Månedsarkiv: oktober 2015

Det er din egen skyld

Alt for mange gange her på de sidste, har der været ting oppe at vende i medierne, som bekymrer mig for menneskehedens fremtid. Hvis jeg skulle komme ind på dem alle sammen, ville dette indlæg blive 1000 sider langt, hvilket siger ret meget i sig selv.

Noget af det, der berører mig mest, er den tendens som medierne/andre mennesker har til at sige: “Det er din egen skyld” til folk, der har været ude for noget traumatisk.
“Nåh, du lider af svær stress? Du skulle nok have gearet lidt ned, hva?”, “Du er deprimeret? Du burde passe bedre på dig selv og fokusere på de positive ting, du har jo så godt et liv”.
“Du er blevet voldtaget, siger du? Er du nu sikker på, at det var en voldtægt, og at du ikke bare havde fået for meget at drikke?”, “Voldtaget? Mon du ikke selv inviterede til det med din påklædning? Det er altså også at udfordre skæbnen at gå alene hjem fra byen om natten”.

Oftest bliver det ikke sagt så direkte, men det virker ofte til at være det underliggende budskab. Af en eller anden grund, har (nogle) mennesker en trang til at fortælle folk, at de selv er skyldige for at være havnet i den situation, som de er i. Jeg ved ikke, hvad dette bunder i, men det må vel skyldes en mangel på empati for andre mennesker. “Tag dig da sammen, tag lidt ansvar for dig selv, gør dig ikke til et offer”.
Det er meget, meget problematisk når det sker, af flere grunde:
1) En voldtægt er ALDRIG ofrets egen skyld, ALDRIG! Det har ingen som helst relevans, hvad ofret var iklædt, og om hun/han gik alene på gaden hjem fra en fest midt om natten. En voldtægt er en voldtægt, uanset om det er en ukendt gerningsmand eller en man kender. Medmindre man aktivt siger “Ja”, så har man ikke inviteret til noget som helst.
“Du må da tænke på de signaler, du sender, og hvordan de kan blive opfattet” – Ja, det er da fint at tænke over det, men bare fordi, at nogle mennesker, kan opfatte noget, fx påklædning, som fristende/whatever, så har man som selvstændigt individ ret til at klæde sig fuldstændig som man vil. Der er INGEN der skal bestemme over, hvordan man skal klæde sig/hvor man skal gå om natten.
Det er muligt, at der er sandsynlighed for, at du bliver voldtaget hvis du går alene et sted om natten, men det betyder IKKE at man selv er uden om det, hvis nogen voldtager en. At gå et sted iført noget bestemt tøj, har intet at gøre med at sige ordet “Ja”.
2) Seksualisering af kroppen (særligt kvindekroppen). Efter min mening, burde en kvinde kunne gå nøgen rundt på gaden, hvis det var det hun ville (hvis det ellers var lovligt) uden at det betyder noget som helst andet, end at hun ikke har noget tøj på. At man ikke har noget tøj på/har badetøj på når man er på stranden eller der er varmt om sommeren, betyder intet i sig selv. Bare fordi nogle er letpåklædte, eller ser ud på en bestemt måde, betyder ikke, at de inviterer til at man frit må voldtage dem, medmindre de siger det med ord.
Når mænd går rundt i deres haver/på gaden i bar overkrop om sommeren, tror jeg ikke, at der er ret mange der tænker “Nåh, han inviterer til voldtægt”, men nok nærmere “Det er sommer, han har det varmt”. Jeg tror ikke det samme ville være tilfældet, hvis det var en kvinde der gik i bar overkrop.
Problemet er, at seksualiseringen af kvindekroppen betyder, at der er ting kvinder ikke kan gøre, fordi det ses som at udfordre skæbnen. Skylden for, at kvindekroppen opfattes som den gør, bliver givet til kvinderne og ansvaret fjernes fra mændene/folk der tror på, at kvinden er en synder. Og dybest set, er det vel det, det hele handler om; at kvinder stadig ses som objekter, der er skabt for at tilfredsstille manden (Adam og Eva, hvis man tror på den slags). Hvis kvinden ikke er interesseret i, at fange mandens opmærksomhed, må hun lade være med at færdes bestemte steder på bestemte tidspunkter, og hun må dække sig til, så manden ikke fristes, for de mandlige lyster er jo ukontrollerbare, og det er selvfølgelig da ikke mandens skyld, at han “kommer til” at voldtage en kvinde, der ser “fristende” ud.
AAAARRRHHHHHH!!!!
Der er så mange forkerte ting i det her.
3) Fokus fjernes fra det, som det egentlig handler om: at voldtægt er frihedsberøvelse, og en kriminel handling. Ethvert menneske har sin egen krop at bestemme over, og at berøve en anden person fra den personlige frihed, er en kriminel handling, der for mig at se er ligeså forfærdelig som mord, fordi personen skal leve videre med det bagefter, og SAMTIDIG skal leve med den skyldfølelse, som andre giver ham/hende.
I stedet for at fokusere på, hvordan man får mænd (oftest er det jo desværre mænd der er gerningsmændende) og de kvinder, der voldtager andre, til at stoppe og få dem i fængsel, så fokuseres der på, hvordan kvinder kan undgå at blive voldtaget. Det er fx det samme der sker, når politiet fraråder piger, at sende nøgenbilleder til drenge, fordi der er en chance for, at de bliver brugt til noget forkert/ender i de forkerte hænder. Det legitimeres at dele billederne, da pigerne selv er skyldige for at have sendt dem, selvom de aldrig er gået med til, at de skulle deles. Det er helt hul i hegnet.
4) Mange voldtægtssager bliver i forvejen ikke anmeldt, og den udvikling vil kun fortsætte, hvis man ikke stopper med at give ofrene skylden. Jeg synes det er respektløst og forfærdeligt, at nogen kan få sig selv til at tvivle på, om ofrene nu virkelig taler sandt og om de nu ikke selv bærer et ansvar. Ja, en MEGET lille del af de anmeldte voldtægter viser sig ikke at have fundet sted, men det betyder da ikke, at man har ret til at få alle til at føle, at de lyver!!
5) Mange folk virker til at tro, at kvinder udelukkende tager make-up på og pænt tøj for at “friste” mændene. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan, men det bunder vel i nogle meget forældede kønsroller, som mange mener, der skal fastholdes. Ja, NOGLE kvinder gør måske disse ting, for at tiltrække mænd (hvilket stadig ikke betyder, at de inviterer til voldtægt), men de fleste gør det for deres egen skyld og for at føle sig godt tilpas. Alt i en kvindes liv handler altså ikke om at tiltrække mænd, bare til information. Nu går jeg ikke selv i byen, men jeg ved, at mange gør det for at have det sjovt og ikke med nogen intention om, at tiltrække tusindvis af mænd.

