Månedsarkiv: juli 2015

Kønsneutralitet! / LIGHED!!!

Kønsneutralitet. Et interessant ord. ‘Køn’ indikerer at det – indlysende nok – handler om køn. ‘Neutralitet’ betyder derimod, at man forholder sig neutralt til noget. Altså at det hverken er det ene eller det andet. Du er neutral i en krig og holder dig derfor lidt i baggrunden. At være neutral kan vel også betyde ikke at tage stilling, eller bare at stå midt i mellem at være for og imod. Så ordet ‘kønsneutralitet’ giver ikke ret meget mening – der er to køn, som skal være neutrale, det vil sige, at de hverken må være det ene eller det andet. Men hvis det skal ske, skal vi så ikke have afskaffet ordet ‘køn’? For det er et jo et udtryk for, at der er forskel på mennesker, og at vi ikke bare er én slags.

Sådan kan man vælge at se på det. Indtil for nylig havde jeg den holdning, at kønsneutralitet var åndssvagt og unødvendigt, og jeg kunne ikke tage det seriøst, at de fx i svenske børnehaver er begyndt at tiltale alle som ‘hen’ i stedet for han og hun. Jeg mente, at det løste et problem, der ikke havde brug for at blive løst.

Sjovt nok, så skyldtes denne holdning én ting: uvidenhed.
Det startede med, at jeg her på det sidste har læst mange bøger med temaet LGBT =(lesbian, gay, bisexual, transgender). Altså bøger der omhandler folk, der har en anden seksualitet, end den der bliver set som den ‘normale/mest almindelige’ form for seksualitet; heteroseksualitet. Generelt elsker jeg bøger, der omhandler folk, der falder uden for det ‘normale’, og kæmper for at turde at være sig selv i en verden, hvor der er frygteligt mange fordomme overfor dem, der er anderledes.
Og når det kommer til seksualitet og køn, så er der mange fordomme og stereotypiske forestillinger, uanset hvor udviklet et land vi mener at vi bord i. Og i resten af verden står det endnu værre til mange steder.
Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke forstår, hvorfor folk bliver behandlet anderledes pga. de forskellige labels man kan sætte på dem. Fx hvis du er homoseksuel er det en meget større ting for omverdenen end det er hvis man er heteroseksuel. Der er ingen heteroseksuelle, der skal springe ud og fortælle deres familie og venner, at de er tiltrukket af det modsatte køn. Men når man er homoseksuel er det en helt vildt stor ting og mange bliver udstødt af deres familie når de springer ud, fordi de af en eller anden grund mener, at det har en betydning.
Det kan jeg ikke forstå. Hvorfor betyder det noget, hvilken seksualitet nogen har? De er jo stadig den samme person. At man er tiltrukket af sit eget køn betyder ikke rigtigt andet end at man er tiltrukket af sit eget køn. Det er bare folk, der lægger en masse betydning i det, og det skaber åndssvage fordomme, og det er skide uretfærdigt over for dem, der er homoseksuelle.

Et af mine yndlingscitater fra min yndlings LGBT bog (Simon vs The Homo Sapiens Agenda) summerer egentlig det hele meget godt op:

“Don’t you think everyone should have to come out? Why is straight the default?”

Tænk lige over det.
Der er ingen god grund til at det skal være som det er så mange steder i verden. Der er ingen logisk grund til at behandle homoseksuelle den mindste smule anderledes. “Der skal en mand og en kvinde til at skabe et barn” vil nogen sige, men REND OG HOP! Det er meget muligt at der skal det, men det handler først og fremmest om at gøre det man selv har lyst til frem for at få børn med en person man ikke er tiltrukket af. Jeg kan virkelig ikke se hvad grunden er til at homoseksualitet/biseksualitet/transkønnethed skal tabuiseres, for selvom der måske samlet set er flere mennesker, der er heteroseksuelle, så betyder det ikke, at de er mere “rigtige”, bare fordi, at de er en større gruppe.

Nåh, men det er det gode ved bøger; de får en til at tænke. De har i hvert fald fået mig til at tænke meget mere over dette emne end jeg før har gjort.

