, hvad ved jeg egentlig om det, og hvad bygger jeg min holdning på? Problemet er også, at ikke alle folk har råd til at købe fx dyre frilandsæg, og købe dyre veganske alternativer til kød og andet, men betyder det, at de er dårlige mennesker? Det synes jeg sådan set ikke, men på den anden side har vi vel alle et ansvar, og hvor går grænsen?

Jeg ved det ikke.

Lade det blive sidste sætning i dette forvirrende tankemylder, hvis nogen har formået at læse det hele, så er jeg imponeret (og skammer mig lidt over de potentielle kommafejl jeg ikke har fået rettet igennem, men jeg er ikke et perfekt menneske)

Farvel

/A

P.S Her er et billede hvor jeg er iført min israelske solhat, det passer overhovedet ikke ind i sammenhængen, men da der generelt ikke er en sammenhæng i dette indlæg kan jeg vel ligeså godt sætte det ind, så her er det:

dsc_0278.jpg

(det vender forkert, selvom jeg har roteret det, jeg giver op, nu bliver det sådan og jeg må fremstå som en idiot (dog iført hat)

 

og det var så det, slut

 

4 tanker om “Filosofiske overvejelser om livet m.m – skrevet i haven under det idylliske æbletræ

  1. Kære Amanda. Knæk og bræk med dine sidste 2 eksaminer, uanset hvordan de går kan du være meget stolt af dig selv. Jeg er i hvert fald meget stolt af dig, hvis det ellers betyder noget for dig <3
    Knus fra farmor

    1. Tak farmor (^o^) <3 Du kan tro, at det betyder noget for mig 🙂 og jeg ved godt, at I er stolte uanset hvad, men jeg tror det er meget menneskeligt nogen gange at være bange for ikke at kunne leve op til forventningerne, måske særligt sine egne 🙂

  2. Et langt indlæg XD, men nogle interessante emner.

    Kropshår – Som du kommer ind på, så tror jeg det er noget vi på et individuel plan må finde ud af hvad vi syndes, ligesom jeg har valgt at gå uden bh (for det meste) Da jeg syndes det er mere behageligt. Jeg tror også det er vigtigt at vi som du siger ikke gøre det til noget stort, så der bliver “rigtigt” og “forkert”.

    “Normale former” – Jeg syndes de burde gå ind og få ordenlige repræsenteret hvordan “virkelige mennesker” ser ud, så fra stor til lille, mænd, kvinder og børn, for det er jo fordi der bliver skabt et billede om hvad er “rigtigt” og “forkert” at folk som udgangspunkt hader deres krop eller føler de ikke kan være stolte over deres krop, når de er “for tynde” (af natur) eller har “for tyk” (af natur), man burde jo fokusere på at man skal være ansvarlig sund (altså ikke leve af usundheder og derfor spiser varieret så meget som man kan klare) og så skal body shaming stoppes, for det gør ikke verden bedre.

    Forventningspres – Personligt har jeg den følelse at det nok skal gå, fordi jeg ved hvor meget arbejde du har puttet i det og at du ligesom mig har lært “spille reglerne” til at klare en skole eksame. 🙂 Men jeg forstår fuldt ud hvorfor du tænker som du gør på dette område.

    1. Jeg giver dig ret i det hele : D
      Og tak, den følelse har jeg egentlig også selv, men det betyder ikke, at jeg ikke kan tvivle nogen gange x) sådan er det generelt med mange ting her i livet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.