Det senmoderne menneskes evige refleksioner om fremtiden

Hej verden. Jeg ved ikke om overskriften tiltrækker eller frastøder potentielle læsere, men vi får se.

Advarsel: Dette indlæg kan virke som om, at det er skrevet imens jeg har været i en form for psykose (sådan havde jeg det i hvert fald imens jeg skrev det) men det er det ikke. Det er bare en masse tanker i uredigeret form, for det er sådan som jeg synes det skal være i dag, og ja, der mangler sikkert en masse kommaer, men det er bevidst. Det er kun med til at fremme budskabet (selvom jeg ikke er helt sikker på hvad mit budskab er). 

Jeg er sådan en person, som godt kan lide følelsen af, at jeg endelig har fået styr på mit liv. Uanset om det handler om små eller store ting, så elsker jeg, når jeg føler, at jeg gør det rigtige. Med ‘det rigtige’ mener jeg noget, som gør mig glad. Det kan fx være at jeg går en tur fordi jeg ved, at det er godt for mig, eller at jeg har en følelse af, at jeg bruger mit liv på noget godt.
Det er vel meget fint, kunne man tænke. Og ja, det er det. Men problemet opstår, når jeg ikke altid er sikker på, at jeg har styr på det. Jeg vil helst have styr på det hele tiden (også selvom jeg ikke betegner mig selv som perfektionist, for jeg ved, at der ikke sker noget forfærdeligt, hvis alt ikke er så fantastisk som det kunne være). Men jeg kan stadig godt lide tanken om, at jeg har styr på mit liv, og dermed også, at jeg har en plan for min fremtid, så jeg kan bevare illusionen om, at jeg har kontrol over mit liv.
Det der er problematisk ved det, er at jeg ikke har styr på min fremtid.
(!!!!!!!!!!!!!!!!!! Jeg har lige indrømmet det, ja!!!!!)
Jeg er egentlig ikke helt sikker på, hvad der kommer til at ske om et år.
Hvis nogen spurgte mig “Hvor er du om 5 år?” så ville jeg (efter at have slået personen ned med noget hårdt og tungt, fordi det er et åndssvagt spørgsmål der indikerer, at vi som mennesker kan tillade os at regne med, at ALLE vores drømme går i opfyldelse, og at vi desuden er i live i fem år mere), sige “Det ved jeg ikke”.

Det er forfærdeligt.
Eller er det?
Hvorfor er det forfærdeligt, at jeg ikke er sikker på hvad jeg vil resten af mit liv, i en alder af 19 år, fire måneder og to dage?
Er det mig selv eller samfundet, som har fået mig til at tro, at det er en dødssynd ikke at have en tidsplan for resten af mit liv?
Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at det ikke er et specielt stort problem.

Set i et internationalt perspektiv, så er dette problem ikke ret stort. Jeg er heldig, at jeg har mulighed for at vælge (højst sandsynligt) den uddannelse jeg gerne vil have. Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at klage over, at jeg har så mange muligheder og er så priviligeret, at jeg ikke ved, hvad jeg skal vælge?
Det virker forkert. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan være frustreret over det. Jeg har masser af følelser og tanker som jeg sikkert ikke burde have, men hjernen er ret ligeglad med hvad den burde og ikke burde føle/tænke (min er i hvert fald). Desuden hjælper det ikke noget at fortrænge/benægte sine følelser. Derfor giver jeg mig selv lov til at være frustreret nogen gange, når jeg er frustreret. (Jeg ved ikke om dette giver mening for andre end mig selv, men det er sådan jeg har det).

I går havde jeg sådan en dag, hvor jeg virkeligt ikke burde tænke over ting, da jeg fik gjort alt til et større problem, end det reelt er. Så selvfølgelig besluttede min hjerne sig for, at jeg skulle tænke over fremtiden og uddannelsesvalg m.m.
Jeg er måske i en form for identitetsforvirring, som de smarte psykologer ville kalde det. Men det er vi vel allesammen i en eller anden grad.
Det der dybest set forårsager det, er at jeg føler, at jeg står overfor at skulle beslutte hvad meningen med mit liv skal være. At det studie jeg vælger – og dermed de jobs jeg kan få – afgør hvad mit liv kommer til at bestå af.
Og det er jo virkelig dumt. For det første fordi, at jeg ikke går ind for et samfund, hvor arbejdet fylder alt, og at jeg ikke vil være en person, der går så meget op i mit CV og at få en master i et eller andet fancy med et engelsk navn som ingen rigtigt ved hvad er, at jeg glemmer at gøre det, som gør mig glad.
Jeg vil bare gerne have et arbejde der gør mig glad.
Problemet med det er, at jeg så forlanger, at jeg bliver glad af mit arbejde.
Er det ikke lige at stramme skruen lidt for meget?
Kan jeg forvente, at jeg får et arbejde der gør mig lykkelig?
Nej. Det kan jeg ikke. Og hvis jeg endelig skulle få det perfekte arbejde, så ville problemet være, at der altid ville være en sandsynlighed for at jeg ville blive fyret, og dermed miste ALTING. Og det er jo en forfærdelig idé.
Det jeg forsøger at nå frem til med dette er, at jeg tror, at det er farligt at forlange af mig selv, at jeg finder det perfekte studie som vil give mig en billet til det arbejde/liv der gør mig glad i fremtiden. Jeg skal tænke over, hvad jeg interesserer mig for, og hvad jeg kunne tænke mig at bruge 5 år på at studere hver dag. Og selvfølgelig også, om der er jobmuligheder bagefter.

