Månedsarkiv: august 2015

Er jeg sofistikeret nu?

Nogen gange lytter jeg til fransk musik, fordi jeg har en forestilling om, at det vil gøre mig til et sofistikeret menneske. Jeg forestiller mig at en sofistikeret person er en, som sidder i en smart lænestol, drikker urtete, læser en bog på et udenlandsk sprog (engelsk eller fransk), og denne bog skal gerne være en klassiker som fx ‘Les Misérables’, ‘Wuthering Heights’ eller en bog af George Orwell. Alt dette foregår i et pænt indrettet rum, hvor der er utroligt få, men nøje udvalgte ting og møbler. Der er intet TV, men i stedet er væggene fyldt med impressionistisk kunst (som kan forestille alt muligt afhængig af hvem man er som person), og så er der selvfølgelig et privat bibliotek med mindst 3000 bøger. Måske har man også selv været kreativ og har malet sit eget kunst på en af væggene, gerne med en ven eller andet, så man kan føle, at det er noget specielt, og at man kan fortælle det til alle der besøger ens hjem.
Det sofistikerede menneske gør aldrig noget som vedkommende fortryder, men foretager kun velovervejede valg. Der bliver aldrig foretaget impulskøb i Netto kl. 18 på en onsdag, fordi indkøbsedlen altid er planlagt på forhånd, og man selvfølgelig aldrig kunne finde på at købe noget, der ikke stod derpå. Desuden går det sofistikerede menneske meget op i økologi og helse, og derfor spiser han/hun utroligt mange blåbær bla. i smoothies hvor de blendes sammen med spinat og frosne bananer.
Det sofistikerede menneske har styr på sit liv og tvivler aldrig på sig selv.

wpid-wp-1437332058521.jpeg

(Dette billede symboliserer fysisk og psykisk udmattelse)

Jeg har lige indset, at jeg ubevidst altid forsøger at blive det sofistikerede menneske. Jeg vil gerne læse alle de smarte klassikere og dystopiske George Orwell romaner, så jeg kan fortælle folk, at jeg har læst dem. Men vigtigst af alt, så jeg selv kan føle, at jeg er sofistikeret. Problemet er, at det er utrolig sjældent at jeg føler mig sofistikeret. Bliver det mon bedre af at jeg tvinger mig selv til at læse bestemte bøger, bare fordi jeg synes det kunne lyde smart?
Måske ikke.
Grunden til at jeg kom til denne konklusion, er at jeg i dag har færdiglæst ‘The Book Thief’ af Markus Zusak. Jeg fik den som en slags gave af min gode ven Iris (og endnu engang tak) i april/maj 2014. Den stod på min hylde i et år før jeg besluttede at begynde at læse den. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg følte mig presset til det. Jeg følte mig presset af internettet og verdens boglæsende folk, som ALLE virkede til at mene, at det var den bedste bog nogensinde. Jeg synes, at den lød til at være en fancy bog med en interessant handling, så jeg besluttede at gå i gang med den i maj 2015. Jeg fik læst omkring 20 sider før jeg gik i stå. Den var vildt kedelig og underlig. Jeg forstod ikke, hvad fanden der egentlig var gang i i den bog. Så jeg lagde den fra mig. Jeg fik læst 30-40 sider mere i den før jeg endte op med at stille den tilbage på hylden. Her stod den og stirrede på mig i tre måneder, før jeg igen fik lyst til at læse den. Jeg har været i en periode hvor jeg har læst mange YA romaner, men har hadet de fleste af dem, og har været bange for, om jeg var ved at nå dertil, hvor jeg ville vokse ud af den type bøger. Dette var lidt uhyggeligt, da nogle af mine yndlings bøger tilhører Young Adult. Så jeg besluttede at tage en lille pause så det ikke skulle gå helt galt, og læse The Book Thief færdig før jeg gik igang med andre bøger. Dette endte så op med kun at tage mig tre dage, så det var en relativt kort pause. Men pointen er, at jeg hovedsageligt gjorde det fordi jeg følte, at jeg skulle læse den, ikke så meget fordi jeg rent faktisk havde lyst.

Så først skulle jeg presse mig selv lidt til det, men det blev faktisk en god oplevelse. Bogen blev bedre og jeg endte op med godt at kunne lide den. Dog følte jeg ikke så voldsom en entusiasme omkring den som alle andre virker til at have følt. Men det er vel ligemeget, for nu har jeg læst den! Ikke?

