Du skal da…

“Nåh, Amanda, hvornår starter du så til kørekort?”

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt den sætning, efter jeg blev 18 for lidt over et år siden.

Først var svaret: “Det gør jeg til februar”. Og det gjorde jeg, i februar sidste år. Jeg var der én gang, og så indså jeg, at min motivation for rent faktisk at bruge tid på at tage et kørekort, var så ikke-eksisterende, at den nærmest gik i minus. Det var en interessant oplevelse at finde mig selv i en situation, som jeg slet ikke så nogen form for mening med. Hvad helvede skal du bruge et kørekort til? tænkte jeg pludselig. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere kunne jeg se, hvad der var gået galt.

Jeg havde glemt at lytte til mig selv, og i stedet hørte jeg udelukkende efter hvad samfundet/folk omkring mig mener, er det man skal gøre så SNART man fylder 17 3/4 år, nemlig at tage kørekort.

Min far har altid snakket om, hvor vigtigt det er, at få taget det kørekort, så snart man kan. Folk omkring mig lader til at mene, at det er en universel nødvendighed at have et kørekort i nutidens samfund. Når man bliver 18, medfører det åbenbart et pludseligt voldsomt behov om at kunne køre i bil hele tiden. Hvorfor cykle til skole, når man kan tage bilen? Hvorfor bruge offentlig transport, når man kan tage bilen? Hvorfor gå, når man kan køre?

“DU SKAL DA HAVE KØREKORT, AMANDA!”

“Hvad blev det til, med det kørekort? Starter du snart til kørekort? Hvor skal du tage dit kørekort? HVORNÅR STARTER DU SÅ?!!”

wpid-wp-1433620776024.jpeg

Hvad med at spørge mig om jeg overhovedet har LYST til at tage kørekort? Hvad med at spørge mig, om noget der rent faktisk har en betydning, i stedet for at spørge mig hver gang muligheden er der, om jeg snart begynder til kørekort?

Hvad fanden er det ved det kørekort, der gør det så satans vigtigt?

“Du kan køre hvorhen du vil, når du vil. Du kan altid besøge dine venner. Du kan køre på arbejde. Du skal ikke cykle i regnvejr. Du kan hente dine forældre/din bror/dine venner/hunden fra drukturen kl. 5 om natten/dyrlægen. Du er et frit menneske. Du kan tage mere ansvar. Du bliver aldrig afhængig af at have en mand, der kan køre dig”.

AAARRHHH!! Når jeg tænker over det, så er det noget af det værste pis jeg har hørt længe. Jeg ved, at min fars intentioner når han siger, “Amanda, det er vigtigt for mig, at du får det kørekort”, er gode. Han ønsker, at jeg får så meget frihed som muligt i mit liv. Han vil ikke have, at jeg skal blive gift med en eller anden idiot, bare fordi jeg skal bruge nogen til at køre mig.

For en kvinde kan jo umuligt være selvstændig og ansvarsbevidst, hvis ikke hun selv kan køre en bil. Næh nej. Og hvis en kvinde kan køre bil, så er det garanteret, at hun ikke gifter sig med en idiot og får en langt og ulykkeligt ægteskab/liv.

(sarkasme kan forekomme)

Hele kørekorts-ræset er bygget op omkring samme koncept som konfirmationen, hvis man spørger mig. Og sådan nogle ting gør mig voldsomt irriteret og oprørsk.

“Så, nu går du i 7. klasse, nu skal du gå til konfirmationsforberedelse og sige ja til Gud”

“Så, nu er du 18 år, nu skal du meldes til kørekort, for sådan er det”.

Hvem har bestemt, at det skal være sådan?

Jeg køber det fandme ikke. Jeg gider ikke at gøre et eller andet, som der ikke er holdbare grunde til at gøre.

Det, at jeg er 19 år og ikke har et kørekort, betyder ikke, at jeg er et uværdigt menneske. Det betyder ikke, at jeg ender op med at blive afhængig af en mand. Det betyder…

wpid-wp-1433620840347.jpeg

INGENTING!!

