Feminisme – hvad det er, og hvad det IKKE er (ifølge mig)

Hej verden. Klokken er lige nu 22(nu 24..), min krop er udmattet, men min hjerne mener, at lige nu er det perfekte tidspunkt at skrive det indlæg om feminisme, som jeg har følt en trang til at skrive i mange måneder.

Feminisme er et emne, jeg tænker på stort set dagligt, da det på den ene side, i min idealist-hjerne, er utrolig simpelt – vi bør alle have lige rettigheder og ses som individer uanset hvilket køn vi tilhører/ikke tilhører. Og på den anden side, så er der alligevel en evig debat om emnet – for der er langt fra bred enighed om, hvad feminisme egentlig er.

Langt hen ad vejen mener de fleste, at feminisme handler om ligestilling mellem kønnene. Så er der den gruppe, der har fået tilnavnet “feminazis”, som efter min opfattelse er en gruppe af kvinder som ser ligestillingskampen som en form for krig, hvor kvinderne skal vinde over mændene. (Det skal dog siges, at nogle har en tendens til at bruge dette ord som et skældsord uden at have et belæg for det, hvilket jeg er meget imod, da det aldrig kan være et problem at man går ind for lighed). Det generelle problem med “feminazi”-tendensen er først og fremmest, at det intet har at gøre med feminisme – ligestilling får man ikke, hvis man bekriger hinanden, for så vil én af grupperne altid være “under” den anden, og det vil til sidst ende med, at dem der har flest penge til bomber og kampfly “vinder”. Men der er ingen der vinder noget som helst på den måde. Og et måske endnu større problem er, at det skaber en forvirring om, hvad feminisme er, hvilket betyder, at utroligt mange bliver misforstået, når de siger, at de er feminister. Nogle folk tror, at det at være feminist betyder, at man hader mænd og ønsker at bekrige dem. Og mange tror, fejlagtigt, at det kun er kvinder der kan være feminister, og at det derfor handler om at tage rettighederne fra mænd og så give dem til kvinderne.
Men dette er ikke feminisme!! Og det er trist, at feminisme er blevet så misforstået et begreb. Efter min mening, burde vi, i det ideelle samfund, alle være feminister – for hvad er den gode grund til ikke at gå ind for, at vi alle skal have lige gode muligheder i livet?
Men realistisk set, så ved jeg godt, at det nok ikke kommer til at ske. Ulighed vil altid herske i en eller anden grad, hvilket jeg ikke kan lide at erkende, da jeg meget gerne vil tro på, at alle vil hinanden det bedste.

Et andet problem med feminist-begrebet ligger i selve navnet – det har “femi” i det, hvilket giver et indtryk af, at det (kun) handler om kvinder – hvilket langt fra er tilfældet efter min mening. Ja, “femi” skaber associationer til kvindekønnet, men hvis dette gør os ubehageligt til mode, så er det måske et tegn på, at vi skal tage nogle ting op til revision, nærmere end at ændre på ordet. Det hedder fx en brandmand, hvilket normalt ikke gør nogen ubehageligt til mode. Men det er måske en anden diskussion. Jeg er bare generelt nået frem til, at det ikke kan være et problem, at det kaldes feminisme, når man kæmper for lighed mellem kønnene. Det betyder jo det samme for mig at se, selv hvis man ændrer det til “humanist”/”equalist”.
For mig at se, betyder “femi” langt fra, at det kun handler om kvinders rettigheder – det er bare et navn. Ligestilling betyder for mig, at ingen skal dømmes ud fra deres køn, men at alle skal ses som ligeværdige individer, der alle skal have de samme muligheder.