Det, der fik mig til at indse, hvorfor kønsneutralitet faktisk er en nødvendighed, var en middle grade bog jeg læste omhandlende en 12-årig transkønnet pige (Grayson), som altid har vidst, at hun var født i den forkerte krop, og aldrig har følt sig hjemme i det køn hun biologisk er født med. Hun har altid følt sig som en pige, men det er der ikke rigtigt nogen der forstår. Hendes forældre døde, da hun var 2-3 år gammel og siden har hun boet hos sin onkel og tante. De har godt fornemmet, at hun var anderledes men de mente, at det bare var en fase som hun skulle igennem for senere at kunne blive ‘normal’.
Det kan godt være, at Grayson er en fiktiv 12-årig, men da jeg læste bogen kunne jeg virkeligt mærke sådan rigtigt, hvor tabuiseret et emne transkønnethed er, og hvor langt ude det er, at det er blevet sådan. Der er INTET galt med Grayson – hun er bare en pige der er født med en drengekrop. Hvorfor skal hun have det dårligt med sig selv pga. det? Hvorfor, hvorfor, HVORFOR behandler så mange mennesker transkønnede som om, at de er mindre værd, eller at de har mentale problemer, der burde behandles, så de kan blive ‘normale’? Jeg forstår det ikke. Jeg har altid gået stærkt ind for at alle fortjener en lige behandling, men efter jeg læste “Gracefully Grayson”, indså jeg, hvor lang vej der er igen, før det kommer til at ske i den rigtige verden. Det er som om, at mennesket har et behov for at have nogen at se ned på, og det bliver altid minoriteterne som transkønnede, bøsser, lesbiske… sorte mennesker.. jøder… arbejdsløse..
HVORFOR?!?!!

Jeg vil have et samfund hvor alle er lige!!
Da jeg for en uge siden så en dokumentar omkring kønsneutralitet i børnehaver, blev min horisont endnu engang udvidet. Det er længe siden, at jeg selv har gået i børnehave, så jeg har ikke tænkt så meget over, hvor stor forskel, der faktisk bliver gjort på kønnene allerede fra 3-års alderen (og før det også). Pigerne er dem, der leger med dukker og går i lyserøde kjoler og leger stille følsomme lege (jeg var aldrig en af dem, og jeg følte mig underlig, fordi jeg ikke kunne lide lyserød og at lege far, mor og børn). Drengene er dem der slås med sværd og skjolde i skoven og er hårde og brutale og ikke udviser følelser.
Der var så en børnehave hvor de skulle eksperimentere med at gøre kønnene mere neutrale. Dette gik ikke helt så let, men det var mest af alt fordi, at nogle af pædagogerne havde svært ved at håndtere det. Børnene var egentlig ligeglade. For eksempel var der en pædagog, der en dag spurgte drengene om de ville have lagt neglelak og klæde sig ud i kjoler (imens pigerne ikke var der). Dette endte de med at have det rigtig sjovt med, og der var ingen der sagde ting som “OMG du har en lyserød kjole på, er du bøsse/trans?!”, for de var 4-5 år gamle og havde endnu ikke internaliseret de kønsstereotyper, der hersker i samfundet. Jeg synes, at det var et smukt eksempel på, hvad køn egentlig betyder. For ja, det er en biologisk ting. Der ER forskelle på kønnene – i en eller anden grad. Men jeg tror mest af alt, at den store forskel skyldes den måde drenge og piger opdrages på. Piger bliver fortalt, at de skal være søde og stille; drengene at de skal forsvare sig selv og have gå på mod. Men drenge kan også være følsomme og stille, og piger kan være udadreagerende og højtråbende og fodbold-elskende. Og alt midt imellem. Mange børn føler ikke, at de passer ind i de stereotypiske forestillinger om, hvordan man skal være som henholdsvis dreng og pige.

