Månedsarkiv: juni 2016

Juni 2016 – en opsummering

 

Hej verden.

Jeg har brugt det meste af dagen på at redigere ovenstående video, hvilket har været en fest. Der er noget rart over at få hele måneden samlet i én film (også selvom der teknisk set stadig er en uge tilbage af juni på nuværende tidspunkt), da jeg så ved, at jeg har noget konkret at se tilbage på, og at jeg har det samlet et sted. Desuden har jeg hygget mig med at lave baggrundsmusikken selv og at få det hele til at passe sammen, så jeg har følt mig produktiv, hvilket altid er rart.

Da videoen i sig selv siger det meste om, hvad der er sket i denne måned, så kommer her en opsummering af, hvad jeg har lært i løbet af juni:

  • At spille ukulele (det tog nogle timer at lære langt de basale ting, nu skal jeg bare have mere øvelse).
  • Danguitar.dk har virkeligt hurtig levering, jeg ville ønske, at jeg havde brug for at købe flere strengeinstrumenter.
  • Det viser sig, at jeg er “fremragende til at analysere digte”.
  • At se to-tre afsnit af Drengene fra Angora (de gamle afsnit fra 2004-2005) er et meget effektivt middel mod eksamens-stress/rastløshed.
  • At blive student har været meget bedre end forventet.
  • Min studenterhue var pengene værd, da den kan skjule en dårlig hårdag, beskytte en smule mod solen og desuden få mig til at se meget mere frisk ud, end jeg egentlig er.

DSC_0983

  • Jeg kan (næsten) nyde at få opmærksomhed, hvis jeg føler, at der er en grund til det/noget af fejre.
  • Randers HF & VUC’s kommunikationsmedarbejder tager virkeligt gode billeder, og hun er vildt flink.
  • Det er muligt at fungere en hel dag og have gæster og samtidig kun have sovet tre timer om natten (det er dog uoptimalt).
  • Man kan være heldig at modtage spændende gaver når man bliver student, som fx en kaktus, en designer-hund i egetræ og en Margrethe-skål med tilhørende mandolinjern og selvfølgelig blomster og en tegning (tak til hhv. farmor, farfar, min fars moster, min fasters familie, torsdags-børnebibliotekaren, min familie, skolen og Iris).
  • Jeg kender mange gode mennesker (det har jeg vidst længe, men jeg har muligvis først rigtigt indset det nu).
  • Når vi forsøger at tage en kage med ud i sommerhuset, ender den af en eller anden grund altid enten med at blive mast eller at smelte, før vi er nået frem.
  • Min bedstemor har fortalt os, at min mor og bedstefar engang har løbet en tur rundt om en gård ved navn “Blævreborg”, hvor nogle folk troede, at min bedstefar jagtede min mor (det var i deres unge dage).
  • Min bedstemor har købt 20 par neongule strømper, fordi “de er lette at få øje på i vaskemaskinen”.
  • Mit forhold til bland-selv slik er ambivalent.
  • Jeg kan godt håndtere at være på et sygehus uden at blive deprimeret (hurra) (vi var der for at besøge min bedstemor, intet livstruende var galt, hun var glad for at få besøg).
  • Intet varer evigt, hvilket dybest set er godt.
  • Berømmelse varer heller ikke evigt, hvilket også er godt.

dsc_0304.jpg

  • Man må nogen gange sige farvel til noget af nødvendighed fremfor lyst.
  • Jeg elsker stadig Nephews første album (og langt det meste, de har lavet, jeg havde en god musiksmag som 11-årig (jeg er ikke engang ironisk).
  • Der sker ofte forfærdelige ting i verden, men det betyder ikke, at verden er overvejende ond. Der findes langt flere gode, end onde og hadefulde mennesker.
  • Man ved, at man er blevet voksen, når den ideelle eftermiddag består af at nyde en kop kaffe og at høre jazzmusik.
  • Det kan være meget befriende at danse rundt i huset til musik, jeg helst ikke vil indrømme, at jeg kan finde på at lytte til (mit ego vil tage skade).
  • Jeg hader fluer som ind i helvede.
  • Før man siger ja til noget, er det godt at overveje, hvorfor man siger ja (som udgangspunkt).

image-2fc11f69352b762ab32203e3b7df334b273a27dff0b44c69b7404ca0731ec939-v.jpg

  • Før man siger nej til noget, skal man overveje, hvorfor man siger nej (som udgangspunkt).
  • Det er fysisk muligt for mig at cykle 22 km (i voldsomt terræn) på min almindelige cykel (som er vildt hård at køre på af en eller anden grund), uden at dø/falde om.
  • Min puls kan blive virkeligt høj.
  • Ærlighed er en vigtig disciplin på flere planer.
  • Nogen dage er det bare nødvendigt at sidde og stirre på havet og træerne (eller en væg hvis man ikke er et sted med en god udsigt).
  • “A Beautiful Mind” er en god film, muligvis en af mine yndlings.
  • “Min Søsters Børn i Sneen” og “Flyvende Farmor” er også nogle af mine yndlings film.
  • DR Ultra sender nogle forfærdelige programmer (jeg er tvunget til at høre på det, når jeg er på arbejde, hvor der altid står et tv tændt). Jeg forstår virkeligt ikke, hvorfor alle børneprogrammer skal være så overgearede og handle om alt muligt ligegyldigt, og at der altid skal være nogen der skriger, eller som bare har virkeligt irriterende stemmer.
  • Det er kun lykkedes mig at færdiglæse to bøger i denne måned (sidste år i juni læste jeg 10 bøger).
  • Tradium på Rådmands Boulevard har virkeligt mange toiletter og vandautomater (Iris og jeg var der for at udforske stedet, da hun efter planen skal starte der snart).
  • I den forbindelse har jeg også lært, hvor man går hen, hvis man vil uddannes til tømrer, og at man kan uddanne sig til overfladebehandler (jeg er muligvis ignorant fordi jeg ikke var helt klar over det).
  • Matematik/Kemi-Kirsten har sommerhus i samme område som vores ligger i, hun har dårlige knæ og hun mener også, at det er vigtigt at have sikkerhedsudstyret i orden, når man anvender en motorsav. (Vi havde en længere samtale med hende til dimissionen, ellers ville jeg aldrig have lært de ting).
  • Det er virkelig dyrt at spise på Hvidsten Kro, men også godt og hyggeligt.
  • Vores naboer i sommerhuset er muligvis et rockband, de spiller trommer ret højlydt nogen gange. Og de andre naboer holder umiddelbart af at holde karaokeaftener og at synge “Danse I Måneskin” utrolig højt.
  • Det er muligt at komme ud af et langvarigt Pepsi Max misbrug.
  • Man får intet ud af at sammenligne sig selv med andre.
  • Nogle mennesker er virkeligt forfærdelige.
  • Clement Kjærsgaard er overvurderet.
  • Sankt Hans i Mariager er hyggeligt.
  • Jeg er overraskende god til at klippe mig selv (i det mindste så vidt jeg selv kan se).
  • Jeg er også god til at lave blomskåls/brocoli-tærte.
  • En god solcreme øger livskvaliteten.
  • Det er ok at føle sig tom indeni nogen gange.
  • Nørrevangsskolen har nogle forfærdelige toiletter (det vidste jeg sådan set godt, da jeg jo selv har gået der, men jeg fik genopfrisket min viden på området, da jeg var der til min brors dimission).
  • Der er stor forskel på kvaliteten af dimissionstaler (jeg nævner ingen eksempler af frygt for at modtage hatemail).
  • Det er godt for sjælen at male og støvsuge.
  • Pesto indeholder flere kalorier end forventet.

 

Det var sådan ca. det.

Hyg jer.

/A

Nej, mit karaktergennemsnit definerer ikke, hvem jeg er.

Hej verden.

I disse dage bliver en masse mennesker studenter (hurra og tillykke til alle), og desuden er det i dag to uger siden, at jeg selv blev færdig. Det er en positiv tid for mange mennesker, og det gør mig i godt humør at se folk, der nu kan ånde lettet op og kan fejre, at 2-3 (eller flere) års skolegang/hårdt arbejde nu er overstået. Jeg synes, at det er en god tid.
I medierne kan vi læse artikler om studenter, der er blevet “superstudenter”, dvs. dem, der udelukkende har fået topkarakterer. Det synes jeg sådan set ikke er et problem i sig selv, da de har arbejdet hårdt for det og fortjener at blive hyldet for deres indsats. Det problematiske er, at medierne med disse artikler, hvor fokus ligger på studentens karaktergennemsnit, efter min mening, får det til at fremstå som en stor konkurrence fremfor en glædelig begivenhed. En konkurrence der kun handler om, hvem der formår at få det højeste gennemsnit og at sprænge skalaen i højeste grad. Det synes jeg er ærgerligt, og også ret dehumaniserende – det bliver karaktererne, der får mest opmærksomhed, fremfor arbejdsindsatsen eller personens historie, personlighed eller interesser. Desuden burde begrebet “superstudent” ikke blive brugt, da det indikerer, at nogle er blevet “mere” student end nogle andre er, hvilket er dybt åndssvagt og unødvendigt.

Efter min mening, får det det hele til at fremstå enormt unuanceret, når man ikke graver lidt dybere ned og forsøger at fremstille superstudenterne som de komplekse mennesker, de trods alt er. De er ikke overmennesker, eller bedre/dårligere end nogle andre er. De har deres egne problemer, interesser og tanker, og deres karaktergennemsnit afspejler langt fra, hvem de er.
Det tror jeg ville være med til at nuancere debatten om superstudenterne – en debat, der, efter min opfattelse, er alt for negativ. Det kan diskuteres, om det skyldes janteloven, misundelse eller noget helt tredje, at mange folk kommer med negative kommentarer, når de læser om en ny superstudent. Jeg har fx set følgende kommentarer blive brugt ret ofte:

  • “Tilykke til (indsæt navn), men hvorfor hører vi ikke noget mere om dem, der ikke har et højt snit, men som har kæmpet endnu hårdere bare for at bestå?”
  • “Verden kan ikke bruge 12-tals-piger til noget, det er vigtigere at kunne tænke kreativt end at kunne hele pensum udenad”.
  • “Ja, det er da meget flot, men lad os nu se, hvordan han/hun klarer det ude i det virkelige liv”.
  • “Jeg synes nu, at sociale færdigheder er vigtigere end evnen til at få høje karakterer, hvorfor bliver man ikke bedømt på, om man er et godt menneske i stedet”

(Ja, jeg begik den fejl at læse nogle kommentarspor på Facebook, det kommer der aldrig noget godt ud af).
For det første vil jeg gerne gøre det klart, at jeg er fuldstændig enig i, at medierne også brude fokusere på dem, der ikke har tårnhøje snit eller 6 A-fag. Det ville generelt være interessant med nogle mere dybdeborende artikler, hvor det handlede om mere end bare tal. Fx kan det undre mig, at der stort set ikke bliver snakket om folk, der har færdiggjort en erhvervsuddannelse. Jeg kan ikke helt se den gode grund til, at man undlader at fokusere på dem. Ingen uddannelse er bedre/finere end en anden.
MEN, det er ikke enten/eller, efter min mening. Det, at der bliver skrevet om superstudenterne, udelukker ikke, at man også skriver om andre end dem. Der foregår så lidt i dette land, at det da burde være muligt at fortælle om flere forskellige slags mennesker og ikke kun den gruppe, der på papiret har “klaret sig bedst”. Jeg går ind for, at alle historier er lige vigtige at høre om, og derfor er der ikke nogen, der skal vælges fra af den ene eller anden grund.

