Eksamen og overvejelser om livet

Hej verden.

Jeg var til den første mundtlige eksamen i dag (biologi), hvor jeg trak emnet ‘cellens livscyklus’ og fik 12. Det var en meget rar afslutning at få på det fag, da jeg igennem hele året ikke har følt mig specielt god til biologi. Det skyldes nok, at jeg altid har levet i den tro, at jeg var dårlig til naturvidenskabelige fag, og at det er uinteressant. Men efter at have brugt omkring 30-40 timer på at forberede mig her indenfor de sidste 11-12 dage (og forberede matematik oveni det), kan jeg nu se, at der egentlig er mange ting ved biologi der er interessante og relevante i hverdagen. Desuden har jeg fundet ud af, at jeg faktisk godt kan finde ud af det, hvilket jeg også fik bekræftet i dag.

Så det var jo meget godt. Jeg havde ikke regnet med at få 12 i biologi, men jeg fik et godt emne og jeg havde styr på det. Så det symboliserer bare, at jeg kan lære stort set alt, bare jeg er motiveret for det.

De andre fra holdet klarede det også godt, så der var en god stemning på skolen. Jeg kan godt lide at være på skolen når der er eksamen, da folk altid virker så glade og afslappede (for det meste i hvert fald).

Det er underligt at have brugt et år på at have diverse fag, og fra hver eksamen indse, at jeg nu er færdig med det fag for altid. Jeg skal aldrig mere have biologi, og for et år siden ville jeg ikke have troet, at jeg kunne føle mig vemodig ved den tanke, men det gør jeg på en måde lidt. Måske ikke så meget pga. biologi i sig selv, men fordi det symboliserer en æra der er forbi.
Eller det er nok en overdrivelse. Men altså. Det er underligt at vide, at det nu er et afsluttet kapitel, efter jeg har brugt så meget af mit liv på det (i hvert fald indenfor de sidste par uger).

Min hjerne føles tom efter at den har indset, at den ikke behøver at huske reaktionsskemaet for fotosyntese og respiration længere, og at jeg ikke skal bekymre mig om, hvorvidt jeg trækker “kvindens kønshormonregulering” eller noget træls.

Min hjerne kan holde fri!!!

Og så alligevel ikke, da jeg stadig mangler at forberede noget matematik til på mandag (mundtlig). Jeg var til den skriftlige i mandags, hvilket gik godt, og jeg har regnet mig frem til, at jeg burde få 10, hvis jeg ellers har lavet de opgaver rigtige, som jeg selv mener, at jeg har. Men nu får vi se. Det gik i hvert fald meget bedre sammenlignet med terminsprøven hvor jeg fik 7.
Så planen er at bruge fredag-lørdag-søndag på at forberede det sidste. Søndag skal jeg mødes med mine matematik-buddies så vi kan øve os i at forklare de forskellige ting. Man kunne måske fristes til at sige, at det er en smule sent at gøre det dagen inden eksamen, og det er selvfølgelig heller ikke optimalt, men det er sådan det bliver. Vi har forskellige eksamener på kryds og tværs af hinanden og desuden andre ting vi også skal, så det er sådan det bliver.
Jeg ved ikke, om jeg er nervøs for selve eksamen endnu. Jeg er mere nervøs end jeg var for matematik C, men det giver vel god nok mening. Bare Matematik-Kirsten ikke er den type lærer der pludselig viser sig at være ond og modbydelig til eksamen, så går det nok.

Det er interessant hvor lavt mit stress-niveau er blevet, efter jeg er kommet i gang med eksamenerne. Det har været rart bare at komme igang og ikke skulle vente mere.

Jeg ved ikke helt hvad det skyldes, men jeg er ikke sådan fuldstændig oppe at køre fordi jeg har fået 12. Det er lidt underligt. Det føles rigtig godt og jeg er tilfreds med mig selv og alt det, men jeg har ikke den der følelse af, at jeg lige har overvundet en masse og fået en stor personlig sejr. Og det er egentlig lidt underligt, eftersom det jo egentlig er det jeg har. Det er biologi, og det er en stor ting i sig selv, at jeg bare føler at jeg rent faktisk har forstået 99 % af pensum.
Måske skyldes det (dette kommer evt. til at lyde blærerøvsagtigt men fuck it), at jeg har vænnet mig til at få 12. Men så alligevel, så havde jeg ikke regnet med overhovedet, at jeg ville få 12 i dag. Det er underligt. Men det er som om, at der ikke er den samme magiske følelse over at få 12, som der var da jeg gik i 9. klasse og fik 12 i min første eksamen. Dér, var der tale om en personlig sejr. Det skyldtes mange ting, men mest af alt, at jeg var oppe at køre over at det var lykkedes mig at klare mig igennem skoleåret på trods af diverse ting.

Men er dette skoleår ikke også en personlig sejr? Det er det jo sådan set. Jeg glemmer bare at huske mig selv på, at jeg faktisk har klaret det rigtig godt. Jeg glemmer, hvor nervøs jeg var for, om jeg ville kunne klare mig igennem tre lange dage til 15.20 hver uge. At jeg var bange for, hvordan jeg skulle klare biologi og geografi. Der var mange ting jeg var nervøs for, og det skal jeg huske nu, da jeg måske har en tendens til at glemme det.

Det har været et utroligt vellykket skoleår på stort set alle områder, ligesom sidste skoleår var. Og det er fandme rart endelig at være i gang med noget som giver mening, som jeg lærer noget af, og som jeg kan lide. HF er undervurderet.

Det er ikke 12-tallerne der har den største betydning – selvom vi har et samfund der er bygget op omkring karakterer og uddannelse, så er det ikke det der betyder mest for mig. Det vigtigste er, at jeg nu er 2/3 færdig med en gymnasial uddannelse, og at jeg føler at jeg lærer noget, som jeg kan bruge til noget. For hvis det ikke er det som det handler om, så kan jeg ikke se hvad meningen med det hele skulle være.

Karakterræset er let at blive fanget af, men det er vigtigt at tænke på, om man går til eksamen med intentionen om at få 12, eller om man gør det for at bevise overfor sig selv (og lærer+censor) at man har lært noget.

Og desuden huske på, at jorden ikke går under, selv hvis den forfærdelige katastrofe skulle indtræffe og man får et 7-tal og føler at ens verden er ved at bryde sammen (sarkasme benyttes her, til oplysning). For jorden bryder ikke sammen. Verden er skidhamrende ligeglad med, om du får 7 eller 02 eller -3 for den sags skyld. Karakterer er så ligegyldige i den store sammenhæng, og selvom du får 12 i alle fag, betyder det ikke, at du vil blive husket for evig tid. For karaktererne er ikke noget i sig selv. De afspejler et potentiale man har, og beskriver om man ved hvad man laver, men du får ikke et godt liv, bare fordi du får 12 i alle fag. Det handler om at gøre det man selv har lyst til, og gøre en forskel på de områder man kan.

Det var alt for nu.

/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.