Og det er derfor, at vi skal have kønsneutralitet. For at der er plads til alle, og at ingen føler sig forkerte, fordi de som drenge kan lide “pigeting” og omvendt.
Og så synes jeg, at vi skal have revideret, hvad vi definerer som pige og drengeting, og hvad grundene er hertil. Fx har vi på biblioteket en afdeling af bøger der hedder ‘Mest for piger’ og ‘mest for drenge’. Pigebøgerne handler om kærlighed, venindedramaer og heste. Drengebøgerne handler om fodbold, at tage på eventyr/løbe væk hjemmefra, taekwondo/anden sport.
Jeg har nu i tre år blindt accepteret, at det bare er sådan, bøgerne står, men i dag kom jeg til at se på de to hylder, og jeg kunne pludselig slet ikke forstå meningen med det. Hvorfor ikke bare lave en afdeling der hedder “fodbold/sport” og en anden der hedder “kærlighed”, og så måske en der hedder “venskab”? Kan alle ikke have lyst til at læse om kærlighed, venskab og sport? Og hvorfor skal piger vænnes til, at den litteratur der er skrevet til dem, handler 90 % om kærlighed og veninder og heste og 10 % om ALT andet i livet? Hvorfor ikke tage nogle andre emner op også? Og hvorfor må drenge ikke have lyst til at læse om mere følsomme ting end fodbold?

Det synes jeg, at vi alle skal tænke lidt over. Jeg tror, at jeg har tænkt mig at forsøge at løse det ved at blive børnebogsforfatter, og skrive bøger til ALLE børn der handler om rigtige emner som ikke er så sort/hvide, som jeg mener meget børnelitteratur er i dag. Ja, jeg ved godt at mange 6-årige drenge gerne vil læse om fodbold, men det betyder fandme ikke, at der ikke skal være andre emner end det at læse om. “Litteraturen former mennesket” kunne man sige, og det gælder også for børn, så hvorfor ikke skrive børnebøger med indhold som alle kan læse? Hvorfor lave opdelinger så tidligt i et menneskes liv? Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig været specielt begejstret for at læse om kærlighed og venindedramaer, og jeg kan godt huske, hvor frustrerende det var, når jeg næsten ikke kunne finde bøger, der handlede om andet dengang, hvor vi blev tvunget på skolebiblioteket for at finde læsebøger. (Jeg kunne dog heller ikke lide at læse om fodbold). Men hvorfor skulle jeg i en alder af 8-9 år føle mig forkert, fordi jeg ikke gad at læse om de typiske “pigeting”?
Vi skal nemlig huske, at hver gang vi dømmer, hvad der er normalt og unormalt, så går det rigtig hårdt udover dem, som føler sig unormale. Så hvis du er en pige født i en drengs krop og du i forvejen har det forfærdeligt hårdt med at skulle håndtere det ELLER du bare godt kan lide at læse om tøj og mode, hvorfor skal du så være tvunget til at gå over til pigebøgerne for at finde en bog du kan lide? Hvorfor kan bøgerne ikke bare stå så alle må låne dem uanset køn? Og hvem vurderer at de bøger er ‘mest for piger’? Hvem bestemmer det?

Jeg vil egentlig ikke have en reel neutralitet, for jeg kan godt lide at mennesker er forskellige. Vi skal hylde forskellighederne og ikke pakke dem væk. Det er nemlig en helt forkert måde at angribe det på. Det er godt at vi har forskellige køn. Det, jeg godt kunne tænke mig er, at man forholder sig neutralt til hvilket køn/seksuel orientering folk har og lader være med at dømme dem for det. For helt ærligt. hvorfor er det så skide vigtigt? Hvorfor har det en betydning overhovedet?

Jeg vil slutte dette indlæg af med budskabet om at ALLE har ret til at være dem de er, også selvom der er nogle mennesker, der stadig har en forældet idé om, hvad der er ‘rigtigt og forkert’ når det kommer til køn, seksualitet og generelt ens personlighed.

Slut.

/A

Det senmoderne menneskes evige refleksioner om fremtiden

Hej verden. Jeg ved ikke om overskriften tiltrækker eller frastøder potentielle læsere, men vi får se.

Advarsel: Dette indlæg kan virke som om, at det er skrevet imens jeg har været i en form for psykose (sådan havde jeg det i hvert fald imens jeg skrev det) men det er det ikke. Det er bare en masse tanker i uredigeret form, for det er sådan som jeg synes det skal være i dag, og ja, der mangler sikkert en masse kommaer, men det er bevidst. Det er kun med til at fremme budskabet (selvom jeg ikke er helt sikker på hvad mit budskab er). 