Hmmm. Hvorfor føler jeg en tomhed indeni?
Hvorfor føler jeg ikke, at jeg er sofistikeret nu? Jeg har jo læst den! Læst den og FORSTÅET den oveni købet!
Men de tre måneder hvor den stod og stirrede på mig og hviskede “LÆS MIG, AMANDA!! HVORFOR LÆSER DU MIG IKKE? JEG VAR EN GAVE TIL DIG FRA EN AF DINE BEDSTE VENNER, HVORFOR VIL DU IKKE LÆSE MIG? ALLE ANDRE I VERDEN HAR LÆST MIG. UNDTAGEN DIG!!!”
De tre måneder har ødelagt oplevelsen. Det endte med at blive præcist det jeg ikke ville have at det skulle være – at jeg skulle tvinge mig selv til at læse den. For sådan skal det ikke være, og jeg gider ikke at gøre det mod mig selv mere. For jeg bliver ikke sofistikeret bare fordi jeg læser en masse bøger, jeg egentligt ikke føler for at læse.

Da jeg læste 1984 af George Orwell var det lidt den samme proces. Det er snart halvandet år siden jeg læste den, så mit engelsk var ikke ligeså godt dengang som det er nu, hvilket besværliggjorde det hele lidt. Der var en del af bogen jeg ikke rigtigt forstod, og jeg ventede bare lidt på, at den skulle være slut. Jeg ville gerne læse den, men mest fordi jeg gerne ville kunne have det godt med mig selv og sige, “Jeg har læst den bog, uhh se mig jeg er smart”. Så det var måske ret dumt. Dog vil jeg sige, at jeg mange gange har været taknemlig for, at jeg fik den læst, da jeg faktisk har været i mange situationer, hvor jeg har kunnet bruge det som en fordel/et samtaleemne. Så jeg fortryder det ikke, men jeg kunne godt have ønsket for mig selv, at jeg havde ventet med at læse den til jeg rent faktisk havde lysten til det.
Da jeg et år efter det læste Animal Farm, også af George Orwell havde jeg en helt anden oplevelse. Jeg fandt den enormt interessant og jeg kunne meget bedre forstå den. Det kan der være mange grunde til, men jeg vil altid huske det. Jeg læste den fordi jeg havde lyst, ikke fordi jeg følte at jeg skulle for at være sofistikeret.

For en uge siden læste jeg “The Old Man And The Sea” af Ernest Hemingway, hvilket også er et godt eksempel på en bog der er enormt omtalt men egentlig ikke sagde mig noget som helst. Den var ikke god, ikke dårlig, men midt imellem og det er nogen gange det værste efter min mening. Men jeg lånte den på biblioteket og læste den fordi jeg havde hørt så meget om den, og gerne ville se, hvad fanden alt det hype handlede om. Jeg følte ikke, at jeg var nødt til at læse den for at være et acceptabelt menneske. Eller gjorde jeg? Jeg ved det faktisk ikke. Og det er lidt uhyggeligt. Det er som om, at mit overjeg (nu bliver det dybt) har masser af ting det mener jeg skal gøre/læse for at blive den ultimativt perfekte person. Problemet er, at mit jeg ikke har lyst til at være den perfekte person, for jeg ved jo godt, at det er umuligt, og at det desuden ikke gør nogen lykkelige at de fremstår som enten perfekte eller sofistikerede. Og jeg ved også godt, at der ikke er nogen der har det perfekte hjem der altid er pænt og flot (for det er ikke et hjem, hvis det altid skal ske vildt flot ud)

Så hvad er det egentlig at mit problem er?
Det er vel en form for identitetssøgen – at jeg gerne vil læse bestemte bøger fordi jeg har en idé om, at det vil give mig social cred (et slang udtryk for ‘social anerkendelse’) hvis jeg læser dem. Men det er egentlig utroligt selvmodsigende, da jeg jo går meget ind for, ikke at gå op i hvad andre mener er fedt (dvs. jeg forsøger at være hipster uden at fortælle det til nogen, da jeg gerne vil være en sand hipster). Måske er mennesket (mig selv) i bund og grund bare én stor selvmodsigelse, der bare lever i en illusion om, at det har styr på dets egen psykologiske opbygning?

Måske giver dette indlæg ikke mening. Men min pointe er, at jeg ikke gider at gøre ting for at være sofistikeret længere, da det alligevel ikke virker. Jeg vil nok stadig kæmpe mig igennem nogle bøger, som jeg synes jeg skal læse, men jeg gider ikke at have det dårligt med det, hvis jeg ikke får så fantastisk en oplevelse med de bøger som andre måske har haft. Og hvis nogle af de bøger jeg allerbedst kan lide og som lærer mig mest om livet er YA romaner på 300 sider, så er det ALDRIG en dårlig ting (så længe det selvfølgelig er en bog der giver mening og ikke har irriterende typiske teenagepiger i hovedrollerne). Det er fint at nogle mennesker kun læser klassikere og har det godt med det, men det betyder ikke, at det er det samme jeg skal.
Jeg har været igang med Les Misérables siden juni, og jeg er pt. nået til side 225 ud af 1250. Så det kan ikke siges, at det går hurtigt. Men hvad er problemet i det? Hvis jeg har lyst til at læse den langsomt, så er det da det jeg skal gøre. Hvorfor skulle jeg presse mig selv til at læse 100 sider i den hver dag, hvis jeg ikke har lyst og dermed ikke får noget ud af det?