Desuden er jeg træt af, at vi ikke bare kan glæde os på hinandens vegne, uanset hvad, og lade være med at sammenligne os selv med andre, eller sammenligne andre med andre (det er mystisk formuleret men ja). Vi er alle sammen komplekse mennesker med hver vores historie, og vi har hvert vores udgangspunkt. Det er ikke en lige kamp, og derfor giver det heller ikke mening fx at sammenligne sit eget karaktergennemsnit med nogle andres. For når alt kommer til alt, så har karakterer kun den værdi, vi tillægger dem. Ligesom penge, der også kun er noget værd, fordi vi som samfund har besluttet, at det er sådan, det er. Efter min opfattelse er det ikke karakteren, der burde fokuseres på, men mere hvad den symboliserer eller betyder for den enkelte person. Bare fordi, at nogle får 12, betyder det ikke, at man er “dårlig/mindre succesfuld”, hvis man får 02, 4 eller hvilken som helst anden karakter. Det er meget mere komplekst end det, og det skal vi huske på. Det er ikke så sort/hvidt, som det kan fremstå som. Når alt kommer til alt, giver karakterer ikke (nødvendigvis) en indikation af, hvor meget man har lært eller hvad man kan – det afhænger af så mange ting – hvilket emne man trækker, ens mentale tilstand på eksamensdagen, ens grad af selvtillid, lærer, censor, hvordan man arbejder, når man er under pres – og måske også en lille portion held. Der er så mange skjulte variabler, og derfor skal karakterer ikke ses for andet, end det de er.

Hvis fokus lå på den enkelte som person og dennes indsats, læring og GLÆDE/tilfredshed frem for hvilke karakterer, personen er endt med at få, så tror jeg, at det ville blive meget lettere for alle at eksistere. Så kunne vi alle ånde lettet op, stoppe med at sammenligne os selv med andre, og ikke skulle høre på andre folk, der sammenligner os med nogle andre, der slet ikke har samme udgangspunkt som os selv.

IMG_9634

Grunden til, at jeg synes, at denne tid er så positiv, er at vi samles om at fejre, at nogen har ydet en indsats og har gennemført noget, der har været udfordrende, lærerigt og udviklende. Det er ikke en fejring af karakterer, det er en fejring, og en anerkendelse, af folks arbejdsindsats, som har ført til, at de har lært nye ting og nu skal videre i livet.

Alle, der gør hvad de kan, og yder en indsats, fortjener at blive hyldet for det. Kort sagt.

Ja, jeg har selv opnået at få et højt gennemsnit. Det har krævet hårdt arbejde, og jeg er ikke kommet sovende til det. Men mit gennemsnit definerer ikke, hvem jeg er som menneske. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er en trist eksistens, der kun bruger mit liv på skolen og at lære alt udenad og er ligeglad med folk omkring mig. Mit gennemsnit definerer mig ikke, og det ved folk omkring mig godt (forhåbentlig). At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg har dårlig selvtillid og derfor føler, at jeg er nødt til at lære hele pensum udenad, for at kunne få anerkendelse og få det bedre med mig selv. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er ude af stand til at tænke kreativt og finde på idéer. Det betyder heller ikke, at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker og er vildt resultatorienteret.

Jeg er mere end mit karaktergennemsnit.
Jeg har det ikke bedre med mig selv nu, fordi jeg har fået en masse 12-taller. Grunden til, at jeg føler mig glad og tilfreds nu, er ikke mit gennemsnit i sig selv, men derimod det, som det symboliserer: at jeg har klaret det bedre, end jeg nogensinde havde troet var muligt. At jeg har haft muligheden for at lære en masse ting, lære mange forskellige gode mennesker at kende, og har haft en hverdag som jeg har været glad for. At jeg har fået så mange gode og lærerige oplevelser, og at jeg desuden har fået det bedre fysisk, end jeg har haft det nogensinde før.
Jeg har udviklet mig på mange punkter, og jeg har fået en meget større tro på, at jeg kan det, jeg vil. Jeg har fået bevist både overfor mig selv og andre, at det er muligt at kæmpe sig op til overfladen igen, selvom der er udfordringer på vejen.
De ting har jeg i tankerne, når jeg tænker på mit samlede gennemsnit, og at jeg nu er student.

DSC_0874

Jeg håber, at alle bliver fejret godt, at alle er stolte af dem selv, og at alle husker, at deres karaktergennemsnit ikke afspejler, hvem de er som personer. At det ikke er andet, end det, man selv gør det til – men at det er ok at lægge en stor betydning i det, uanset om det er et- eller tocifret. Vi har alle lige meget ret til at være stolte af os selv, og det bør vi alle være – og desuden huske at være stolte af hinanden og fokusere på det, der virkeligt betyder noget.

 

Dette indlæg endte med at blive mere dybt end jeg havde forventet, jeg tror, at det er nok for nu.

Hyg jer

/A

Forandringer – Slutningen på en æra (eller noget i den stil)

Hej verden.

Hvis man kender mig/følger mig på Twitter/læser min blog, så er man højst sandsynligt klar over, at jeg overordnet set ikke er ret begejstret for forandringer. Særligt ikke når det indebærer, at gode ting slutter. Jeg har altid været forfærdeligt nostalgisk anlagt, så når noget slutter, uanset om det er overvejende godt eller dårligt, bruger jeg meget lang tid på at tænke/reflektere over det hele, i et forsøg på at nå til et punkt, hvor jeg kan sige til mig selv, at det er ok, at det er slut, og at det bliver fint at komme videre i livet. Det lykkes ikke altid, specielt ikke, hvis der er for mange ting der slutter, samtidig med at noget nyt starter.
Dog har jeg fået bevist overfor mig selv mange gange nu, at jeg sagtens kan klare det hvis jeg vil/skal, hvilket er godt nok. Desuden er der en del af mig, der godt kan lide, at der sker noget nyt, men det bliver jeg af en eller anden grund altid ved med at glemme.
Jeg ved det ikke, min hjerne er forvirrende. Det, jeg vil frem til, er at jeg har det med at gøre et stort nummer ud af det, når der sker en eller anden form for forandring, og da der for tiden er mange ting der slutter/snart slutter/snart begynder, så vil jeg dedikere dette indlæg til alt det. (Hovedsageligt at jeg er færdig med HF, og at jeg snart har sidste arbejdsdag på biblioteket efter 4 år(!!) m.m.) (Det er sandsynligt, at det kommer til at minde om en nytårstale, vi får se).

På torsdag skal jeg til HF-dimission. Det er en ambivalent følelse, jeg har omkring det, for på den ene side er det selvfølgelig rart og godt at jeg nu er student, og at jeg endelig får mit eksamensbevis, og at alt er gået så godt osv. På den anden side er det underligt, da mine tre år på HF nok har været de bedste skoleår, jeg har haft, hvis man ser bort fra 10. klasse (det var et godt år).
Det er fjollet, da alle tre år har været utroligt forskellige og egentlig ikke har mindet om hinanden. Jeg har ikke haft en bestemt klasse, og der har været så mange forskellige mennesker, lærere og fag fra år til år. Det kan jeg dog se nu, har været med til at gøre det endnu bedre, da jeg af den grund har lært meget mere, end jeg ellers vil have gjort.
Alle tre år har været lærerige på hver deres måde, og som det er nu, er jeg utroligt glad for, at det hele endte som det gjorde, da mange ting er sket pga. tilfældigheder. Fx ville jeg aldrig have mødt Iris (og andre hyggelige mennesker), hvis jeg havde valgt nogle andre fag på mit første år, hvilket jeg sagtens kunne have gjort. Desuden var det heller ikke planlagt, at jeg ville tage alle mine fag som selvstudie dette tredje år, men sådan blev det af flere grunde, og det endte med at blive en meget større succes end forventet. Grundlæggende var det også pga. tilfældigheder(og held), at jeg fik mulighed for at komme til Israel og Spanien i år. I teorien er de fleste ting vel egentligt tilfældige, men det er en anden diskussion.

Faktum er, at HF er slut og at det på stort set alle punkter gik så godt, som det overhovedet kunne. Ja, det er rart, at jeg ender med et gennemsnit på 11,4, MEN det er langt fra kun det, der gør, at jeg betegner det som en succes. Det vigtigste for mig er, at jeg kan mærke/se, at jeg rent faktisk har LÆRT noget igennem hele processen, både om mig selv, andre, verden, livet, kemi osv., og at jeg grundlæggende synes, at jeg er blevet et bedre menneske (det er selvfølgelig en subjektiv vurdering), da jeg har lært mange forskellige folk at kende og har lært, at jeg har mange ting til fælles med diverse forskellige typer, som jeg nok ellers ikke ville have talt med.

IMAG4964
(
Jeg forsøgte at skrive mit navn pænt og nydeligt, men det gik galt til sidst, personligt synes jeg, at der nærmere ser ud til at stå “Hamster” frem for Hansen, men hvad kan man gøre).

 

Jeg kan meget tydeligt huske min første dag på HF (17. september 2013) (Jeg er meget god til at huske datoer, det er praktisk). Jeg kendte i alt ét menneske, der gik på skolen, jeg var stresset og ude af balance (jeg havde lige besluttet at stoppe på STX hvilket tog en del psykisk energi), jeg havde desuden en smule feber og generelt følte jeg ikke for at skulle starte på noget nyt, så nej, jeg var ikke fyldt med overskud og gåpåmod, jeg var nærmere træt og udmattet og på dette tidspunkt var jeg langt fra klar over, at jeg havde taget en af de bedste beslutninger i nyere tid, det indså jeg først senere.
Jeg fandt desuden hurtigt ud af, at jeg var den yngste af alle de folk, der var på mine forskellige hold (kulturfag, matematik C og psykologi). De fleste var 22-25, og nogle var over 30 (gisp), og utroligt mange havde børn. Derfor tænkte jeg ikke lige umiddelbart, at jeg ville have noget til fælles med nogen (men sådan tænker jeg altid, når jeg er i en situation med nye mennesker, selvom det oftest ender med at forholde sig modsat). Det tog mig nogle uger før jeg følte, at jeg begyndte at “falde til”. Det hjalp bl.a. på det at Iris begyndte at snakke med mig (det var i starten hovedsageligt hende, der startede samtaler med mig, da hun har en virkeligt god evne til at snakke med stort set alle folk). Med tiden blev vi desuden tvunget ud i gruppearbejde, hvor jeg så lærte nogle andre folk at kende, hvilket førte til, at jeg også begyndte at snakke med nogle folk fra mit matematikhold, og lige pludselig indså jeg, at jeg faktisk nød at gå i skole, nogen gange ønskede jeg ligefrem, at jeg havde flere timer, end jeg havde (på mit første år havde jeg kun 17 timer om ugen på skolen + psykologi en gang om måneden om aftenen).

Alle folk var så forskellige, og alle havde hver deres historie, og det oplevede jeg udelukkende som noget positivt, i det at der så ikke var nogle idealer til, hvordan man skulle være for at blive accepteret af gruppen. Som jeg har oplevet det, har HF været et sted med et stærkt fællesskab, netop fordi alle er så forskellige, men alligevel på mange punkter så ens. Jeg lærte i hvert fald, at alle har hver sin historie, og at ingen er bedre end andre (dette vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik et mere nuanceret forhold til det hele).

blogger-image-465759529

Generelt husker jeg det første år som et år, hvor jeg forandrede mig en del og begyndte at hvile mere i mig selv (det lyder som noget fra indledningen til en forfærdelig selvhjælpsbog, men ja). Jeg følte for en gangs skyld, at jeg fik ro til at gøre tingene i mit tempo, og at der ikke var nogle der pressede mig til at skulle have 36 timer om ugen og helst ikke have noget fravær. Jeg havde det år fri hver onsdag, hvilket var utrolig rart, hvis jeg engang får verdensmagten bliver det lovpligtigt at alle folk skal have fri om onsdagen (det bliver muligvis et logistisk helvede, men det kan vel løses).
Noget andet jeg husker det første år for, var at jeg begyndte at elske matematiktimerne, hvilket var noget nyt for mig. Jeg har altid haft det fint nok med matematik, men det var først på HF at aha-øjeblikket kom, dvs. der hvor jeg endelig indså meningen med det hele (i hvert fald noget af det). Desuden havde vi en vildt god lærer, og folk på mit matematikhold var vildt hyggelige (de fleste i hvert fald), så jeg var ofte en af dem, der sagde mest i timerne, hvilket var revolutionerende (jeg har ikke tal på hvor mange skole-hjem samtaler, jeg har været til, hvor lærerne har sagt “Amanda, du er utroligt dygtig, så jeg forstår ikke, hvorfor du ikke siger noget mere i timerne. Du kan jo godt, der er ingen grund til at være stille og genert” (hvilket generelt er en åndssvag ting at sige til et menneske, da der altid er en grund til, at man opfører sig på en bestemt måde, men det er en anden diskussion). Men ja, jeg fik bevist over for mig selv, at jeg sagtens kunne, hvilket primært skyldtes, at jeg følte, at det var ok at sige noget forkert, at jeg ikke var tvunget til at skulle sige noget, hvis jeg ikke følte for det (man får ikke årskarakterer på HF, så det er mere op til en selv at afgøre, om man ønsker at sige noget hele tiden eller ej), og at jeg desuden syntes, at det var interessant og dermed følte for at sige noget.
Det var en udviklingsproces, og det skete ikke fra den ene dag til den anden, og det var alt sammen ok. I kulturfag (samfundsfag, religion og historie), følte jeg mig dog ikke helt så sikker. Ikke fordi, at jeg ikke forstod det, men nærmere fordi, at jeg følte mig en smule intimideret af alle folks kloge kommentarer; alle var en del ældre end mig, og mange vidste derfor nogle ting på forhånd, som jeg ikke vidste (hvilket giver god mening, der er forskel på hvad en 17-årig og en 26-årig ved). Dog skyldtes det mest af alt usikkerhed, da jeg helst ville sige noget klogt og gennemtænkt for ikke at fremstå uvidende, hvilket er en følelse mange nok har inderst inde.
Vi havde en vildt god lærer, som virkeligt formåede at få alle til at arbejde hårdt, jeg havde aldrig før oplevet noget lignende. Alle gjorde deres bedste og det at vi havde en lærer, der brændte så meget for sine fag, smittede af på os. Jeg lærte en hel del i de timer, også selvom jeg ikke altid følte lige meget for at sige en masse.