Jeg er sådan en person, som godt kan lide følelsen af, at jeg endelig har fået styr på mit liv. Uanset om det handler om små eller store ting, så elsker jeg, når jeg føler, at jeg gør det rigtige. Med ‘det rigtige’ mener jeg noget, som gør mig glad. Det kan fx være at jeg går en tur fordi jeg ved, at det er godt for mig, eller at jeg har en følelse af, at jeg bruger mit liv på noget godt.
Det er vel meget fint, kunne man tænke. Og ja, det er det. Men problemet opstår, når jeg ikke altid er sikker på, at jeg har styr på det. Jeg vil helst have styr på det hele tiden (også selvom jeg ikke betegner mig selv som perfektionist, for jeg ved, at der ikke sker noget forfærdeligt, hvis alt ikke er så fantastisk som det kunne være). Men jeg kan stadig godt lide tanken om, at jeg har styr på mit liv, og dermed også, at jeg har en plan for min fremtid, så jeg kan bevare illusionen om, at jeg har kontrol over mit liv.
Det der er problematisk ved det, er at jeg ikke har styr på min fremtid.
(!!!!!!!!!!!!!!!!!! Jeg har lige indrømmet det, ja!!!!!)
Jeg er egentlig ikke helt sikker på, hvad der kommer til at ske om et år.
Hvis nogen spurgte mig “Hvor er du om 5 år?” så ville jeg (efter at have slået personen ned med noget hårdt og tungt, fordi det er et åndssvagt spørgsmål der indikerer, at vi som mennesker kan tillade os at regne med, at ALLE vores drømme går i opfyldelse, og at vi desuden er i live i fem år mere), sige “Det ved jeg ikke”.

Det er forfærdeligt.
Eller er det?
Hvorfor er det forfærdeligt, at jeg ikke er sikker på hvad jeg vil resten af mit liv, i en alder af 19 år, fire måneder og to dage?
Er det mig selv eller samfundet, som har fået mig til at tro, at det er en dødssynd ikke at have en tidsplan for resten af mit liv?
Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at det ikke er et specielt stort problem.

Set i et internationalt perspektiv, så er dette problem ikke ret stort. Jeg er heldig, at jeg har mulighed for at vælge (højst sandsynligt) den uddannelse jeg gerne vil have. Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at klage over, at jeg har så mange muligheder og er så priviligeret, at jeg ikke ved, hvad jeg skal vælge?
Det virker forkert. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan være frustreret over det. Jeg har masser af følelser og tanker som jeg sikkert ikke burde have, men hjernen er ret ligeglad med hvad den burde og ikke burde føle/tænke (min er i hvert fald). Desuden hjælper det ikke noget at fortrænge/benægte sine følelser. Derfor giver jeg mig selv lov til at være frustreret nogen gange, når jeg er frustreret. (Jeg ved ikke om dette giver mening for andre end mig selv, men det er sådan jeg har det).

I går havde jeg sådan en dag, hvor jeg virkeligt ikke burde tænke over ting, da jeg fik gjort alt til et større problem, end det reelt er. Så selvfølgelig besluttede min hjerne sig for, at jeg skulle tænke over fremtiden og uddannelsesvalg m.m.
Jeg er måske i en form for identitetsforvirring, som de smarte psykologer ville kalde det. Men det er vi vel allesammen i en eller anden grad.
Det der dybest set forårsager det, er at jeg føler, at jeg står overfor at skulle beslutte hvad meningen med mit liv skal være. At det studie jeg vælger – og dermed de jobs jeg kan få – afgør hvad mit liv kommer til at bestå af.
Og det er jo virkelig dumt. For det første fordi, at jeg ikke går ind for et samfund, hvor arbejdet fylder alt, og at jeg ikke vil være en person, der går så meget op i mit CV og at få en master i et eller andet fancy med et engelsk navn som ingen rigtigt ved hvad er, at jeg glemmer at gøre det, som gør mig glad.
Jeg vil bare gerne have et arbejde der gør mig glad.
Problemet med det er, at jeg så forlanger, at jeg bliver glad af mit arbejde.
Er det ikke lige at stramme skruen lidt for meget?
Kan jeg forvente, at jeg får et arbejde der gør mig lykkelig?
Nej. Det kan jeg ikke. Og hvis jeg endelig skulle få det perfekte arbejde, så ville problemet være, at der altid ville være en sandsynlighed for at jeg ville blive fyret, og dermed miste ALTING. Og det er jo en forfærdelig idé.
Det jeg forsøger at nå frem til med dette er, at jeg tror, at det er farligt at forlange af mig selv, at jeg finder det perfekte studie som vil give mig en billet til det arbejde/liv der gør mig glad i fremtiden. Jeg skal tænke over, hvad jeg interesserer mig for, og hvad jeg kunne tænke mig at bruge 5 år på at studere hver dag. Og selvfølgelig også, om der er jobmuligheder bagefter.