Det er et FRIT land og jeg gør hvad jeg vil!!!! FUCK SOFISTIKATION!! (Jeg ved ikke om det ord kan bøjes på den måde, men jeg er ligeglad!!!)

SLUT

Sleeping Beauty – revised version

Once upon a time in a land far, far away, a young princess was born. The king and queen were thrilled finally to have gotten a child, and their little daughter was the most precious thing they had ever had. One day, when the princess were only a few months old, the king held a Christening ceremony for her. He had invited the whole kingdom and most importantly, he had invited seven fairies to come as godmothers. Each of them gave the princess a gift – they gave her beauty, cleverness, gracefulness, thoughtfulness, a beautiful voice and the gift of music. Nevertheless, when the turn came to the seventh and last fairy, everyone was amazed.
“I shall give you the greatest gift of all!” the fairy said, looking down at the princess in her crib. “In your twenty seventh year, you will stop aging, and you shall become immortal! You will stay young and beautiful, and you will forever be the queen of this land! You shall live until this world ends!” she cried out. Everyone was clapping and smiling at this point. Blessed and cheerful were the king and the queen. Their daughter would live forever! Never would they be childless again.
However, the fairy was not finished speaking.
“But I must warn you”, the fairy said in a serious tone. “Should your precious daughter ever step on a needle or simply touch one before the day she turns twenty-seven, she will die immediately. After this day, she will become immortal, but the needles will still have the power to kill her – if she pricks herself with it on purpose. Every needle must be kept far away from her if you want her to live!”
The queen started crying. The king, looking terrified, cried out: “I declare all sewing forbidden in this castle! Every needle shall stay far away from my daughter for all eternity! From now on, everyone who brings a needle into this castle will be punished by death!”
Therefore, it happened that the princess spent all of her childhood inside the castle. When she wanted to go outside, the king strictly told her no. She led a miserable life, and she was never allowed to be alone. Several people always had to watch out for her. She had no freedom, and she could not remember a time where she had not been depressed. She wanted to see the world. Only when she turned seventeen she got to know the truth. The princess was horrified. What future did she have? To be kept safe in the castle for another ten years was no worthy life, she thought. To never be trusted with a needle for the rest of her life. She did not want the immortal life she had been given. She did not want to turn twenty-seven and stay that age forever. If she could not have a normal life, she did not want her life at all.

One day, when the princess was standing in her room, looking out her window, she saw someone in the distance. She stepped closer to the window, and the princess could now see that it was a brave-looking girl, riding a white cow. The girl had short dark brown hair, and she was smiling.
The princess fell in love with her instantly.
“Someone, invite that girl into the castle!” she bellowed. “I want to see her!”, she cried out.
As soon as she had said it, a servant was already on her way down the stairs to get hold of the girl. That was the only benefit of being a princess; she always got what she wanted – as long as she did not ask for something that might be dangerous, that is.

When the girl came into her room a moment later, and the princess had convinced her servants to leave the room to give her three minutes alone with the girl, the princess did not hesitate. “Free me, my dear woman! Free me from the miserable life of mine! I shall always live in a fear of needles. No one in this castle trusts that I can take care of myself. I do not want to live this way. Please, my friend, bring me a needle so I can escape. You look so brave and strong, you must be able to help me!”
“My dear princess. You shall not end your life in this castle”, was all the girl said at first.
Then she took her hand, and the princess started crying. She had the most beautiful eyes she had ever seen. They were as blue as the ocean, and as bright as a shooting star.
“You must help me, my dear. I cannot stay locked up in this room for another ten years. I do not wish to become immortal, only my parents and servants wants this for me!”
“Come with me!” the girl said. “Come with me and I shall show you the world you have wished to see for so long”.
The girl took a pair of gloves out of her backpack and a wand from her pocket. She pointed at the gloves and said a spell.
“You will wear these protective gloves that will prevent any needle from ever coming close to you. I shall also give you magic boots”, the girl told the princess. “You shall never worry about needles anymore. You can take care of yourself from now on. However, this is your life, and you can take off the gloves and the shoes if you want. I trust you”, the girl continued, while she said a spell that bewitched the whole castle and made it fall asleep for a hundred years. “Now, come with me, my beautiful princess. You are free”, she said.

