Særligt sensitiv, eller måske bare menneskelig? Et meget langt indlæg omhandlende det at være menneske

Hej verden. Jeg har nu i en uge følt for at lave dette indlæg, så nu skal det være, selvom jeg i teorien er igang med noget andet.

Der har været en del debat på det sidste omkring begrebet “særlig sensitivitet” også kaldet HSP (highly sensitive person). Jeg har tænkt meget over, hvad jeg egentlig selv skal mene, da jeg har skiftet mening en del gange igennem de seneste par år, så nu vil jeg forsøge at finde ud af, hvad jeg selv mener.
Der virker til at være fire generelle holdninger til emnet:

  1. Nogle mener, at det at være særligt sensitiv er et personlighedstræk, som betyder, at man er mere påvirkelig overfor visse former for stimuli end andre mennesker er, hvilket kan gøre det svært at fungere i vores verden, hvor der er et stort fokus, og efterspørgsel på præstation, udadvendthed og evnen til at kunne holde en masse bolde i luften på én gang.
    Nogle folk mener, at løsningen er at der skal tages mere hensyn til den særligt sensitive/at personen generelt skal have lov at sige fra, når det hele bliver for meget.
  2. Så er der dem, der mener, at det at være særligt sensitiv er et udtryk for, at man er en form for overmenneske, der kan føle mere empati end andre, og som derfor lever et dybere liv end andre gør. At være særligt sensitiv bliver noget, man skal være stolt af, frem for noget, man skal forsøge at bekæmpe. At være særligt sensitiv bør ifølge dem give nogle “rettigheder”, i form af de hensyn der skal tages til de særligt sensitive , hensyn man vel at mærke ikke behøver at tage til andre end dem. Der er nærmest en form for social status i at være særligt sensitiv (eller at have et barn, som er det). Det betyder, at man er speciel, fordi man tilhører en gruppe af folk, der “kan” noget, som resten ikke kan. (Jeg har en frygt for, at nogle forældre tænker på denne måde, men mere om det senere).
  3. På den anden side har vi så dem, der mener, at særlig sensitivitet slet ikke findes, og at det blot er et udtryk for dårlig opdragelse fra forældrenes side og/eller at forældre overbeskytter deres børn for meget. Løsningen ifølge dem med denne holdning, er altså at både børn og forældre/voksne sensitive bare skal tage sig sammen og lære at rette ind, hårdt sagt.
  4. Til sidst har vi så dem, der mener at det at være særligt sensitiv i virkeligheden dækker over noget andet – enten nogle psykiske problemer som fx angst, eller måske nogle koncentrationsvanskeligheder – og at der intet bliver gjort for at løse disse problemer, hvis man bare siger “nåh, du er særligt sensitiv, sådan er det” til en person. Det giver ikke personen nogen muligheder for at udvikle sig, hvis han/hun får at vide, at sådan er det bare, og løsningen er at acceptere sig selv, sige fra og kræve, at der tages hensyn.
    En gruppe af psykologer har netop skrevet en bog hvor de fremlægger denne holdning.

 