Efter min mening, så er der en generel ulighed mellem mænd og kvinder i verden, i nogle lande mere end andre, og i andre lande, fx Danmark, mærker jeg personligt ikke uligheden ret meget. Men jeg er også en priviligeret person, og bare fordi jeg har det godt, og er kvinde, betyder det ikke, at det gør sig gældende for alle på resten af jorden. Jeg har været heldig at blive født i et godt land, i en familie hvor jeg bliver behandlet på samme måde som min bror, i et miljø hvor jeg oplever, at folk tror på, at jeg kan nå ligeså langt, som jeg selv vil. Det er jeg meget taknemlig for, men det betyder ikke, at jeg kan lukke øjnene over for hvad der foregår i verden, og hvordan andre folk har det.
Som George Orwell sagde det: “All animals are equal, but some animals are more equal than others” (Animal Farm, 1945). Dette er sandt på flere planer. Det siger rigtig meget, om ulighed, og hvordan den eksisterer (og hvorfor) – for selvom vi alle, (I Danmark i hvert fald) har lige rettigheder, så har vi det alligevel ikke. Se bare, hvor lang tid det har taget før homoseksuelle fik ret til at blive viet i kirken – det er jo frygteligt, at de rent faktisk har skullet kæmpe for at få den rettighed – hvis man ikke engang har lov til at elske et andet menneske og udtrykke sin kærlighed, som er noget af det mest menneskelige man kan gøre, hvad er der så tilbage af håb for verden?

For ulighed eksisterer ikke bare mellem kønnene – den eksisterer også indenfor kønnene og udenfor kønnene – nogle er bare født i en position, hvor de har meget bedre muligheder end andre for at klare sig godt – uden at det nødvendigvis er en position de har kæmpet for at komme i. Nogle er vokset op i ressourcestærke familier, andre er vokset op helt uden forældre, eller med forældre, der ikke har været der for dem. Og nogle bliver ofre for nogle frygtelige ting, som de på ingen måde selv er skyld i. Så det er fandme svært at sige, at vi alle er lige. Det er vi måske helt overordnet juridisk set, men livet er mere komplekst og indeholder flere aspekter end det juridiske.

image-90952dba72754847a412909e71064fb966fd225affa26b466bfab581d4284b31-v.jpg

Derfor tror jeg heller ikke, at vi kan lovgive os ud af de problemer vi står overfor. Vi løser ikke problemerne ved at lave kønskvoter eller ved at fyre mænd, så kvinder kan ansættes – det er kun med til at skabe et endnu større skel mellem kønnene – for hvis der indføres kønskvoter, så kommer det til at handle om køn frem for faglige kompetencer, og i det at en mand fyres, for at en kvinde kan få en høj stilling (fordi virksomheden er tvunget til at ansætte hende), så bliver uligheden blot endnu større – for hvis vi skal gøre os nogle som helst forhåbninger om at få en reel ligestilling, så skal vi indse, at mange af problemerne ville løses, hvis vi begyndte at se hinanden som individer frem for repræsentanter for hhv. mande- og kvindekønnet.

For at give nogle eksempler:

-En mandlig pædagog er en pædagog på lige fod med de kvindelige pædagoger. Hans køn gør ham hverken dårligere eller bedre til at være pædagog – han er mand, ja, men det skal da ikke betyde, at han skal ses ned på fordi han er i et “kvindefag”. Tværtimod er det da kun en fordel, at børn vokser op med, at mænd også kan være omsorgspersoner, som også kan trøste dem, og som de kan føle sig trygge ved. Hvem helvede har fået den idé, at kvinder er bedre pædagoger? Hvis en mand er en god pædagog, og hvis han er god til sit arbejde, hvad er problemet så? Der er brug for begge køn, og alle etniciteter, efter min mening.

