Det er din egen skyld

Alt for mange gange her på de sidste, har der været ting oppe at vende i medierne, som bekymrer mig for menneskehedens fremtid. Hvis jeg skulle komme ind på dem alle sammen, ville dette indlæg blive 1000 sider langt, hvilket siger ret meget i sig selv.

Noget af det, der berører mig mest, er den tendens som medierne/andre mennesker har til at sige: “Det er din egen skyld” til folk, der har været ude for noget traumatisk.
“Nåh, du lider af svær stress? Du skulle nok have gearet lidt ned, hva?”, “Du er deprimeret? Du burde passe bedre på dig selv og fokusere på de positive ting, du har jo så godt et liv”.
“Du er blevet voldtaget, siger du? Er du nu sikker på, at det var en voldtægt, og at du ikke bare havde fået for meget at drikke?”, “Voldtaget? Mon du ikke selv inviterede til det med din påklædning? Det er altså også at udfordre skæbnen at gå alene hjem fra byen om natten”.

Oftest bliver det ikke sagt så direkte, men det virker ofte til at være det underliggende budskab. Af en eller anden grund, har (nogle) mennesker en trang til at fortælle folk, at de selv er skyldige for at være havnet i den situation, som de er i. Jeg ved ikke, hvad dette bunder i, men det må vel skyldes en mangel på empati for andre mennesker. “Tag dig da sammen, tag lidt ansvar for dig selv, gør dig ikke til et offer”.
Det er meget, meget problematisk når det sker, af flere grunde:
1) En voldtægt er ALDRIG ofrets egen skyld, ALDRIG! Det har ingen som helst relevans, hvad ofret var iklædt, og om hun/han gik alene på gaden hjem fra en fest midt om natten. En voldtægt er en voldtægt, uanset om det er en ukendt gerningsmand eller en man kender. Medmindre man aktivt siger “Ja”, så har man ikke inviteret til noget som helst.
“Du må da tænke på de signaler, du sender, og hvordan de kan blive opfattet” – Ja, det er da fint at tænke over det, men bare fordi, at nogle mennesker, kan opfatte noget, fx påklædning, som fristende/whatever, så har man som selvstændigt individ ret til at klæde sig fuldstændig som man vil. Der er INGEN der skal bestemme over, hvordan man skal klæde sig/hvor man skal gå om natten.
Det er muligt, at der er sandsynlighed for, at du bliver voldtaget hvis du går alene et sted om natten, men det betyder IKKE at man selv er uden om det, hvis nogen voldtager en. At gå et sted iført noget bestemt tøj, har intet at gøre med at sige ordet “Ja”.
2) Seksualisering af kroppen (særligt kvindekroppen). Efter min mening, burde en kvinde kunne gå nøgen rundt på gaden, hvis det var det hun ville (hvis det ellers var lovligt) uden at det betyder noget som helst andet, end at hun ikke har noget tøj på. At man ikke har noget tøj på/har badetøj på når man er på stranden eller der er varmt om sommeren, betyder intet i sig selv. Bare fordi nogle er letpåklædte, eller ser ud på en bestemt måde, betyder ikke, at de inviterer til at man frit må voldtage dem, medmindre de siger det med ord.
Når mænd går rundt i deres haver/på gaden i bar overkrop om sommeren, tror jeg ikke, at der er ret mange der tænker “Nåh, han inviterer til voldtægt”, men nok nærmere “Det er sommer, han har det varmt”. Jeg tror ikke det samme ville være tilfældet, hvis det var en kvinde der gik i bar overkrop.
Problemet er, at seksualiseringen af kvindekroppen betyder, at der er ting kvinder ikke kan gøre, fordi det ses som at udfordre skæbnen. Skylden for, at kvindekroppen opfattes som den gør, bliver givet til kvinderne og ansvaret fjernes fra mændene/folk der tror på, at kvinden er en synder. Og dybest set, er det vel det, det hele handler om; at kvinder stadig ses som objekter, der er skabt for at tilfredsstille manden (Adam og Eva, hvis man tror på den slags). Hvis kvinden ikke er interesseret i, at fange mandens opmærksomhed, må hun lade være med at færdes bestemte steder på bestemte tidspunkter, og hun må dække sig til, så manden ikke fristes, for de mandlige lyster er jo ukontrollerbare, og det er selvfølgelig da ikke mandens skyld, at han “kommer til” at voldtage en kvinde, der ser “fristende” ud.
AAAARRRHHHHHH!!!!
Der er så mange forkerte ting i det her.
3) Fokus fjernes fra det, som det egentlig handler om: at voldtægt er frihedsberøvelse, og en kriminel handling. Ethvert menneske har sin egen krop at bestemme over, og at berøve en anden person fra den personlige frihed, er en kriminel handling, der for mig at se er ligeså forfærdelig som mord, fordi personen skal leve videre med det bagefter, og SAMTIDIG skal leve med den skyldfølelse, som andre giver ham/hende.
I stedet for at fokusere på, hvordan man får mænd (oftest er det jo desværre mænd der er gerningsmændende) og de kvinder, der voldtager andre, til at stoppe og få dem i fængsel, så fokuseres der på, hvordan kvinder kan undgå at blive voldtaget. Det er fx det samme der sker, når politiet fraråder piger, at sende nøgenbilleder til drenge, fordi der er en chance for, at de bliver brugt til noget forkert/ender i de forkerte hænder. Det legitimeres at dele billederne, da pigerne selv er skyldige for at have sendt dem, selvom de aldrig er gået med til, at de skulle deles. Det er helt hul i hegnet.
4) Mange voldtægtssager bliver i forvejen ikke anmeldt, og den udvikling vil kun fortsætte, hvis man ikke stopper med at give ofrene skylden. Jeg synes det er respektløst og forfærdeligt, at nogen kan få sig selv til at tvivle på, om ofrene nu virkelig taler sandt og om de nu ikke selv bærer et ansvar. Ja, en MEGET lille del af de anmeldte voldtægter viser sig ikke at have fundet sted, men det betyder da ikke, at man har ret til at få alle til at føle, at de lyver!!
5) Mange folk virker til at tro, at kvinder udelukkende tager make-up på og pænt tøj for at “friste” mændene. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan, men det bunder vel i nogle meget forældede kønsroller, som mange mener, der skal fastholdes. Ja, NOGLE kvinder gør måske disse ting, for at tiltrække mænd (hvilket stadig ikke betyder, at de inviterer til voldtægt), men de fleste gør det for deres egen skyld og for at føle sig godt tilpas. Alt i en kvindes liv handler altså ikke om at tiltrække mænd, bare til information. Nu går jeg ikke selv i byen, men jeg ved, at mange gør det for at have det sjovt og ikke med nogen intention om, at tiltrække tusindvis af mænd.

