Et farvel til Pelle

wpid-wp-1439044322354.jpeg

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal skrive det her, så det bliver som jeg føler, at det skal.

wpid-wp-1439044294411.jpeg

I går blev Pelle aflivet.

wpid-wp-1439044212880.jpeg

 

Den blev 9 år, 11 måneder og 20 dage.
Den klarede sig ikke indtil sin 10 års fødselsdag.

wpid-wp-1439044174985.jpeg

Den har været den bedste hund.
Men til sidst havde den det for dårligt til at det var forsvarligt at lade den leve videre. (Den havde hjerteproblemer som ikke kunne kureres)
Dyrlægen sagde, at vi skulle tage beslutningen med det samme.

wpid-wp-1439044122802.jpeg

Den sidste aften lod vi den spise (næsten) alle de knækbrød den kunne spise, og vi gav den en hel dåse af den dyre hundemad, som den har fået sine piller med de sidste måneder.

Vi sad allesammen på gulvet og snakkede med den indtil sent på aftenen. Ingen havde lyst til at gå i seng. Vi vidste hvad der ventede dagen efter.
Jeg og min bror sov nede i stuen ved hunden. Dog fik jeg ikke rigtigt sovet. Jeg vågnede hele tiden og lyttede efter hvor hunden var, hørte den snorke og gå rundt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det var sidste gang jeg ville høre det. At jeg aldrig ville høre de lyde igen.

wpid-dsc_2039.jpg

Til sidst var den meget svag og træt, og den gispede efter vejret. Det er det sidste billede jeg tog af den.

 

I går morges vågnede jeg 6.30, og gik ud i haven med hunden. Det var så sidste gang jeg kom til at gøre det. Bagefter gik vi indenfor. Jeg kan ikke helt huske hvad jeg lavede.

Pelle kom op til mig i sofaen og jeg kunne se på den, at den godt vidste, at der var noget galt. Den prøvede at slikke tårerne væk. Forgæves.

Vi havde en tid ved dyrlægen 11.30. I en hel time sad vi det samme sted på gulvet og snakkede med den. Den var helt forvirret over al opmærksomheden, så den vågnede op og virkede faktisk glad. Klokken nærmede sig 11.15 hvor vi skulle køre. Tiden gik alt for hurtigt. Vi vidste, at det en halv time senere ville være slut. Pelle vidste ikke noget. Og så alligevel virkede det faktisk som om, at den godt forstod det. Det var nok indbildning. Men det var som om, at den sagde farvel til os. Allesammen. Det var som om, at den var klar.

Vi kørte til dyrlægen med hunden på bagsædet sammen med min bror og jeg. Vi snakkede med den, sagde at den var fin og en god hund mindst 1000 gange. Da vi nærmede os dyrlægen rullede jeg vinduet ned, og Pelle satte sig oven på mig. Den lænede sig ud af vinduet, kiggede op mod solen og mærkede vinden. Det har den altid elsket at gøre. Det var forfærdeligt at vide, at det var sidste gang den ville gøre det. Men jeg er glad for at den fik gjort det en sidste gang. Den har altid elsket at køre i bil, også selvom de sidste par gange har været hårde for den. Men turen til dyrlægen klarede den så flot.

Vi sad i bilen. Vi havde ikke lyst til at gå ud. Hunden trak vejret hurtigt og overfladisk og kiggede på os.
Vi løftede den ind til dyrlægen, hvor vi først skulle betale, før vi kom ind. Det virker underligt at man skal betale for ikke at have sin hund længere.

Dyrlægen kom ind til os. Hun var heldigvis rigtigt god og rolig og hun kendte Pelle.

Den lå på gulvet på dens pude imens vi sad omkring den. Den var helt rolig og ville slet ikke løbe væk, som den ellers altid prøver. Jeg ved ikke, om den vidste hvad der skulle ske.

Den trak stadig vejret hurtigt. Den fik den første beroligende sprøjte. Dyrlægen sagde, at der ville gå 3-4 minutter og den så ville blive mere og mere slap. Hun lod os være alene med den.
Den blev mere og mere træt, og lagde sig til sidst ned. Til sidst kunne man se, at den slappede helt af. Hun kom tilbage og gav den den sidste sprøjte i forpoten. Vi lagde hænderne på dens mave, og mærkede hvordan hjerteslagene lige så langsomt blev svagere og svagere. Musklerne blev helt afslappede, og vejrtrækningen stille og rolig, for første gang i månedsvis.
“Han er drevet væk nu”, sagde dyrlægen, efter hun havde lyttet på dens hjerte, for sidste gang.