Noget andet jeg husker det år for, var at Iris og jeg i en periode om vinteren ofte tog i Føtex flere gange om ugen, hvor vi hyggede os med at købe Kinderæg og se på te og kaffe (jeg spiste et kinderæg hver dag i den periode, jeg havde en teori om, at det forbedrede min livskvalitet).
Desuden følte jeg, at jeg havde en høj grad af frihed. Jeg kunne overskue både at skulle i skole og på arbejde, følte mig ikke længere stresset, men følte stadig, at jeg blev udfordret på en god måde. Jeg cyklede til skole (el-cyklen er en god opfindelse), hørte musik som fx denne sang:

og hyggede mig generelt.

blogger-image-1569660130blogger-image-386197043

blogger-image-618690075

 

blogger-image-1740890303

Så kom det andet år, som var det år, hvor jeg havde flest timer (21). Det var overordnet et rigtig godt år, selvom det var mere stressende end det første, da det betød, at jeg havde en lang dag om torsdagen (jeg tog afsted kl 7 og kom hjem kl. 19.30 fordi jeg skulle direkte på arbejde efter skole). Jeg var først nervøs for, hvordan det ville gå, men det viste sig at fungere fint de fleste dage.

blogger-image-1005672924

Det var dog også et overvældende år, da der i perioder var mange afleveringer, der skulle afleveres på næsten samme tidspunkt, hvilket kunne stresse mig en del, specielt hvis det var gruppeafleveringer, men jeg fandt alligevel ud af, at jeg sagtens kunne klare det.

blogger-image-1972712872
(
Et billede fra børnebiblioteket, en dag inden jeg havde ryddet op).

blogger-image-1964778752
(
Min 18 års fødselsdag, hvor Iris købte kakao til mig for at fejre det)

blogger-image-1080653227blogger-image-1980292558blogger-image-40872878

(Billede fra en børnebog på biblioteket) (Jeg havde en periode, hvor jeg tog billeder af de bøger, jeg synes var sjove, det stoppede dog igen)

blogger-image-1136863582

På tur i en farvehandel (spændende)

IMAG3959

(Jeg tror ikke, at der er så meget at tilføje, udover at det ikke er en børnebog, det skal nok lige nævnes)
DSC_0883

Billede fra den dag vi fejrede min 19-års fødselsdag (jeg havde inviteret hele tre HF venner, det var revolutionerende da jeg normalt hader at fejre min fødselsdag, men den dag hyggede jeg mig).

 

DSC_0980

Billede fra studieturen til København med samfundsfag B (som det lykkedes mig at deltage i i ca. 13 timer før jeg endte med at flygte med toget hjem (en længere historie der kan læses her)):

At sige fra, og at have det fint med det.

 

Jeg kom også i æg-sistentielle dilemmaer pga. at min geografilærer tvang os til at tage stilling til vores kødforbrug (hvilket jeg er glad for på nuværende tidspunkt, dog syntes jeg dengang, at det var noget pis, hvilket tydeligt fremgår af de indlæg jeg skrev om det):

NEJ, jeg har ikke tænkt mig at blive vegetar for miljøets skyld

Ægsistentielt dilemma

DSC_0260

Det fik mig dog til at tænke over flere ting, (bl.a. æg) og sidenhen har jeg også ændret holdning i en grad, selvom jeg dog stadig ikke mener, at man skal blive vegetar/veganer pga. dårlig samvittighed).

 

wpid-wp-1432923415897.jpegwpid-wp-1431963041985.jpeg

Jeg blev desuden tvunget ud i at lære biologi og matematik B (som ikke var ligeså festligt og hyggeligt som matematik C, selvom Matematik-Kirsten (der senere blev til Kemi-Kirsten) er hyggelig, så var sværhedsgraden en del højere).

wpid-wp-1435092155821.jpeg

Så sluttede det og Iris plus alle andre folk jeg på det tidspunkt snakkede med, blev studenter, hvilket var underligt, da jeg jo stadig havde et år tilbage. wpid-wp-1435092171777.jpeg

Iris’ studentergave (tre bøger: The Little Prince, Simon vs. The Homo Sapiens Agenda og All The Light We Cannot See).

wpid-dsc_1578.jpg

Et billede fra sidste år, hvor jeg blev sat til at folde plakater på arbejdet (jeg har haft mange interessante arbejdsopgaver igennem tiden, bl.a. at folde forskellige ting, feje popcorn op fra gulvet, feje voldsomme mængder af glimmer op fra et stort gulvareal efter et af vores julearrangementer, at være klædt ud som nisse og heks, og div. andre ting). Det meste af tiden har jeg dog brugt på at sætte bøgerne op, rydde op, fortælle folk hvor de kan finde bøger om heste eller andre ting, oplære nye bogopsættere m.m. Jeg har virkelig været glad for at have det arbejde, og at jeg har fået lov at fortsætte så længe (normalt ophører ansættelsen når man fylder 18 år), og fire år er lang tid. Teoretisk set er det en femtedel af mit liv, så det giver vel meget god mening, at jeg har det underligt med, at det skal slutte. Jeg føler dog, at jeg har fået det ud af det, som jeg kan, og at det er ok, at jeg skal videre i livet (selvom der er en del af mig, der mest af alt har lyst til bare at blive hvor jeg er og arbejde på biblioteket resten af livet og ikke skulle gøre nye, skræmmende ting). wpid-dsc_2212.jpg

Her er et billede fra den første aften, hvor jeg var til aftentimer på skolen (august 2015). Jeg hyggede mig med mig selv og min triste og tørre madpakke efter at vi havde fået fri (jeg har i år haft en tendens til at tage nogle utroligt triste madpakker med, til kemi-weekenden havde jeg noget tørt rugbrød og en banan med, det var ikke særligt interessant).

Generelt har mit tredje år på HF været meget anderledes i det, at jeg selv har stået for at skulle bestemme, hvad jeg skulle lave hvornår, hvordan jeg ville lave det, og hvor meget tid jeg ville bruge på det. Overordnet set har det været fantastisk, da jeg har fået mulighed for at arbejde som jeg havde lyst til, og at det desuden har fungeret godt, at jeg selv har været ansvarlig for min læring. Det har selvfølgelig ikke været fantastisk hele tiden, fx har det, at jeg har haft så meget tid med mig selv, betydet, at jeg har haft lang tid til at tænke meget over bestemte ting, fx tænkte jeg utroligt meget over krig, ondskab og andre deprimerende emner i efteråret, hvilket ikke var så god en idé for min psykiske tilstand, der i forvejen ikke var vildt fantastisk (hvilket primært skyldtes, at vores gamle hund døde i august, hvilket jeg nok aldrig kommer over).
wpid-wp-1439044322354.jpeg

(Pelle)

Dog førte det hele til, at jeg blev opmærksom på, at jeg selv er ansvarlig for mit liv, og at jeg selv bestemmer, hvordan jeg vil leve det, og hvilke tanker jeg ønsker skal fylde mest. Så jeg begyndte at blive bedre til at komme mere ud, få motion, være social (i hvert fald nogen gange) og generelt gøre ting, der fik mig til at få det bedre og tænke på gode ting. Jeg begyndte desuden at fokusere på de ting, jeg kan gøre for at gøre verden til et bedre sted, frem for hovedsageligt at tænke på, hvad jeg ikke kan gøre noget ved og være trist over det.

wpid-wp-1439390637893.jpeg

Så fik vi en ny hund (Kalle), og livet gik pludselig videre. Fordi jeg har arbejdet hjemmefra har jeg været den, der har været mest sammen med den, hvilket har været rart og til tider forfærdeligt (den har forfærdeligt meget energi nogle dage, så mange af mine afleveringer har jeg skrevet med den ene hånd fordi Kalle har insisteret på at ville underholdes samtidig med det). Så jeg har lært at gøre flere ting på én gang, selvom det psykologisk set er umuligt.

wpid-img_20150915_170536.jpg

wpid-img_20150721_182341.jpg

I september besluttede jeg mig desuden for at læse “Les Misérables” færdig (den er 1200 sider), så hver dag, når jeg havde lavet en aflevering færdig, læste jeg noget i den, og efter to-tre uger var jeg færdig med den (det er stadig en af mine største bedrifter).

img_20160615_202300.jpg

Jeg har nydt at have tid til at gøre de ting, jeg har haft lyst til at gøre og at have mulighed for at være effektiv, når jeg havde mest energi (jeg kan få udrettet store ting ret hurtigt, hvis jeg arbejder hårdt), for så at holde fri i andre perioder. Jeg har bl.a. haft tid til at blive bedre til guitar, at male, læse, skrive blogindlæg, skrive digte (som verden nok aldrig kommer til at se), gå ture, cykle osv. Og jeg har været på Mallorca, set Alperne oppefra, været på voldsomt mange restauranter, været i Israel, badet i det Døde Hav (jeg gjorde det kun for at kunne sige, at jeg har gjort det), blevet kropsvisiteret (det var mere fredeligt end det lyder, men alligevel), og har generelt udfordret mig selv på mange punkter. Og jeg er blevet god til kemi, det er også noget af det bedste ved det hele. Desuden har jeg også klippet en stor del af mit hår af, kommet i bedre form og har (forhåbentlig) formået at beslutte, hvad jeg vil med mit liv (i hvert fald noget af det).

wp-1457548202366.jpg

image-f4c0542c17fd4a72c06e2128a4b6c718bf4c654c9b915cca1deebbc66b29ac79-v.jpgimg_20160508_145934.jpgdsc_0304.jpgDSC_0860DSC_0874

Nu har jeg brugt fire timer på at skrive dette indlæg, så nu må det være nok. Jeg tror, at konklusionen er, at det sgu har været meget godt, og at jeg har lært en masse og nu er klar til at komme videre i livet, også selvom det er skræmmende på flere planer. Men sådan er livet, man er nogen gange nødt til at gøre det, som gør en allermest nervøs (fx at tage i Føtex en tirsdag middag, det er ofte voldsomt stressende, så det skal jeg imorgen sammen med Iris)

 

/A

 

IMG_9628

Et positivt indslag

Hej verden. Jeg føler, at der sker masser af negative ting i verden for tiden, og desuden har mit eget humør heller ikke været det bedste de sidste par dage, så nu vil jeg lave et positivt indlæg og dermed gøre verden bedre (eller så jeg i det mindste kan leve i illusionen om, at jeg har bidraget med noget positivt).