-En kvinde er ikke en dårlig mor, fordi hun prioriterer sin karriere, samtidig med, at hun har børn. Dette er en fordom, som mange folk har om karrierekvinder – og det er både mænd og kvinder, der har den fordom. Jeg tror personligt, at en af grundene til, at kun en lille del af den rigeste procent består af kvinder, er den stigmatisering der er af karrierekvinden – for i kraft af, at hun har børn og familie, så tror jeg, at mange mener, at hun svigter familien, hvis hun går efter en høj stilling. (Dette mener nogle selvfølgelig også om fædre, der arbejder meget). Men helt generelt set, så udelukker det ene ikke det andet – at man har børn, betyder ikke, at man ikke kan have en karriere (hvis man har lyst til det, vel at mærke). Hvorfor skulle man ikke kunne få det til at fungere, hvis kvinden har en høj stilling? Det er vel det samme, som hvis manden har en høj stilling. Man må selvfølgelig tage nogle valg her i livet, da man ikke kan alt på én gang, men dette er uafhængig af ens køn. Vi burde dømme folk på deres menneskelige kvaliteter, før vi siger “hun er en dårlig mor/han er en dårlig far fordi hun/han arbejder meget”.

-Generelt er jeg overbevist om, at oplysning og information er den bedste vej til reel ligestilling – hvis vi fra barns ben er klar over, at vi kan det samme, uanset om vi er drenge eller piger, homo-, bi- eller heteroseksuelle, you name it, så tror jeg også, at udviklingen hurtigt vil vende, så vi vil få en større ligestilling. For så vil vi ikke dømme hinanden, eller os selv, ud fra kønnet, men nærmere ud fra personlige kvaliteter og kompetencer. Hvis vi lærer børn, at de allesammen kan blive hvad de vil, og at der ikke er noget, der er “mest for drenge” eller noget der er “mest for piger”, (og hvis vi afskaffer de eventyrbøger, der hedder “Eventyr for prinsesser” og “Eventyrbogen for piger”/”Eventyr for drenge”, jeg har lyst til at kassere de bøger på stedet, hver gang jeg ser dem på arbejdet, men det har jeg desværre ikke magten til), så tror jeg også, at børn automatisk vil behandle hinanden mere ligeværdigt, og ikke lægge så meget betydning i kønnet. Hvorfor ikke give børn det frie valg til selv at bestemme, hvad de vil? Hvorfor ikke give drenge lov til at have kjoler på, hvis de vil det? (og hvorfor sige til piger, at de er små prinsesser? Jeg ville virkeligt ønske, at alle forældre ville stoppe med det omgående, det går mig på nerverne).
Min pointe er, at de fleste af vores ligestillingsproblemer herhjemme ville kunne løses, hvis vi begyndte at fokusere mindre på køn, og mere på menneskelige kvaliteter og udvikling af vores forskellige kompetencer, samt hvordan vores forskelligheder kan spille sammen på den bedst mulige måde.

Engang troede jeg, fejlagtigt, at feminisme handlede om at benægte, at der er nogen som helst forskelle på mænd og kvinder, og at tabuisere hele det faktum, at der er biologiske forskelle på os. Det skyldtes primært uvidenhed, at jeg mente det, for det er slet ikke det, det handler om (efter den overbevisning jeg har nu). Ja, der findes to køn (muligvis findes der langt flere køn, det er langt fra alle, der overhovedet identificerer sig selv med ét bestemt køn) – og det er fint – at vi skal være lige, betyder IKKE, at vi skal være ens. Det er helt misforstået. Det er jo vores forskelligheder, som gør verden til et godt sted at være – det er først, når vi ikke respekterer hinanden og behandler hinanden dårligt grundet uvidenhed og frygt, at problemerne opstår. Som udgangspunkt er alt, efter min mening, foreneligt, hvis man respekterer andre mennesker og anerkender, at de er ligeså meget værd, som man selv er (hvis de også selv behandler andre godt).

For at opsummere:

-Feminisme handler om lighed – for mig at se ikke bare mellem kønnene, men mellem alle – det handler om at fokusere på mennesket frem for køn, seksuel orientering, social klasse osv. Det handler om, at vi alle er lige meget værd, så længe vi respekterer hinanden, og behandler andre godt.

-Der eksisterer ulighed. Vi er ikke lige, og det skal vi gøre noget ved. Jeg mener dog ikke, at vi kan lovgive os ud af alle problemerne (dog er en juridisk ligestilling altafgørende), da meget er kulturelt bestemt og at meget skyldes det, vi er vokset op med – det, vores forældre har lært os om, hvordan verden fungerer, og hvad vi hver især er i stand til.