For at opsummere: UANSET, hvordan du er påklædt, hvilke signaler, nogle mener, at du sender, har INGEN ret til at gøre ting ved din krop (voldtage dig, slå dig, eller på andre måder skade dig) hvis du ikke selv har bedt om de ting MED ORD.

Ift. det jeg startede med at skrive omkring depression og stress/psykiske sygdomme (samt mange fysiske) generelt, så mener jeg, at det er det samme der ofte gør sig gældende. Har du været ude for noget træls, så bliver der ofte fokuseret på, hvad du selv kunne have gjort, for ikke at være havnet i den situation, i stedet for grunden til, at du har det skidt og er syg og hvad man kan gøre, for at hjælpe dig ud af din situation.
Det er dybt urimeligt at give folk i en sårbar situation en følelse af, at de skal bebrejde sig selv for, at de har det dårligt. Ja, vi skal alle tage ansvar for vore egne liv, men at have en psykisk/fysisk sygdom/føle sig ensom/være trist, er ikke ensbetydende med, at man ikke gør det. Sygdom kan ramme alle, og ligesom at vi heller ikke giver en person med kræft skylden for deres sygdom (hvilket der så er nogle der gør, hvis der er tale om en ryger fx.), så burde vi fandme skamme os over at gøre det ved psykisk syge!! De føler sig i forvejen alene, og da enhver slags sygdom kan ramme os ALLE og vi ALLE skal dø en dag, så burde vi godt nok blive bedre til at støtte hinanden og tænke på, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, frem for at lægge skylden over på dem, da langt de fleste allerede har en stor skyldfølelse, som de kæmper med, og ikke har brug for mere af det.

 

Dette indlæg var måske ikke så opløftende, men jeg havde brug for at skrive det.
Jeg håber, at flere vil blive opmærksomme på, hvordan de selv opfatter voldtægt og hvem den skyldige er, og at sygdom, mental som fysisk, ikke er noget man selv har bedt om.
Heldigvis findes der gode mennesker, der rent faktisk besidder empati for andre, så det vil jeg forsøge at tænke over, da jeg ikke kan holde ud at fokusere på resten for længe ad gangen.

Farvel

/A

 

 

“Hej med dig, er du klar over, at du kommer i helvede”?

Hej verden.
Jeg er overstimuleret og har fire fabler på tæerne, to på hver fod. Jeg har en teori om, at jeg går forkert, da jeg ofte får vabler, altid på de yderste tæer. Eller også skyldes det bare, at det er en skidt idé at bruge to dage i træk på at gå 10-13 kilometer  begge dage inde i storbyer. Hvem ved.

Jeg var i Aalborg med min bror i mandags for at komme på et eventyr. Vi kan godt lide at tage toget forskellige steder hen fordi det er fedt at man må spise i toget, og at det ofte føles som om, at toget svæver.

