Månedsarkiv: maj 2016

Se mig, jeg har været i Mellemøsten (og teknisk set Asien, uha) – DEL 2

Hej verden.
Dette er indlæg nr. 4 indenfor de sidste 6 dage, det er længe siden, at jeg har fået skrevet så meget inden for så kort tid (specielt hvis man medregner de 30 siders kemi-noter jeg også har skrevet inden for den sidste uge). Generelt har jeg følt mig produktiv, men ikke specielt stresset, så hurra. Jeg har også fået malet 3 “malerier” (jeg føler ikke, at det helt kan kaldes malerier, da de alle er malet med vandfarver fra Tiger, der har kostet 20 kroner, men så igen, kunst kan ikke defineres, så skidt med det) (Opdatering: jeg har nu fået mig nogle ordentlige akvarelfarver, så jeg har fået lavet flere malerier, men jeg gider ikke at sætte billeder ind af dem i dette indlæg, da det ikke er kunst det skal handle om)

img_20160518_213747.jpg

(Jeg fik inspirationen til dette af at se solnedgangen på Hammelvej, det så slet ikke sådan ud, faktisk var det ikke noget specielt, men af en grund følte jeg mig inspireret)

 

Nåh, nu videre til det som det egentligt handler om, nemlig anden del af Israel-turen:

Onsdag, 4. maj:

Onsdag var den sidste dag vi havde i Tel Aviv, så vi startede dagen med at spise morgenmad og derefter pakke vores ting, så vi kunne komme afsted. Jeg havde det fint med at skulle forlade hotellet, det var et godt sted, men jeg følte, at jeg havde fået set nok af byen, og at det var fint at skulle videre.
Vi tog en taxa ned til det sted, hvor vi skulle hente den bil, vi havde lejet (der var godt 4 km derned og vi havde for meget baggage til at kunne gå hele vejen (jeg hader mig selv for at skrive sådan noget, men det er sandheden). Da vi så havde bilen lagde vi vores baggage i den og parkerede den tæt ved stranden i et skummelt parkeringshus, som lå nedenunder hvad der lignede en form for stripklub, der var i hvert fald et stort skilt hvorpå der stod “Pussycat”, og så var bygningen i øvrigt utroligt trist og meget slidt at se på, jeg ønsker ikke at vide hvorfor.
Nåh, men så havde vi ellers nogle idylliske timer som charterturister, hvor vi sad nede på en café ved stranden, fik friskpresset appelsinjuice, spiste og havde utroligt god tid (billedet taler vist for sig selv).dsc_4658.jpg

Desuden havde vi udsigt til strandens udendørs træningsområde, hvilket primært blev brugt af 4-5 årige børn og muskuløse mænd, som af en eller anden grund følte for at lave armbøjninger osv. i 32 graders varme.
Vi fik også den obligatoriske sodavandsis, og jeg fik min far til at købe en t-shirt hvor der stod “I LOVE ISRAEL” (vel at mærke til ham selv), så vi var de gode turister.
dsc_4642.jpg

dsc_4643.jpg

Derefter fandt vi bilen og startede anden del af turen, nemlig rejsen mod Jerusalem!! Som endte op med at tage to timer, fordi vi var fanget i myldretids-trafikken, fordi vi er nogle idioter. Men det var faktisk meget hyggeligt, vi hørte musik for at undgå at falde i søvn, blandt andet disse sange:


Det interessante er, at der (normalt, hvis trafikken ellers opfører sig ordentligt) kun er godt 45 minutters kørsel dertil fra Tel Aviv, og alligevel er der en virkelig stor kontrast mellem de to byer, særligt når det kommer til, hvor synlig religion er i gadebilledet. Derfor følte jeg mig først også en smule utryg, da Jerusalem ikke minder om en europæisk storby, ligesom Tel Aviv på mange punkter gør. Jeg blev i hvert fald mindet om, at jeg var langt væk hjemmefra (hvilket jeg også var, godt 6000 km).

Men vores hotel var godt, jeg kunne på en måde bedre lide det end hotellet i Tel Aviv (dog ikke på alle punkter). Nåh, men da vi den aften gik ud for at finde noget at spise, var stort set alt lukket, hvilket vi konkluderede nok skyldtes, at onsdag aften var en form for hellig aften. Vi indså så dagen efter, at det skyldtes, at det var 4. maj, hvilket jo forståeligt nok betød, at det meste lukkede tidligt den dag. Men vi endte med at spise aftensmad på et andet hotels restaurant, her fik vi nogle wienerschnitzler, fordi man jo tager til Israel for at få mad, man kunne have fået på en tankstation i Slagelse. (Primært valgte vi det fordi vi var sultne og trætte og ville have noget mad, vi vidste hvad var).

Torsdag, 5. maj

Torsdag oplevede vi en masse ting. Det startede med, at vi mødtes med min fars kollega og hans kone, som jeg ikke kendte i forvejen, som også var dernede, og som vi derfor havde aftalt at følges med de sidste par dage dernede (da vi så kunne leje bilen sammen osv.)
Umiddelbart er jeg ikke en person, der er stor fan af grupperejser, da jeg meget hurtigt bliver uudholdelig at være sammen med, hvis jeg føler, at min personlige frihed bliver taget fra mig, og at jeg ikke har mulighed for at få fred ind imellem, så derfor var jeg spændt på, hvordan det ville gå. Men man må jo udfordre sig selv her i livet, så derfor valgte jeg at tage det som en oplevelse.
Torsdag var generelt en god og varm dag, som vi brugte på at gå rundt i Jerusalem, primært i Den Gamle By (som ikke må forveksles med Den Gamle By i Aarhus).
Dette var jeg ikke helt tryg ved, da jeg havde læst flere steder, at der ofte er uro og ballade der, men min far mente, at der ikke ville ske noget, så vi gjorde det, og jeg kan afsløre, at der intet skete. Og alligevel skete der en hel del, det involverede bare ikke vold eller røverier.
Det startede med, at vi ankom til indgangen, der førte ind til Grædemuren. Her kom en mand, meget målrettet, i mod os, og sagde, at han var guide, og om vi ville have en guidet tur på tre timer. Så sagde jeg, at tre timer måske lige var i overkanten, og så sagde de andre to timer, og så blev vi enige om det, også selvom han virkede en smule skummel. (Det endte så med at tage tre en halv time). Nåh, men han viste os rundt de forskellige steder, og efter min mening var det hele ret opreklameret, især Grædemuren/The Western Wall. Det er ikke andet end en mur, som folk tilbeder og sidder foran med deres bibel imens de siger mystiske ting. Desuden er den delt op, så der er en side for kvinder og en anden for mænd. Og kvinder skal have benene tildækket (mændene skal ikke), hvilket er dybt åndssvagt efter min mening, da der var høj sol og 35 grader, og desuden fordi jeg ikke kan se hvad problemet er med, at man som kvinde har ben. Men ja, sådan er det vel i nogle kulturer.

image-1cf34f71d5eeb7ae88d874d0caabc7c15251d75c0dfeb13def96dd45f92fed2f-v.jpg

Efter det så vi forskellige steder, hvor man påstår, at Jesus har været (min ateistiske hjerne kunne ikke helt tage det alvorligt, men jeg undlod at sige noget af det højt, da man ALDRIG skal tale om religion eller politik i Israel). Vi så bl.a. hvor Jesus har vasket sit ansigt (det er åbenbart en begivenhed der er værd at huske i over 2000 år, hvis den overhovedet har fundet sted, hvilket er tvivlsomt). Nåh, men vi så også div. andre ting, som jeg kan huske overraskende lidt af nu. Jo, vi så en sten, som folk stod i en lang kø for at tilbede, det var vældig interessant.