Vi kørte hjem med den. Alle var stille. Hunden var stadig varm. Det så ud som om, at den sov. Jeg troede hele tiden at jeg så den trække vejret, men når jeg så rigtigt efter, kunne jeg se, hvor stille den lå. Alt for stille.

Vi havde den på dens pude i en papkasse, og ja, det var forfærdeligt forkert. Vi tog den med indenfor. Vi skrev små breve til den hver især. Vi gav den dens yndlings legetøj med. Den så rolig ud. Og den var blevet koldere.
Klokken var 13, men ingen havde nogen appetit. Vi sad bare og så på den.
Efter et stykke tid lukkede vi kassen. Tog vi den med udenfor. Min bror og far havde gravet et hul i haven, det sted hvor den elskede at være, men normalt aldrig måtte komme hen, da den kunne stikke af derfra. Under det flotte træ, som vi alle godt kan lide.
Solen skinnede og det var en flot dag, og det var så forkert.
Min far løftede kassen ned i det dybe hul. Det alt for dybe hul.
Han begyndte at fylde jord ovenpå.
Jeg kunne ikke lide det. Kan ikke lide det. Jeg kan ikke lide, at den ligger dernede helt selv.
Jeg kan ikke tænke på det.

Efter det vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle aldrig mere se min hund. Hvordan gør man, når man lige har indset det.

Jeg lagde mig på sofaen og prøvede at sove. Det gik af helvede til. Jeg lod som om jeg sov, tror måske jeg sov nogle minutter ind i mellem at jeg hele tiden vågnede. Jeg kunne ikke overskue at åbne øjnene, Hvorfor stå op overhovedet nogensinde igen. Stilheden var det værste. Den er stadig det værste. Ingen hundepoter på gulvet. Ingen lyde. Ingenting.
Efter nogle timer fik mine forældre mig endelig til at stå op og spise noget mad. Det tog mig halvanden time at få spist det, og jeg synes ikke rigtig det gjorde nogen forskel.

Solen skinnede stadig. Der var så varmt. Jeg kunne ikke forstå, hvordan der kunne være så varmt. På den dag. Naboernes børn råbte og skreg i deres have. Hvordan kunne alt være som normalt, når jeg så tydeligt kunne mærke, at det langt fra er normalt?

hvordan gør man, når ens bedste ven er død? Hvordan gør man for at håndtere det rigtigt?
Jeg er nået frem til, at alle har deres måde at klare det på.
Min bror tog ud og cyklede 50 km på tre timer. Jeg lå først og stirrede op i loftet.
Min far satte sig ned til dens gravsted. Min mor begyndte at søge efter hvalpe til salg.
Hurtigt kom min far og jeg med på at søge efter nye hvalpe. Det var som om, at det eneste der kunne aktivere lykke-centret indeni hjernen var at se billeder af små hundehvalpe. Intet andet hjalp. Det gør det stadig ikke rigtigt.
Jeg er splittet imellem om det er for tidligt at få en ny hund, og at jeg savner en hund så meget, at jeg allerede synes at snart to døgn uden hund er mere end rigeligt. Jeg mangler en hund. Jeg kan ikke klare tanken om at komme hjem og der ikke er en hund at komme hjem til. Pelle var der altid når jeg kom hjem, eller var syg og alt var håbløst. den var der altid. Jeg kan ikke klare tomrummet. Det kan jeg ikke.
Jeg skal have en ny hund så hurtigt jeg kan.
Ingen kan erstatte Pelle, nogensinde. Aldrig. Men jeg tror ikke, at nogen kan hjælpe mig/os bedre igennem sorgen, end en ny lille hund kan. Den bliver helt sin egen, og det er også det den skal. Pelle vil aldrig blive glemt.

 

Dette er uden tvivl det værste jeg nogensinde har oplevet. Hvis du ikke har hund, forstår du det måske ikke helt. Men Pelle var ikke bare en hund. Den har været der over halvdelen af mit liv, og det vil jeg altid huske.

Tak for alt, Pellehunden.

wpid-wp-1439044110651.jpeg

En tanke om “Et farvel til Pelle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.