Alt i alt, tror jeg vi gik 13 km mandag (jeg nægter at downloade en app som fx Endomondo der præcist kan måle det, da det tager det sjove ud af det at være på tur + jeg er bange for, at jeg vil komme til at slå resultatet op på min Facebook-profil). Vi så masser af spændende ting, som jeg ikke har tænkt mig at beskrive detaljeret i dette indlæg, da det ikke er det, som det skal handle om lige nu.
Tirsdag var vi så i Vejle, og det var ikke nogen specielt smuk oplevelse. Det var ikke Vejles skyld, men nærmere det faktum at det regnede, og at vores sind (og mine fødder og ben) var overstimulerede.
“Du burde da have regnet ud, at det var en skidt idé at tage på to lange ture to dage i træk” siger alle så.
Ja, det var jeg dybest set også godt klar over, men mandag og tirsdag var de eneste dage vi havde mulighed for at komme på tur, da jeg for en måned siden sagde ja til at arbejde onsdag til lørdag i ferien, fordi jeg havde glemt alt om, at uge 42 var en ferieuge. Sådan er det jo i dette travle samfund.
Jeg fortryder ikke at vi tog afsted, for vi har nu fået set alle mulige seværdigheder (dvs. Aalborg Universitet, Aalborg Bibliotek, Vejle Bibliotek, diverse friluftsbutikker og alt muligt andet), vi har fået købt alle julegaver, og jeg har fået en ny vindtæt regnjakke der var dyrere end nogen jakke jeg nogensinde har haft, selvom den var sat ned med 50 %. Og jeg gik ikke i panik på noget tidspunkt, selvom der var mennesker og biler over alt. Det var ret overraskende, da det normalt sker når jeg er i en storby.

Det har fået mig til at indse, at livet som turist er ret krævende. Ikke, at jeg ikke var klar over det i forvejen, men jeg blev mindet om, at virkeligheden ikke altid er som man planlægger den til at være. Jeg har altid haft en tendens til at overvurdere mig selv og sige ja til alt muligt, som jeg ender med ikke at kunne klare, så jeg ender op med at være helt vildt stresset og have det dårligt + at have dårlig samvittighed. Hvorfor er det egentlig sådan, tænker jeg tit, og jeg er ikke helt nået frem til grunden, men jeg tror, at det primært skyldes mit idealjeg. Altså de idealer jeg har for, hvad jeg gerne vil, hvordan jeg vil gøre det, og hvordan det hele skal forløbe.
Problemet med det er, at jeg tit glemmer at høre hvad mit jeg mener om de ting, som mit idealjeg/overjeg gerne vil have mig til. Det var fx det der skete, dengang jeg tog med til København på studietur, selvom jeg dybest set godt vidste, at det ikke ville være optimalt for mig at tage med. Jeg gjorde det fordi, at jeg tænkte “Alle andre er på studietur med deres klasser, dette er den eneste chance jeg får i løbet af HF, så jeg gør det”, og så fordi, at jeg gerne ville bevise overfor mig selv, at jeg kunne klare det. Det lykkedes så ikke helt som jeg havde tænkt mig, men i stedet kom der det ud af det, at jeg indså, at jeg ikke gider at tvinge mig selv igennem ting bare for at leve op til et eller andet. Det er umiddelbart heller ikke noget jeg gør ret ofte, da jeg selv synes, at jeg er blevet ret god til at vurdere, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er. Men nogen gange er det virkelig en kompliceret ting at finde ud af, om noget er godt at gøre eller ej.

For eksempel har jeg meldt mig til studiepraktik på Litteraturhistorie (Aarhus Universitet) i næste uge. Det har jeg primært gjort for at finde ud af, om det er den uddannelse jeg skal tage, men også for at komme ud af “komfort-zonen”. Jeg ved dog, at jeg højst sandsynligt vil føle mig en smule stresset i situationen, da jeg synes Aarhus indeholder for mange mennesker, cykler, biler og busser, og at det betyder, at jeg skal forholde mig til en masse nye mennesker og indtryk. Men jeg er overbevist om, at det er en vigtig ting at gøre, da jeg har lyst til at gøre det, og ikke gør det fordi jeg føler, at jeg skal. Det er dér hele forskellen ligger. Jeg tror på, at det er godt at presse sig selv til at gøre nogle ting, som man gerne vil, også selvom man er lidt bange for det. Det er godt at være ude af komfortzonen nogen gange, men det er efter min overbevisning bedst, at jeg tilbringer det meste af min tid med noget jeg føler mig tryg ved, da jeg ellers ikke har det godt. Det ville ikke sige, at jeg kun skal gøre de ting jeg er tryg ved, nej, men at jeg skal passe på med ikke at opføre mig som om, at jeg er en meget ekstrovert person, der altid har brug for eventyr, for det er jeg ikke. Jeg kan let blive overvældet af alle mulige ting, og selvom jeg elsker at være på eventyr ind i mellem, ligesom jeg har været de sidste to dage, så elsker jeg endnu mere at komme hjem igen og tænke “Nææh, sikke en god tur, nu kan jeg slappe af”.