image-c1010810c0f4fa2ac88861d703b9dd083b15e0938137b506b487cee7324b822e-v.jpg
Jeg er ret sikker på, at vores guide var korrupt på den ene eller anden måde, han gjorde i hvert fald hvad han kunne for at få os til at betale en masse og købe ting i hans fætters forretning. Han sagde desuden flere gange, at han ville give min far 10.000 kameler og 5 æsler for mig, (dette sagde min far heldigvis nej til), og at han ville give os rabat pga. mine “very beautiful eyes” (sagt med en stærk israelsk accent) .Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal føle mig udnyttet, smigret eller irriteret, da han tydeligvis ikke havde nogle kameler og i hvert fald ikke så mange, men jeg har valgt at tage det som en oplevelse, tror jeg. image-e87029b1cdbc499901b49eabae6654fdb4a2c4affbd45755645e12618998ab16-v.jpg

Generelt var det dog en stressende oplevelse at være i Den Gamle By, der var for mange smalle gader, for mange mennesker der prøvede at sælge mig ting, og for få ordentlige toiletter. Men sådan er det når man rejser, man må være åben for lidt af hvert, og jeg overlevede.
Vi fik middagsmad på en form for restaurant, hvor vi bestilte nogle forskellige ting, så det blev en form for tapas (dette var min fars kollegas idé, han var primært den eneste grund til, at vi fik prøvet så meget nyt på den tur, hvilket nok er meget godt, selvom det er helt modsat min natur. På et tidspunkt nærmest råbte han “JEG ELSKER BARE AT PRØVE NYE TING!!!! DET ER BARE FEDT!!”, hvilket mindede mig om, hvor tilbøjelig jeg er til altid at vælge det jeg plejer. Så det var meget godt, vi fik bl.a. hummus (jeg har glemt navnene på alt det, jeg ikke vidste hvad var, jeg er en dårlig turist). Min far og hans kollega snakkede om diverse tekniske ting, blandt andet fortalte de en (meget dramatisk) historie fra et tidspunkt, hvor de havde lavet nogle ændringer med en firewall, og et eller andet (det var rent faktisk dramatisk, jeg kan bare ikke huske hvorfor).

Efter maden gik vi rundt lidt mere, og jeg tror den blev 16 før jeg umiddelbart havde fået nok, så min far og jeg gik tilbage til hotellet imens de andre tog i et storcenter.
Så slappede jeg af i nogle timer indtil det var tid til aftensmaden, hvor vi endte på en meget hyggelig restaurant, hvor vi igen bestilte diverse forskellige ting, så vi kunne prøve så meget nyt som muligt (det viste sig at være en god idé. selvom jeg aldrig selv ville have foreslået det).
Generelt var det faktisk en hyggelig aften, jeg hyggede mig overraskende meget, jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg syntes for en gangs skyld, at det blev hyggeligere da de andre begyndte at drikke rødvin. Det sker umiddelbart sjældent at jeg synes det, men jeg tror, at det skyldes, at de ikke drak voldsomme mængder, og at det egentlig bare bidragede til, at samtalen blev lidt festligere, men samtidigt også dybere, så det var meget godt. Jeg hyggede mig i hvert fald, og da vi kom tilbage til hotellet følte jeg mig ikke særligt træt, hvilket ikke harmonerede med, at vi havde haft så lang en dag, og at jeg teknisk set burde være både fysisk og psykisk udmattet. Men det beviser bare, at man ikke altid kan forudsige, hvordan man har det, og hvorfor man har det, som man har det, man kan oftest ikke gøre andet end at acceptere det og ikke tænke for meget over det, og i stedet bare lade sig selv eksistere.

 

Fredag, 6. maj:

Fredag startede med tekniske problemer. Det tog os en halv time at få startet bilen, fordi den generelt bare var træls, men det virkede til sidst. Så begyndte det at regne, men det stoppede igen (surprise) og vi kørte afsted mod Massada (som er et højt sted, hvor folk plejede at bo, hvilket var smart, da ingen andre kunne komme derop og dermed ikke kunne dræbe dem eller starte en krig). Men der var meget flot, jeg fik også i den forbindelse købt en solhat, så hurra for det. Der var også skidhamrende varmt, så det var godt, at jeg havde den gode solcreme med, det er ikke for sjov at glemme den på sådan et sted.
Efter halvanden times tid havde jeg dog fået nok af varmen, så min far og jeg gik ned for at finde noget mad, og sad og ventede i det dejligt afkølede caféteria indtil de andre også kom ned. Det var en interessant sted, der var katte indenfor, bl.a. på bordene, og fugle der havde reder derinde, Fødevarestyrelsen havde lukket det hele på stedet. Nåh men vi fik så et pitabrød med shawarma, der var store mængder dressing i det, men man skal vel leve lidt engang i mellem.

Derefter skulle vi i en creme-forretning, som lå lige ved siden af. Det var generelt en butik der gjorde alt hvad de kunne for at få en til at købe så meget som muligt. Det var kun meningen, at vi skulle have ÈN CREME men vi endte op med at komme ud med NI INDIVIDUELLE CREME-BØTTER (eller hvad det hedder) PLUS en “gratis gave” jeg var dybt imod det, særligt fordi vi dermed var med til at støtte den industri, der får det Døde Hav til hurtigt at forsvinde (hvis det fortsætter sådan, vil hele det døde hav være væk inden år 2050). Nåh, men sådan er det, nu bliver min farmor og bedstemor i hvert fald glade for at modtage masser af creme, der kan vare de næste 2-3 år.

Efter creme-eventyret kørte vi ned til det døde hav, hvor vi havde besluttet at skulle bade, da det siges at være en oplevelse for livet (afsløring: det var ikke en oplevelse for livet). Det tog os godt en time at finde et ordentligt sted at bade (det skal være et offentligt sted, da det er en dårlig idé bare at bade fra et tilfældigt sted). Der var på dette tidspunkt 39 GRADER!! og min positive energi var på dette tidspunkt forsvundet, men vi kom ned til vandet, og jeg gik ud i det, og det var vildt ubehageligt, da vandet presser en opad pga. det høje saltindhold, og derfor blev jeg en smule paranoid. Desuden var jeg vildt bange for at falde og få hovedet under vand, da det er sindssygt farligt at få vandet i øjnene/i ansigtet generelt. Så jeg var i vandet i godt et minut, blev enig med mig selv om, at jeg ikke kunne lide det (jeg har aldrig kunnet lide at flyde, det gør mig panisk), så jeg gik op og forsøgte derefter at skylle saltet af min krop og stod derefter og mærkede hvordan jeg blev kogt indefra. Men de andre nød det, så det var meget godt. dsc_4693.jpg

Om ikke andet, er jeg glad for, at jeg nu har været der, og at jeg i 2070, når jeg er gammel og grå kan sige, at jeg har badet i det døde hav, som på det tidspunkt er forsvundet, og derved kan fremstå meget vigtig og som en, der rigtigt har oplevet verden (man kan håbe).

Om aftenen spiste vi på en restaurant, som en af min far og hans kollegas kontakters fætter havde (jeg orker ikke at omformulere det), hvilket var rigtig godt, maden var utroligt fancy og de gav os gratis myntete til sidst, fordi vi kendte en, som de også kendte (dvs. jeg kendte ingen, jeg lod bare som om, at jeg vidste hvad der foregik), så det var meget godt.