The princess nodded, and they took off. The princess felt melancholic when she realized that she would never return to the castle or see her parents again. However, when she looked up and saw the beautiful, blue sky she knew that she was doing the right thing. They were outside in the fresh air, and she leaned forward and kissed the girl on her cheek. They were both smiling. Her life began at this moment. She felt alive for the first time in seventeen years.
They traveled the world and lived happily together until the very day when the girl’s old heart could not keep up with life any longer. The princess took of her magic gloves, and she took out a needle she had found many years before and had kept safe in a small box. She stuck herself with it, and felt her life end. Finally, she was free. She had lived.

Tilbage til virkeligheden – plads til ALLE og JA til moderne ligestillings-eventyr

Hej verden!

Hverdagen er i gang. Det har den sådan set været siden sidste uge, men det er først nu at jeg føler, at den rigtigt er startet. Dog er den meget anderledes nu end sidste skoleår, da al min undervisning i år foregår som selvstudie. Der er så aften seminarer på skolen en gang om måneden som man kan deltage i hvis man har lyst (det er frivilligt), og ellers er det op til en selv at få lavet sine afleveringer til tiden. Jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå, og om jeg ville komme til at kede mig i løbet af dagen når der var gået lidt tid. Dette er dog langt fra tilfældet. Faktisk går det fantastisk og jeg har lært en masse på meget kort tid. Dog har jeg også brugt mange timer på at stå ude i haven og sige “tis tis tis tis”. Det skyldes primært denne her:

wpid-dsc_2150.jpg

 

Ja, den ser vældigt sød ud hvilket den også er, men den er også rigtigt god til at gå rundt og bide i alle de ting den ikke må bide i, heriblandt mennesker m.m.
Vi har nu haft Kalle i otte dage, og der er sket meget på den tid. Det vil jeg så ikke gå i detaljer med her, da i nok er ret ligeglade med hvordan min hund har udviklet sig personlighedsmæssigt indenfor den sidste uge.
Men det fungerer ret godt. Jeg er foran med mine afleveringer og jeg har lært alt muligt interessant. Jeg har også fået læst nogle bøger og har generelt hygget mig. I går og tirsdag var jeg til aften seminar på skolen. Tirsdag var det dansk, hvilket var virkeligt godt. Jeg var aktiv i timen og sagde nogle interessante ting, hvilket jeg har det rigtig godt med. Det var det samme med engelsk, hvilket jeg har det endnu bedre med, da jeg før i tiden havde det ret skidt med at skulle tale engelsk foran mennesker. Nu har jeg så fundet ud af, at det er slut med det, så det er jo rart, specielt fordi jeg er god til engelsk og at der ikke er nogen grund til at holde mig selv tilbage. Så generelt har det været en rigtig god oplevelse at komme op på skolen igen, også fordi jeg indså, at det ikke rigtigt gør noget, at jeg ikke kender nogen af de andre. For det første fordi de heller ikke kender hinanden og for det andet fordi HF er et sted der altid giver mig en følelse af, at der er plads til alle og at man ikke skal være på en bestemt måde for at blive accepteret af det store frygtindgydende fællesskab som alle vil være en del af.

I går da jeg havde engelsk var vi elleve personer der mødte op. Det var ret godt, da det betød at alle var deltagende i timen, og at der faktisk ikke var nogen der bare sad i et hjørne uden at sige noget. Folk virkede faktisk til at de gerne ville lære, og eftersom vi allesammen var helt forskellige mennesker, så var der den der rare fornemmelse af, at der ikke skete noget, hvis man sagde noget forkert. Desuden var læreren vildt god (jeg har haft hende før til psykologi), og det hjalp nok også på det. Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke havde den samme frygt for at komme til at sige et eller andet, der ikke var 100 % korrekt, og jeg tror at de andre havde det på samme måde.
Der var en masse forskellige typer. Der var folk fra en masse lande, bla. afrikanske lande og Portugal. Så var der folk der havde voksne børn – der var også en mor, som havde en søn der netop selv var startet på skolen, en der havde et fuldtidsarbejde og derfor var igang med HF som selvstudie, folk der havde brug for at genopfriske deres engelsk eller bare blive bedre. Alle så forskellige ud, og det var fantastisk. Nogle var gode til engelsk, andre havde svært ved det. Nogle var gode til at skrive pænt på tavlen da vi skulle det, andre var dårlige. Nogle var overvægtige, andre var undervægtige, nogle var lige midt imellem.
Og det er det jeg elsker allermest ved den skole; at jeg gang på gang ser eksempler på folk, der bryder med de stereotypiske forestillinger, som så mange folk har (og som jeg også selv nogen gange har/haft). Det er så fantastisk når det sker! For det bekræfter mig bare endnu mere i min grundholdning, som er, at alle mennesker er lige meget værd, og at man ikke skal dømme nogen på forhånd.
Jeg ved, at jeg skriver meget om det, men det er fordi det er så grundlæggende vigtigt for mig: at INGEN fortjener at blive behandlet på nogen måde anderledes pga. en hudfarve/religion/etnicitet/seksualitet/beklædning/alder/profession/politisk overbevisning, (Med mindre du er nazist, så tillader jeg mig at holde afstand). Men egentlig så mener jeg bare, at alle der behandler mig godt, skal jeg også behandle godt. Og uanset hvem de er, kan det aldrig komme dårligt tilbage hvis jeg behandler dem godt før jeg ved noget om dem. Jeg kan lige så godt regne med at de er gode mennesker, for 99 % af alle mennesker er flinke og rare og vil ikke nogen noget ondt/begå terrorhandlinger.