Så her kommer en liste over gode ting:

  1. Jeg kender mange gode mennesker, hvilket er godt, det skal man ikke tage for givet.
  2. Jeg ejer nu en ukulele og har lært alle de vigtigste akkorder indenfor et par timer (det er anderledes end på guitar, hvilket kun er godt, da min hjerne så har noget at blive brugt til)img_20160615_202300.jpg
  3. Jeg har fået malet en del den seneste tid, hvilket får mig til at føle mig produktiv.
  4. Desuden har jeg også fået skrevet mange blogindlæg den sidste måned, hvilket også er rart.
  5. Den 13. havde jeg 4 års jubilæum som bogopsætter, hvilket også er positivt, dog minder det mig om, at pensionen snart kalder, hvilket jeg ikke helt kan håndtere, men mere om det en anden gang. Generelt er jeg bare utroligt glad for, at jeg har været der så længe, da jeg ikke ville have været den samme person, hvis jeg ikke havde fået det job (det lyder virkelig irriterende, men det er sandheden). Biblioteket er et godt sted.
  6. Det er lykkedes mig at se min ven Irene to gange i denne måned, hvilket har været rart, hun er en god person. Vi har haft nogle interessante samtaler om psykologi, ondskab, religion og etik (det er faktisk rigtigt nok, det er ikke bare noget jeg siger for at fremstå mere sofistikeret end jeg er). Desuden er hun en person, der arbejder hårdt for at nå sine mål, hvilket jeg respekterer meget, og så er hendes familie de flinkeste folk på jorden, de spørger altid, hvordan jeg har det og generelt er de bare gode mennesker. DSC_0983
  7. Jeg har (når dagen er slut) også formået at se Iris to gange indenfor halvanden uge, hvilket jeg også er glad for, hun er også et godt menneske og jeg sætter meget pris på at have hende som ven. DSC_0918
  8. I går fandt jeg ud af, at jeg har fået 12 i skriftlig dansk, hvilket var meget uventet, jeg havde slet ikke troet det. Det beviser flere ting: det er muligt at få 12, selvom man har lavet 4-5 kommafejl (jeg talte efter, da jeg læste den igennem EFTER at have afleveret den), og det er også muligt at bilde sig selv ind, at noget er helt forfærdeligt, selvom det teknisk set er rigtig godt.
  9. Dvs. at jeg afslutter HF med et samlet gennemsnit på 11,4, hvilket er meget voldsomt. Det har krævet hårdt arbejde, men det vigtigste er sådan set ikke karakterne, men derimod at jeg føler, at jeg har lært en masse, og at jeg har opnået det, jeg ønskede. Dog er det rart, at jeg nu kan holde ferie uden at skulle frygte for, om jeg kan komme ind på psykologi, da jeg nu ved, at der ingen grund er til bekymring (jeg skal bare huske at søge ind, selvfølgelig).
  10. Jeg er blevet god til kemi, det er stadig noget af det bedste ved det hele.
  11. Nåh ja, jeg har ferie, det er også meget godt (selvom jeg har en tom følelse indeni, men det går vel over)
  12. Jeg har en kaktus ved navn Lars Kirsten (Tak til min farmor og farfar for at give mig den)dsc_0324.jpg
  13. Jeg var i avisen i sidste uge, hvilket vel også er meget godt.image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpgimage-0.02.01.92a8d1b0f9b0ff47985d6ce37cda2f2e39178eddf3a417e3e9855aac1e42aa8f-v.jpg
  14. Solnedgangene ved sommerhuset er også gode.dsc_4643.jpg
  15. Jeg har fået set noget af verden i år (dele af verden der ikke er Norge), hvilket har været godt (jeg kan dog stadig godt lide Norge). (Jeg vil gerne til Norge igen)
  16. Hvilket jeg i teorien sagtens kan, jeg er et frit menneske i over to måneder endnu.
  17. Jeg har lært mig selv at bruge Windows Movie Maker, hvilket jeg hygger mig med:

Jeg tror, at det var det, jeg kan ikke finde på mere.

Hyg jer.

/A

 

P.S: Meningen med livet er hundehvalpe, det er jeg nået frem til efter grundige overvejelser.

wpid-dsc_2150.jpg

(Kalle som hvalp, nu er den et stort skrummel)

Nej, menstruationsblod er ikke skønt, og hvad så?

I medierne på det sidste har der været en heftig diskussion omhandlende kvindekroppen, menstruationsblod, strækmærker, overvægt/”former” og at det åbenbart er dyrere at være kvinde end mand, som Politiken vælger at beskrive det. Der er mange ting ved disse debatter der gør mig utroligt irriteret, så her kommer en masse ord om det (også selvom jeg har lovet mig selv ikke at skrive om menstruationsblod, så er det nået til et punkt hvor det er nødvendigt).

For det første, så er jeg uendeligt træt af hele tiden at skulle høre om kvindekroppen for så interessant er den altså heller ikke. Efter min overbevisning er det meget simpelt: alle folk har hver sin krop, ingen af dem ser ens ud, ligesom vores personligheder også er forskellige, og det er alt sammen meget fint. Slut. Der er ingen kroppe, der er bedre end andre, og der er ingen, der har ret til at diskriminere andre pga. på deres kroppe (eller pga. noget andet, så længe de selv behandler andre godt).

Der er intet galt i at vise billeder af sin krop eller at have det godt med sin krop – det er da godt. MEN som jeg før har nævnt, så kan jeg ikke se, hvorfor man absolut skal skrive en lang tekst til billedet, hvor man fortæller om, hvor meget man “elsker sin krop og er ligeglad med hvad andre mener, og at alle er smukke som de er selvom de ikke er tynde som modeller” – dette er på alle måder dybt selvmodsigende. For det første, så burde det ikke være nødvendigt at skrive nogen som helst forklaring, hvis man var så glad og tilfreds med sin krop. Hvis man var det ville man vel bare nyde sit liv og komme videre. Ja, selvfølgelig har man ret til at skrive det, men jeg tror personligt, at det gør mere skade end gavn, særligt i det at man sammenligner sin krop med andres (som altid er de tynde modeller/slanke kvinder generelt). Hvordan skal det kunne sende et positivt signal til yngre piger/menneskeheden i det hele taget at man mellem linjerne siger, at dem, der er tynde som modeller åbenbart er mindre værd som mennesker og at de må elske sig selv mindre fordi de ikke tilhører den gruppe, der har former og er stolte af det fordi de “tør at være dem selv”? Hvorfor skal vi konstant sammenligne os selv med andre? Det giver ingen mening, og det burde da slet ikke være nødvendigt, hvis man har det så godt med sig selv, som man påstår at have det.

Her er fx et billede af min krop uden en billedetekst:

image-0.02.01.40dacb947e72f6a9ad473258fa127ca7c6572ee4d2d900e7c744aaf530f19b38-v.jpg
Det handler sådan set bare om at acceptere, at vi alle er forskellige, at ingen er bedre end andre, og at det kun fører dårligt med sig at nedgøre andre, så man selv kan leve i illusionen om, at man er bedre end de andre. Og at vi allesammen nok ville få det bedre, hvis vi fokuserede mindre på kroppen og i stedet brugte vores liv på at gøre noget indholdsrigt eller generelt gøre noget, der gør os glade. Så ville vi nok også være mere ligeglade med, hvad andre mener om vores kroppe og muligvis ikke føle så stor en trang til hele at tiden at opnå anerkendelse af at vi er gode nok.
Det minder mig om hele introvert/ekstrovert debatten, der også handler alt for meget om, hvilken gruppe der er “bedre” end den anden, i stedet for at man fokuserer på, hvor godt det er, at vi er forskellige og har hver vores kompetencer.

For det andet, så er jeg skide træt af at høre på, at mensturationsblod skal gøres til noget som vi alle skal tale om og beskæftige os med, og at det for alt i verden skal ses som noget, der åbenbart er skønt og rart. HVORFOR? Jeg har meget svært ved at se, hvad der er godt og rart ved menstruationsblod. Jeg har generelt en meget neutral holdning til det. Det eksisterer, og det er da fint, men jeg føler ikke for at beskæftige mig mere end nødvendigt med det. Desuden er der ingen, der skal fortælle mig, at jeg er med til at gøre menstruation til et tabubelagt emne i det at jeg ikke italesætter det. Hvorfor skulle jeg tale om menstruation, hvis det ikke er relevant? Det er som om, at det skal gøres til et politisk statement at have menstruation, og at vi åbenbart skal tale om det dagen lang før det ses som noget acceptabelt. Jeg har svært ved at se, hvad formålet er med det hele, da menstruation efter min opfattelse altid har været acceptabelt. Det er muligvis ikke noget, vi konstant snakker om, eller noget, vi elsker at beskæftige os med, men det betyder da ikke, at det er skamfuldt. Jeg har personligt aldrig følt, at nogen har indikeret, at det er skamfuldt eller forkert at have menstruation. Jeg er muligivis bare heldig, men jeg har faktisk aldrig tænkt over at det skulle være skamfuldt, jeg har bare tænkt, at det da er noget, jeg helst ville være foruden, men at det da er meget fint, og fred være med det.

At få viden om menstruation, uanset om man er mand/kvinde/andet er kun godt, vi brugte fx to måneder i biologi sidste år på at lære om menstruationscyklussen m.m., og det var da fint at lære om. Men generelt er det min opfattelse, at langt de fleste (i Danmark) godt ved, hvad menstruation er, og hvorfor det eksisterer, og at langt størstedelen ikke mener, at menstruation er forkert. Generelt føler jeg, at det hele er en storm i et glas vand, for at bruge en smart metafor. Problemet eksisterer kun, hvis man virkelig leder efter det konstant (efter min overbevisning). At nogle mennesker ikke bryder sig om at tale om menstruation/eller generelt bare ikke taler vildt meget om det, kan skyldes mange ting fx uvidenhed, at de bliver utilpasse ved at tænke på blod, eller at de bare er almindelige kedelige mennesker, der ikke ser menstruation som noget specielt.

Dette leder mig til min pointe, som er, at ikke alting er specielt og smukt, og at nogle ting her i livet bare er irriterende. Og det er ok (!!). Ikke alting behøver at være æstetisk og meningsfyldt og smukt. Fx er døden ikke særligt smuk, det er bare en trist ting der er en del af tilværelsen – diverse religioner prøver at romantisere den, så man kan bilde sig selv ind, at livet ikke er uretfærdigt og meningsløst, men når alt kommer til alt, så er døden ikke noget smukt, i hvert fald ikke efter min mening. På samme er der ting ved vores kroppe og vores personligheder, der heller ikke er smukke (uanset hvordan man så definerer det). Og det er fint! Alt behøver ikke at være smukt for at være “ok” – det er det, som hele kropsdebatten egentlig burde handle om, frem for at det bliver en kamp om, hvem der elsker sin krop mest og hvem, der er “bedst”. Alt her i verden er ikke smukt, og hvorfor kan vi ikke bare acceptere det, og så komme videre med vores liv? Hvorfor skal strækmærker nødvendigvis anses som noget smukt, før det er acceptabelt at have dem? Hvorfor ikke bare have den krop man nu har, acceptere den for hvad den er og behandle sig selv godt uanset om alt ved ens krop er smukt eller ej?

Mange siger, at kvindekroppen er en kampplads – hvilket jeg er ved at være godt træt af at høre på, da jeg personligt bare ser min krop som en krop og ikke et politisk statement. Sandt, nogle folk har helt forskruede syn på kvindekroppen, men det siger vel mere om dem, end det gør om kvindekroppen. Desuden er mandekroppen vel ligeså meget en kampplads, men det taler ingen om. Som jeg ser det, er der ligeså mange idealer til hvordan mænd skal se ud, som der er til kvinder (i hvert fald set fra mit perspektiv, selvfølgelig er det ikke sådan i hele verden). Jeg tror, at det ville nuancere debatten hvis vi talte ligeså meget om mandekroppen, eller endnu bedre, hvis vi stoppede med at tale om nogle kroppe medmindre, at der var en reel grund til det. Så kunne vi fokusere på at gøre os selv glæde og at lære de fremtidige generationer, at deres kroppe ikke definerer dem, og at det er spild af tid at tro på andet.