Lørdag, 7. maj:

Det var meningen, at vi denne dag skulle have kørt til Eilat, som er Israels sydligste punkt, men dette indebærte at køre 8-9 timer i alt på én dag, hvoraf halvdelen af turen ville være den samme tur, som vi havde kørt om fredagen, så derfor blev min far og jeg enige om at tage en rolig dag i Jerusalem i stedet for, da ingen af os følte for at køre så langt på vores sidste dag. Så vi tog på Israels Nationalmuseum, hvilket var en god oplevelse. Vi var der i flere timer, da der var så meget at se. Derefter var vi i parken, hvor vi fik juice og is og så på lokalbefolkningen, der var masser af dem.
Efter det gik vi tilbage til hotellet, og derefter tog vi ud for at spise aftensmad med de andre. De fleste steder åbnede dog først kl. 20 pga. at de holdt shabbat, hvilket primært betyder, at de gør så lidt som overhovedet muligt fra fredag ved solnedgang til lørdag ved solnedgang. De meget religiøse jøder tror på, at de slet ikke må arbejde overhovedet i det tidsrum. På vores hotel betød dette bl.a. at den ene elevator stoppede på alle etager, og desuden kørte meget langsomt, så man kunne gå ind og ud af den uden at skulle trykke på knappen (da det kan opfattes som værende arbejde). Jeg forstår ikke, hvordan de får deres samfund til at hænge sammen på den måde, men det må de jo om.
Vi endte med at spise pizza, hvilket var meget fint men også voldsomt, da der var lidt for store mængder ost til stede efter min mening (first world problems). Generelt var jeg bare træt og trængte på dette tidspunkt til at komme hjem. Jeg havde en vildt god tur, og jeg er meget glad for at have haft muligheden for at komme afsted, men det betyder ikke, at jeg ikke så frem til at komme hjem igen.

Søndag, 8. maj:

Dette var dagen hvor vi skulle rejse hjem, så vi pakkede alt og spiste morgenmad, der var af en eller anden grund masser af tyskere på hotellet, mange af dem var enormt uhøflige og pudsede næse højlydt ved bordet, det tog jeg som et tegn på, at det var på tide at komme hjem.
Så kl. 8.45 kørte vi afsted mod lufthavnen. Der ankom vi noget tid senere, og så skulle vi aflevere vores udlejningsbil, og vidste ikke, hvad vi så skulle gøre, for at komme hen til den rigtige terminal. Vi mødte så tilfældigvis nogle andre danskere, der fortalte os, at vi bare skulle gå et sted hen, hvor der så ville komme en minibus og hente os, hvilket der så også gjorde. Det var meget godt, da der var flere kilometer hen til terminalen. Så kom vi ind i selve lufthavnen, hvor der var en sikkerhedsperson der ville vide, om vi havde taget imod gaver eller andre ting fra fremmede, og hvad relationen var imellem min far og jeg, og så kiggede hun på vores pas og stirrede på os i nogle sekunder. Så fik vi lov til at gå hen og tjekke vores baggage ind, og så skulle vi igennem sikkerhedskontrollen, hvilket gik overraskende let, jeg blev næsten helt skuffet, da der intet dramatisk skete. Derefter sad vi i et stykke tid og drak kaffe og cola, og derefter gik vi rundt i butikkerne fordi vi havde dårlig samvittighed over ikke at have købt nogle ordentlige gaver. Derefter gik vi hen til gaten, og ind i flyet, og så tog vi afsted, vi skulle heldigvis ikke mellemlande. Vi fik spændende flymad og jeg fik for første gang afprøvet flytoilettet, det gik ad helvede til (jeg kom til at trykke på en nødhjælpsknap derinde, da jeg er en idiot, der troede, at det var sådan jeg låste døren op), men personalet havde vist oplevet det før, da de intet gjorde, så det var meget godt. Ellers husker jeg ikke noget særligt fra den flytyr.
Da vi ankom til Kastrup forsøgte vi at handle så hurtigt så muligt, så vi kunne nå toget. Det endte med, at vi var så hurtige, at vi lige akkurat nåede at kaste os ind i det tidlige tog, før dørene lukkede, så det var en succes. I København skulle vi så skifte tog, hvilket også gik godt. Vi mødte nogle spejdere i toget som vi spillede kort med, det var vældig interessant, de havde overnattet i et buskads på Amager om natten, set en form for kendis der vist hed “Lebbe Lone”, jeg er ikke klar over, hvem hun er, og havde ellers været på spejdertur.
Men så ankom vi til Nyborg, og her skulle vi skifte til en togbus (som DSB mener, at de skal kalde de busser, der kører i stedet for togene, selvom det er almindelige busser, og ikke tog). Det gik dog ok, og det rigtige problem opstod først, da vi ankom til Odense (for sent), og vores tog var kørt, selvom vi havde fået at vide, at det først ville køre senere. Vi skulle så vente i en time på det næste tog, og dette tog stoppede i Aarhus, hvor vi så skulle vente yderligere en time for at komme til Randers. Det endte så med, at min mor hentede os i Aarhus, da det var hurtigere, men vi var stadig hjemme halvanden time senere end forventet, så jeg var ikke glad for DSB den dag, men sådan er det (vi har desuden klaget og har fået refunderet 75 % af vores biletter pga. forsinkelsen, så det hjælper lidt på vreden).
Men det var vildt godt at komme hjem igen. Det var en god tur, som jeg er glad for at have haft muligheden for at komme på, og jeg føler, at jeg fik meget ud af det på mange planer. Desuden fik jeg sagt fra mange gange og fik dermed indset, at det sagtens kan lade sig gøre at rejse med andre folk, hvis man bare respekterer hinandens behov, hvilket jeg føler vi gjorde, så hurra. Det var rart, at jeg først havde nogle dage for mig selv, og derefter nogle dage med de andre, da jeg føler, at det var en god blanding. Det var generelt en rigtigt god tur, så ja, der er ikke så meget mere at sige til det.

Jeg har desuden lavet denne video der primært handler om turen og resten af maj måned, så den kan I se hvis I føler for det:

(Har også lavet denne, der handler om min weekend i sommerhuset, det er muligvis ikke så sjovt for andre at se, men hvem ved:

Og det var vist det, nu har jeg officielt ikke mere at sige.

Hyg jer.

/A

 

 

Feminisme – hvad det er, og hvad det IKKE er (ifølge mig)

Hej verden. Klokken er lige nu 22(nu 24..), min krop er udmattet, men min hjerne mener, at lige nu er det perfekte tidspunkt at skrive det indlæg om feminisme, som jeg har følt en trang til at skrive i mange måneder.

Feminisme er et emne, jeg tænker på stort set dagligt, da det på den ene side, i min idealist-hjerne, er utrolig simpelt – vi bør alle have lige rettigheder og ses som individer uanset hvilket køn vi tilhører/ikke tilhører. Og på den anden side, så er der alligevel en evig debat om emnet – for der er langt fra bred enighed om, hvad feminisme egentlig er.