Jeg kan ikke forvente af et studie, at det skal gøre mit liv perfekt. Bare fordi jeg vælger et godt studie, er det heller ikke ensbetydende med, at jeg altid vil være glad. For livet består af så mange andre ting, som man kan have en tendens til at glemme.
Dybest set tror jeg egentlig, at jeg forsøger at udtænke en plan, som forhindrer mig i nogensinde at føle mig håbløs eller ulykkelig. Er det ikke det vi allesammen prøver på? Ingen vil føle sig håbløse hvis de kan undgå det (i hvert fald ikke så vidt jeg ved).

Det jeg gerne vil, er at være forfatter. Men det der er problematisk ved det er, at jeg ikke kan tage en uddannelse, som gør mig til en god forfatter. Jo, der er Forfatterskolen, men bare fordi man har gået på Forfatterskolen, betyder det ikke, at folk gider læse det man skriver. Eller at man skriver det, man egentlig gerne vil skrive. Desuden er der utroligt mange gode forfattere, som har alle mulige andre uddannelser som intet har at gøre med at skrive. I teorien kan alle blive forfattere. Og det er både en rar men også ubehagelig tanke. For det er usikkert hvem der får succes og hvem der ikke gør. Måske kommer det aldrig til at gå for mig. Måske kommer jeg til at bruge hele mit liv på at prøve og prøve og prøve, men ikke lykkes, og til sidst være nødt til at være kassedame i Netto resten af livet? (Der er INTET galt med kassedamer eller Netto, men det er ikke det erhverv, som jeg vil foretrække at have, hvis jeg selv kan vælge).
Så hvis jeg vil være forfatter, er jeg nødt til at tro på at jeg kan gøre det, og jeg er nødt til at blive ved med at prøve, selvom det måske ikke bliver så let altid. Men jeg kan ikke planlægge mig ud af, at der er en sandsynlighed for, at det af den ene eller anden grund ikke lykkes. Det er altid en mulighed. Jeg kan ikke se hvorfor det skulle gå forfærdeligt, men jeg kan ikke benægte, at jeg ikke kan vide det med sikkerhed.

I nogle år var min plan at jeg skulle være journalist. Så begyndte jeg at interessere mig for psykologi, og så fik jeg den idé, at jeg skulle være psykolog og hjælpe mennesker med deres problemer og skabe mening i folks tilværelse. Så indså jeg, at jeg vil gå psykisk ned efter 10 minutter, hvis jeg skal høre på forfærdelige oplevelser som folk har haft, og hjælpe dem ud af det, og måske må erkende, at jeg ikke kan hjælpe dem. Min plan ændrede sig til, at jeg så kunne bruge uddannelsen til noget andet, som fx at arbejde med personaleudvikling i virksomheder.
Men så indså jeg, at jeg har lyst til at kaste op ved tanken om at arbejde med personaleudvikling, specielt fordi jeg ikke har indtryk af at personalet har en stor lyst til at udvikle sig. Jeg vil ikke være sådan en irriterende frisk type der siger ting som: “nu skal vi sætte os i en rundkreds og dele vores inderste tanker og følelser med hinanden i denne kreds, og alle har ret til at tale her i kredsen”. Nej. Nej. Det vil jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg overhovedet kunne overveje det.
Så var mit problem, at jeg var nået dertil, hvor jeg havde indset, at jeg gerne ville være forfatter, men at jeg stadig gerne ville læse psykologi. Min plan ændrede sig nu til, at jeg ville satse på at blive forfatter efter at have færdiggjort uddannelsen, da det under alle omstændigheder ikke kan skade at lære noget om, hvordan mennesket fungerer.