Problemet er så, at det kan være satans svært at finde ud af, hvornår jeg rent faktisk selv VIL ting, og hvornår jeg gerne vil noget, fordi jeg føler, at det vil være det rigtige at gøre/fordi en masse andre mener, at det vil være godt. Fx. da jeg startede på gymnasiet, havde jeg ikke gennemtænkt det ordentligt og endte op med at gøre det fordi jeg gerne vil gøre det samme som mine venner, og fordi jeg helbredsmæssigt havde det så godt, at det ikke virkede helt umuligt. Jeg tror dog ikke, at jeg ville have ændret på det, hvis jeg kunne i dag, da det var en nødvendig ting for mig at lære – at jeg aldrig skal gøre noget, bare fordi det er det flokken gør, da jeg oftest bliver gladest for at gøre det, som flokken ikke gør. Fx da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, selvom alle andre i klassen blev det. Den beslutning er jeg stadig voldsomt glad for i dag.

wpid-dsc_2810.jpg
(SE det ligner et slot men det er et hus!!! (Jeg ved godt, at man ikke må tage billeder af andres huse, men jeg fortæller jer ikke hvor det ligger, så jeg tvivler på, at I kan bruge det til noget, men kontakt mig hvis I føler jer stødt over at jeg kan finde på at lægge sådan et billede ind eller andet))
Nåh, men nu skal det ikke alt sammen handle om mig. Eller jo, det skal det, men tilbage til pointen; jeg har nogen gange svært ved at finde ud af, om jeg gør noget for min egen skyld eller fordi jeg føler, at det ville være smart/sofistikeret/godt/interessant/beundringsværdigt/fancy hvis jeg gjorde et eller andet. Fx overvejer jeg at læse litteraturhistorie, men jeg kan ikke finde ud af, om det er noget jeg mest af alt har lyst til, fordi jeg godt kan lide tanken om at gå rundt og sige “Hej, jeg læser litteraturhistorie” til folk, fordi jeg synes det lyder smart og passer til den person, jeg selv mener at jeg er (i hvert fald pt.). Endnu en ting er hele dilemmaet med, om jeg skal tage ud at rejse eller ikke. For nogle uger siden var jeg overbevist om, at jeg ville ud på en form for rejse, fordi jeg havde brugt en hel dag på at se rejsevideoer på YouTube med folk der sagde alt muligt om, at det var det bedste i verden og at man aldrig ville kende sig selv, hvis man ikke havde rejst.
Dette er til en vis grad rigtigt, og til en vis grad en stor gang pis. For det første, kan jeg ikke bruge det til noget som helst, at nogle andre siger, at noget er “det rigtige” at gøre, da jeg ikke er dem, og de ikke er mig, og derfor ikke ved, hvad der er rigtigt for mig. For det andet, så har folk forskellige måder at “finde sig selv” på. Nogle gør det ved at dyrke ekstremsport og rejse, andre gør det ved tegne/male, og nogle gør det ved at læse og forsøge at se det gode i menneskeheden (det er det jeg prøver på). Selvfølgelig går jeg ind for, at man også skal se verden, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil lære mig selv bedre at kende ved at tage til Asien i seks måneder alene. Ja, jeg ville komme ud af “komfortzonen” men ville jeg blive lykkelig? Det tror jeg umiddelbart ikke. Der er intet galt med Asien, men jeg tror ikke på det med, at man tager et fjernt sted hen for at finde sig selv. Jeg forstår, hvorfor man kan have en trang til at komme væk og opleve noget, og sådan har jeg det også selv nogen gange, men jeg har samtidig lært mange gange, at “nissen/aben/papegøjen flytter med”, uanset hvor langt du rejser væk. Hvis du flygter fra dine problemer, så vil de følge med dig, også selvom du tror, at du kan efterlade dem derhjemme. Jeg tror ikke på, at man kan løse noget ved at rejse til Asien, med mindre der er tale om et udslæt etc., da jeg har hørt, at de er skide gode til at behandle diverse sygdomme med alternativ medicin/urter derovre.
Men min pointe er, at jeg realistisk set ikke tror, at det vil være en fantastisk oplevelse for mig at tage på en lang udlandsrejse alene. Nu har jeg været på relativt mange ferier og ture, og jeg ved, at jeg altid er fuldstændig udkørt, hvis vi har lavet aktiviteter to hele dage i træk, ligesom jeg har de sidste to dage. Jeg har brug for relativt meget afslapningstid for ikke at blive sindssyg, og jeg synes det er utroligt krævende at rejse, selvom det selvfølgelig også er godt at se nye ting.
Mange siger, at et sabbatår er den eneste mulighed man får for at komme ud at rejse inden det går løs med universitetet/andet, børn, barselsorlov, huskøb, børnepasning, pension, alderdom osv., men det NÆGTER jeg at lade mig styre af. Nu jeg tænker over det, er det en forfærdeligt deprimerende måde at leve sit liv på. “Jeg må hellere gøre dette nu imens jeg kan, inden jeg skal bruge hele mit liv på andre ting, og dermed ikke får tid til at gøre det jeg vil”. For det første er der ingen der skal fortælle mig, at jeg skal skynde mig at tage en uddannelse og få børn samtidig (Nej, alle “Knald for Danmark” kampagnerne virker ikke på mig), og jeg gider heller ikke at gå en fremtid i møde, hvor jeg aldrig kan gøre de ting jeg har lyst til og tage på en rejse, hvis jeg vil. Hvis jeg vil rejse til Asien når jeg er 35, så gør jeg FANDME det!