Der er flere ting, som jeg synes er tankevækkende når det kommer til denne debat. For det første, så er det hele overordnet et udtryk for, at vi i vores samfund er blevet meget fokuserede på diagnoser og labels – hvis der er noget, der er den mindste smule anderledes, end det “normale”, så føler vi en trang til at give en diagnose skylden. Det er på mange måder som om, at vi har glemt, at vi mennesker nu og engang er forskellige fra hinanden, og at livet nogen gange er noget lort, som betyder, at vi får nogle problemer, der skal håndteres. Det er som om, at det ikke er ligeså acceptabelt at have nogle vanskeligheder, hvis ikke du har en diagnose på det. (På den anden side kan det diskuteres, om det så er socialt acceptabelt at have en psykisk diagnose, for sådan synes jeg heller ikke, at det virker). Min pointe er, at vi sygeliggør det, der er helt normalt (fx kan du få diagnosen depression, hvis du har oplevet en del af nogle symptomer i mere end 14 dage (det behøver ikke at være alle dagene, bare nogen af dem). Det vil sige, hvis du er trist og oplever nedsat lyst til forskellige aktiviteter, af den ene eller anden grund, så er du deprimeret og ikke bare i dårligt humør. Dette mener jeg er problematisk, da det fjerner fokus fra de virkelige problemer. (Jeg siger ikke, at depression ikke findes – langt fra, det er et stort problem for mange folk, der virkelig kæmper med det, men der er forskel på at være i dårligt humør og at have en reel depression, der kræver medicinsk behandling). Hvis man ønsker at læse mere om psykiske/psykiatriske diagnoser, så kan jeg stærkt anbefale bogen “Diagnoser” af Svend Brinkman og Anders Petersen, den kommer ind på mange aspekter, som der ikke tales nok om efter min mening.

Nåh, tilbage til virkeligheden: Jeg har selv tidligere defineret mig selv som særligt sensitiv, men jeg fandt med tiden frem til, at jeg ikke ønsker at definere mig selv ud fra et begreb, som nogle andre har fundet på. Ja, det er da rart at vide, at jeg ikke er den eneste i verden, der umiddelbart ikke elsker pludselige høje lyde og tøj, der strammer (men hvem fanden gør også det?). Men problemet, der opstår så snart man siger “jeg tilhører gruppen af særligt sensitive” er, at man for det første kan blive tilbøjelig til at lukke sig inde i det, og læse en masse om det, evt. finde andre sensitive folk, man kan snakke med om det, og det kan efter min opfattelse være ret farligt. Der sker nemlig en polarisering, når man omgiver sig meget/udelukkende med folk, man deler samme opfattelse med – man kan give hinanden ret i, at ihh hvor er det hårdt og uretfærdigt, og at det også er de andres skyld, at man selv har det skidt (det er fx også polarisering der sker, når en masse mennesker, der er fremmedhadske, samles om det, og dermed bliver endnu mere fremmedhadske, fordi de nu har et fællesskab omkring det).
Det er RIGTIG godt at have nogle, der forstår en, og som man kan snakke med, det er ikke det, der er problemet i sig selv – problemet ligger i, at der i det mærkat, man har fået, i dette tilfælde “særligt sensitiv”, ligger en merbetydning – at du er en del af en gruppe, som “de andre” ikke er en del af. Dette kan hurtigt skabe en os og dem illusion, hvor man ser “de andre” som fjenden – “åhh,  alle er så ekstroverte og larmende, de siger aldrig noget fornuftigt, de skulle bare vide alle de kloge tanker der er i mit hoved”. (Jeg har selv set utallige eksempler på det, da jeg engang var medlem af en ret stor Facebook gruppe for særligt sensitive folk, jeg meldte mig ret hurtigt ud igen, da det føltes som en form for sekt). Når det er sagt, så er det desværre menneskeligt, at vi opdeler os i grupper, og har en tendens til at se andre som trusler – jeg kender det fra mig selv, jeg er langt fra det perfekte menneske (surprise).