Langt hen ad vejen mener de fleste, at feminisme handler om ligestilling mellem kønnene. Så er der den gruppe, der har fået tilnavnet “feminazis”, som efter min opfattelse er en gruppe af kvinder som ser ligestillingskampen som en form for krig, hvor kvinderne skal vinde over mændene. (Det skal dog siges, at nogle har en tendens til at bruge dette ord som et skældsord uden at have et belæg for det, hvilket jeg er meget imod, da det aldrig kan være et problem at man går ind for lighed). Det generelle problem med “feminazi”-tendensen er først og fremmest, at det intet har at gøre med feminisme – ligestilling får man ikke, hvis man bekriger hinanden, for så vil én af grupperne altid være “under” den anden, og det vil til sidst ende med, at dem der har flest penge til bomber og kampfly “vinder”. Men der er ingen der vinder noget som helst på den måde. Og et måske endnu større problem er, at det skaber en forvirring om, hvad feminisme er, hvilket betyder, at utroligt mange bliver misforstået, når de siger, at de er feminister. Nogle folk tror, at det at være feminist betyder, at man hader mænd og ønsker at bekrige dem. Og mange tror, fejlagtigt, at det kun er kvinder der kan være feminister, og at det derfor handler om at tage rettighederne fra mænd og så give dem til kvinderne.
Men dette er ikke feminisme!! Og det er trist, at feminisme er blevet så misforstået et begreb. Efter min mening, burde vi, i det ideelle samfund, alle være feminister – for hvad er den gode grund til ikke at gå ind for, at vi alle skal have lige gode muligheder i livet?
Men realistisk set, så ved jeg godt, at det nok ikke kommer til at ske. Ulighed vil altid herske i en eller anden grad, hvilket jeg ikke kan lide at erkende, da jeg meget gerne vil tro på, at alle vil hinanden det bedste.

Et andet problem med feminist-begrebet ligger i selve navnet – det har “femi” i det, hvilket giver et indtryk af, at det (kun) handler om kvinder – hvilket langt fra er tilfældet efter min mening. Ja, “femi” skaber associationer til kvindekønnet, men hvis dette gør os ubehageligt til mode, så er det måske et tegn på, at vi skal tage nogle ting op til revision, nærmere end at ændre på ordet. Det hedder fx en brandmand, hvilket normalt ikke gør nogen ubehageligt til mode. Men det er måske en anden diskussion. Jeg er bare generelt nået frem til, at det ikke kan være et problem, at det kaldes feminisme, når man kæmper for lighed mellem kønnene. Det betyder jo det samme for mig at se, selv hvis man ændrer det til “humanist”/”equalist”.
For mig at se, betyder “femi” langt fra, at det kun handler om kvinders rettigheder – det er bare et navn. Ligestilling betyder for mig, at ingen skal dømmes ud fra deres køn, men at alle skal ses som ligeværdige individer, der alle skal have de samme muligheder.

Efter min mening, så er der en generel ulighed mellem mænd og kvinder i verden, i nogle lande mere end andre, og i andre lande, fx Danmark, mærker jeg personligt ikke uligheden ret meget. Men jeg er også en priviligeret person, og bare fordi jeg har det godt, og er kvinde, betyder det ikke, at det gør sig gældende for alle på resten af jorden. Jeg har været heldig at blive født i et godt land, i en familie hvor jeg bliver behandlet på samme måde som min bror, i et miljø hvor jeg oplever, at folk tror på, at jeg kan nå ligeså langt, som jeg selv vil. Det er jeg meget taknemlig for, men det betyder ikke, at jeg kan lukke øjnene over for hvad der foregår i verden, og hvordan andre folk har det.
Som George Orwell sagde det: “All animals are equal, but some animals are more equal than others” (Animal Farm, 1945). Dette er sandt på flere planer. Det siger rigtig meget, om ulighed, og hvordan den eksisterer (og hvorfor) – for selvom vi alle, (I Danmark i hvert fald) har lige rettigheder, så har vi det alligevel ikke. Se bare, hvor lang tid det har taget før homoseksuelle fik ret til at blive viet i kirken – det er jo frygteligt, at de rent faktisk har skullet kæmpe for at få den rettighed – hvis man ikke engang har lov til at elske et andet menneske og udtrykke sin kærlighed, som er noget af det mest menneskelige man kan gøre, hvad er der så tilbage af håb for verden?

For ulighed eksisterer ikke bare mellem kønnene – den eksisterer også indenfor kønnene og udenfor kønnene – nogle er bare født i en position, hvor de har meget bedre muligheder end andre for at klare sig godt – uden at det nødvendigvis er en position de har kæmpet for at komme i. Nogle er vokset op i ressourcestærke familier, andre er vokset op helt uden forældre, eller med forældre, der ikke har været der for dem. Og nogle bliver ofre for nogle frygtelige ting, som de på ingen måde selv er skyld i. Så det er fandme svært at sige, at vi alle er lige. Det er vi måske helt overordnet juridisk set, men livet er mere komplekst og indeholder flere aspekter end det juridiske.

image-90952dba72754847a412909e71064fb966fd225affa26b466bfab581d4284b31-v.jpg

Derfor tror jeg heller ikke, at vi kan lovgive os ud af de problemer vi står overfor. Vi løser ikke problemerne ved at lave kønskvoter eller ved at fyre mænd, så kvinder kan ansættes – det er kun med til at skabe et endnu større skel mellem kønnene – for hvis der indføres kønskvoter, så kommer det til at handle om køn frem for faglige kompetencer, og i det at en mand fyres, for at en kvinde kan få en høj stilling (fordi virksomheden er tvunget til at ansætte hende), så bliver uligheden blot endnu større – for hvis vi skal gøre os nogle som helst forhåbninger om at få en reel ligestilling, så skal vi indse, at mange af problemerne ville løses, hvis vi begyndte at se hinanden som individer frem for repræsentanter for hhv. mande- og kvindekønnet.

For at give nogle eksempler:

-En mandlig pædagog er en pædagog på lige fod med de kvindelige pædagoger. Hans køn gør ham hverken dårligere eller bedre til at være pædagog – han er mand, ja, men det skal da ikke betyde, at han skal ses ned på fordi han er i et “kvindefag”. Tværtimod er det da kun en fordel, at børn vokser op med, at mænd også kan være omsorgspersoner, som også kan trøste dem, og som de kan føle sig trygge ved. Hvem helvede har fået den idé, at kvinder er bedre pædagoger? Hvis en mand er en god pædagog, og hvis han er god til sit arbejde, hvad er problemet så? Der er brug for begge køn, og alle etniciteter, efter min mening.

-En kvinde er ikke en dårlig mor, fordi hun prioriterer sin karriere, samtidig med, at hun har børn. Dette er en fordom, som mange folk har om karrierekvinder – og det er både mænd og kvinder, der har den fordom. Jeg tror personligt, at en af grundene til, at kun en lille del af den rigeste procent består af kvinder, er den stigmatisering der er af karrierekvinden – for i kraft af, at hun har børn og familie, så tror jeg, at mange mener, at hun svigter familien, hvis hun går efter en høj stilling. (Dette mener nogle selvfølgelig også om fædre, der arbejder meget). Men helt generelt set, så udelukker det ene ikke det andet – at man har børn, betyder ikke, at man ikke kan have en karriere (hvis man har lyst til det, vel at mærke). Hvorfor skulle man ikke kunne få det til at fungere, hvis kvinden har en høj stilling? Det er vel det samme, som hvis manden har en høj stilling. Man må selvfølgelig tage nogle valg her i livet, da man ikke kan alt på én gang, men dette er uafhængig af ens køn. Vi burde dømme folk på deres menneskelige kvaliteter, før vi siger “hun er en dårlig mor/han er en dårlig far fordi hun/han arbejder meget”.