wpid-dsc_2212.jpg

(Stemningsbillede fra tirsdag aften hvor jeg spiste min spændende aftensmad med mig selv imens skolen var næsten tom, og jeg havde hele kantinen+udeområdet HELT for mig selv)

Men ja, jeg går meget ind for at alle skal behandles ens.

Det andet jeg gerne vil ud med, er lidt i sammenhæng med det. Jeg går jo også meget ind for ligestilling på alle punkter, særligt ift. kønsroller og seksualitet. Dette har jeg tænkt en del over her den sidste uges tid, hvor jeg har arbejdet med eventyr i engelsk. Vi ved jo allesammen at eventyrerne fra de gode gamle dage ikke indeholder meget ligestilling, og det har jeg jo altid vidst, men det er først nu, at jeg er begyndt at tænke over, hvad det virkeligt betyder for vores samfund, hvis det ikke bliver ændret. Og nej, jeg går ikke ind for, at de gamle eventyr skal fjernes/gøres forbudte eller revideres. Til gengæld går jeg ind for, at folk tænker over hvad de fortæller deres børn fra de er helt små. Og jeg går stærkt ind for at det skal gøres forbudt VED LOV at forældre/andre voksne kalder små piger for prinsesser/generelt kun komplimenterer dem for deres udseende/godhed/lydighed og derved fastholder dem i den stereotypiske forestilling om den naive uvidende prinsesse, som ikke kan klare sig uden en prins.
Og så går jeg meget ind for moderne eventyr. Dermed ikke eventyr der tydeligvis kun er skrevet for at fremme et feministisk budskab, men eventyr hvor det egentlig er lidt ligemeget, om prinsen og prinsessens roller er byttet om, og der ikke er en kæmpe stor forskel på, hvilke personlighedstræk de hver i sær har. I dag skulle jeg fx læse ‘Petronella’ af Jay Williams. Den var utroligt interessant, og den er blevet mit nye yndlings-eventyr (hvilket var relativt simpelt at blive, da jeg ikke havde et yndlings eventyr før, men alligevel).

Dette inspirerede mig så. Jeg skal til næste uge skrive min egen version af ‘Sleeping Beauty/Tornerose’. Dette er en meget interessant opgave, som jeg egentlig troede at jeg havde lavet færdig for nogle dage siden. Men så indså jeg, at jeg følte for at gøre det anderledes og lidt mere interessant end det først var blevet. Så jeg besluttede at lave min version om til et lesbisk eventyr, hvor prinsessen der holdes fanget på slottet ender op med at blive reddet af en ung, modig kvinde der kommer ridende på en kridhvid ko, og har øjne der funkler som stjernerne og kort, mørkt, flot hår.
Nu jeg tænker over det, så tror jeg at jeg ligger det herind, så alle i verden kan få lov at læse det. For jeg synes selv at det blev ret godt. (Jeg er ligeglad med om det lyder selvhøjtideligt, for det blev altså godt, FANDME!)
Nåh, men det gjorde mig i godt humør at få det lavet færdig. Nu bliver det bare interessant at se hvad min lærer siger til det. Det skulle fylde omkring 200-400 ord, men mit fylder 1100. Dog er det mig en gåde hvordan man kan skrive et eventyr på 200 ord. Uanset hvad er jeg glad for at have skrevet et moderne og nytænkende eventyr om en lesbisk prinsesse. Men det fik mig samtidig til at tænke over hvor forkert det er, at jeg aldrig før i mit liv er blevet præsenteret for et eventyr om en lesbisk prinsesse. Det er egentlig ret forfærdeligt.