Ifølge Politiken er det dyrere at være kvinde end mand (se link øverst). Det er efter min mening meget dårligt formuleret, da det slet ikke er det, det handler om. De bygger det på en undersøgelse af priserne på forskellige “hverdagsprodukter” såsom skrabere og parfume, og konkluderer derudfra, at produkterne, der er henvendt til kvinder er dyrere end dem til mændene, og at det dermed er dyrere at være kvinde. Så sagde Dansk Kvindesamfund noget med, at det var urimeligt, og at det ikke kunne passe, at kvinderne skulle betale mere for at købe forskellige produkter, når de samtidig får mindre i løn:

»Det rammer da en på retfærdighedssansen. Kvinder tjener jo i forvejen mindre en mænd. Det er kort sagt ikke cool, at der skal være en luksusafgift på at være kvinde«,

Dette gør mig på alle måder irriteret – ja, der er forskel på mænds og kvinders løn af mange grunde, men lige i forhold til det her, som er prisen på parfume, så har det ikke noget at gøre med, at det er urimeligt overfor kvinder – der er højst sandsynligt en grund til, at der er forskel på prisen, måske at kvinder generelt set er villige til at betale mere for parfume end mænd er, og at udbyddet styres af efterspørgslen. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis giver mening, at priserne er skruet så højt op på nogle varer, men jeg mener ikke, at det skal gøres til en kønskamp. Desuden, så kan man sagtens være kvinde uden at købe hverken parfume eller skrabere, der er ingen lov der siger, at man ikke kan leve uden at bruge disse produkter, og desuden heller ingen lov der forbyder kvinder at købe parfume eller skrabere til mænd/omvendt, så hvad er problemet? Personligt køber jeg produkter, jeg har lyst til at købe, ikke fordi, jeg føler, at jeg skal eller noget som helst i den retning, og jeg er sådan set ligeglad med, hvad mænd bruger på at købe produkter til sig selv, da det vel er en personlig sag. Vi har retten til at købe lige hvad vi vil/lade være med at købe noget, der er ingen tvang.

Med det vil jeg slutte dette indlæg af, jeg tror nok, at jeg fik sagt hvad jeg ville.

/A

 

Se mig, jeg er student – nu på skrift

Hej verden. Jeg føler, at jeg er nødt til at udrette et eller andet, så nu skriver jeg dette indlæg. Tidligere på dagen forsøgte jeg at male mine følelser, det gik sådan her:

dsc_0332.jpg

(Jeg ved ikke, hvad fanden det skal forestille, men sådan er det vel med den kunstneriske frihed)

 

Det er nu tre dage siden, at jeg blev student, men det føles som om, at det er meget længere siden, også selvom at tiden i teorien bare er en illusion. Men ja, jeg må hellere skrive noget om det, så jeg kan blive mindet om, hvor overskudsagtig jeg var for kun 72 timer siden.

Det startede med, at jeg stod op og spiste skyr med chia-frø, dvs. næsten udelukkende protein (hvilket senere viste sig at være et forfærdeligt valg, ikke pga. proteinen men pga. frøene, som min gode ven Iris var så venlig at informere mig om, at jeg havde siddende mellem tænderne (altså ikke dem allesammen men ét, og det var ikke ret synligt, men stadig, det er sådan man finder ud af, om folk er ens sande venner).
Så tog jeg afsted og forsøgte at undgå at blive kørt ned, hvilket lykkedes, ankom til skolen, gik hen til lokalet, ventede, blev kaldt ind (af min utroligt flinke kemilærer, hun burde have en pris for at være et oprigtigt menneske), trak spørgsmål nr. 36, som handlede om molarmasseberegning af natriumhydrogensulfat, sagde “nåh hvor godt”, gik ind i forberedelseslokalet, forberedte mig (læste mine noter til spørgsmålet igennem og lavede en disposition), kom ind i eksamenslokalet, sagde “pænt goddag” til censor (jeg citerer), snakkede om mængdeberegning, syrer, baser, pH, forklarede om et forsøg, svarede på spørgsmål indtil tiden var gået og min (meget smilende lærer, det var meget voldsomt) sagde, at jeg skulle gå ud, gik ud, blev mødt af 7 mennesker (Iris, mine forældre, min bror, en kommunikations-person fra skolen, en journalist og rektor), hvoraf jeg kun fik hilst på Iris før jeg skulle ind igen, kom ind, fik at vide, at det var så flot, og at jeg havde fået 12, sagde noget med “Ihhh hvor godt”, og noget andet jeg har glemt, kom ud igen til syv forventningsfulde ansigter og tre kameraer peget direkte imod mig, sagde “12”, og så begyndte alle at skrige og det var ligesom at gå videre i X-Factor. (Det er løgn, ingen skreg, men det er det tætteste jeg kommer på et X-Factor øjeblik).

DSC_0860

Så gav min bror mig huen på, som i øvrigt er beklædt med vat i det at jeg er en idiot der ikke kan finde ud af at måle mit eget hoved, sagde “aarrhh” og “næh hvor godt” og “tak” og krammede alle (altså dem jeg kendte, jeg krammede ikke rektor). Men rektor gav mig blomster og havde derefter en samtale med mig, der primært handlede om, hvad jeg skulle fremover, og om jeg havde været glad for at gå på skolen og at det var flot klaret osv.

DSC_0874

Jeg er generelt meget overrasket over, at jeg ikke rigtigt tænkte over, at der var så mange folk, der gav mig opmærksomhed, eller at jeg skulle være på en bestemt måde eller sige noget bestemt eller noget, jeg var bare glad (hvilket også fremgår af billederne, man kan godt se, hvis jeg forsøger at anstrenge mig). Men ja, det var rart, det skyldtes højst sandsynligt adrenalinen, og at jeg muligvis ikke helt var klar over, hvad der foregik (hvilket jeg stadig ikke føler mig helt klar over). Alle var glade og flinke og oprigtige, og det var generelt bare rart, at det hele var så positivt.

Så var der alle mulige folk der tog billeder og Iris gav mig en tegning, og alt var godt og rart, og alle sagde tillykke m.m. DSC_0892

Jeg modtog desuden store mængder af planter, dette fortsatte også den næste dag, hvor jeg fik en buket af min faster og onkel og roser +en kaktus af min farfar, farmor og hendes søster, tak til alle for det.

DSC_0908

DSC_0918

IMG_9628

DSC_0923

Så fortalte jeg min dybe livshistorie til Randers Amtsavis, resultatet kan læses her. Jeg er generelt tilfreds med artiklen, først syntes jeg, at jeg lød for karriereorienteret og følelseskold, men en af mine HF-venner siger, at jeg bare lyder som et ungt menneske, der ved hvad jeg vil med mit liv, så det vælger jeg at tilslutte mig.

DSC_0956

Derefter gik vi udenfor for at tage billeder, tak til min far og Iris for det, så stod vi lidt og udmattelsen kom snigende og vi gik derefter ind mod kantinen hvor vi købte nogle tørre chokoladeboller og noget kaffe og vand for at fejre det hele. Så sad vi i et stykke tid, jeg afleverede min kemi-bog, vi sagde farvel til Iris, hentede min cykel, kørte til bageren, købte en jordbærkæge, kørte hjem, pakkede ting ud, pakkede ting, skiftede tøj, kørte til sommerhuset, ankom. Så fik vi middagsmad og alt var godt, det væltede ind med tillykke-beskeder, jeg tror aldrig, at jeg har været så populær før, og bliver det nok aldrig igen. Så fik vi jordbærkage og jeg lavede derefter en film med billeder fra dagen, da jeg følte for at gøre et eller andet.

Så spiste vi, naboerne sagde tillykke, vi vaskede op, kørte hjem. Om natten sov jeg næsten ikke fordi min hjerne var igang med at bearbejde alle dagens indtryk, hvilket tog noget tid, og generelt var jeg i et vildt godt humør, hvilket er et luksusproblem. Mit humør den dag var nok det bedste det har været meget længe, hvilket siger en del, da jeg personligt vil mene, at jeg har haft et godt humør i et stykke tid (overordnet set, ikke altid). Men det var i hvert fald en rigtigt god dag.

image-0.02.01.ce6d3ef86f48a9bf245c8331d1118c780bc0b5eabf622b9bf56a6bb29c4463be-v.jpg

 

Dagen efter så det først sådan her ud, da jeg valgte at stå op kl. 6 efter godt tre timers søvn, fordi jeg opgav kampen.

dsc_0292.jpg

Og senere købte min bror avisen, hvilket var dagens højdepunkt af denne grund:

dsc_0304.jpg

image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpg

Jeg er generelt ret utilfreds med billedet på forsiden (nej, ikke fordi jeg hader mig selv, men derimod af belysningsmæssige årsager), og desuden har journalisten stavet mit “Thylkjær” som “Tylkjær” i billedteksten, men, det gør de fleste, også mit arbejde, så det kan være lige meget.

Senere på dagen så det sådan ud:

fb_img_1465415464106.jpg

(Jeg ved ikke, hvordan jeg formåede at se så frisk ud, for det var jeg virkeligt ikke, men det var en hyggelig dag alligevel). Jeg modtog flere planter, heriblandt en kaktus, som jeg har brugt dagen i dag på at navngive.

dsc_0324.jpg
(Det endelige navn blev Lars-Kirsten, hvilket jeg er meget tilfreds med, det er befriende. Det passer også godt ind til mine andre ting (min computer hedder Flemming, min iPad hedder Leif og min telefon hedder Preben, eller også er det omvendt).

I går da jeg kom på arbejde fik jeg så endnu en gave (af bibliotekaren jeg har torsdags-vagter med), som var en Margrethe skål der kan alt muligt smart (det er kompliceret), men det var i hvert fald en god gave, den kan jeg bruge de næste 70 år. Det er dog ikke det materielle, der betyder noget, det er det, at folk har tænkt på mig, der er det vigtige, det gør mig glad.

Nåh, men ja, jeg tror, at det var det for nu, der kommer muligvis et opfølgende indlæg der handler om identitetskrisen, den orker jeg ikke at tænke på nu.

Hyg jer

/A

 

Tralalalalala

Hej verden.

I dag var jeg til mundtlig dansk eksamen, og før jeg afslører noget, så vil jeg først pointere, at det var en vildt hyggelig oplevelse, jeg var egentligt ikke nervøs (det forsvandt efter vi så to afsnit af Drengene Fra Angora i går, det var effektivt, før det havde jeg diverse humørsvingninger, men skidt pyt). Jeg lå ikke vågen i nat og tog det generelt meget roligt. Før jeg skulle ind gik jeg rundt og så eftertænksom ud og forsøgte at have et kropssprog der sagde “jeg er selvsikker, jeg kan alt”, og det virkede ret godt (medmindre det var en placebo-effekt). Nåh men jeg var utroligt selvsikker, det sker altid til eksamener, det er vældig interessant at opleve indefra, at jeg kan være så udadvendt og frisk og sige så meget på så kort tid. Jeg trak to digte, det ene var fra Romantikken, og det andet var modernistisk, og jeg skulle så sammenligne dem osv., hvilket gik utrolig godt, min hjerne fungerede fantastisk, så jeg brugte 50 minutter på det, og så var jeg klar. Min lærer virkede meget glad for at se mig, og censor var vildt flink, så ja, det udviklede sig til en hyggelig samtale omkring digtene og perioderne, og det lykkedes mig at få perspektiveret til Helle Helle, hvilket var meget vigtigt for mig, jeg elsker Helle Helle. Nåh, men til sidst havde de ikke mere at spørge om, og så kom jeg ud og ventede i ca. et minut, og kom derefter ind og fik at vide, at det var rigtig godt, og at jeg havde fået et 12 tal, (tralalalalalalala). Og noget med, at jeg havde et stort kendskab til perioderne, og at jeg havde analyseret digtene rigtig godt selvom de var svære (hvilket jeg ikke havde opdaget, jeg havde bare tænkt, at det var nogle gode digte). Så sagde jeg noget i retning af “Nææh hvor godt!!” og så nogenlunde sådan her ud:

dsc_0252.jpg

(hvis man ser bort fra glasset, så var det noget i den retning). Så begyndte de at spørge interesseret ind til, hvad jeg skulle bruge det til (altså HF) hvor jeg så sagde, at jeg ville læse psykologi, og så sagde de, at det var da betryggende at vide, og så smilede de, og så tog jeg mine ting og sagde farvel og tak og gik ud. Så havde jeg samtaler med hele to mennesker som jeg umiddelbart ikke har snakket med før, de var begge nervøse, og jeg gav dem noget moralsk opbakning og fik sagt noget dybt noget i retning af “Du skal bare tænke på, at du skal vise det, du har lært i løbet af året, og så går det nok og de er flinke” (hvilket muligvis ikke er specielt dybt, men jeg tror, at det virkede). Det er også noget af det jeg godt kan lide ved eksamen; jeg kommer til at tale med alle mulige folk, som jeg ikke kender, og finder ud af, at jeg sagtens kan finde ud af at være social (en ting min hjerne har det med at glemme), så hurra for det.
Eksamen er generelt noget jeg ret godt kan lide, specielt mundtlige eksamener, da det (næsten) altid giver mig en følelse af, at jeg kan alt i verden (hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, men det er alligevel rart at føle det). Desuden er det også en anerkendelse af, at jeg har lært noget i løbet af året, og at jeg har været disciplineret og alt det. Generelt er det bare rart at føle, at jeg har gjort mit bedste og at blive anerkendt for det.