wpid-dsc_2815.jpg

Det at rejse burde være noget man gør udelukkende af lyst, men jeg tror det er ved at udvikle sig til at blive noget, som mange føler, at de bør gøre, for at blive gode samfundsborgere. Det at rejse er blevet et symbol på, at du er rigtigt voksen og ansvarlig og at man er “færdig” til at komme ud i verden. “Du er ung og frisk, du skal da ud at opleve verden imens du kan!!” siger alle til familiefesterne, imens man selv nikker og tænker “Ja, det er vel det jeg skal, tænk hvis jeg bliver smasket ned af en bus om et år, og jeg aldrig fik set Østrig først”. Sådan tænker jeg ikke selv, da jeg allerede har set Østrig, men jeg tænker over, at jeg egentlig skulle skamme mig, at jeg mener, at det er et reelt problem, at jeg ikke ved, om jeg skal tage ud at rejse eller ej, og at jeg har ti forskellige uddannelser jeg kunne se mig selv tage, fordi jeg synes de er interessante. Jeg er så satans priviligeret og jeg kan alt muligt, og så er det et problem?
Så kommer den dårlige samvittighed og alle “jeg burde” tankerne – hvis jeg har tiden til det, burde jeg så ikke tage et år til Afrika og arbejde frivilligt i fattige områder? Skylder jeg ikke andre mennesker at tænke lidt på dem i stedet for mig selv? Hvad er jeg egentlig for et menneske? Jeg kommer aldrig i himlen, når jeg ikke gør flere uselviske gode gerninger.

wpid-dsc_2814.jpg
At jeg ikke kommer i himlen blev jeg bekræftet i igår, da vi mødte nogle religiøse mennesker på gågaden i Vejle.
“Må vi stille jer et lidt underligt spørgsmål?” sagde de.
“Ja”, sagde jeg, imens jeg tænkte på, om det mon var noget der handlede om toiletvaner eller noget andet, og om jeg mon ville komme på forsiden af Vejle Folkeblad.
“Har I nogle smerter nogen steder i kroppen?” sagde den mandlige af dem så.
Jeg havde voldsomt ondt i benene og fødderne, så derfor sagde jeg “Næh, jeg har det faktisk rigtig godt!”
“Det var da dejligt for dig!” sagde den kvindelige, som havde hypnotiserende øjne. Det føltes som om, at min sjæl blev suget lidt ud, når jeg så hende i øjnene.
“Nåh, men det er fordi, at vi har gode erfaringer med, at helbrede folk for deres smerter her midt på gaden. Det er Jesu’ kraft vi bruger til at helbrede folk med, og alle oplever en øjeblikkelig lindring eller en total eliminering af smerterne” sagde den mandlige.
“Hm hm. Spændende. Men det er ikke rigtigt nødvendigt, vi er ikke interesserede, ellers tak” sagde jeg.
“Helt ok, ellers må I prikke os på skulderen næste gang i har nogle smerter” sagde han.
Jeg smilede og nikkede, hvad kan man ellers gøre. Jeg tager fandme ikke til Vejle næste gang jeg har nogle smerter, det kan jeg godt afsløre.
“Er I kristne?” sagde den kvindelige så.
Så starter en fem timer lang diskussion, tænkte jeg, imens jeg hurtigt udtænkte et svar der hverken var fordømmende eller belærende.
“Jeg er ateist, men jeg synes de fleste religioner indeholder nogle gode ting, for eksempel har kristendommen da nogle fine værdier på nogle punkter. Men jeg har personligt ikke brug for en religion, da jeg synes det er bedre selv at kunne bestemme mine værdier”.
Deres ansigter blev ikke glade.
“Okay. Men det vi er her for, er at oplyse folk om, at selvom de tror, at de nok skal komme i himlen selvom de ikke er kristne, så siger Evangeliet altså noget andet om den sag. Man er nødt til at bekende sig til den kristne tro for at komme i himlen” sagde den kvindelige og gav os to visitkort med teksten “www.OplevJesus.dk” påtrykt.
“Prøv at læs lidt inde på denne side, jeg er sikker på, at det vil være en øjenåbner for dig/jer” sagde hun.
“Nåh, ok, ja, tak”, sagde vi så.
“Ha’ en GOD dag!” sagde de så og gik.
“Puha, hold da op, det må jeg nok sige” sagde vi derefter til hinanden.
(Min bror sagde umiddelbart næsten intet til dem udover “Hmmm”, “Næææh” og “Hej” til dem, da han kom i en form for choktilstand hvor han var overbevist om, at de ville forsøge at suge ham ind i en syg sekt og at der ville være stearinlys og en kirkekasse der vil have ens penge andet ubehageligt).