Så ja, budskabet for i dag bliver at jeg gerne vil opfordre hele verden til at skrive eventyr der omhandler rigtige mennesker frem for kedelige naive prinsesser og irriterende prinser der altid har en hvid hest.

wpid-dsc_2189.jpg

wpid-dsc_2198.jpg/A

 

 

 

 

 

JEG SKAL HAVE EN NY HUND I DAG!!!!!!!!!

Om tre timer skal vi hente den nye lille hund!! Og vi skal have den med hjem!!
Det føles som om, at jeg er seks år og at det er juleaften i dag. Det er længe siden at jeg har været så begejstret for noget. Jeg er mere begejstret nu end jeg var da jeg fik 12 i geografi. Jeg ved ikke om det er godt eller hvad. Men jeg er meget entusiastisk omkring den nye lille hund.

wpid-wp-1439390692698.jpeg

Jeg har masser af planer om at lære den alt muligt som fx at give pote og lade være med at gø i haven. Og måske kan jeg lære den at gø højt hver gang der bliver spillet Medina/Rasmus Seebach i radioen.

wpid-wp-1439390707563.jpeg

 

(Den hvalp vi skal have er den med det blå halsbånd).

Det er underligt at tænke på at for kun én uge siden havde vi stadig Pelle og vi var ikke klar over, at den skulle aflives to dage efter. Vi vidste godt, at det ville være snart, men ikke så snart.
Det føles som om, at det helt vildt længe siden nu, men det er kun fem dage. Samtidig føles det som om, at det er kort tid siden at jeg sidst har set den. Jeg har det stadig som om, at den bare er på en ferie og snart kommer hjem igen. Jeg regner stadig med at høre den vågne op, så snart jeg åbner terrassedøren, fordi den vil ud. Når jeg har været ude og kommer hjem forventer jeg at se den når jeg træder ind ad døren.
Fem dage er rigeligt med tid at undvære en hund. Jeg har ikke lyst til at undvære en hund længere. Jeg kan aldrig få Pelle tilbage, men det er jeg ved at have accepteret. Det var det bedste for den, og det ville ikke have været en løsning at lade den leve videre, hverken for den eller os. Vi gjorde hvad der var bedst for den, og det er jeg glad for.

 

Lige om lidt kører vi af sted mod Sæby for at hente den lille nye hund – hvis navn ikke officielt bliver ‘den lille nye hund’, men derimod “Kalle”. Det var faktisk mig der fandt på det, og det er det eneste navn alle i familien kunne blive enige om. (Jeg synes nu stadig, at den skulle have heddet Preben eller Lars, eller bare Lars Preben. Min bror mente, at den skulle hedde Niller).

Men når vi så kører hjem igen, så har vi en hund. Og hvis vi er heldige bliver den 12-13 år. Tænk lige på, hvor lang tid det er. Til den tid er jeg 31….
Det skal vi ikke tænke på nu. Men det er lang tid. Og det var også lang tid at vi havde Pelle. 10 år. Vi fik den da jeg var 9. Men jeg følte aldrig, at den var en gammel hund på den måde. Den har bare altid været en del af familien (næsten). Og uanset om den så var blevet 15 år, så ville jeg aldrig have været klar til at sige farvel til den. Aldrig. Bare fordi nogen er gammel betyder det ikke, at det er lettere at sige farvel.

wpid-wp-1439390605504.jpeg

Jeg glæder mig til at få den nye lille hund med hjem. I morgen skal jeg være alene med den indtil jeg skal på arbejde kl. 16, og det bliver interessant at se hvordan det går. Jeg kan ikke huske så meget af hvordan det er at have en hundehvalp, da det hovedsageligt var min mor der tog sig af alt det trælse som at stå op med den tre gange om natten, tørre tis/lort/opkast op m.m. Så jeg ser frem til en spændende dag.

Generelt bliver det bare rart at der kommer liv i huset igen, specielt fordi jeg kommer til at tilbringe en del tid hjemme i dette skoleår. Pga. nogle logistiske ting har jeg valgt at tage mine fag i år som flexundervisning, hvilket vil sige at undervisningen foregår over nettet som selvstudie, og at der så er månedlige seminarer på skolen hvor man mødes og taler om hvad man har lært i løbet af de forskellige moduler/kan stille spørgsmål osv. Jeg synes at det fungerer godt indtil videre, og jeg har allerede fået lavet min første engelsk aflevering færdig, selvom den først skal afleveres næste uge. Så jeg er positiv. Udover engelsk har jeg også dansk, og efter jul skal jeg også have kemi og engelsk på A niveau, efter jeg afslutter B niveau i december/januar.
Så jeg synes personligt, at det bliver utroligt rart at vi får den nye hvalp, Jeg skal bare aktivere den rigtig meget så den falder i søvn, før jeg kan få udrettet noget produktivt. Jeg glæder mig lidt til at se om det kommer til at lykkes.

wpid-wp-1439390616534.jpeg

Vi var oppe at se den i søndags (på billede er det teknisk set dens bror man ser, men skidt pyt), og det var en vildt god oplevelse. Det var en god afslutning på sommerferien for os alle, og det var virkelig rart at se hvor glade vi allesammen blev af det.
Måske skulle jeg blive hundeavler i fremtiden, det virker hyggeligt.