Jeg kan ikke forvente af et studie, at det skal gøre mit liv perfekt. Bare fordi jeg vælger et godt studie, er det heller ikke ensbetydende med, at jeg altid vil være glad. For livet består af så mange andre ting, som man kan have en tendens til at glemme.
Dybest set tror jeg egentlig, at jeg forsøger at udtænke en plan, som forhindrer mig i nogensinde at føle mig håbløs eller ulykkelig. Er det ikke det vi allesammen prøver på? Ingen vil føle sig håbløse hvis de kan undgå det (i hvert fald ikke så vidt jeg ved).

Det jeg gerne vil, er at være forfatter. Men det der er problematisk ved det er, at jeg ikke kan tage en uddannelse, som gør mig til en god forfatter. Jo, der er Forfatterskolen, men bare fordi man har gået på Forfatterskolen, betyder det ikke, at folk gider læse det man skriver. Eller at man skriver det, man egentlig gerne vil skrive. Desuden er der utroligt mange gode forfattere, som har alle mulige andre uddannelser som intet har at gøre med at skrive. I teorien kan alle blive forfattere. Og det er både en rar men også ubehagelig tanke. For det er usikkert hvem der får succes og hvem der ikke gør. Måske kommer det aldrig til at gå for mig. Måske kommer jeg til at bruge hele mit liv på at prøve og prøve og prøve, men ikke lykkes, og til sidst være nødt til at være kassedame i Netto resten af livet? (Der er INTET galt med kassedamer eller Netto, men det er ikke det erhverv, som jeg vil foretrække at have, hvis jeg selv kan vælge).
Så hvis jeg vil være forfatter, er jeg nødt til at tro på at jeg kan gøre det, og jeg er nødt til at blive ved med at prøve, selvom det måske ikke bliver så let altid. Men jeg kan ikke planlægge mig ud af, at der er en sandsynlighed for, at det af den ene eller anden grund ikke lykkes. Det er altid en mulighed. Jeg kan ikke se hvorfor det skulle gå forfærdeligt, men jeg kan ikke benægte, at jeg ikke kan vide det med sikkerhed.

I nogle år var min plan at jeg skulle være journalist. Så begyndte jeg at interessere mig for psykologi, og så fik jeg den idé, at jeg skulle være psykolog og hjælpe mennesker med deres problemer og skabe mening i folks tilværelse. Så indså jeg, at jeg vil gå psykisk ned efter 10 minutter, hvis jeg skal høre på forfærdelige oplevelser som folk har haft, og hjælpe dem ud af det, og måske må erkende, at jeg ikke kan hjælpe dem. Min plan ændrede sig til, at jeg så kunne bruge uddannelsen til noget andet, som fx at arbejde med personaleudvikling i virksomheder.
Men så indså jeg, at jeg har lyst til at kaste op ved tanken om at arbejde med personaleudvikling, specielt fordi jeg ikke har indtryk af at personalet har en stor lyst til at udvikle sig. Jeg vil ikke være sådan en irriterende frisk type der siger ting som: “nu skal vi sætte os i en rundkreds og dele vores inderste tanker og følelser med hinanden i denne kreds, og alle har ret til at tale her i kredsen”. Nej. Nej. Det vil jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg overhovedet kunne overveje det.
Så var mit problem, at jeg var nået dertil, hvor jeg havde indset, at jeg gerne ville være forfatter, men at jeg stadig gerne ville læse psykologi. Min plan ændrede sig nu til, at jeg ville satse på at blive forfatter efter at have færdiggjort uddannelsen, da det under alle omstændigheder ikke kan skade at lære noget om, hvordan mennesket fungerer.

