Valg 2015 – da DF sejrede og menneskesynet blev glemt

I går, 18. juni 2015, er en dag, som kommer til at stå klar i min hukommelse i lang, lang tid. Jeg gik på sommerferie med endnu et 12-tal, og skulle vigtigst af alt stemme til Folketingsvalget for første gang. Da jeg havde sat mit kryds og afleverede sedlen, følte jeg, at jeg blev hørt. At jeg havde en indflydelse, som jeg ikke før har haft mulighed for at få.
På valgstedet strømmede det ind med mennesker, og på vejene cyklede/gik folk i store flokke for at komme op at stemme sammen. Det føltes som om, at vi havde et fællesskab i form af demokratiet, og jeg tænkte: “Det er et godt land, vi lever i”.

Denne gode følelse blev dog hurtigt erstattet af fortvivlelse, afmagt og frustration, da vi senere på aftenen på TV kunne følge de foreløbige resultater af stemmeoptællingen.
Dansk Folkeparti stod efter kort tid til at få 40 mandater ifølge prognoserne. Da jeg bevidst ikke har fulgt med i meningsmålingerne i løbet af valgkampen, kom dette som et chok for mig. Jeg har tydeligvis været alt for godtroende. Min største frygt var, at blå blok ville vinde valget, og jeg havde ikke tænkt på, at det i virkeligheden kunne ende meget værre end det:

Dansk Folkeparti er nu Danmarks andet største parti med 21,1 % af stemmerne og svimlende 37 mandater. De har fået 926.000 stemmer.

Da klokken blev 23 og sejren begyndte at være sikker, gik der mange følelser igennem mig. Jeg tænkte på en af mine bedste venner og hendes familie, som kom til Danmark som flygtninge for 10 år siden. De er de sødeste mennesker jeg nogensinde har mødt, og de behandler mig, og alle andre, som om, at de er en del af familien. Mennesker som dem gør mig glad. Jeg tænkte på alle de søde og rare folk der er kommet til Danmark, som jeg har mødt i skolen, og når jeg arbejder på biblioteket. Mennesker, der knokler mere end de fleste danskere, for at klare sig godt.
“Hvad vil de føle, når de vågner imorgen og hører valgresultatet?”, tænkte jeg.

Jeg skammer mig over at 21,1 % af mine stemmeberettigede medborgere støtter et parti, der ikke vil give mennesker som dem en chance i Danmark. Jeg er så ked af, at vi har udviklet os i den retning. Jeg er ked af, at 926.000 danskere mener, at det ikke er alle, som fortjener en chance.

Fra DFs principprogram: “Danmark er ikke et indvandrerland og har aldrig været det. Vi vil derfor ikke acceptere en multi-etnisk forvandling af landet”.

Èn ting er, at et parti der ikke interesserer sig for finanspolitik og ikke er glade for at tage ansvar, når det virkelig gælder, nu har 37 mandater i Folketinget og uden tvivl udgør en stor trussel. En anden ting, som påvirker mig endnu mere, er, at de har så stor en opbakning hos befolkningen. For det her handler ikke ‘bare’ om ens politiske holdning – det handler om menneskesyn. Det handler om, hvorvidt vi tror på, at man fortjener en chance uanset hudfarve og religion. Det handler om at indse, at vi ALLE er mennesker – og at man ikke er mere værd, eller har mere ret til at eksistere, fordi man er hvid i huden og har danske rødder 1000 år tilbage.

926.000 mennesker har stemt på et parti, der mener, at dyrevelfærd og opretholdelse af Folkekirken er vigtigere end mennesker – i hvert fald de mennesker, der ikke passer ind i deres billede af, hvordan den gennemsnitlige gode danske borger ser ud.
Danmark er nu et land for pensionisterne og dyrene, men ifølge DFs principprogram også  “svagt stillede” – bare kun dem, der er født i Danmark.
Der skal være sovs og kartofler og tarteletter til alle danskere, og staten skal give de ældre en bedre pleje. Alle skal have ret til Folkepension uanset hvor velhavende de er, og de ældre og svage (indfødte) danskere skal ikke mangle noget. De skal kunne leve i et trygt og homogent samfund hvor alle ligner dem selv, og alle har den samme kultur og snævertsynede syn på verden. Vi skal meldes ud af EU og leve i fred og harmoni med kaffe og kage og Dannebrogsflag over alt i landskabet – hvor pengene skal komme fra, ved ingen.

 

Lukker vi folk med andre kulturer og baggrunde ude, kommer vi til at miste SÅ meget. Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, hvor alle skal være ens. Jeg går ikke ind for, at vi alle skal være ens.
Danmark skal være et land, hvor vi kan respektere hinanden på trods af kulturelle forskelle. Vi skal stille de samme krav til alle – uanset hudfarve og religion. Vi løser ikke verdens problemer ved at lukke os inde i os selv og lukke grænserne. Danmark er en del af verden, og på et eller andet tidspunkt er man nødt til at indse, at vi dermed har et ansvar. Bare fordi vi er heldige at bo i et land hvor vi har så mange rettigheder og så stor en frihed, betyder det ikke, at vi kan være ligeglade med alle dem, der ikke har de samme privilegier.

Så når jeg siger, at jeg er ked af det og bekymret, tænker jeg ikke på mig selv. Jeg er godt stillet. Den nye magtfordeling kommer ikke til at gå ud over mig personligt – det kommer til at gå ud over alle dem, der i forvejen har det sværere end de fleste andre og kæmper for at klare sig. Det kommer til at gå ud over dynamikken i vores samfund, hvis det kun skal bestå af hvide danskere.

Hvis den danske kultur (og hvad er den danske kultur egentlig?) er truet af den grund, at der i dag findes mange forskellige kulturer i Danmark, så er den danske kultur nok ikke ret stærk. Hvis den ødelægges så snart vi skal forholde os til nogen, der er anderledes end os selv, så skal vi måske se indad fremfor udad. Det er fx ikke muslimernes skyld, at mange danskere (inkl. undetegnede) melder sig ud af Folkekirken. Det er ikke muslimernes skyld, at nogle danskere bliver buddhister. Det er ikke muslimernes skyld, at mange danskere bliver vegetarer og undgår kød, hermed også svinekød.
Verden er under forandring og det samme gælder for Danmark og de danske værdier.

Dansk Folkeparti går ind for et trygt retssamfund med en bevarelse af den danske kultur – men jeg føler mig mere utryg nu, end nogensinde før. Hvis jeg var indvandrer ville jeg ikke føle mig velkommen i et land som dette. Og det værste er, at det jo netop er Dansk Folkepartis hensigt – at signalere, at det langt fra er alle, vi mener, er gode nok til at komme ind i Danmark.

“Du skal behandle andre som du selv vil behandles”. Jeg troede, at vi alle var blevet lært det som små, men Folketingsvalget 2015 har lært mig, at det langt fra er alle, der tror på det i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.