Jeg skulle nok have informeret dem om, at jeg faktisk ikke gider at i himlen, da videnskaben siger, at man vil fryse ihjel indenfor et par sekunder oppe i himlen, fordi der blæser så sindssygt meget og der er voldsomt mange minusgrader. Min bror og jeg blev enige om, at vi personligt foretrækker at blive sendt videre over i en portal, der fungerer ligesom ét stort hoppeland, bortset fra, at der ingen skrigende børn er, og at de eneste mennesker der må være der er os, Pelle, vores kat og til den tid også Kalle, og at andre skal være nogle meget specielle mennesker for at de må komme ind. Desuden skal der være én hel hoppepude pr. person, så man skal aldrig stå og vente eller passe på at man ikke hopper ind i nogle andre, da man er ejer af sin egen hoppepude. Mormonerne tror på, at de hver især får deres egen planet, jeg tror på hoppepuder til alle. Og/eller trampoliner i stedet. Desuden skal der være lasagne/noget godt til aftensmad HVER dag og ikke sådan noget irriterende mad som fx kalkunlår eller for tynd sovs.

Så konklusionen er, at jeg ikke har tænkt mig at blive kristen for at komme i himlen, da der er for mange mennesker der, og at jeg ikke gider at leve mit liv efter nogle andres regler, bare for at kunne komme op i 50 minusgrader og høre nogle engle spille på harper dagen lang i al evighed.

Jeg må holde fast i den anarkistiske tankegang og huske mig selv på, at der ikke er nogen der skal bestemme over mig, for når alt kommer til alt, er jeg den, som kender mig selv bedst (udover Google og min computer, selvfølgelig).

Slut.

Økonomi vs. mennesker

“Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her”. 

 

Dette citat er fra Marie Krarups artikel, som har startet (endnu) en længerevarende og meget psykisk opslidende diskussion i vores hjem. Nu vil jeg ikke udlevere nogen personligt, men vi er ret uenige herhjemme.
Jeg synes det er til at KASTE OP OVER når folk mener, at menneskesyn og politisk ideologi kan adskilles. Marie Krarup mener, at hendes næste ikke er den syriske flygtning, fordi hun ikke kan se dem og de ikke er tæt på hende – derfor mener hun ikke, at hun behøver at forholde sig til dem. Hun siger ordret: “Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.”

Jeg har SÅ svært ved at se, hvordan vi i Danmark kan have den holdning, at vi skal passe på vores eget lille land, så det ikke “bliver smadret af fremmede mennesker vi ikke kender”. Uhhh, hvor er det synd for vores børn, hvis vi giver plads til nogle mennesker der er flygtet, tænk at de sådan kommer her og tager af vores skattekroner. Nåh, er de i fare for at blive slået ihjel i deres hjemlande? Skidt pyt, jeg skal ud og lave mad til børnene, for det er næstekærlighed!!!!

NEJ!!!!!

AAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg er så træt…. Så træt af at høre om danskere, (som har ALT hvad de har brug for og mere til) der mener, at Danmark er truet pga. flygtningesituationen, og at vi ikke kan hjælpe hele verden, og at vi nu også må tænke på, hvad der er bedst for os selv, hvis vi vil sikre landets fremtid.
Vi kan godt blive enige om, at vi ikke kan hjælpe hele verden. Men vi kan alle gøre vores, for at gøre verden til et bedre sted. Jeg mener, at ressourcestærke lande som Danmark, hvor det grundlæggende går fantastisk, bør tage sin del af de flygtninge, der kommer til Europa. Alle lande skal hjælpe til, men i et land som Danmark, hvor vi har god mulighed for at hjælpe, så synes jeg, at vi skal tage en ekstra del på os. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan hjælpe en stor del mennesker – og det mener jeg er noget af det vigtigste, et samfund kan gøre. Det er sådan et samfund jeg gerne vil leve i. Et samfund hvor vi hjælper dem, der virkelig er på spanden og er i krise – indtil de kommer på benene igen/der bliver sikkert i deres hjemlande. Vi skal hjælpe alle dem som vi kan, efter min mening. Det er meget interessant, at så mange danskere betragter sig selv som kristne, men alligevel mener, at de selv kan bestemme, hvad næstekærlighed er. At så mange mener, at man ikke behøver at vise næstekærlighed for andre end en selv og de mennesker der bor fem meter fra en, og at nogle, Marie Krarup herunder, finder det “ulækkert” at man vælger at hjælpe mennesker i Syrien frem for at lave mad til sine børn. Hvis jeg nogensinde fik børn, så ville jeg se det som en vigtig opgave at vise dem, at man skal tænke på andre end sig selv, og at det er bedre at give noget til andre, frem for at tage det hele selv. En af de syv dødssynder er jo som bekendt grådighed, så hvis man ser sig selv som kristen, så burde det være en selvfølge, at man gav til andre og ikke tænkte på sig selv først.
Jeg er selv ateist, så det er ikke engang fordi at jeg har stærke religiøse værdier, der giver mig en følelse af, at jeg er nødt til at hjælpe. Nej, det er sådan set bare sund fornuft og de personlige værdier, som jeg selv har valgt at have – at alle mennesker er lige meget værd, og at jeg ikke er bedre end nogle andre eller har ret til mere, bare fordi jeg har været heldig at blive født som hvid i et godt land som Danmark. Jeg synes at alle skal hjælpes, og at vi skal gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem vi kan. Desuden mener jeg, at forskellighed i et samfund er opskriften på en masse gode ting, hvis vi alle kan respektere hinanden (hvilket mange etniske danskere har problemer med, som jeg ser det). Jeg prøver selv stærkt på ikke at generalisere og tegne fjendebilleder, og jeg bliver utroligt trist, når nogle har politiske holdninger der er totalt gennemsyrede af os/dem mentalitet og en frygt for det ukendte.

For at vende tilbage til det med næstekærligheden, så vil jeg nævne, at jeg ikke prøver at sige, at nogle er forkerte kristne, hvis de ikke går ind for den præcise definition af næstekærlighed. Religion er noget man skal gøre op med sig selv og ingen kan sige, hvad der er rigtigt og forkert at tro på, men jeg synes alligevel at det er interessant at se på, hvad næstekærlighed egentlig er iflg. Jesus/Biblen/hvem der nu ellers fandt på det, da de fleste danskere betegner sig selv som værende kristne, og at man derfor skulle tro, at deres religiøse syn kunne ses i deres politiske holdninger også.

Følgende definition på næstekærlighed har jeg fra folkekirken.dk:

“I kristendommen er der i virkeligheden kun ét bud, nemlig: Det dobbelte kærlighedsbud. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.”

Se, det er jo meget interessant. Du skal være god mod alle, også dem du ikke bryder dig om.
Nogle vil sikkert sige, “Ej men der står jo kun ‘hvert mennesker der krydser vores vej’, og de syriske flygtninge krydser ikke min vej, så jeg har intet ansvar”. Men nu skal vi lige huske, at Biblen er skrevet i en tid, hvor det tog betydeligt længere at rejse igennem verden og der heller ikke fandtes sociale medier, der kunne oplyse os om, hvordan resten af verden havde det. Dermed mener jeg, at næstekærlighed vil sige, at du skal være god mod, og hjælpe, dem der har det svært, også hvis de ikke er dine naboer. I dag har vi nødhjælpsorganisationer osv., som muliggør det for os som mennesker, at hjælpe folk i lande hvor der sker katastrofer af den ene eller anden art, og det er en fantastisk ting. Og med den mulighed kommer også et ansvar, synes jeg. Hvis man har rigeligt med penge, så er der INGEN god grund til ikke at vise næstekærlighed overfor de mennesker, som bor lidt længere væk end på den anden side af vejen.
En anden ting vi også skal huske, er at næstekærlighed også er andet end økonomisk støtte – det er mindst lige så meget den måde, som vi behandler andre på, og taler om andre på, synes jeg. Hvis du vil være god mod din næste, så har du et åbent sind og behandler andre ligeså godt, som du selv vil behandles. Uanset hudfarve, etnicitet og kulturelle forskelle.
Næstekærlighed er at tro på det gode i mennesket – det er at tro på, at den hjælp man kan give en anden, gør en forskel, og at vi sammen kan lave et bedre samfund, hvis vi hjælper hinanden og er åbne.