Og ja, den plan kunne jeg i teorien godt føre ud i livet, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske. For har jeg lyst til at sidde og studere diverse psykologiske teorier i 5 år? Hmmm. Egentlig ikke. Det jeg bedst kan lide er selv at lave teorier om hvordan verden og mennesker fungerer, ikke så meget at lære andres teorier uden ad. Ikke at jeg ikke interesserer mig for psykologiske/sociologiske teorier, for det gør jeg, men jeg har ikke så meget lyst til at bruge fem år mere på at studere dem. Selvfølgelig indeholder studiet også andre ting, men generelt tror jeg ikke, at jeg skal forvente, at det bliver noget hvor jeg kan udtale mig frit om hvad min personlige mening er om diverse menneskers sindstilstand uden at have belæg for det, for det er noget man ALDRIG skal gøre hvis man gerne vil have en god karakter (desværre).
Det ændrer ikke på, at jeg stadig godt kan lide psykologi. Og det ændrer heller ikke på, at jeg stadig har et glansbillede inde i mit hoved af mig som psykolog et eller andet sted hvor jeg hjælper nogle unge mennesker med problemer, og får dem til at se meningen med livet og gør en forskel og alt det pis. Jeg kan godt lide tanken. Men er det realistisk? Jeg ved det ikke, men jeg tror det ikke. Jeg kunne sikkert sagtens blive psykolog hvis jeg ville, og jeg kunne nok også blive glad for det, men jeg tror det er mere sandsynligt, at jeg ikke kan klare det, fordi jeg bliver for påvirket af det, og at jeg kommer til at fokusere så meget på de andres problemer, at jeg glemmer at tænke på mig selv.

Så var det at jeg besluttede mig for, at jeg ville forsøge at komme ind på journalisthøjskolen, så jeg kunne lære at skrive. Og desuden fordi at det aldrig kan skade at være uddannet journalist.
Dette ser jeg i teorien også stadig som en mulighed. Men problemet er, at jeg ikke har lyst til at være journalist. Jeg vil gerne skrive, men jeg tror ikke, at jeg har den store interesse i at bruge 4 ½ år på at lære det (egentlig bare lære hvordan nogle andre mener, at jeg skal skrive), når jeg sådan set bare gerne vil skrive det jeg selv føler for at skrive. Det er måske naivt. Men hvis alle skriver på samme måde, så er det jo heller ikke ret sjovt. Jeg går ind for at man bliver god til at skrive ved at skrive (det gælder dog ikke for alle mennesker/journalister (host* Ekstra Bladet/BT*host). Desuden tror jeg også, at det handler om, at læse en masse som andre succesfulde folk har skrevet og finde ud af, hvad det er, at de har gjort rigtigt. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er meget mere kompliceret end det. Selvom det nok er mere kompliceret end det lyder.

Så jeg indså, at jeg egentlig ikke har lyst til at komme på Journalisthøjskolen, også fordi at jeg ikke har en plan om at skulle arbejde med tv/medieverdenen og ikke rigtigt har en interesse i dette. Jeg tror bare ikke, at det er det helt rigtige for mig. Igen, jeg kunne sikkert blive glad nok for det, og det ville ikke blive fuldstændig forfærdeligt (tror jeg). Men jeg er bare ikke sikker på, at det er det jeg skal.

Mit nyeste påfund som kun er nogle dage gammelt er litteraturvidenskab/litteraturhistorie, som kan læses på Aarhus, Syddansk og Københavns Universitet. Det handler kort sagt om at analysere forskellige former for litteratur og lære om litteratur i forskellige historiske perioder, samt hvordan den har formet/ er blevet formet af verden på det tidspunkt.
Lige nu synes jeg at det lyder skide fedt, og da jeg indså det, fik jeg den der “wuhuu jeg har styr på mit liv” følelse. Vigtigst af alt fik jeg en følelse af, at jeg nok skal finde det rigtige. Og at det desuden nok også skal gå, hvis det skulle ske at jeg vælger forkert.
Men lige nu kunne jeg godt se mig selv studere litteraturhistorie. Også selvom det er i Aarhus (da jeg hverken er interesseret i at flytte til København eller Fyn), og at det kræver at jeg har et 2. fremmedsprog, som jeg så er nødt til at tage som suppleringskursus efter HF. Jeg kan godt se det for mig. Det betyder også, at jeg kan blive boende i Randers (i en lejlighed der ligger tæt på busterminalen/tog stationen), så jeg let kan komme frem og tilbage. Denne tanke kan jeg egentlig meget godt lide, da jeg ikke føler for at bo i Aarhus, og egentlig har det fint med Randers. Desuden er det en mulighed at jeg kan bo sammen med min gode ven Iris, så vi kan spare penge i husleje. Oven i det er jeg også ret sikker på, at vi ville være gode til at bo sammen, og der er bare noget rart over tanken om, at jeg ikke skal bo helt alene. Vi kunne få en kat og jeg kunne lave overskudsagtig aftensmad og støvsuge osv.
Der er så mange muligheder!!!