 

Nåh, nu skal vi afsted. Når jeg kommer hjem har jeg en hund!!!!

/A

 

Et farvel til Pelle

wpid-wp-1439044322354.jpeg

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal skrive det her, så det bliver som jeg føler, at det skal.

wpid-wp-1439044294411.jpeg

I går blev Pelle aflivet.

wpid-wp-1439044212880.jpeg

 

Den blev 9 år, 11 måneder og 20 dage.
Den klarede sig ikke indtil sin 10 års fødselsdag.

wpid-wp-1439044174985.jpeg

Den har været den bedste hund.
Men til sidst havde den det for dårligt til at det var forsvarligt at lade den leve videre. (Den havde hjerteproblemer som ikke kunne kureres)
Dyrlægen sagde, at vi skulle tage beslutningen med det samme.

wpid-wp-1439044122802.jpeg

Den sidste aften lod vi den spise (næsten) alle de knækbrød den kunne spise, og vi gav den en hel dåse af den dyre hundemad, som den har fået sine piller med de sidste måneder.

Vi sad allesammen på gulvet og snakkede med den indtil sent på aftenen. Ingen havde lyst til at gå i seng. Vi vidste hvad der ventede dagen efter.
Jeg og min bror sov nede i stuen ved hunden. Dog fik jeg ikke rigtigt sovet. Jeg vågnede hele tiden og lyttede efter hvor hunden var, hørte den snorke og gå rundt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det var sidste gang jeg ville høre det. At jeg aldrig ville høre de lyde igen.

wpid-dsc_2039.jpg

Til sidst var den meget svag og træt, og den gispede efter vejret. Det er det sidste billede jeg tog af den.

 

I går morges vågnede jeg 6.30, og gik ud i haven med hunden. Det var så sidste gang jeg kom til at gøre det. Bagefter gik vi indenfor. Jeg kan ikke helt huske hvad jeg lavede.

Pelle kom op til mig i sofaen og jeg kunne se på den, at den godt vidste, at der var noget galt. Den prøvede at slikke tårerne væk. Forgæves.

Vi havde en tid ved dyrlægen 11.30. I en hel time sad vi det samme sted på gulvet og snakkede med den. Den var helt forvirret over al opmærksomheden, så den vågnede op og virkede faktisk glad. Klokken nærmede sig 11.15 hvor vi skulle køre. Tiden gik alt for hurtigt. Vi vidste, at det en halv time senere ville være slut. Pelle vidste ikke noget. Og så alligevel virkede det faktisk som om, at den godt forstod det. Det var nok indbildning. Men det var som om, at den sagde farvel til os. Allesammen. Det var som om, at den var klar.

Vi kørte til dyrlægen med hunden på bagsædet sammen med min bror og jeg. Vi snakkede med den, sagde at den var fin og en god hund mindst 1000 gange. Da vi nærmede os dyrlægen rullede jeg vinduet ned, og Pelle satte sig oven på mig. Den lænede sig ud af vinduet, kiggede op mod solen og mærkede vinden. Det har den altid elsket at gøre. Det var forfærdeligt at vide, at det var sidste gang den ville gøre det. Men jeg er glad for at den fik gjort det en sidste gang. Den har altid elsket at køre i bil, også selvom de sidste par gange har været hårde for den. Men turen til dyrlægen klarede den så flot.

Vi sad i bilen. Vi havde ikke lyst til at gå ud. Hunden trak vejret hurtigt og overfladisk og kiggede på os.
Vi løftede den ind til dyrlægen, hvor vi først skulle betale, før vi kom ind. Det virker underligt at man skal betale for ikke at have sin hund længere.

Dyrlægen kom ind til os. Hun var heldigvis rigtigt god og rolig og hun kendte Pelle.

Den lå på gulvet på dens pude imens vi sad omkring den. Den var helt rolig og ville slet ikke løbe væk, som den ellers altid prøver. Jeg ved ikke, om den vidste hvad der skulle ske.