Generelt har det været en vildt god dag, efter min eksamen ringede jeg til min mor, der blev ligeså begejstret som hun altid bliver
Jeg er nået frem til, at den anerkendelse jeg får af min familie/venner/folk, der oprigtigt ønsker det bedste for mig (fx mødte jeg børnebibliotekaren som jeg har torsdags-vagt med, i morges på vej til skolen (dvs. at jeg cyklede forbi hende med 25 km/t og lige nåede at sige hej, og hun derefter råbte “Held og lykke!” og jeg råbte “TAK!”) er noget af det mest betydningsfulde. Det er generelt bare rart at føle, at der er folk der går op i, hvordan jeg har det, og som ønsker mig det bedste.
Jeg har generelt tænkt en del over anerkendelse på det sidste, bl.a. i forbindelse med alle de historier der har været om folk (hovedsageligt kvinder), der uploader billeder af deres “uperfekte” kroppe for “at vise, at man også kan være pæn selvom man ikke vejer 50 kg”. Jeg skrev om dette i et indlæg fra sidste uge, men kort sagt er problemet med dette IKKE, at folk uploader billeder af deres, kroppe, det skal de da endelig gøre, men problemet er, at det, efter min mening, hovedsageligt medvirker til et endnu større fokus på kroppen og hvad der er rigtigt/forkert, når man gør det på denne måde, hvilket er helt malplaceret, hvis man ønsker at få alle til at føle sig tilpasse i deres kroppe. I det, at man føler, at man er nødt til at skrive en lang/kort tekst under billedet, der forklarer, hvor glad man er for sin krop, og hvor ligeglad man er med andres meninger, så bliver det meget selvmodsigende, da man vel lægger billedet op for at få anerkendelse fra folk, og fordi man går op i, hvad de mener om en (hvilket er ok, vi har alle brug for anerkendelse, men så skal man ikke forsøge at camouflere det og lade som om, at man er ligeglad med det). Generelt er jeg træt af den tendens der er til, at det er vores kroppe vi ønsker, at andre skal rose/anerkende frem for vores personligheder, som forhåbentlig er vigtigere. Desuden er jeg nået frem til, at man får det bedre i sin krop, hvis man har det godt med den person, man er, og at man generelt bliver mere ligeglad med, hvad andre mener, hvis man ser indad istedet, og tager billeder af naturen i stedet for at tage billeder af sig selv, dog er det positivt hvis man formår at finde en balancegang imellem de to ting.

For at afrunde dette:

Det har været en god dag, det er et godt liv og alt det, det er rart at få anerkendelse, men der er forskel på, hvordan man får den anerkendelse. Fx har jeg ikke skrevet noget på Facebook om hvordan det gik, da jeg umiddelbart ikke har følt et behov for det, da jeg selv har det godt med, hvordan det gik, og at det vigtigste har været at mærke, hvor glad min familie er for det, og at det reddede min bedstemors dag, da jeg ringede til hende og fortalte om det (min farmor blev også glad, bare til info).

Nåh, det var nok om mig, nu vil jeg ud i naturen.

/A

Endnu et indlæg skrevet under æbletræet i haven

Hej verden. I dag er det søndag. Nogen vil også kalde det Grundlovsdag, hvilket er fint, det er altid godt med en anledning til at fejre demokratiet, plus det er en undskyldning for at gøre søndagen til en fest (hvilket jeg personligt har gjort ved at støvsuge hele huset, leve vegetarisk, lave denne film færdig (som generelt bærer præg af at være meget hjemmelavet):

forsøge at finde ud af, om jeg er ordentligt forberedt til imorgen, konkludere at det tror jeg, og sidde under æbletræet ved siden af køkkenhaven (der primært består af nogle plantekasser med kartofler i og noget højt græs). Min plan for resten af dagen er at tænke udelukkende positive tanker, som kan få min hjerne til at tro, at jeg kan alt, og at dansk eksamen derfor bare bliver en hyggelig og afslappende samtale (det skulle ikke undre mig, hvis det rent faktisk ender sådan). Under alle omstændigheder skal det nok gå godt, da jeg er nået frem til, at min hukommelse er ret god, og jeg desuden er ret sikker på, at min dansklærer er et godt menneske.

Men den 5. juni er ikke bare en søndag, eller Grundlovsdag. Det er også den såkaldte “Fars Dag”. Hvis man kender mig, så ved man, at jeg er meget imod Mors/Fars dag-konceptet rent principielt. Nej, der er ikke noget i vejen med at fortælle sin mor/far at de er fine mennesker (hvis de ellers er det), og hvis man føler for at give dem gaver, så skal man endelig gøre det, MEN hvorfor ikke være en smule selvstændigt tænkende og gøre disse ting på andre af årets dage, når du selv har lyst? Hvorfor lade nogle blomsterhandlere diktere, at nu skal du købe diverse materielle ting (dvs. blomster, smykker eller chokolade primært) for at udtrykke din taknemlighed?
Jeg har svært ved at se, hvad den gode grund er til dette. Jeg er en person, der hader når jeg bliver pålagt at skulle gøre noget bestemt på en bestemt dag, bare fordi nogle mener, at det skal man. Det bliver for kunstigt for mig, og jeg kan ikke tage mig selv alvorligt, hvis jeg skal tvinge mig selv til
Formålet er vel generelt at glæde andre (læs: at sælge blomster), og det er jo godt at glæde andre, men for mig at se skal man kun gøre det, hvis man virkeligt har lysten til det, og ikke gøre det fordi man føler sig presset til det. Det gør ikke en til et dårligt menneske, at man ikke køber noget til sin mor på Mors Dag. Det betyder ikke, at man er egoistisk, hvis man ellers er et godt menneske resten af året og behandler sine forældre som de fortjener at blive behandlet.
Desuden hader jeg det som pesten, når nogle forældre forventer af deres yngre børn, at de skal købe diverse ting til dem, og fx sender dem links til ting de ønsker sig (jeg har set dette ske flere gange). Nej, det er ikke den måde, man lærer børnene at udvise taknemlighed eller noget som helst andet på; tværtimod er det sådan man giver sine børn dårlig samvittighed. Børn bør aldrig føle, at de står i gæld til deres forældre.

Jeg har personligt aldrig følt, at mine forældre har forventet noget som helst på Fars/Mors dag, hvilket er rart, da det betyder, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over, at jeg egentlig synes det er fjollet at skulle købe en blomst fordi nogen siger, at jeg er et dårligt menneske hvis jeg ikke gør det. Desuden betyder det, at jeg så har resten af året til at finde på alle de gaver jeg har lyst til, fx et glas abrikosmarmelade, forskellige genstande fra Søstrene Grene eller et spontant maleri (man kan efter min mening sagtens give hjemmelavede gaver til folk selvom man teknisk set er voksen, det burde ikke handle om det materialistiske).

Generelt er min pointe, at det handler om at være ægte frem for at lade samfundet diktere, at man nu skal vise sine følelser/hvordan man skal gøre det. Så som sådan er det ikke Fars/Mors dag den er gal med, det er de unødvendige forventninger der er til det hele, som ikke skal have så meget magt.

Jeg ved, at dette er et ilandsproblem, og at jeg desuden taler ud fra et meget priviligeret synspunkt, da jeg har to gode forældre, der begge har det godt, og som er gode mennesker, og at vi intet mangler, og at jeg i teorien intet har at brokke mig over. Desuden er der mange folk, der ikke længere har deres forældre, og når jeg tænker på det, får jeg straks dårlig samvittighed over, at jeg ikke i dette øjeblik er igang med at købe blomster og chokolade og planlægge en stor fest for min far, men så kommer det igen til at handle mere om den dårlige samvittighed frem for reelle følelser, jeg føler for at udtrykke.

På den anden side har jeg det også med at blive meget stædig og få idéer om, at det “folk” gør, er det forkerte, og at jeg derfor skal gøre det modsatte/intet gøre, hvilket både kan være godt og skidt. Generelt handler det vel om at gøre det, jeg har det godt med at gøre, så kan det være lige meget hvad andre gør. Det er vel egentlig livets grundessens.

Nu håber jeg ikke, at jeg har ødelagt dagen for nogen, men vi har heldigvis ytringsfrihed og retten til at have hver sin holdning. Hurra

 

blogger-image-1006183490

(Køer er inspirerende dyr, de er skide ligeglade med hvad samfundet mener er rigtigt og forkert, vi kan lære meget af dem)

Yndlingssange – en top 10

Hej verden. Af uvisse årsager føler jeg for at dele denne top 10 over mine yndlingssange. Den indeholder 31 sange, så ja, her er den:

  1. Pearl Jam – Black

2. Keane – She Has No Time

3. Nirvana – The Man Who Sold The World

4. Pink Floyd – Wish You Were Here

5. Tracy Chapman – Fast Car

6. Alter Bridge – Watch Over You

7. Bon Iver – Holocene

8. Creed – One Last Breath

 

9. Metallica – Nothing Else Matters

10. Eddie Vedder – Society

11. Active Child – Hanging On

12. Porcupine Tree – Lazarus

13. Volbeat – Fallen

14. Snow Patrol – Run

15. Rosie Thomas – Guess It May

(En dårlig video af mangel på bedre)

16. Tina Dickow – Alt Hvad Hun Ville Var At Danse

17. Suzanne Vega – Gypsy

18. Owl City – Silhouette

19. Dodie Clark – Pas De Deux

20. R.E.M – Losing My Religion

21. Joe Cocker – Up Where We Belong

22. Wallis Bird – You Are Mine

23. Carpenters – Yesterday Once More

24. Eva Cassidy – Field Of Gold (denne burde være højere oppe på listen, men jeg orker ikke at lave om på rækkefølgen nu)

25. Nephew – Swimming Time

26. Nick Drake – Saturday Sun

27. Rusty Clanton – Novels

28. A Weather – No Big Hope

29. Paul Simon – The Sound Of Silence

30. Damien Rice – Cannonball

31. Coldplay – Christmas Lights

32. Joni Mitchell – A Case of You

33. Bon Iver – Creature Fear

34. Nephew – Wasted

35. Twenty One Pilots – Cancer

36. Dodie Clark – Sick of Losing Soulmates

 

Filosofiske overvejelser om livet m.m – skrevet i haven under det idylliske æbletræ

Hej verden. Da jeg har flere emner jeg ønsker at skrive om, men ikke føler for at lave fem seperate indlæg, så kommer det hele her på én gang (det er tilladt at forlade siden, hvis man skulle føle sig overvældet, jeg kan advare om, at dette indlæg er både langt, til tider dybt og muligvis for personligt og at det også handler om kropsbehåring, Kanal 4, veganere, buræg, HF, eksamen og diverse andre ting).