I går havde jeg en følelse af, at det alt sammen var uoverskueligt. I dag har jeg en følelse af, at det er helt overskueligt. Det er underligt. Hvem ved hvordan jeg har det i morgen.
Jeg har ikke totalt styr på mit liv eller min fremtid, men i dag synes jeg at det går meget godt, og hvad kan jeg mere forlange?

/A

 

40 ting jeg har lært i sommeren 2015 (indtil videre)

wpid-wp-1437332383343.jpeg

1. Først og fremmest har jeg lært, at Udbyhøj ligger satans langt væk (fra sådan cirka alt), men at der faktisk er meget hyggeligt (i hvert fald i solskin).

wpid-wp-1437332315877.jpeg

 

2. Norge er fantastisk i sig selv – men det bliver ekstra godt, hvis man bor i en hytte hvor de nærmeste naboer er 100 meter væk og man aldrig ser dem, og at de eneste biler der kommer forbi er de to samme biler der kører frem og tilbage nogle gange hver dag + en mælkebil.

3. Natur > mennesker

4. Når det regner (i teorien også når det er godt vejr) og der ikke er så meget andet at lave end at sidde, kan jeg få læst voldsomt mange bøger. Jeg nåede i alt op på have læst 15 bøger i løbet af de 15 dage vi var afsted, hvilket med lidt hurtig hovedregning svarer til en bog om dagen.

5. Fordi jeg løb tør for bøger deroppe købte jeg to norske bøger, hvilket resulterede i at jeg lærte en masse nye ord. Fx hedder et gyngestativ på norsk et ‘huskestativ’.

wpid-wp-1437332019323.jpeg

 

6. Jeg har lært at bage perfekte pandekager. Hemmeligheden er at købe en pose hvor der står “pannekaker” på, og blande en liter mælk i og forsøge at røre klumperne ud.

7. At lave pandekager giver utroligt meget social anerkendelse. Det er egentlig ret interessant, da det egentlig bare handler om at stege dem i tilstrækkeligt meget smør.

8. Det er farligt at spise for mange lefser (norsk form for kageagtig ting), i hvert fald hvis man ikke er interesseret i en øgning af sin vægt.

9. Lefser er skidhamrende gode (en form for norske pandekager).

wpid-wp-1437332239656.jpeg

10. Geirangerfjorden er flot, men overvurderet og desuden er der turistbusser over alt hvor det konstant vælter ud med japanere. (Ikke at der er noget galt med japanere, der var bare mange af dem).

11. Jeg kan godt lide at lade som om, at jeg har hele Norge for mig selv. (Denne illusion ødelagde alle turistbusserne).

wpid-wp-1437332290382.jpeg

12. Jeg har også lært at stige ned i en robåd uden at frygte for mit liv – og at komme op igen.

wpid-wp-1437332261718.jpeg

14. I Norge er der sne og frosne søer – også om sommeren. (Jeg har set sne mange gange i Norge men ikke frosne søer før).