Den trak stadig vejret hurtigt. Den fik den første beroligende sprøjte. Dyrlægen sagde, at der ville gå 3-4 minutter og den så ville blive mere og mere slap. Hun lod os være alene med den.
Den blev mere og mere træt, og lagde sig til sidst ned. Til sidst kunne man se, at den slappede helt af. Hun kom tilbage og gav den den sidste sprøjte i forpoten. Vi lagde hænderne på dens mave, og mærkede hvordan hjerteslagene lige så langsomt blev svagere og svagere. Musklerne blev helt afslappede, og vejrtrækningen stille og rolig, for første gang i månedsvis.
“Han er drevet væk nu”, sagde dyrlægen, efter hun havde lyttet på dens hjerte, for sidste gang.

Vi kørte hjem med den. Alle var stille. Hunden var stadig varm. Det så ud som om, at den sov. Jeg troede hele tiden at jeg så den trække vejret, men når jeg så rigtigt efter, kunne jeg se, hvor stille den lå. Alt for stille.

Vi havde den på dens pude i en papkasse, og ja, det var forfærdeligt forkert. Vi tog den med indenfor. Vi skrev små breve til den hver især. Vi gav den dens yndlings legetøj med. Den så rolig ud. Og den var blevet koldere.
Klokken var 13, men ingen havde nogen appetit. Vi sad bare og så på den.
Efter et stykke tid lukkede vi kassen. Tog vi den med udenfor. Min bror og far havde gravet et hul i haven, det sted hvor den elskede at være, men normalt aldrig måtte komme hen, da den kunne stikke af derfra. Under det flotte træ, som vi alle godt kan lide.
Solen skinnede og det var en flot dag, og det var så forkert.
Min far løftede kassen ned i det dybe hul. Det alt for dybe hul.
Han begyndte at fylde jord ovenpå.
Jeg kunne ikke lide det. Kan ikke lide det. Jeg kan ikke lide, at den ligger dernede helt selv.
Jeg kan ikke tænke på det.

Efter det vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle aldrig mere se min hund. Hvordan gør man, når man lige har indset det.

Jeg lagde mig på sofaen og prøvede at sove. Det gik af helvede til. Jeg lod som om jeg sov, tror måske jeg sov nogle minutter ind i mellem at jeg hele tiden vågnede. Jeg kunne ikke overskue at åbne øjnene, Hvorfor stå op overhovedet nogensinde igen. Stilheden var det værste. Den er stadig det værste. Ingen hundepoter på gulvet. Ingen lyde. Ingenting.
Efter nogle timer fik mine forældre mig endelig til at stå op og spise noget mad. Det tog mig halvanden time at få spist det, og jeg synes ikke rigtig det gjorde nogen forskel.

Solen skinnede stadig. Der var så varmt. Jeg kunne ikke forstå, hvordan der kunne være så varmt. På den dag. Naboernes børn råbte og skreg i deres have. Hvordan kunne alt være som normalt, når jeg så tydeligt kunne mærke, at det langt fra er normalt?

hvordan gør man, når ens bedste ven er død? Hvordan gør man for at håndtere det rigtigt?
Jeg er nået frem til, at alle har deres måde at klare det på.
Min bror tog ud og cyklede 50 km på tre timer. Jeg lå først og stirrede op i loftet.
Min far satte sig ned til dens gravsted. Min mor begyndte at søge efter hvalpe til salg.
Hurtigt kom min far og jeg med på at søge efter nye hvalpe. Det var som om, at det eneste der kunne aktivere lykke-centret indeni hjernen var at se billeder af små hundehvalpe. Intet andet hjalp. Det gør det stadig ikke rigtigt.
Jeg er splittet imellem om det er for tidligt at få en ny hund, og at jeg savner en hund så meget, at jeg allerede synes at snart to døgn uden hund er mere end rigeligt. Jeg mangler en hund. Jeg kan ikke klare tanken om at komme hjem og der ikke er en hund at komme hjem til. Pelle var der altid når jeg kom hjem, eller var syg og alt var håbløst. den var der altid. Jeg kan ikke klare tomrummet. Det kan jeg ikke.
Jeg skal have en ny hund så hurtigt jeg kan.
Ingen kan erstatte Pelle, nogensinde. Aldrig. Men jeg tror ikke, at nogen kan hjælpe mig/os bedre igennem sorgen, end en ny lille hund kan. Den bliver helt sin egen, og det er også det den skal. Pelle vil aldrig blive glemt.

 

Dette er uden tvivl det værste jeg nogensinde har oplevet. Hvis du ikke har hund, forstår du det måske ikke helt. Men Pelle var ikke bare en hund. Den har været der over halvdelen af mit liv, og det vil jeg altid huske.

Tak for alt, Pellehunden.

wpid-wp-1439044110651.jpeg