-Generelt er jeg overbevist om, at oplysning og information er den bedste vej til reel ligestilling – hvis vi fra barns ben er klar over, at vi kan det samme, uanset om vi er drenge eller piger, homo-, bi- eller heteroseksuelle, you name it, så tror jeg også, at udviklingen hurtigt vil vende, så vi vil få en større ligestilling. For så vil vi ikke dømme hinanden, eller os selv, ud fra kønnet, men nærmere ud fra personlige kvaliteter og kompetencer. Hvis vi lærer børn, at de allesammen kan blive hvad de vil, og at der ikke er noget, der er “mest for drenge” eller noget der er “mest for piger”, (og hvis vi afskaffer de eventyrbøger, der hedder “Eventyr for prinsesser” og “Eventyrbogen for piger”/”Eventyr for drenge”, jeg har lyst til at kassere de bøger på stedet, hver gang jeg ser dem på arbejdet, men det har jeg desværre ikke magten til), så tror jeg også, at børn automatisk vil behandle hinanden mere ligeværdigt, og ikke lægge så meget betydning i kønnet. Hvorfor ikke give børn det frie valg til selv at bestemme, hvad de vil? Hvorfor ikke give drenge lov til at have kjoler på, hvis de vil det? (og hvorfor sige til piger, at de er små prinsesser? Jeg ville virkeligt ønske, at alle forældre ville stoppe med det omgående, det går mig på nerverne).
Min pointe er, at de fleste af vores ligestillingsproblemer herhjemme ville kunne løses, hvis vi begyndte at fokusere mindre på køn, og mere på menneskelige kvaliteter og udvikling af vores forskellige kompetencer, samt hvordan vores forskelligheder kan spille sammen på den bedst mulige måde.

Engang troede jeg, fejlagtigt, at feminisme handlede om at benægte, at der er nogen som helst forskelle på mænd og kvinder, og at tabuisere hele det faktum, at der er biologiske forskelle på os. Det skyldtes primært uvidenhed, at jeg mente det, for det er slet ikke det, det handler om (efter den overbevisning jeg har nu). Ja, der findes to køn (muligvis findes der langt flere køn, det er langt fra alle, der overhovedet identificerer sig selv med ét bestemt køn) – og det er fint – at vi skal være lige, betyder IKKE, at vi skal være ens. Det er helt misforstået. Det er jo vores forskelligheder, som gør verden til et godt sted at være – det er først, når vi ikke respekterer hinanden og behandler hinanden dårligt grundet uvidenhed og frygt, at problemerne opstår. Som udgangspunkt er alt, efter min mening, foreneligt, hvis man respekterer andre mennesker og anerkender, at de er ligeså meget værd, som man selv er (hvis de også selv behandler andre godt).

For at opsummere:

-Feminisme handler om lighed – for mig at se ikke bare mellem kønnene, men mellem alle – det handler om at fokusere på mennesket frem for køn, seksuel orientering, social klasse osv. Det handler om, at vi alle er lige meget værd, så længe vi respekterer hinanden, og behandler andre godt.

-Der eksisterer ulighed. Vi er ikke lige, og det skal vi gøre noget ved. Jeg mener dog ikke, at vi kan lovgive os ud af alle problemerne (dog er en juridisk ligestilling altafgørende), da meget er kulturelt bestemt og at meget skyldes det, vi er vokset op med – det, vores forældre har lært os om, hvordan verden fungerer, og hvad vi hver især er i stand til.

-Hvis vi ønsker lighed, skal vi kæmpe for begge køns rettigheder – ellers får vi aldrig en ligestilling. Det hander IKKE om at “tage” rettighederne fra mændende og give dem til kvinderne, eller at kvinderne skal have specielle rettigheder – nej, det handler om at vi anerkender de problemer, begge køn står overfor, men også, at vi erkender, at alting måske ikke er kønsbestemt. Fx er nogle folk bare idioter, hvilket er fuldstændig uafhængigt af deres køn – vi skal derfor fokusere på folk som individer, frem for altid at se kønnet, som det første og vigtigste og grunden til alt.

-Det, at nogle har det værre end man selv har, betyder ikke, at ens egne problemer ikke er valide. Derfor skal vi ikke give nogen skyldfølelse over, at de siger højt, at de har det svært, eller føler sig uretfærdigt behandlet. Vi bør se objektivt på problemet, og vurdere, hvad der kan gøres ved det, i stedet for at få folk til at skamme sig og få dem til at føle, at de er egoistiske, fordi de fortæller, hvordan de selv har det (dette gælder i forhold til utroligt mange ting).

-På den anden side, så tror jeg, at når man har erkendt, hvilke udfordringer man står overfor, så skal man vælge at gøre noget aktivt, for selv at gøre sin situation bedre. Sandt, det er ikke alle der har de muligheder, det ved jeg. Men hvis man har muligheden for det, så skal man gøre hvad man kan, for at skabe det liv, man ønsker sig. For den barske virkelighed er desværre, at man aldrig får alt det man ønsker sig, hvis man ikke kæmper for det. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at man for alt i verden ikke skal tro på, at der er noget man ikke kan pga. sit køn (medmindre man som kvinde ønsker at blive sæddonor, det må man så acceptere, at man ikke kan). Men der kommer aldrig noget godt ud af at give op på forhånd. Jeg tror på, at man kommer meget længere ved at kæmpe for det man ønsker sig, frem for at give op på forhånd, fordi man forventer, at det vil mislykkes. I sidste ende er vi selv ansvarlige for vores egne liv, og nej, livet er ikke retfærdigt, men vi må gøre det vi kan, med det vi har, og så må vi kæmpe for at få de ting vi ønsker os, også selvom det måske er en uretfærdig kamp nogle gange.

Ja, jeg er kvinde – men jeg ser mig selv som et frit menneske, der kan hvad jeg vil – jeg vil ikke se mig selv som et offer (men jeg anerkender fuldt ud, at der er mange kvinder i denne verden, der er ofre, og det er ikke noget, man skal skamme sig over, langt fra!).
Jeg tror på, at man i høj grad kan få det man ønsker sig, hvis man tør at forlange det – en vis position held, skal der muligvis også til – og hvis man ikke giver op, selvom det er uretfærdigt. Så tror jeg, at man får det bedre med sig selv, fordi man har en følelse af, at man handler og gør noget aktivt, og ikke bare lader nogle andre håndtere problemet.
Alt oprør starter indefra, er det ikke det man siger?

 

NB: Dette indlæg var svært at skrive, fordi det er meget let at støde nogen eller at blive misforstået. Jeg har i dette indlæg hovedsageligt fokuseret på ligestillingssituationen i Danmark, og er let og elegant sprunget hen over de store udfordringer, der er i mange andre lande og kulturer (også blandt folk i Danmark), men har fokuseret på det, jeg selv føler, at jeg kan udtale mig om, uden at sige ting, jeg ikke har en tilstrækkelig viden om, eller belæg for at udtale mig om. Jeg mener fuldt og fast, at vi alle er lige, og det vil jeg mene altid, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at sprede det budskab, men jeg har lige nu valgt at tale ud fra mit eget perspektiv, og opfordrer alle der kan, til selv at komme med deres mening. 
Kom endelig med en kommentar, hvis du har noget at tilføje/et andet perspektiv på det hele.