Nej, jeg er ikke kristen, men jeg tror på næstekærligheden – den beskriver i hvert fald meget godt, hvordan jeg selv ser på mennesker og verden i det hele taget. Jeg tror på det gode i folk. Jeg har ikke lyst til at leve i en kold verden, hvor vi lukker andre ude, for at koncentrere os om vores økonomi og vores skattelettelser.
Ligesom at jeg ikke vil leve i et land, hvor Livslinjen holder lukket om natten, så vil jeg heller ikke leve i et land, hvor grænserne bliver lukkede, fordi vi ikke lige føler, at vi kan hjælpe flere, uden at det kommer til at gå ud over os selv.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor økonomi kommer før mennesker.
Det er en forfærdeligt kedelig tendens her i Vesten, at vi lægger så meget værdi i penge fremfor sociale relationer og venlighed. Vi gør alt op i penge fremfor indre lykke, og hvis der ikke er en økonomisk gevinst, så gider vi ikke at deltage.

Jeg er fandme træt af det, og jeg håber godt nok, at det kommer til at ændre sig i en bedre retning med tiden, men jeg har mine bange anelser. Jeg håber for alt i verden ikke, at vi ender op med at blive en nation af selvhøjtidelige nationalister, som mener, at vi er bedre kristne/mennesker ved at lave sovs og kartofler til familien, fremfor at hjælpe dem, som virkelig har brug for det.
Vi taler om “Mig, mig, mig” generationen, men for mig at se virker det til, at en ret stor del af Danmarks befolkning er en del af den generation uafhængig af alder. Vi vil alle have først og det vigtigste er, at der er til os selv og vores nærmeste og så kan resten sgu være lige meget. Det er os der er i centrum, det er vores fremtid det gælder… Tænk på de kommende børnebørn i stedet for resten af verden osv.

Jeg er så træt af egoistiske mennesker – og ja, jeg står gerne ved, at jeg mener, at det er egoistisk at bilde sig selv ind, at vi som danskere ikke behøver at tage et ansvar og gøre noget for de alt for mange mennesker, der lige nu er på flugt. Det er naivt at tro, at det gælder alt eller intet – “vi kan ikke hjælpe alle, så derfor kan vi ligeså godt lade være”. Den holdning synes jeg skræmmende mange virker til at have, og det gør mig virkeligt ked af det.
Det gør mig ikke bare sur, men det gør mig oprigtigt trist, og jeg har lyst til at græde over det.

Men jeg vil ikke lade negativiteten vinde – jeg ved, at der findes utroligt mange gode mennesker ude i verden, og jeg ved, at mange gør hvad de kan for at hjælpe. Det så jeg fx i søndags, da jeg samlede ind for Røde Kors. Selvom omkring halvdelen ikke åbnede dørene/ikke ønskede at give et bidrag, så blev jeg mødt af en masse glade mennesker, som udtrykte taknemlighed over, at jeg samlede ind og ønskede mig en god tur. Og i banken hvor pengene skulle afleveres blev jeg mødt af en kø der gik langt ud på gaden. Det tog mig en time at få afleveret pengene, fordi der var så mange indsamlere. Og det var fantastisk. Det var en af de eneste gange, hvor jeg rent faktisk er blevet glad af at stå i en utroligt lang kø.
Jeg samlede lidt over 900 kroner ind, så det var jo ikke det store, kunne man tænke. Men så kom jeg hjem og hørte resultatet for hele indsamlingen – 25,5 millioner kroner var der blevet samlet ind i hele Danmark.
Det er et symbol på, hvordan de små ting gør en forskel. Et symbol på, at man ved at bruge tre-fire timer af sin søndag, kan gøre så enorm en forskel, hvis bare man løfter i flok. Jeg synes sgu det er smukt, og selvom jeg blev mødt af mange der sagde “nej tak”, så er det langt fra sidste gang, at jeg samler ind for Røde Kors. Det er det mindste jeg kan gøre, og jeg gør det med glæde.
Der er så mange måder hvorpå vi hver især kan hjælpe, og der er ikke nogen måde der er mere “rigtig” end andre – det handler om, at følge den følelse man har indeni, og den lyst som – de fleste heldigvis – har til at hjælpe. Om man så er udsendt for Læger Uden Grænser, er besøgsven, er indsamler eller lektiehjælper, så gør det alt sammen en forskel, og det er sådan et land, som jeg gerne vil bo i. Et land hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer på forhånd.
Jeg tror på, at et land der er opbygget omkring den glæde der er ved, at kunne hjælpe andre og selv få hjælp når man er i nød, er opskriften på et velfungerende land. Så kan man tale nok så meget om økonomi og statistik, men hvis vi behandler hinanden godt og alle bidrager til at vi kan have det godt sammen, så er jeg sgu ret ligeglad med, om jeg skal betale 60 % i skat og ikke har råd til den nyeste iPhone 6S deluxe, eller hvad de hedder nu til dags.
Hvis jeg skulle tage valget mellem penge og mennesker, så ved jeg godt hvad jeg ville vælge – hvad ville du?