-Hvis vi ønsker lighed, skal vi kæmpe for begge køns rettigheder – ellers får vi aldrig en ligestilling. Det hander IKKE om at “tage” rettighederne fra mændende og give dem til kvinderne, eller at kvinderne skal have specielle rettigheder – nej, det handler om at vi anerkender de problemer, begge køn står overfor, men også, at vi erkender, at alting måske ikke er kønsbestemt. Fx er nogle folk bare idioter, hvilket er fuldstændig uafhængigt af deres køn – vi skal derfor fokusere på folk som individer, frem for altid at se kønnet, som det første og vigtigste og grunden til alt.

-Det, at nogle har det værre end man selv har, betyder ikke, at ens egne problemer ikke er valide. Derfor skal vi ikke give nogen skyldfølelse over, at de siger højt, at de har det svært, eller føler sig uretfærdigt behandlet. Vi bør se objektivt på problemet, og vurdere, hvad der kan gøres ved det, i stedet for at få folk til at skamme sig og få dem til at føle, at de er egoistiske, fordi de fortæller, hvordan de selv har det (dette gælder i forhold til utroligt mange ting).

-På den anden side, så tror jeg, at når man har erkendt, hvilke udfordringer man står overfor, så skal man vælge at gøre noget aktivt, for selv at gøre sin situation bedre. Sandt, det er ikke alle der har de muligheder, det ved jeg. Men hvis man har muligheden for det, så skal man gøre hvad man kan, for at skabe det liv, man ønsker sig. For den barske virkelighed er desværre, at man aldrig får alt det man ønsker sig, hvis man ikke kæmper for det. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at man for alt i verden ikke skal tro på, at der er noget man ikke kan pga. sit køn (medmindre man som kvinde ønsker at blive sæddonor, det må man så acceptere, at man ikke kan). Men der kommer aldrig noget godt ud af at give op på forhånd. Jeg tror på, at man kommer meget længere ved at kæmpe for det man ønsker sig, frem for at give op på forhånd, fordi man forventer, at det vil mislykkes. I sidste ende er vi selv ansvarlige for vores egne liv, og nej, livet er ikke retfærdigt, men vi må gøre det vi kan, med det vi har, og så må vi kæmpe for at få de ting vi ønsker os, også selvom det måske er en uretfærdig kamp nogle gange.

Ja, jeg er kvinde – men jeg ser mig selv som et frit menneske, der kan hvad jeg vil – jeg vil ikke se mig selv som et offer (men jeg anerkender fuldt ud, at der er mange kvinder i denne verden, der er ofre, og det er ikke noget, man skal skamme sig over, langt fra!).
Jeg tror på, at man i høj grad kan få det man ønsker sig, hvis man tør at forlange det – en vis position held, skal der muligvis også til – og hvis man ikke giver op, selvom det er uretfærdigt. Så tror jeg, at man får det bedre med sig selv, fordi man har en følelse af, at man handler og gør noget aktivt, og ikke bare lader nogle andre håndtere problemet.
Alt oprør starter indefra, er det ikke det man siger?

 

NB: Dette indlæg var svært at skrive, fordi det er meget let at støde nogen eller at blive misforstået. Jeg har i dette indlæg hovedsageligt fokuseret på ligestillingssituationen i Danmark, og er let og elegant sprunget hen over de store udfordringer, der er i mange andre lande og kulturer (også blandt folk i Danmark), men har fokuseret på det, jeg selv føler, at jeg kan udtale mig om, uden at sige ting, jeg ikke har en tilstrækkelig viden om, eller belæg for at udtale mig om. Jeg mener fuldt og fast, at vi alle er lige, og det vil jeg mene altid, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at sprede det budskab, men jeg har lige nu valgt at tale ud fra mit eget perspektiv, og opfordrer alle der kan, til selv at komme med deres mening. 
Kom endelig med en kommentar, hvis du har noget at tilføje/et andet perspektiv på det hele.