/A

Særligt sensitiv, eller måske bare menneskelig? Et meget langt indlæg omhandlende det at være menneske

Hej verden. Jeg har nu i en uge følt for at lave dette indlæg, så nu skal det være, selvom jeg i teorien er igang med noget andet.

Der har været en del debat på det sidste omkring begrebet “særlig sensitivitet” også kaldet HSP (highly sensitive person). Jeg har tænkt meget over, hvad jeg egentlig selv skal mene, da jeg har skiftet mening en del gange igennem de seneste par år, så nu vil jeg forsøge at finde ud af, hvad jeg selv mener.
Der virker til at være fire generelle holdninger til emnet:

  1. Nogle mener, at det at være særligt sensitiv er et personlighedstræk, som betyder, at man er mere påvirkelig overfor visse former for stimuli end andre mennesker er, hvilket kan gøre det svært at fungere i vores verden, hvor der er et stort fokus, og efterspørgsel på præstation, udadvendthed og evnen til at kunne holde en masse bolde i luften på én gang.
    Nogle folk mener, at løsningen er at der skal tages mere hensyn til den særligt sensitive/at personen generelt skal have lov at sige fra, når det hele bliver for meget.
  2. Så er der dem, der mener, at det at være særligt sensitiv er et udtryk for, at man er en form for overmenneske, der kan føle mere empati end andre, og som derfor lever et dybere liv end andre gør. At være særligt sensitiv bliver noget, man skal være stolt af, frem for noget, man skal forsøge at bekæmpe. At være særligt sensitiv bør ifølge dem give nogle “rettigheder”, i form af de hensyn der skal tages til de særligt sensitive , hensyn man vel at mærke ikke behøver at tage til andre end dem. Der er nærmest en form for social status i at være særligt sensitiv (eller at have et barn, som er det). Det betyder, at man er speciel, fordi man tilhører en gruppe af folk, der “kan” noget, som resten ikke kan. (Jeg har en frygt for, at nogle forældre tænker på denne måde, men mere om det senere).
  3. På den anden side har vi så dem, der mener, at særlig sensitivitet slet ikke findes, og at det blot er et udtryk for dårlig opdragelse fra forældrenes side og/eller at forældre overbeskytter deres børn for meget. Løsningen ifølge dem med denne holdning, er altså at både børn og forældre/voksne sensitive bare skal tage sig sammen og lære at rette ind, hårdt sagt.
  4. Til sidst har vi så dem, der mener at det at være særligt sensitiv i virkeligheden dækker over noget andet – enten nogle psykiske problemer som fx angst, eller måske nogle koncentrationsvanskeligheder – og at der intet bliver gjort for at løse disse problemer, hvis man bare siger “nåh, du er særligt sensitiv, sådan er det” til en person. Det giver ikke personen nogen muligheder for at udvikle sig, hvis han/hun får at vide, at sådan er det bare, og løsningen er at acceptere sig selv, sige fra og kræve, at der tages hensyn.
    En gruppe af psykologer har netop skrevet en bog hvor de fremlægger denne holdning.

 

Der er flere ting, som jeg synes er tankevækkende når det kommer til denne debat. For det første, så er det hele overordnet et udtryk for, at vi i vores samfund er blevet meget fokuserede på diagnoser og labels – hvis der er noget, der er den mindste smule anderledes, end det “normale”, så føler vi en trang til at give en diagnose skylden. Det er på mange måder som om, at vi har glemt, at vi mennesker nu og engang er forskellige fra hinanden, og at livet nogen gange er noget lort, som betyder, at vi får nogle problemer, der skal håndteres. Det er som om, at det ikke er ligeså acceptabelt at have nogle vanskeligheder, hvis ikke du har en diagnose på det. (På den anden side kan det diskuteres, om det så er socialt acceptabelt at have en psykisk diagnose, for sådan synes jeg heller ikke, at det virker). Min pointe er, at vi sygeliggør det, der er helt normalt (fx kan du få diagnosen depression, hvis du har oplevet en del af nogle symptomer i mere end 14 dage (det behøver ikke at være alle dagene, bare nogen af dem). Det vil sige, hvis du er trist og oplever nedsat lyst til forskellige aktiviteter, af den ene eller anden grund, så er du deprimeret og ikke bare i dårligt humør. Dette mener jeg er problematisk, da det fjerner fokus fra de virkelige problemer. (Jeg siger ikke, at depression ikke findes – langt fra, det er et stort problem for mange folk, der virkelig kæmper med det, men der er forskel på at være i dårligt humør og at have en reel depression, der kræver medicinsk behandling). Hvis man ønsker at læse mere om psykiske/psykiatriske diagnoser, så kan jeg stærkt anbefale bogen “Diagnoser” af Svend Brinkman og Anders Petersen, den kommer ind på mange aspekter, som der ikke tales nok om efter min mening.

Nåh, tilbage til virkeligheden: Jeg har selv tidligere defineret mig selv som særligt sensitiv, men jeg fandt med tiden frem til, at jeg ikke ønsker at definere mig selv ud fra et begreb, som nogle andre har fundet på. Ja, det er da rart at vide, at jeg ikke er den eneste i verden, der umiddelbart ikke elsker pludselige høje lyde og tøj, der strammer (men hvem fanden gør også det?). Men problemet, der opstår så snart man siger “jeg tilhører gruppen af særligt sensitive” er, at man for det første kan blive tilbøjelig til at lukke sig inde i det, og læse en masse om det, evt. finde andre sensitive folk, man kan snakke med om det, og det kan efter min opfattelse være ret farligt. Der sker nemlig en polarisering, når man omgiver sig meget/udelukkende med folk, man deler samme opfattelse med – man kan give hinanden ret i, at ihh hvor er det hårdt og uretfærdigt, og at det også er de andres skyld, at man selv har det skidt (det er fx også polarisering der sker, når en masse mennesker, der er fremmedhadske, samles om det, og dermed bliver endnu mere fremmedhadske, fordi de nu har et fællesskab omkring det).
Det er RIGTIG godt at have nogle, der forstår en, og som man kan snakke med, det er ikke det, der er problemet i sig selv – problemet ligger i, at der i det mærkat, man har fået, i dette tilfælde “særligt sensitiv”, ligger en merbetydning – at du er en del af en gruppe, som “de andre” ikke er en del af. Dette kan hurtigt skabe en os og dem illusion, hvor man ser “de andre” som fjenden – “åhh,  alle er så ekstroverte og larmende, de siger aldrig noget fornuftigt, de skulle bare vide alle de kloge tanker der er i mit hoved”. (Jeg har selv set utallige eksempler på det, da jeg engang var medlem af en ret stor Facebook gruppe for særligt sensitive folk, jeg meldte mig ret hurtigt ud igen, da det føltes som en form for sekt). Når det er sagt, så er det desværre menneskeligt, at vi opdeler os i grupper, og har en tendens til at se andre som trusler – jeg kender det fra mig selv, jeg er langt fra det perfekte menneske (surprise).

