Kønsneutralitet! / LIGHED!!!

Kønsneutralitet. Et interessant ord. ‘Køn’ indikerer at det – indlysende nok – handler om køn. ‘Neutralitet’ betyder derimod, at man forholder sig neutralt til noget. Altså at det hverken er det ene eller det andet. Du er neutral i en krig og holder dig derfor lidt i baggrunden. At være neutral kan vel også betyde ikke at tage stilling, eller bare at stå midt i mellem at være for og imod. Så ordet ‘kønsneutralitet’ giver ikke ret meget mening – der er to køn, som skal være neutrale, det vil sige, at de hverken må være det ene eller det andet. Men hvis det skal ske, skal vi så ikke have afskaffet ordet ‘køn’? For det er et jo et udtryk for, at der er forskel på mennesker, og at vi ikke bare er én slags.

Sådan kan man vælge at se på det. Indtil for nylig havde jeg den holdning, at kønsneutralitet var åndssvagt og unødvendigt, og jeg kunne ikke tage det seriøst, at de fx i svenske børnehaver er begyndt at tiltale alle som ‘hen’ i stedet for han og hun. Jeg mente, at det løste et problem, der ikke havde brug for at blive løst.

Sjovt nok, så skyldtes denne holdning én ting: uvidenhed.
Det startede med, at jeg her på det sidste har læst mange bøger med temaet LGBT =(lesbian, gay, bisexual, transgender). Altså bøger der omhandler folk, der har en anden seksualitet, end den der bliver set som den ‘normale/mest almindelige’ form for seksualitet; heteroseksualitet. Generelt elsker jeg bøger, der omhandler folk, der falder uden for det ‘normale’, og kæmper for at turde at være sig selv i en verden, hvor der er frygteligt mange fordomme overfor dem, der er anderledes.
Og når det kommer til seksualitet og køn, så er der mange fordomme og stereotypiske forestillinger, uanset hvor udviklet et land vi mener at vi bord i. Og i resten af verden står det endnu værre til mange steder.
Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke forstår, hvorfor folk bliver behandlet anderledes pga. de forskellige labels man kan sætte på dem. Fx hvis du er homoseksuel er det en meget større ting for omverdenen end det er hvis man er heteroseksuel. Der er ingen heteroseksuelle, der skal springe ud og fortælle deres familie og venner, at de er tiltrukket af det modsatte køn. Men når man er homoseksuel er det en helt vildt stor ting og mange bliver udstødt af deres familie når de springer ud, fordi de af en eller anden grund mener, at det har en betydning.
Det kan jeg ikke forstå. Hvorfor betyder det noget, hvilken seksualitet nogen har? De er jo stadig den samme person. At man er tiltrukket af sit eget køn betyder ikke rigtigt andet end at man er tiltrukket af sit eget køn. Det er bare folk, der lægger en masse betydning i det, og det skaber åndssvage fordomme, og det er skide uretfærdigt over for dem, der er homoseksuelle.

Et af mine yndlingscitater fra min yndlings LGBT bog (Simon vs The Homo Sapiens Agenda) summerer egentlig det hele meget godt op:

“Don’t you think everyone should have to come out? Why is straight the default?”

Tænk lige over det.
Der er ingen god grund til at det skal være som det er så mange steder i verden. Der er ingen logisk grund til at behandle homoseksuelle den mindste smule anderledes. “Der skal en mand og en kvinde til at skabe et barn” vil nogen sige, men REND OG HOP! Det er meget muligt at der skal det, men det handler først og fremmest om at gøre det man selv har lyst til frem for at få børn med en person man ikke er tiltrukket af. Jeg kan virkelig ikke se hvad grunden er til at homoseksualitet/biseksualitet/transkønnethed skal tabuiseres, for selvom der måske samlet set er flere mennesker, der er heteroseksuelle, så betyder det ikke, at de er mere “rigtige”, bare fordi, at de er en større gruppe.

Nåh, men det er det gode ved bøger; de får en til at tænke. De har i hvert fald fået mig til at tænke meget mere over dette emne end jeg før har gjort.