/A

4 tanker om “Feminisme – hvad det er, og hvad det IKKE er (ifølge mig)

  1. Generelt kan jeg godt lide dit indlæg. 🙂
    Nogle ting jeg føler bliver nød til at gøre opmærksom på er mandelige pædagoger har det hårdt af den grund at de nemmere kan blive set som pædofile, som er skidt, da som du siger det er godt for børnene at have en mandlig omsorg person omkring sig når det er muligt. Det er trist at mænd skal passe så meget på, og at kvinder som udgangspunkt ikke menes at kunne være pædofil (ikke da vi skal gå rundt og frygte det, men vi bør alligevel være opmærksomme på at det kan ske)

    Jeg identificere mig selv som feminist, da jeg går ind for lige rettigheder for kønnene, jeg går også ind for homoseksuelles rettigheder. Jeg er dog blevet gjort opmærksom på at der er en gruppe som fokusere på mænds rettigheder, som menes at være et opgør mod feminister (jeg har glemt hvad de hedder, men det er noget i stil med Rise for men, eller sådan noget). Da jeg først hørte dette tænkte jeg, “hvad!? men feminisme går ind for begge køns rettigheder, er dette bare nogle dumme mænd som vil være over kvinder!?” som jeg under tiden kom til at forstå ikke rigtig var det det handlede om. Denne gruppe fik mig til at google den “rigtige” defination på feminisme, og det jeg fandt ud af var at: feminisme kæmper for ligestilling mellem kønnen, men fokusere på kvinders rettigheder bliver de samme som mændens.
    I sig selv er der ikke noget galt i dette. Men takket være en Amerikansk bøsse familie, som i øjeblikket kæmper for at måtte beholde deres to drenge, som har det rigtig godt hos dem (alle siger det, og jeg tror dem) så kom jeg til at tænke på at nogle ting, har mænd ikke ret til som kvinder ellers har ret til, en af disse er at mænd som udgangspunkt ikke kan få støtte selvom de er endelig far med ungerne fuldtid, mens en mor sagtens kan få dette. Der er også en del diskrimation omkring fædre, min svoger blev mødt af børnehave pædagoger som nærmest tvang ham til at tage moren med til møder, fordi de umildbart ikke troede på at det var okay bare at informere ham, eller at han svarede på deres spørgsmål, da han jo ikke er “moren”.

    Min oprindelige holdning var at feminisme ikke behøves at ændre navn, fordi det var historisk set er bygget af kvinder, som kæmper for kvinders ret til at have samme muligheder som mænd. men efter alt det jeg har set på det sidste, synde jeg endelig at vi skal lave et nyt ord og holde ved hvad det betyder! så ingen uvidene mennesker kan lave om på det eller hade ordet. Problemet ved feminisme er at hadet for ordet er sket, der er kvinder som du også omtaler feminazi, som sikanere både kvinder og mænd, og de er så lammene, at jeg ikke tror vi kan positiv ændre ordet så alle forstå pointen.

    Så jeg forslår vi finder et ord som betyder at man kæmper for de samme rettigheder for både mænd og kvinder, homoseksueller og heteroseksuelle (selvfølgelig også bi, de andre), og uanset land og race. 🙂

    Igen jeg er enig med dit indlæg, dog tror jeg vi også skal begynde at overveje et nyt ord som “fjenden” ikke har ødelagt (fjenden er dem som har ændret difinationen af ordet) 🙂

    1. Tak for din kommentar 🙂
      Det har du ret i. Og ja jeg foretrækker egentlig også betegnelsen “humanist”, men på den anden side kan jeg ikke se, hvorfor selve navnet skal have så stor en betydning, det burde handle om, hvad det står for 🙂

      1. Sandt. dog tror jeg det er det samme som ordet: Neger eller spanioler. Der er intet galt i ordet i sig selv, men fordi det er blevet brugt negativt, er det ikke længere okay at bruge det, med mindre du er af den race eller det land (spanioler, der eksistere intet “neger”land).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.