wpid-wp-1437332394262.jpeg

15. Norge har voldsomt høje træer

wpid-wp-1437332192962.jpeg

16. Jeg kan ikke lide når bøger udgiver sig for at være en thriller men viser sig at være en zombiebog.

17. Freia (den norske version af Marabou) er godt.

wpid-wp-1437332099855.jpeg

18. Norge har mange vandfald (generelt meget vand)

wpid-wp-1437332121654.jpeg

19. Jeg kunne gå en stigning på 200 meter for at se denne gletscher, stort set uden problemer!

wpid-wp-1437332171494.jpeg

20. Min hund, Pelle, som bliver 10 år om en måned, kommer nok ikke til at leve mange måneder endnu. Den har haft hjerteproblemer i nogle måneder, men det er blevet værre indenfor de seneste par uger. Den hoster meget og kan nogen gange ikke så godt få luft. Den får medicin, men der er ikke noget der kan kurere det helt.

wpid-wp-1437332005741.jpeg

21. Dyr kan føles ligeså vigtige som mennesker.

wpid-wp-1437332072639.jpeg

22. Pelle har nok haft sin sidste tur til Norge. Men den har nu været der i alt otte gange, hvilket er godt klaret på så relativt kort et hundeliv.

wpid-wp-1433620840347.jpeg

23. Det er jævnt deprimerende at være ved dyrlægevagten lørdag aften. Eller nogen anden aften.

24. Men heldigvis findes der gode dyrlæger, som man har lyst til at give sine penge til (dog skal man betale uanset om man føler for det eller ej)

wpid-wp-1437331942408.jpeg

25. Der findes voldsomt mange måder at arrangere mine bøger på, og jeg kan bruge flere timer på at stå og tænke over, om jeg nu har gjort det rigtigt. Men ovenstående er det nyeste arrangement (hvis man overhovedet kan sige det, jeg ved det ikke)

26. Det tager mig altid mindst et halvt år at tage mig sammen til at rydde op (og tørre støv af) på mit værelse, men når jeg så endelig får det gjort føles det befriende.

wpid-wp-1437331929514.jpeg

27. Jeg elsker engelske bøger der omhandler krig, tvangsægteskaber, folk med forskellige sygdomme (både fysiske og psykiske), folk der er homoseksuelle/transseksuelle/generelt folk der tilhører minoriteten, folk der har forsøgt at begå selvmord og depression generelt (hvis det ellers er skrevet godt). Desuden kan jeg godt lide middle grade bøger, som er bøger der i teorien er skrevet til børn i 5-6-7. klasse, men som – hvis man spørger mig – kan læses af alle, hvis de ellers er gode.
Generelt kan jeg godt lide bøger der omhandler virkeligheden og ikke alt muligt ligegyldigt pis.

28. Jeg har opdaget, at jeg har en generaliseret angst for at løbe tør for gode bøger. Derfor køber jeg hele tiden bøger i et forsøg på aldrig at løbe tør. Dette resulterer i, at jeg aldrig får læst bøger som The Book Thief og The Dark Side of Paradise fordi jeg altid har andet jeg kan læse.

29. Cigaretter på norsk hedder røyker.

30. Selvom jeg helst vil have at min hund skal leve for evigt og at alle jeg godt kan lide skal leve for evigt, så kommer det ikke til at gå sådan. Og det er fint nok. Sådan er livet. Og nej, det er ikke pga. guds vilje at folk dør, det er pga. universet (hvis man spørger mig).

31. Jeg har også lært hvad en regnbue egentlig er rent videnskabeligt, fordi jeg læste en bog på 270 sider omhandlende naturvidenskab (frivilligt) Og jeg nåede frem til, at naturvidenskab egentlig er meget interessant, men at jeg ikke har tænkt mig at bruge mit liv på det.

32. LIDL sælger billigt rugstykker (2,50 krone stykket!)

33. Det er ALTID et helvede at tage færgen hjem fra Larvik til Hirtshals. Prøv selv at gøre det og find ud af hvorfor (hint: det handler om børn med ballondyr)

34. Brocolli er en dejlig opfindelse

35. Man tager på af at spise sukker hver dag i to uger, men man dør ikke af det (husk det, helsetyper).

36. Nordmænd er venligere end alle andre

37. Købe-pizza smager godt.

38. Der sker aldrig noget interessant på Facebook

39. Jeg tjekker min mail for ofte i håb om at jeg har modtaget spændende mails, men det sker for det meste ikke (medmindre man regner Helsebixens nyhedsbrev for at være spændende)

40. Verden er forfærdelig – men den er også rigtigt god (nogen gange).

Slut.

/A