Det, der fik mig til at indse, hvorfor kønsneutralitet faktisk er en nødvendighed, var en middle grade bog jeg læste omhandlende en 12-årig transkønnet pige (Grayson), som altid har vidst, at hun var født i den forkerte krop, og aldrig har følt sig hjemme i det køn hun biologisk er født med. Hun har altid følt sig som en pige, men det er der ikke rigtigt nogen der forstår. Hendes forældre døde, da hun var 2-3 år gammel og siden har hun boet hos sin onkel og tante. De har godt fornemmet, at hun var anderledes men de mente, at det bare var en fase som hun skulle igennem for senere at kunne blive ‘normal’.
Det kan godt være, at Grayson er en fiktiv 12-årig, men da jeg læste bogen kunne jeg virkeligt mærke sådan rigtigt, hvor tabuiseret et emne transkønnethed er, og hvor langt ude det er, at det er blevet sådan. Der er INTET galt med Grayson – hun er bare en pige der er født med en drengekrop. Hvorfor skal hun have det dårligt med sig selv pga. det? Hvorfor, hvorfor, HVORFOR behandler så mange mennesker transkønnede som om, at de er mindre værd, eller at de har mentale problemer, der burde behandles, så de kan blive ‘normale’? Jeg forstår det ikke. Jeg har altid gået stærkt ind for at alle fortjener en lige behandling, men efter jeg læste “Gracefully Grayson”, indså jeg, hvor lang vej der er igen, før det kommer til at ske i den rigtige verden. Det er som om, at mennesket har et behov for at have nogen at se ned på, og det bliver altid minoriteterne som transkønnede, bøsser, lesbiske… sorte mennesker.. jøder… arbejdsløse..
HVORFOR?!?!!

Jeg vil have et samfund hvor alle er lige!!
Da jeg for en uge siden så en dokumentar omkring kønsneutralitet i børnehaver, blev min horisont endnu engang udvidet. Det er længe siden, at jeg selv har gået i børnehave, så jeg har ikke tænkt så meget over, hvor stor forskel, der faktisk bliver gjort på kønnene allerede fra 3-års alderen (og før det også). Pigerne er dem, der leger med dukker og går i lyserøde kjoler og leger stille følsomme lege (jeg var aldrig en af dem, og jeg følte mig underlig, fordi jeg ikke kunne lide lyserød og at lege far, mor og børn). Drengene er dem der slås med sværd og skjolde i skoven og er hårde og brutale og ikke udviser følelser.
Der var så en børnehave hvor de skulle eksperimentere med at gøre kønnene mere neutrale. Dette gik ikke helt så let, men det var mest af alt fordi, at nogle af pædagogerne havde svært ved at håndtere det. Børnene var egentlig ligeglade. For eksempel var der en pædagog, der en dag spurgte drengene om de ville have lagt neglelak og klæde sig ud i kjoler (imens pigerne ikke var der). Dette endte de med at have det rigtig sjovt med, og der var ingen der sagde ting som “OMG du har en lyserød kjole på, er du bøsse/trans?!”, for de var 4-5 år gamle og havde endnu ikke internaliseret de kønsstereotyper, der hersker i samfundet. Jeg synes, at det var et smukt eksempel på, hvad køn egentlig betyder. For ja, det er en biologisk ting. Der ER forskelle på kønnene – i en eller anden grad. Men jeg tror mest af alt, at den store forskel skyldes den måde drenge og piger opdrages på. Piger bliver fortalt, at de skal være søde og stille; drengene at de skal forsvare sig selv og have gå på mod. Men drenge kan også være følsomme og stille, og piger kan være udadreagerende og højtråbende og fodbold-elskende. Og alt midt imellem. Mange børn føler ikke, at de passer ind i de stereotypiske forestillinger om, hvordan man skal være som henholdsvis dreng og pige.

Og det er derfor, at vi skal have kønsneutralitet. For at der er plads til alle, og at ingen føler sig forkerte, fordi de som drenge kan lide “pigeting” og omvendt.
Og så synes jeg, at vi skal have revideret, hvad vi definerer som pige og drengeting, og hvad grundene er hertil. Fx har vi på biblioteket en afdeling af bøger der hedder ‘Mest for piger’ og ‘mest for drenge’. Pigebøgerne handler om kærlighed, venindedramaer og heste. Drengebøgerne handler om fodbold, at tage på eventyr/løbe væk hjemmefra, taekwondo/anden sport.
Jeg har nu i tre år blindt accepteret, at det bare er sådan, bøgerne står, men i dag kom jeg til at se på de to hylder, og jeg kunne pludselig slet ikke forstå meningen med det. Hvorfor ikke bare lave en afdeling der hedder “fodbold/sport” og en anden der hedder “kærlighed”, og så måske en der hedder “venskab”? Kan alle ikke have lyst til at læse om kærlighed, venskab og sport? Og hvorfor skal piger vænnes til, at den litteratur der er skrevet til dem, handler 90 % om kærlighed og veninder og heste og 10 % om ALT andet i livet? Hvorfor ikke tage nogle andre emner op også? Og hvorfor må drenge ikke have lyst til at læse om mere følsomme ting end fodbold?