For at opsummere: UANSET, hvordan du er påklædt, hvilke signaler, nogle mener, at du sender, har INGEN ret til at gøre ting ved din krop (voldtage dig, slå dig, eller på andre måder skade dig) hvis du ikke selv har bedt om de ting MED ORD.

Ift. det jeg startede med at skrive omkring depression og stress/psykiske sygdomme (samt mange fysiske) generelt, så mener jeg, at det er det samme der ofte gør sig gældende. Har du været ude for noget træls, så bliver der ofte fokuseret på, hvad du selv kunne have gjort, for ikke at være havnet i den situation, i stedet for grunden til, at du har det skidt og er syg og hvad man kan gøre, for at hjælpe dig ud af din situation.
Det er dybt urimeligt at give folk i en sårbar situation en følelse af, at de skal bebrejde sig selv for, at de har det dårligt. Ja, vi skal alle tage ansvar for vore egne liv, men at have en psykisk/fysisk sygdom/føle sig ensom/være trist, er ikke ensbetydende med, at man ikke gør det. Sygdom kan ramme alle, og ligesom at vi heller ikke giver en person med kræft skylden for deres sygdom (hvilket der så er nogle der gør, hvis der er tale om en ryger fx.), så burde vi fandme skamme os over at gøre det ved psykisk syge!! De føler sig i forvejen alene, og da enhver slags sygdom kan ramme os ALLE og vi ALLE skal dø en dag, så burde vi godt nok blive bedre til at støtte hinanden og tænke på, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, frem for at lægge skylden over på dem, da langt de fleste allerede har en stor skyldfølelse, som de kæmper med, og ikke har brug for mere af det.

 

Dette indlæg var måske ikke så opløftende, men jeg havde brug for at skrive det.
Jeg håber, at flere vil blive opmærksomme på, hvordan de selv opfatter voldtægt og hvem den skyldige er, og at sygdom, mental som fysisk, ikke er noget man selv har bedt om.
Heldigvis findes der gode mennesker, der rent faktisk besidder empati for andre, så det vil jeg forsøge at tænke over, da jeg ikke kan holde ud at fokusere på resten for længe ad gangen.

Farvel

/A

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.