image-2fc11f69352b762ab32203e3b7df334b273a27dff0b44c69b7404ca0731ec939-v.jpg

Men jeg følte mig ikke tilpas med at definere mig selv som særligt sensitiv. Det skyldes ikke, at jeg ikke har accepteret mig selv, for det vil jeg selv mene, at jeg har, det skyldes derimod ovenstående og at jeg generelt er nået frem til, at jeg foretrækker bare at være den jeg er, uden at skulle sætte mærkater på alt. En anden vigtig pointe er nemlig, at man risikerer at gå glip af en masse, hvis man dømmer sig selv og på forhånd har sat en masse “regler” op for, hvad man kan og ikke kan. For at tage et eksempel, så har jeg ofte en tendens til at blive ret overvældet og lukke ned, hvis der foregår alt for mange ting på én gang, eller hvis der generelt bare har været for meget at tænke på/gøre i en periode. MEN jeg har med tiden lært, at dette ikke betyder, at jeg intet kan, eller at der er bestemte ting, jeg er nødt til at holde mig fra altid. Hvordan lærte jeg det? Ved at gøre ting, som jeg normalt har holdt mig fra at gøre. Fx har turene til Spanien og Israel i den grad mindet mig om, at jeg kan en masse, fordi jeg har gjort nogle ting, og fået nogle gode oplevelser ud af det. Ja, jeg følte mig overvældet flere gange på begge ture, men så slappede jeg af i nogle timer, og så var alt fint igen. (Mere om det i mit næste Israel indlæg).
Hvis jeg bare havde sagt “nej, jeg er særligt sensitiv, jeg kan ikke tage afsted, det bliver for meget”, så var jeg gået glip af en masse, både en masse oplevelser men ligeså meget følelsen af, at jeg har udviklet mig i den rigtige retning (det bliver dybt nu) – fordi jeg kan se, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, så længe jeg husker at mærke efter, hvordan jeg har det, og siger fra, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til. Det er mere simpelt, end man skulle tro.

I forlængelse af det, så er jeg også nået frem til, at det generelt er en forfærdelig idé at sige “jeg er sådan og sådan” til sig selv, fordi man så fastholder sig selv i en bestemt rolle, som ikke nødvendigvis er god for en. Vi mennesker er komplekse, og vores humør og almene sindsstemning varierer fra dag til dag, så det er ofte umuligt at forudsige præcist hvordan man har det om en måned eller bare dagen efter. Jeg har på det seneste tænkt meget over, hvorfor jeg nogle dage føler mig vildt godt tilpas og nyder andre folks selskab, og andre dage mere føler for at flygte til et øde sted, hvor jeg kan være i fred. Hvorfor jeg nogle gange bliver irriteret bare radioen kører, og hvorfor jeg andre gange kan nyde, at der bliver spillet musik.
Nogle dage føler jeg mig indadvendt, andre dage føler jeg mig udadvendt, men i bund og grund er jeg jo altid mig selv. Jeg har langt fra den samme sindsstemning hele tiden (det ved man, hvis man er i familie med mig), og jeg tror helt ærligt, at jeg når længst med at acceptere det, frem for at pådutte mig selv diverse mærkater, der kan forklare, hvordan jeg har det, også fordi, at jeg så undgår at klamre mig fast til de mærkater, også på tidspunkter, hvor de intet godt gør for mig. Fx vil jeg hellere tænke “jeg har ikke lyst/overskud til at gøre det her, som jeg har det nu, så jeg siger fra” frem for “åh nej, jeg er introvert og sensitiv og må hellere sige nej før jeg overhovedet har tænkt på, om jeg har lyst”.