image-2fc11f69352b762ab32203e3b7df334b273a27dff0b44c69b7404ca0731ec939-v.jpg

Men jeg følte mig ikke tilpas med at definere mig selv som særligt sensitiv. Det skyldes ikke, at jeg ikke har accepteret mig selv, for det vil jeg selv mene, at jeg har, det skyldes derimod ovenstående og at jeg generelt er nået frem til, at jeg foretrækker bare at være den jeg er, uden at skulle sætte mærkater på alt. En anden vigtig pointe er nemlig, at man risikerer at gå glip af en masse, hvis man dømmer sig selv og på forhånd har sat en masse “regler” op for, hvad man kan og ikke kan. For at tage et eksempel, så har jeg ofte en tendens til at blive ret overvældet og lukke ned, hvis der foregår alt for mange ting på én gang, eller hvis der generelt bare har været for meget at tænke på/gøre i en periode. MEN jeg har med tiden lært, at dette ikke betyder, at jeg intet kan, eller at der er bestemte ting, jeg er nødt til at holde mig fra altid. Hvordan lærte jeg det? Ved at gøre ting, som jeg normalt har holdt mig fra at gøre. Fx har turene til Spanien og Israel i den grad mindet mig om, at jeg kan en masse, fordi jeg har gjort nogle ting, og fået nogle gode oplevelser ud af det. Ja, jeg følte mig overvældet flere gange på begge ture, men så slappede jeg af i nogle timer, og så var alt fint igen. (Mere om det i mit næste Israel indlæg).
Hvis jeg bare havde sagt “nej, jeg er særligt sensitiv, jeg kan ikke tage afsted, det bliver for meget”, så var jeg gået glip af en masse, både en masse oplevelser men ligeså meget følelsen af, at jeg har udviklet mig i den rigtige retning (det bliver dybt nu) – fordi jeg kan se, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, så længe jeg husker at mærke efter, hvordan jeg har det, og siger fra, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til. Det er mere simpelt, end man skulle tro.

I forlængelse af det, så er jeg også nået frem til, at det generelt er en forfærdelig idé at sige “jeg er sådan og sådan” til sig selv, fordi man så fastholder sig selv i en bestemt rolle, som ikke nødvendigvis er god for en. Vi mennesker er komplekse, og vores humør og almene sindsstemning varierer fra dag til dag, så det er ofte umuligt at forudsige præcist hvordan man har det om en måned eller bare dagen efter. Jeg har på det seneste tænkt meget over, hvorfor jeg nogle dage føler mig vildt godt tilpas og nyder andre folks selskab, og andre dage mere føler for at flygte til et øde sted, hvor jeg kan være i fred. Hvorfor jeg nogle gange bliver irriteret bare radioen kører, og hvorfor jeg andre gange kan nyde, at der bliver spillet musik.
Nogle dage føler jeg mig indadvendt, andre dage føler jeg mig udadvendt, men i bund og grund er jeg jo altid mig selv. Jeg har langt fra den samme sindsstemning hele tiden (det ved man, hvis man er i familie med mig), og jeg tror helt ærligt, at jeg når længst med at acceptere det, frem for at pådutte mig selv diverse mærkater, der kan forklare, hvordan jeg har det, også fordi, at jeg så undgår at klamre mig fast til de mærkater, også på tidspunkter, hvor de intet godt gør for mig. Fx vil jeg hellere tænke “jeg har ikke lyst/overskud til at gøre det her, som jeg har det nu, så jeg siger fra” frem for “åh nej, jeg er introvert og sensitiv og må hellere sige nej før jeg overhovedet har tænkt på, om jeg har lyst”.

image-ad5bc2d086cf2609de08e7726db13de96cca609b415e41e86cf5ef2b22076551-v.jpg

Ja, så det var en masse pladder om mig selv. For at opsummere:
Jeg er overbevist om, at nogle mennesker er mere følsomme end andre, af den ene eller anden grund, og at vi mennesker oplever verden på forskellige måder. Vi er alle individer, og det bør der være plads til. Når det er sagt, så synes jeg, at det er et udtryk for en problematisk tendens, når vi føler en trang til finde årsager til ting, der er helt menneskelige og normale og at finde på nye begreber, som vi kan definere os selv ud fra, da det kun skaber en større distance mellem os som mennesker. Jeg tror dermed ikke, at problemerne bliver løst, hvis vi begynder at skulle tage særlige hensyn til børn, som er særligt sensitive (eller som forældrene mener, er særligt sensitive – der kan være tonsvis af andre ting der ligger til grund for deres udfordringer). Jeg går meget ind for, at alle skal behandles som mennesker, og at der skal være plads til forskelligheder, men jeg tror ikke, at løsningen ligger i, at nogle skal gives særbehandling og andre ikke skal. Jeg tror derimod på, at vi skal se på, hvad grundene fx er til, at mange børn i dag har det skidt med at skulle i skole og at være i skolen (måske er folkeskolereformen mere ansvarlig end børnene selv er, for at de oplever problemer?). Ligesom at stress på arbejdspladserne er et ledelsesmæssigt ansvar, som ikke bør skubbes over på den enkelte medarbejder, der får at vide, at hun/han da bare kan prioritere lidt bedre og må lære ikke altid at være så perfektionistisk, så mener jeg også, at vi skal lede efter de reelle årsager til, at mange børn/voksne oplever problemer med at fungere i dagligdagen. De skal ikke bare rette ind efter min mening, men vi skal finde nogle ordentlige løsninger, så vi alle har lov til at være her og føler, at vi kan bruges til noget. Og så tror jeg for alt i verden at det er vigtigt, at forældre lærer deres børn, at de er lige som de skal være, at alle er lige meget værd og at man hverken er bedre/dårligere end andre hvis man er “anderledes”. Børn skal gives muligheden for at lære at være en del af verden, så de lærer, at der er plads til dem, og at vi alle kan få det til at fungere, selvom vi ikke alle kan/vil det samme. For det at vi er forskellige og reagerer forskelligt er i bund og grund et tegn på, at vi er mennesker, og jeg vil så sandelig håbe, at vi får lov til at blive ved med det. Forskelligheder kan være gode og lærerige, og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi husker, at der ikke er noget rigtigt og forkert, når det kommer til, hvem og hvordan man er som menneske. Og at vi husker på, at vi alle har svagheder og udfordringer, og at det er fint at indrømme over for sig selv, og andre, at man nogen gange har det svært, for så tror jeg, at vi ville opdage, at vi er mere ens end vi går rundt og tror.

Det obligatoriske “se mig, jeg har været i Mellemøsten-indlæg” DEL 1

Hej verden.
Jeg har for en gangs skyld et ledigt øjeblik i mit travle liv (jeg har arbejdet og har travlt med at forberede mig til dansk og kemi-eksamen, men nu har jeg fortjent en lille pause), derfor vil jeg endelig få lavet dette indlæg omhandlende turen til Israel i starten af måneden (inkl. diverse spændende billeder).
Lyder det ikke skide spændende? Så læs videre!!!!
(Man må jo skabe lidt spænding)

Her kommer diverse detaljer over hvad vi lavede de forskellige dage:

 

Lørdag, 30. april:

Dagen startede med, at jeg pakkede de sidste ting og derefter tog ud for at handle stort ind i Lidl. Derefter kørte vi hjem igen og jeg fik et anfald af post-afrejse-stress, det sker ofte når jeg er bange for at have glemt noget. Men så tog vi afsted og det blev alt sammen godt igen. Vi skulle med toget fra Randers kl. 16.36, og var fremme i Københavns lufthavn kl. 20.38 (jeg ved ikke, hvorfor jeg gemmer på sådanne detaljer i min hjerne). Derefter gik vi i retning mod vores hotel og ankom kl. 21.30. Hvilket så viste sig at være løgn, da vi var ankommet til det forkerte hotel, og havde gået i den helt forkerte retning. Så vi endte med at gå rundt på Amager indtil ca. 22.15, hvor vi endelig nåede frem til det rigtige hotel. Vi fik set rigeligt af Amager, lad os sige det sådan. Hotellet lå lige over for Amagerhallen, så det var vældig interessant. Da vi ankom var vi trætte og ildelugtende og gik i seng ret hurtigt.