Det synes jeg, at vi alle skal tænke lidt over. Jeg tror, at jeg har tænkt mig at forsøge at løse det ved at blive børnebogsforfatter, og skrive bøger til ALLE børn der handler om rigtige emner som ikke er så sort/hvide, som jeg mener meget børnelitteratur er i dag. Ja, jeg ved godt at mange 6-årige drenge gerne vil læse om fodbold, men det betyder fandme ikke, at der ikke skal være andre emner end det at læse om. “Litteraturen former mennesket” kunne man sige, og det gælder også for børn, så hvorfor ikke skrive børnebøger med indhold som alle kan læse? Hvorfor lave opdelinger så tidligt i et menneskes liv? Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig været specielt begejstret for at læse om kærlighed og venindedramaer, og jeg kan godt huske, hvor frustrerende det var, når jeg næsten ikke kunne finde bøger, der handlede om andet dengang, hvor vi blev tvunget på skolebiblioteket for at finde læsebøger. (Jeg kunne dog heller ikke lide at læse om fodbold). Men hvorfor skulle jeg i en alder af 8-9 år føle mig forkert, fordi jeg ikke gad at læse om de typiske “pigeting”?
Vi skal nemlig huske, at hver gang vi dømmer, hvad der er normalt og unormalt, så går det rigtig hårdt udover dem, som føler sig unormale. Så hvis du er en pige født i en drengs krop og du i forvejen har det forfærdeligt hårdt med at skulle håndtere det ELLER du bare godt kan lide at læse om tøj og mode, hvorfor skal du så være tvunget til at gå over til pigebøgerne for at finde en bog du kan lide? Hvorfor kan bøgerne ikke bare stå så alle må låne dem uanset køn? Og hvem vurderer at de bøger er ‘mest for piger’? Hvem bestemmer det?

Jeg vil egentlig ikke have en reel neutralitet, for jeg kan godt lide at mennesker er forskellige. Vi skal hylde forskellighederne og ikke pakke dem væk. Det er nemlig en helt forkert måde at angribe det på. Det er godt at vi har forskellige køn. Det, jeg godt kunne tænke mig er, at man forholder sig neutralt til hvilket køn/seksuel orientering folk har og lader være med at dømme dem for det. For helt ærligt. hvorfor er det så skide vigtigt? Hvorfor har det en betydning overhovedet?

Jeg vil slutte dette indlæg af med budskabet om at ALLE har ret til at være dem de er, også selvom der er nogle mennesker, der stadig har en forældet idé om, hvad der er ‘rigtigt og forkert’ når det kommer til køn, seksualitet og generelt ens personlighed.

Slut.

/A

5 tanker om “Kønsneutralitet! / LIGHED!!!

  1. Jeg kommer mig ikke over at jeg aldrig har svaret på dette indlæg. XD
    Det er et rigtig godt indlæg og jeg kan især godt lide at du konkludere til slut din holdning til hvad du ønsker, så man ikke bare tænker at du vil have “hen” eller noget i familie med det.

    Denne problemetik er vel igen en vi kun kan ændre ved at leve som vi ønsker verden skal være, og at gøre opmærksom på dette vil at snakke med folk omkring os (og håbe at det ikke bliver en dårlig polarisering) 🙂 MOD FRIHED!

  2. Hvad hed den dokumentarfilm du så om en kønsneutral børnehave? Skal nemlig bruge en sådan dokumentar til at skoleprojekt 🙂

    1. Hmmm, det kan jeg desværre ikke huske – det er efterhånden nogle år siden. Men det var et dansk program og det blev sendt på DR, er jeg ret sikker på 🙂 Håber du finder ud af det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.