Rækkefølgen bliver denne:

  1. Kropshår
  2. “Normale former”
  3. Forventningspres
  4. HF – “bliver du så rigtigt student?” – at sammenligne mig selv med andre.
  5. Opmærksomhed
  6. Kødindustrien

 

1. Så ja. I går indså jeg, at jeg ikke har fjernet hår på mine ben i en måned, hvilket primært skyldes, at jeg ikke har følt noget behov for at gøre det. Før jeg nåede til den konklusion, var jeg dog igennem en lang indre monolog, der primært handlede om, hvorvidt der evt. var nogle dybereliggende grunde til det – fx at jeg ønskede at gøre oprør mod samfundets kropsidealer m.m. Først tænkte jeg, at det i teorien ville være fint at gøre oprør med det, da jeg ikke mener, at det normale skal være konstant at have barberet sine ben. Men så blev jeg mindet om, at selve det at have behårede ben for at få et budskab igennem, ikke bidrager til at gøre det at undlade at fjerne hår på sine ben mere “acceptabelt/normalt”. Og hvorfor så ikke det? Jo, fordi at man på den måde sender et signal til andre, og sig selv om, at det at have hår på kroppen åbenbart er så vild en ting, at det ikke bare er noget man holder for sig selv – og i det, at man gør det til et “projekt” at have behårede ben/andet, så minder man egentlig bare alle om, at det ikke er “normalt”. Hvis man ville lave et virkeligt oprør, så skulle man i stedet bare lade være med at tænke på, om man har hår på benene eller ej, og lave noget andet i stedet for. Så det har jeg tænkt mig at gøre (det er i teorien det jeg var i gang med, indtil jeg begyndte at tænke over det).
Jeg siger ikke, at man ikke skal kæmpe for sine rettigheder til at gøre hvad man vil med sin krop; jeg pointerer bare, at det ikke nødvendigvis er med til at bidrage til noget positivt, hvis man gør det til et helt projekt at man gør/undlader at gøre noget bestemt med sin krop. Det minder vel egentlig bare os alle sammen om, at det åbenbart gør en stor forskel, om man har hår på kroppen eller ej, selvom det intet siger om ens personlighed eller menneskelige værdier. Så en bedre strategi er måske bare at lade folk gøre hvad de vil med deres respektive kroppe og så tale pænt om hinanden og komme videre i livet.

2. Dette leder mig videre til en artikel jeg læste for nogle dage siden, som omhandlede et nyt program på Kanal 4, der hedder “Top Model Curves”. Formålet med programmet er primært at vise, at kvinder med “normale former” (jeg citerer) også kan være smukke og være modeller.
Lige umiddebart er dette jo positivt nok. Men det, der forstyrrer mig, er bl.a. at det blev kaldt en tendens for “en ny feministisk bølge”. Desuden kan jeg ikke lide udtrykket “normale former”. Ja, det siges for at give kvinder, der ikke er helt vildt tynde, en følelse af, at de er normale og ikke skal skamme sig over deres kroppe. Problemet ligger i, at det indikerer, at der findes “normale former” og dermed også unormale former – og hvad er det så? Hvordan skal jeg som person eller en masse andre få det bedre ved at nogle andre bliver kaldt unormale, fordi de måske ingen former har, eller for mange former har? Det kommer til at handle om, at holde to ting op imod hinanden, og kritisere det ene, for at få det andet til at fremstå som bedre, og det er jo helt forkert.
Og hvordan har dette noget at gøre med en feministisk bølge? Jeg har helt ærligt svært ved at se, hvordan et topmodel-program kan have noget med feminisme at gøre. Efter min mening handler feminisme om ligestilling mellem mænd og kvinder – og mellem kvinder og kvinder og mænd og mænd, og generelt at undgå, at nogen behandles forskelligt pga. deres køn eller nogle andre ligegyldige faktorer. Det, at man laver et seperat program for kvinder, der har “kurver” (jeg hader det udtryk, det giver mig lyst til at kaste op, det kan vel bare kaldes at have en krop for helvede), fremmer vel ikke som sådan ligestillingen. Det, det egentlig gør, er bare at minde os alle om, at det er noget revolutionerende, at nogle kvinder der vejer over 50 kg kan være med i et modelprogram. Hvis de virkelig ønskede at revolutionere modeverdenen, hvorfor så ikke lave hele Top Model-programkonceptet om, så der var ét program som alle kunne deltage i, uanset vægt/noget andet? Hvorfor lave et helt separat program hvis formålet er at vise, at “kurvede” kvinder er ligeværdige med de slanke kvinder? Det har jeg svært ved at forstå.
Desuden kan jeg ikke se, hvorfor feminisme overhovedet skal nævnes i den sammenhæng. Bare fordi det handler om nogle kvinder, der står ved deres kroppe, så betyder det vel ikke, at det er en feministisk kamp? Desuden handler programmet stadig om, at man skal være den smukkeste, “kurver” eller ej, og målet er stadig at finde en ny top model. Hvis man ønskede at lave “feministisk tv”, så kunne man fokusere på ulighederne i samfundet og i andre lande og på, hvordan dette kan løses, eller de kunne lave nogle programmer, der handlede om noget meningsfyldt, frem for kvinders kroppe eller deres egenskaber som mødre (jeg mener da, at det er Kanal 4 der har “De Unge Mødre”, men skal ikke kunne sige det).
Desuden er alle deltagerne helt normale mennesker, og jeg kan umiddelbart ikke se, at de har nogle specielle kurver,  så jeg ved ikke, om jeg synes det bidrager til noget positivt kropsideal, at man hele tiden pointerer, at programmet altså hedder “Top Model Curves”. Det leder igen hen til det med, at det skal blive et helt projekt bare at have en krop, man kan ikke bare være tilfreds med sin krop eller veje 2 kg for meget uden at skulle gøre et helt nummer ud af det.

Jeg håber ikke, at jeg fremstår som en sur gammel idiot, men det er i hvert fald det jeg mener lige pt.

3. En helt anden ting, jeg har tænkt over på det sidste, handler om forventninger. Både de forventninger, jeg har til mig selv, de forventninger andre folk har til mig, og de forventninger, jeg forventer, at andre har til mig (nu bliver det kompliceret). Jeg tror generelt set, at jeg tænker mere over andres forventninger til mig, end jeg ønsker at acceptere. Jeg prøver generelt at være en person, der gør hvad jeg selv vil, og ikke lader mig styre af, hvad andre synes er det rigtige. Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg stadig tænker over, hvad andre mener. Men det gør vi vel allesammen i en eller anden grad, det der egentlig betyder noget, er om man lader det tage kontrollen over ens liv.
Mine eksamener er gået igang, så i den seneste periode har jeg tænkt meget over de forventninger, der er til mig, og hvor de egentlig stammer fra. eg kan ikke helt finde ud af, hvad det hele egentligt bunder i. Dybest set handler det om, at jeg er en person, der godt kan lide at have styr på, hvad der sker, og hvornår det sker, og at jeg gerne vil gøre mit bedste og ikke skuffe mig selv. Det handler egentlig ikke om at skuffe andre, da jeg ved, at jeg hverken bliver et bedre eller dårligere menneske af at få gode karakterer og klare det godt fagligt.
“Du har ingen grund til bekymring, du klarer dig jo altid så godt”, siger folk til mig, når jeg udtrykker mine tanker (hvilket er positivt ment, da de ønsker at berolige mig ved at bekræfte mig i, at jeg selvfølgelig også klarer det godt denne gang). Problemet er, at det minder mig om, at andre folk har en forventning til, at det sikkert går godt. Det er ikke nødvendigvis en forventning, de aktivt har valgt at have, men en forventning der er menneskelig at have, når man flere gange har oplevet, at en situation er blevet på en bestemt måde – så forventer man også, at det nok også går sådan næste gang. Man forventer det i hvert fald mere, end at det går dårligt. Måske tænker min familie slet ikke over det på samme måde, det er muligvis noget jeg forestiller mig mere end en realitet, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det vil være en større begivenhed hvis jeg klarer det dårligt, end hvis jeg klarer det godt. Ikke fordi, at min familie vil hade mig, hvis det skulle gå mig dårligt, for sådan er det slet ikke. Der er ikke nogen, der forventer, at jeg skal klare det perfekt hele tiden, men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at føle, at alle regner med, at det kommer til at gå godt. Jeg regner da også selv med, at det kommer til at gå godt, men det tør jeg alligevel ikke helt, for hvad nu, hvis jeg skulle blive skuffet? Det er som om, at skuffelse er den følelse jeg er mest bange for, både hos mig selv og hos andre. Så hellere sætte forventningerne ned og være beskeden og sige “nu må vi se, hvad der sker, verden går jo sin gang uanset hvad”. Problemet er, at jeg ikke føler, at jeg kan sige det længere og oprigtigt tro på det. Sidste år til eksamen var jeg generelt mere afslappet og besluttede mig for at tage det, som det nu kom, da jeg ikke kunne overskue at gå psykisk ned over det. Og det endte med, at jeg fik fire 12 taller og to 7 taller, og moralen var “næh se, bare tro på dig selv og lad være med at fokusere på resultatet, så skal det nok gå rigtig godt”.
Men i år er det anderledes. Jeg har nu besluttet, at jeg vil søge ind på psykologi-studiet, hvilket kræver et højt gennemsnit, og det betyder, at jeg ikke bare kan slappe af os sige “nåh, vi ser hvad der sker, det går vel nok”. I teorien skal jeg klare det virkeligt dårligt for at få mit gennemsnit til at falde så meget, at alt ramler, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at min fremtid afhænger af, hvordan jeg klarer det på mandag og tirsdag. I teorien KAN jeg jo godt ødelægge det hele for mig selv, og den tanke er ikke rar, så jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at tænke på det.
Konklusionen af det hele er, at jeg, når jeg tænker ordentligt efter, ved, at jeg uanset hvad nok skal klare det fint, men jeg forventer ikke, at jeg gør det til perfektion, for det behøver jeg sådan set ikke. Nogen gange må man sænke sine forventninger, både til hvad man selv skal forvente, og hvad man forventer, at andre forventer, for helt ærligt kan jeg ikke bruge det til noget som helst, hvis nogle skulle forvente et eller andet. Jeg eksisterer ikke for at skulle gøre hvad nogle andre forventer at jeg skal gøre. Slut.

4. En fjerde ting, der har fyldt i min hjerne på det sidste, eller muligvis i flere år, er hele den debat der er om HF og om hvorvidt, det er en ligeså god gymnasial uddannelse som fx STX. Tidligere har jeg været ret ligeglad med, at der generelt er mange folk, der virker til at have en mening om, at HF er den lette løsning, og at det står for “Hurtigt Færdig”. På det seneste har jeg dog taget alt ret personligt, når nogen har kritiseret HF eller har stillet spørgsmål til, hvad det egentlig er, at jeg laver, og hvorfor jeg gør det. Det hænger mest af alt sammen med, at jeg bliver student meget snart, og at jeg selv føler, at jeg egentlig har arbejdet ret hårdt på det. Ikke, at det har været umenneskeligt svært, da jeg er heldig at være en person, der ikke har store faglige vanskeligheder, men jeg synes alligevel, at jeg har gjort det ret godt. Så er det lidt trist, når diverse politikere plaprer løs om, at de mener, at HF ikke skal give adgang til de videregående uddannelser, at niveauet er for lavt, og at det hele skal laves om, så det bliver en hel anden uddannelse, der ikke minder om den, vi har i dag. Det gør mig trist, for og fremmest på menneskehedens vegne, da HF er et sted, hvor der er plads til en, hvis man ikke passer ind andre steder, og fordi det er et af de mest positive steder jeg kender. På den anden side er det svært ikke at tage det personligt, da jeg langt fra føler, at jeg bare har taget den letteste smutvej, og at det faglige niveau er lavt. Jeg føler det helt modsatte. Jeg er ikke specielt overrasket, da de pågældende politikere, der har de holdninger, ikke er nogen, som jeg nogensinde har haft tillid til, så det er altid noget. Jeg ved også godt, at det kun er mig, der ser verden fra mit synspunkt, men det gør det ikke lettere at acceptere.
Da jeg startede på HF var det primært fordi, at det var min eneste mulighed for at få en studentereksamen på en måde, der var holdbar for mig. STX fungerede af flere grunde ikke for mig, men det var ikke fordi, at jeg ikke var faglig nok, eller at jeg ikke kunne klare presset. Hvis jeg havde besluttet mig for det, kunne jeg vel godt have kæmpet mig igennem det, men så ville det have gjort mit liv ret trist at leve. Så grunden til at jeg skiftede over til HF enkeltfag var ikke, at jeg er svagere end andre er, men derimod fordi det bare var et bedre valg for mig som person. Det er noget, som jeg skal minde mig selv om, da jeg, hvis jeg tænker for meget over det, godt kan glemme, at det overhovedet ikke handler om svaghed, og at der desuden ikke er nogen som helst grund til at sammenligne mig selv med andre. Det handler jo ikke om, at man skal gøre alt muligt, bare fordi nogle andre gør det, og det har jeg vidst i lang tid.
Grundlæggende handler det nok mest om, at jeg virkelig ikke ønsker at skulle føle, at jeg ikke bliver student ligeså meget, som folk fra fx STX bliver det. Jeg ved ikke hvorfor, at det har en betydning for mig, da jeg egentlig troede, at jeg ikke gik ret meget op i det, men jeg tror, det er det symbolske i det, der betyder mest. Om jeg har lyst til at indrømme det eller ej, så er det en stor ting for mig, at jeg har klaret det så godt, og at jeg har det så godt nu, som jeg har det, og at jeg i flere år ikke har følt, at jeg var en, der skulle tages hensyn til. Og det er en fantastisk følelse. Jeg føler, at jeg har lært helt vildt meget i løbet af min tid på HF, både fagligt,  men også om mig selv, og om andre folk omkring mig. Men nu hvor jeg snart bliver student, er det en god anledning til at begynde at tvivle på, om jeg nu har gjort det så godt, som jeg selv føler at jeg har, nu hvor en masse andre har haft mange flere fag end jeg har, og på flere måder gjort “mere” end jeg har. Dette er dog fuldstændig åndssvagt, da jeg ikke kan bruge det til noget at sammenligne mig selv med andre, og at det desuden ikke er relevant for mit liv, hvad nogle andre gør. Det handler vel først og fremmest om hvorvidt jeg er glad, og det vil jeg pt mene, at jeg er, og jeg ved, at meget af den glæde skyldes, at jeg foretog et rigtig godt valg, da jeg skiftede over til HF enkeltfag dengang. Jeg synes egentligt, at jeg har lært at lytte til mig selv, og det er da en meget god ting at kunne.