dsc_4548.jpg

Søndag 1. maj:

Morgenen efter kl. 6.45 ringede vækkeuret så (det er løgn, jeg vågnede af mig selv, og der var intet vækkeur men derimod en smartphone). Det var min fars fødselsdag den dag, så jeg havde pakket en gave ind mest for synets skyld (jeg er et forfærdeligt menneske der ikke havde husket at købe en gave, så jeg fandt noget chokolade i slikskuffen (som min far fik i julegave sidste år, hvilket han har glemt alt om), og pakkede det ind, og så havde jeg også lavet et meget fint hjemmelavet kort med tegning af en flyver og nogle glade mennesker og et flag. Så det blev han glad for. Derefter gik vi til morgenmad, hvilket var en oplevelse der i teorien var fin, dog husker jeg meget lidt af hvad vi spiste. Vi stjal også nogle æbler (som jeg endte med at gå rundt med i tasken resten af ugen, uden at opdage det).
Derefter tog vi bussen ud til lufthavnen, hvilket var meget interessant.
Så ankom vi til lufthavnen og fik checket ind og havde derefter utroligt god tid (flyafgangen var først kl. 12.35). Her fik vi en tidlig frokost, jeg kan ikke huske hvad det var, og købte noget pastasalat til turen (som vi endte med at indtage i Istanbul blandt en stor menneskemængde).
Men ja, vi skulle først flyve til Istanbul og mellemlande og herefter videre til Tel Aviv, så det var en lang tur.
(Jeg føler, at det går virkelig skidt med spændingsniveauet, men der skete ikke noget særligt interessant den dag). Jo, jeg blev kropsvisiteret, dog var det en meget overfladisk kropsvisitation, så det er ikke noget at skrive hjem om. Men det var i forbindelse med at vi skulle svare på nogle spørgsmål inden vi kunne komme med flyet til Israel (da de har et højt sikkerhedsniveau), og den person der udspurgte mig om ting snakkede meget hurtigt og utydeligt engelsk, så jeg højst sandsynligt har svaret forkert på et eller andet, og de derfor besluttede at undersøge mig for ulovlige ting m.m.
Men ellers var det overraskende let at komme ind i Israel, jeg havde forventet at det ville være meget sværere og farligere end det reelt var, så det var lidt af en skuffelse.
Begge flyveture gik fint, jeg synes umiddelbart ikke, at der er nogen grund til at skrive noget om dem. Flymaden var også meget fin.
Men ja, vi ankom så til Tel Aviv og der var relativt varmt selvom det var sent på aftenen, og så tog vi en taxa til hotellet (chaufføren kørte helt ad helvede til, men det gjorde de sgu alle sammen), og jeg kom ind på mit hotelværelse, som lugtede af kloak (det forsvandt i løbet af et døgn cirka), og det var det.

img_20160508_145934.jpg

Mandag 2. maj:

Jeg stod op omkring kl. 8 og gik derefter til morgenmad (jeg var alene den dag, fordi min far skulle besøge et firma dernede, hvilket sådan set var formålet med hele turen til at starte med, før vi besluttede at jeg skulle med og at det også skulle være en slags ferie). Det var et meget fancy hotel, så jeg følte mig malplaceret, særligt fordi der var tjenere der flere gange kom og sagde “Hello, do you want anything else?” hvilket jeg ikke forstod, da det efter min opfattelse var en buffet hvor man selv tog sin mad. (Det viser sig så at man kunne bestille diverse ekstra ting som fx æg i diverse tilstandsformer, men dette havde jeg ingen idé om, da jeg ikke er vant til sådan en service om morgenen).
Efter alt det gik jeg på egen hånd ud i byen, og jeg blev hverken kidnappet, bestjålet eller stukket ned, så det var jo skønt. Til gengæld blev jeg kogt levende, da der var 32 grader. Det håndterede jeg ved at gå på museum, hvilket var vældig interessant, jeg følte mig kulturel og alment dannet, så det var jo meget godt.

dsc_4597.jpg

(Ikke et godt billede, jeg ved ikke, hvorfor jeg lægger det på nettet overhovedet).

dsc_4628.jpg
Jeg gik derefter lidt mere rundt i byen og så på forskellige ting. Jeg sad også i en park og spiste en dyr frugtsalat sammen med masser af meget tamme duer. dsc_4571.jpg
(Duerne er de uskarpe objekter i baggrunden).

dsc_4556.jpg

 

dsc_4634.jpg

(Her ses en motorvej og noget af min hånd fordi jeg er en idiot)

dsc_4627.jpg

Ja men generelt var det en stor og overvældende by, det virkede meget som en storby i vesten, det var det dog ikke, da Israel i teorien ligger i Asien (se mig, jeg har været uden for Europa, uha). Jeg brugte desuden også dagen på at købe forskellige tilfældige ting, fx nogle mandler, hvidløgspulver, kopnudler, appelsinjuice, postkort fra museet, en bog, bananer.
Om aftenen var min far og jeg på en restaurant nede ved havnen, hvilket var meget hyggeligt, dog endte det med at vi nåede at spise os mætte i brød og hummus før vi overhovedet var nået til hovedretten. På vejen hjem tog vi en taxa, da der var godt 45 minutters gang tilbage til hotellet. Jeg er ret sikker på, at taxachaufføren var korrupt, han kørte ad helvede til og blev ved med at snakke om at der lå diamanter gemt i diverse bygninger i kvarteret og diverse andre spændende ting.

Tirsdag 3. maj:

Tirsdag var jeg alene hele dagen, da min far skulle ud at spise med de andre folk, der var med på turen og nogle fra det firma, de besøgte (jeg var inviteret med, men jeg prioriterede at hvile min ømme krop og spise kopnudler og havrekiks i stedet og se YouTube videoer i godt fem timer, det var sgu godt).
Nåh men jeg vågende virkelig sent om tirsdagen, nærmere bestemt kl. 10.46, da jeg ikke havde sat min alarm til og fordi mørklægningsgardinerne var virkeligt effektive. Så jeg kom først ud af døren kl. 12, fordi jeg er en slap turist. Kort sagt gik jeg rundt i fire en halv time og så på forretninger. Det tog mig to timer før jeg kom ind til det rigtige centrum, fordi hele centrum er skide stort (sådan oplevede jeg det i hvert fald). Jeg fik købt nogle sokker og nogle flere kopnudler og en israelsk kageblanding til min mor (som hun ikke blev ret glad for, da hun ikke ved hvad hun skal med den eller hvad det egentlig er).
Jeg var bl.a. i et storcenter med fire etager, jeg var der primært for at udnytte deres toilet faciliteter og for at købe noget mere tøj, da jeg svedte mere end forventet (I får alle detaljerne). Men ja, det var en spændende oplevelse. Derefter gik jeg lidt mere rundt og brugte noget tid på at finde tilbage til hotellet igen.dsc_4614.jpg

dsc_4566.jpgimg_20160502_234541.jpgdsc_4642.jpg

Læs del 2, der kommer på et tidspunkt, for at høre mere om hvorvidt jeg overlevede at eksistere i 39 graders varme og om hvor vigtigt det er at sige fra, når man har fået nok (uhhh, spænding)

Farvel.