Og ja, den plan kunne jeg i teorien godt føre ud i livet, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske. For har jeg lyst til at sidde og studere diverse psykologiske teorier i 5 år? Hmmm. Egentlig ikke. Det jeg bedst kan lide er selv at lave teorier om hvordan verden og mennesker fungerer, ikke så meget at lære andres teorier uden ad. Ikke at jeg ikke interesserer mig for psykologiske/sociologiske teorier, for det gør jeg, men jeg har ikke så meget lyst til at bruge fem år mere på at studere dem. Selvfølgelig indeholder studiet også andre ting, men generelt tror jeg ikke, at jeg skal forvente, at det bliver noget hvor jeg kan udtale mig frit om hvad min personlige mening er om diverse menneskers sindstilstand uden at have belæg for det, for det er noget man ALDRIG skal gøre hvis man gerne vil have en god karakter (desværre).
Det ændrer ikke på, at jeg stadig godt kan lide psykologi. Og det ændrer heller ikke på, at jeg stadig har et glansbillede inde i mit hoved af mig som psykolog et eller andet sted hvor jeg hjælper nogle unge mennesker med problemer, og får dem til at se meningen med livet og gør en forskel og alt det pis. Jeg kan godt lide tanken. Men er det realistisk? Jeg ved det ikke, men jeg tror det ikke. Jeg kunne sikkert sagtens blive psykolog hvis jeg ville, og jeg kunne nok også blive glad for det, men jeg tror det er mere sandsynligt, at jeg ikke kan klare det, fordi jeg bliver for påvirket af det, og at jeg kommer til at fokusere så meget på de andres problemer, at jeg glemmer at tænke på mig selv.

Så var det at jeg besluttede mig for, at jeg ville forsøge at komme ind på journalisthøjskolen, så jeg kunne lære at skrive. Og desuden fordi at det aldrig kan skade at være uddannet journalist.
Dette ser jeg i teorien også stadig som en mulighed. Men problemet er, at jeg ikke har lyst til at være journalist. Jeg vil gerne skrive, men jeg tror ikke, at jeg har den store interesse i at bruge 4 ½ år på at lære det (egentlig bare lære hvordan nogle andre mener, at jeg skal skrive), når jeg sådan set bare gerne vil skrive det jeg selv føler for at skrive. Det er måske naivt. Men hvis alle skriver på samme måde, så er det jo heller ikke ret sjovt. Jeg går ind for at man bliver god til at skrive ved at skrive (det gælder dog ikke for alle mennesker/journalister (host* Ekstra Bladet/BT*host). Desuden tror jeg også, at det handler om, at læse en masse som andre succesfulde folk har skrevet og finde ud af, hvad det er, at de har gjort rigtigt. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er meget mere kompliceret end det. Selvom det nok er mere kompliceret end det lyder.

Så jeg indså, at jeg egentlig ikke har lyst til at komme på Journalisthøjskolen, også fordi at jeg ikke har en plan om at skulle arbejde med tv/medieverdenen og ikke rigtigt har en interesse i dette. Jeg tror bare ikke, at det er det helt rigtige for mig. Igen, jeg kunne sikkert blive glad nok for det, og det ville ikke blive fuldstændig forfærdeligt (tror jeg). Men jeg er bare ikke sikker på, at det er det jeg skal.

Mit nyeste påfund som kun er nogle dage gammelt er litteraturvidenskab/litteraturhistorie, som kan læses på Aarhus, Syddansk og Københavns Universitet. Det handler kort sagt om at analysere forskellige former for litteratur og lære om litteratur i forskellige historiske perioder, samt hvordan den har formet/ er blevet formet af verden på det tidspunkt.
Lige nu synes jeg at det lyder skide fedt, og da jeg indså det, fik jeg den der “wuhuu jeg har styr på mit liv” følelse. Vigtigst af alt fik jeg en følelse af, at jeg nok skal finde det rigtige. Og at det desuden nok også skal gå, hvis det skulle ske at jeg vælger forkert.
Men lige nu kunne jeg godt se mig selv studere litteraturhistorie. Også selvom det er i Aarhus (da jeg hverken er interesseret i at flytte til København eller Fyn), og at det kræver at jeg har et 2. fremmedsprog, som jeg så er nødt til at tage som suppleringskursus efter HF. Jeg kan godt se det for mig. Det betyder også, at jeg kan blive boende i Randers (i en lejlighed der ligger tæt på busterminalen/tog stationen), så jeg let kan komme frem og tilbage. Denne tanke kan jeg egentlig meget godt lide, da jeg ikke føler for at bo i Aarhus, og egentlig har det fint med Randers. Desuden er det en mulighed at jeg kan bo sammen med min gode ven Iris, så vi kan spare penge i husleje. Oven i det er jeg også ret sikker på, at vi ville være gode til at bo sammen, og der er bare noget rart over tanken om, at jeg ikke skal bo helt alene. Vi kunne få en kat og jeg kunne lave overskudsagtig aftensmad og støvsuge osv.
Der er så mange muligheder!!!

I går havde jeg en følelse af, at det alt sammen var uoverskueligt. I dag har jeg en følelse af, at det er helt overskueligt. Det er underligt. Hvem ved hvordan jeg har det i morgen.
Jeg har ikke totalt styr på mit liv eller min fremtid, men i dag synes jeg at det går meget godt, og hvad kan jeg mere forlange?

/A

 

En tanke om “Det senmoderne menneskes evige refleksioner om fremtiden

  1. Du må for min skyld, gerne være total overskudsagtig og gøre rent og lave mad XD. I mine slumber perioder ville det nok være en god ting, selvom jeg også er et konkurrence menneske og derfor ville vi nok ende med at lave mad sammen XD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.