Men realiteten er, at jeg har taget min studentereksamen på en anderledes måde end de fleste har. Dette tænker jeg sjældent over i hverdagen, da jeg ikke føler, at der er noget specielt over det, men faktum er, at mange ikke ved så meget om HF, og slet ikke HF enkeltfag og så er der endnu færre der overhovedet ved, at man kan tage fag som flex/fjernstudie. Da jeg startede på HF og mødte en tidligere ven i bussen, og sagde, at jeg nu gik på HF sagde hun “Hvad er HF?” og havde et fjernt udtryk i øjnene. Når vi er til familiefester og emnet gang på gang falder på uddannelse, sker der tit det, at min far begynder at snakke om, hvor godt det er, at jeg på HF kan tage det i mit tempo og ikke have så mange fag som man normalt har. Dette er jeg helt enig i, men alligevel føler jeg mig altid lidt irriteret og trist indvendig, når det jeg bruger min hverdag på bliver beskrevet så det lyder som noget, der intet kræver (jeg giver ikke min far skylden for det, det er jo primært min egen hjerne der kommer frem til de konklusioner) og som er “unormalt”, for det er det vel i bund og grund, hvis man generaliserer. Først og fremmest har jeg taget HF, hvilket ikke er det de fleste vælger, og det er så som enkeltfag, hvilket stort set ingen ved hvad er, før de har fået det forklaret mange gange (hvilket er fair nok, man kan ikke vide alt), og så har jeg oveni købet taget mit tredje år som fjernstudie, hvilket mange heller ikke helt ved hvad er, eller hvordan det fungerer, og det bidrager umiddelbart ikke til, at jeg føler mig “normal”. Jeg er nok ved at være godt træt af hele tiden at føle, at jeg altid falder lidt uden for det der er “normalt”, for der er da noget enormt simpelt ved at være en del af en gruppe, der alle har gjort det samme osv., men sådan er det ikke, og det er jeg på den anden side også glad for. Jeg ved det ikke. Jeg er glad for de valg, jeg har taget, men det kan være frustrerende at føle, at man altid skal forklare sig. Muligvis skyldes det, at jeg nok overhovedet ikke gider at forklare mig. Det ville være lettere, hvis alle vidste alting på forhånd, men så alligevel ikke. Det handler nok mest om, at jeg gerne vil have anerkendelse, hvis jeg skal analysere mig selv psykologisk. Jeg har i løbet af det sidste år vænnet mig til at være den, der giver mig selv anerkendelse og positiv forstærkning, da jeg er den eneste, der præcist ved, hvor godt jeg klarer mig, og hvad jeg egentlig laver, da jeg jo ikke har en klasse eller lærere, der konstant siger “Ihh, hvor flot!!” (hvilket i teorien er løgn, min dansklærer har givet mig masser af ros for mine afleveringer, men det er alligevel ikke helt det samme). Jeg har ikke lyst til at erkende det, men jeg har vel også brug for en social anerkendelse, og den har i perioder manglet lidt, så det er muligvis der problemet ligger.

Konklusionen er, at jeg selv føler, at jeg godt kan være stolt af min indsats, og jeg ved, at min familie også er stolt af mig, fordi de går mere op i, hvordan jeg har det, frem for hvad der står på mit eksamensbevis. Men jeg kan stadig godt blive irriteret over det, når jeg føler, at HF ikke helt bliver anerkendt som en ligeværdig uddannelse, eller at det bliver set som den lette vej, for faktum er, at du kan gå igennem dit liv og altid hoppe over hvor gærdet er lavest, og alligevel på overfladen fremstå som om, at du har styr på dit liv. Man kan på den anden side også stresse sig selv helt vildt, hvis man tror, at man skal gøre alting på én gang og helst til perfektion uanset hvilken uddannelse man vælger. Så hvad uddannelsen hedder, siger ikke noget i sig selv, for du kan sagtens have det forfærdeligt indeni, selvom du har fem A fag, og du kan have det rigtigt godt selvom du har en slet ikke har nogen A fag – men det burde ikke spille nogen rolle, da det for helvede jo ikke handler om at sammenligne sig sig med andre. Bare fordi nogle andre klarer det godt, betyder det ikke, at jeg har klaret det dårligt.

5. Jeg beklager, hvis det blev lidt for socialrealistisk, det kan jo ske. Men formålet med denne blog er at jeg frit kan udtrykke mine tanker, også selvom de ikke er helt sturkturerede, og jeg på flere punkter ikke helt ved, hvad jeg egentlig mener.
Nåh, næste punkt handler om opmærksomhed, hvilket lægger i forlængelse af hele “jeg bliver student, uha” dramaet. Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig vil have ud af selve dagen, hvorpå jeg bliver student. På den ene side vil jeg gerne have, at det bliver en mindeværdig dag, hvor der skal ske et eller andet, der ikke sker hver dag, og på den anden side ved jeg, at jeg højst sandsynligt er satans udmattet, har post-eksamens-stress-hovedpine, og at jeg inderst inde nok mest har lyst til at sidde foran fjernsynet og se et gammelt afsnit af Kender Du Typen (et af de programmer, der har allermindst indhold, uden at det er et forfærdeligt reality program). Men i forbindelse med, at jeg gerne vil føle, at jeg bliver rigtigt student, så føler jeg også, at jeg næsten er nødt til at sikre mig, at det bliver markeret, også selvom jeg ikke helt ved, hvad det indebærer. (Jeg kan dog afsløre, at det ikke involverer at forsøge at gøre nogle af de ting, der står i min studenterhue, at man skal gøre for at opnå det ene eller andet). I mit hoved handler det mere om, at vi køber en jordbærkage og derefter kører ud i vores sommerhus og at jeg derefter er et frit menneske der kan tage en lur eller generelt bare kan falde om af udmattelse, men at min familie er der til at aflede mig fra den anomi (ophøret af faste strukturer og rammer, der nu er et tomrum), der højst sandsynligt vil gøre mig i skidt humør hvis jeg tænker for meget på det.
På den ene side ønsker jeg at få opmærksomhed, og på den anden side har jeg mere lyst til at grave mig ned i et hul.
Og i går, imens jeg sad midt i alle disse tanker, ringede min telefon. Det var et ukendt nummer, så jeg gik ud fra, at det var en sælger. Det viste sig så at være en af folkene fra min skole, der sagde dette:

“Hej Amanda. Du taler med Linda fra Randers HF & VUC. Vi kan se i vores system, at du er den første der bliver student i år, og dette er noget som vi på skolen altid gør et stort nummer ud af. Hvis det er ok med dig, så kommer der en journalist og en fotograf, der vil interviewe dig til avisen, og rektor kommer desuden og overrækker dig en blomst og siger tillykke. Du kan lige tænke over, om det er noget, du er med på”.

Jeg skal i hvert fald ikke klage over, at der ikke bliver nok opmærksomhed omkring det, at jeg bliver student, for det lader der til, at der bliver. Så det bliver interessant. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det, men generelt bliver det en oplevelse. Jeg tør ikke, men jeg glæder mig også lidt. Vi får se. Det bliver højst sandsynligt meget mere afslappet end min hjerne umiddelbart forestiller sig, at det bliver, men alligevel, jeg kommer i avisen!! Og på skolens Facebookside!! Det er ikke hver dag, at det sker.

Nåh, men konklusionen af det er, at opmærksomhed både er noget, jeg gerne vil have, men også gerne vil undgå at have, afhængig af konteksten selvfølgelig, men ja, nu får vi se om jeg kan lide det.

6. Da dette indlæg i forvejen er alt for langt, vil jeg gøre dette kort. Men jeg føler lige for at inddrage kødindustrien i alt det her, selvom man kunne argumentere for, at det ikke hænger sammen, men det gør det alligevel. Jeg kan ikke finde ud af, om veganere er med til at redde jorden, eller om de egentligt bare er med til at give os andre dårlig samvittighed, fordi vi ikke formår at leve ligeså kontrolleret som de gør, når det kommer til mad. Forstå mig ret, jeg går meget ind for, at man skal nedsætte sit kødforbrug og desuden tænke over, hvad man køber og spiser, men jeg tror ikke, at løsningen er veganisme. Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af at give sig selv og andre dårlig samvittighed over det man vælger at gøre, i hvert fald ikke, hvis man ønsker en reel ændring i kødforbruget og i folks vaner. Jeg har altid gået ind for udtrykket “alt med måde”, hvilket jeg også synes gælder kød/usunde ting, men alligevel føler jeg ikke, at jeg selv altid lever efter dette princip. Faktisk kan jeg ikke helt finde ud af, hvad mine principper er, når det kommer til mad, udover at jeg er imod iceberg salat (da det er spild af arbejdskraft, vand og transport at fremstille et produkt, der til slut består af 95 % vand og stort set ingen vitaminer, som vi primært spiser, fordi vi tror, at det gør os sunde, når det i realiteten ingen næring indeholder, og at vi ligeså godt kunne nøjes med at drikke et glas vand). Men det er så også det. Jeg havde nogle overvejelser sidste år omkring æg, og hvorvidt man er et dårligt menneske, hvis man køber buræg, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg helt skal mene. Det er indlysende, at buræg er en trist ting, da hønsene ikke har haft et særlig godt liv, men så igen, hvad ved jeg egentlig om det, og hvad bygger jeg min holdning på? Problemet er også, at ikke alle folk har råd til at købe fx dyre frilandsæg, og købe dyre veganske alternativer til kød og andet, men betyder det, at de er dårlige mennesker? Det synes jeg sådan set ikke, men på den anden side har vi vel alle et ansvar, og hvor går grænsen?

Jeg ved det ikke.

Lade det blive sidste sætning i dette forvirrende tankemylder, hvis nogen har formået at læse det hele, så er jeg imponeret (og skammer mig lidt over de potentielle kommafejl jeg ikke har fået rettet igennem, men jeg er ikke et perfekt menneske)

Farvel

/A

P.S Her er et billede hvor jeg er iført min israelske solhat, det passer overhovedet ikke ind i sammenhængen, men da der generelt ikke er en sammenhæng i dette indlæg kan jeg vel ligeså godt sætte det ind, så her er det:

dsc_0278.jpg

(det vender forkert, selvom jeg har roteret det, jeg giver op, nu bliver det sådan og jeg må fremstå som en idiot (dog iført hat)

 

og det var så det, slut