image-ad5bc2d086cf2609de08e7726db13de96cca609b415e41e86cf5ef2b22076551-v.jpg

Ja, så det var en masse pladder om mig selv. For at opsummere:
Jeg er overbevist om, at nogle mennesker er mere følsomme end andre, af den ene eller anden grund, og at vi mennesker oplever verden på forskellige måder. Vi er alle individer, og det bør der være plads til. Når det er sagt, så synes jeg, at det er et udtryk for en problematisk tendens, når vi føler en trang til finde årsager til ting, der er helt menneskelige og normale og at finde på nye begreber, som vi kan definere os selv ud fra, da det kun skaber en større distance mellem os som mennesker. Jeg tror dermed ikke, at problemerne bliver løst, hvis vi begynder at skulle tage særlige hensyn til børn, som er særligt sensitive (eller som forældrene mener, er særligt sensitive – der kan være tonsvis af andre ting der ligger til grund for deres udfordringer). Jeg går meget ind for, at alle skal behandles som mennesker, og at der skal være plads til forskelligheder, men jeg tror ikke, at løsningen ligger i, at nogle skal gives særbehandling og andre ikke skal. Jeg tror derimod på, at vi skal se på, hvad grundene fx er til, at mange børn i dag har det skidt med at skulle i skole og at være i skolen (måske er folkeskolereformen mere ansvarlig end børnene selv er, for at de oplever problemer?). Ligesom at stress på arbejdspladserne er et ledelsesmæssigt ansvar, som ikke bør skubbes over på den enkelte medarbejder, der får at vide, at hun/han da bare kan prioritere lidt bedre og må lære ikke altid at være så perfektionistisk, så mener jeg også, at vi skal lede efter de reelle årsager til, at mange børn/voksne oplever problemer med at fungere i dagligdagen. De skal ikke bare rette ind efter min mening, men vi skal finde nogle ordentlige løsninger, så vi alle har lov til at være her og føler, at vi kan bruges til noget. Og så tror jeg for alt i verden at det er vigtigt, at forældre lærer deres børn, at de er lige som de skal være, at alle er lige meget værd og at man hverken er bedre/dårligere end andre hvis man er “anderledes”. Børn skal gives muligheden for at lære at være en del af verden, så de lærer, at der er plads til dem, og at vi alle kan få det til at fungere, selvom vi ikke alle kan/vil det samme. For det at vi er forskellige og reagerer forskelligt er i bund og grund et tegn på, at vi er mennesker, og jeg vil så sandelig håbe, at vi får lov til at blive ved med det. Forskelligheder kan være gode og lærerige, og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi husker, at der ikke er noget rigtigt og forkert, når det kommer til, hvem og hvordan man er som menneske. Og at vi husker på, at vi alle har svagheder og udfordringer, og at det er fint at indrømme over for sig selv, og andre, at man nogen gange har det svært, for så tror jeg, at vi ville opdage, at vi er mere ens end vi går rundt og tror.

3 tanker om “Særligt sensitiv, eller måske bare menneskelig? Et meget langt indlæg omhandlende det at være menneske

  1. Jeg tror en af problemerne ligger i at, mange som for en diagnose kan have en tendens til at vende sig så meget til det, at de ikke prøver at finde løsninger. Som også er noget du lidt kommer ind på med at diagnoserne kan være et problem. Jeg kom til at tænke på at den facebook gruppe du snakkede om, nok minder om rigtig mange andre “grupper” hvor man istedet for at fokusere på at hjælpe hinanden i den rigtige retning muligvis går i vejen for forbedringer. Men når alt dette er sagt, så er ikke alle diagnoser skidt, det kan have en beroligende effekt, at få at vide at grunden til at du f.eks. skubber folk væk kan være en reaktion på at de har braoderline (ikke sikker på det er rigtig), eller hvis du oplever et stort skift af depressiv og manisk så kan du have bipolar personligheds forstyrrelse. man kan sige problemet sker først hvis ens “være måde” går udover at de har et godt liv. men et fint indlæg 🙂

    1. Tak 🙂 Det er sandt, jeg er helt enig 🙂
      Problemet starter hvis man bliver sin diagnose – at man glemmer, at man er så meget andet end kun det, og at det derfor kommer til at tage magten over ens liv 🙂 Generelt er diagnoser, som du siger, gode til at forklare hvorfor man har det som man har det (selvom man godt kan have det skidt, uden at have en diagnose). Men nu er “særligt sensitiv” heller ikke en diagnose, hvilket jeg heller ikke mener, at det skal være, så derfor tror jeg, at det er farligt, at man ser det som en diagnose 🙂 (der er intet galt i at have en diagnose, men vi skal passe på med at diagnosticere helt almindelige ting) 🙂 Da det får det til at virke som om, at det ikke er ok at have nogle som helst problemer, selvom de er rent menneskelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.