Det betyder bare, at jeg ikke kan køre bil lovligt.

Bare fordi jeg lovligt kan lære at køre bil, betyder det ikke, at det er det jeg vil. Det er det samme som at sige, at når man bliver 16 og lovligt kan købe alkohol, så skal man drikke det i ubegrænsede mængder, bare fordi man kan.

Her kommer en masse grunde til, at jeg ikke længere lytter efter når nogen siger “jamen du skal da have det kørekort, for det er jo det man gør”

1. Jeg har ikke en bil, og har ikke råd til at have en bil før om måske 10 år.

2. Jeg har ingen idé om hvorvidt, at jeg overhovedet får brug for en bil. Det kan være, at jeg kommer til at bo lige ved siden af min arbejdsplads. Måske får jeg min egen virksomhed. Hvem ved?

3. Jeg har intet at bruge et kørekort til i min hverdag. I teorien kunne jeg da komme i tanker om situationer, hvor jeg kunne have brugt det, men jeg har aldrig været i en situation, hvor mit liv har været truet, fordi jeg ikke har et kørekort. Jeg har ikke reelt brug for et kørekort. Vi lever i et godt samfund og jeg har ikke brug for at kunne flygte fra narkobander eller andet.

4. Jeg kan godt lide at cykle. Det er ikke et problem for mig. Jeg bliver friskere af at cykle end at sidde i en bil. Når det er vinter og der er sne, så er det rart med en bil, men hvis det er nødvendigt, så kan jeg tage bussen.

5. I bussen/toget kan man slappe af, og skal ikke konstant være opmærksom på trafikken og om nogen forsøger at køre en ned.

6. Det koster 15.000 at få et kørekort, måske lidt mindre. Det er mange penge. Jeg har pengene, men det er en stor investering at foretage i en alder af 19 år. Ville jeg ikke være bedre tjent med at spare pengene op og bruge dem på noget jeg rent faktisk får noget ud af?

7. Hvis jeg får brug for et kørekort om 10 år, så kan jeg tage et kørekort om 10 år. Hvordan skulle jeg kunne forudsige nu, om jeg får brug for et kørekort engang? Måske mister jeg mine ben i en ulykke om to år, og hvad helvede skal jeg så bruge et kørekort til 15.000 til?

8. Hvis mine forældre/min bror/folk vil hentes fra byen om natten (hvilket sker ca. en gang årligt), så kan de tage en taxa, da jeg hellere vil sove.

9. I år 1900 var det langt fra normen, at alle skulle have et kørekort. (Til gengæld var det normen at slå sine børn og lade kvinderne gøre alt husarbejdet og fratage dem deres rettigheder, så vi kan diskutere, om det ikke alligevel er en positiv udvikling der er sket). Men de mennesker der ikke havde et kørekort dengang overlevede. (dog ved jeg selvfølgelig ikke hvor længe). Men vores holdninger til, hvad man skal og ikke skal, er et produkt af det samfund vi lever i. Der findes ingen universelle love der gælder for alle mennesker i alle tidsaldre.

10. Biler forurener. Hvad hvis jeg ikke går ind for forurening? Hvad hvis jeg mener, at miljøet og naturen er mere vigtig end mit utroligt lille behov for at køre bil?
Desuden er det skide dyrt både at købe og eje en bil. Tænk lige på, hvor mange penge man kan bruge på det i løbet af et liv. Er det virkelig så vigtigt, at der ikke kan findes andre muligheder for at nå frem?

11. Bare fordi man kan noget, betyder det ikke at man skal.

12. Jeg har en fri vilje til selv at bestemme. Og jeg gider ikke at gå rundt og tro på, at et kørekort er alt der skal til for at jeg får et godt liv.

13. Hvis jeg fortryder kan jeg altid tage det senere. Det er jo ikke fordi man pludselig ikke kan tage kørekort, hvis man er over 20.

Vores samfund har bare en syg idé om, at unge mennesker skal tage kørekort, ligesom at de skal komme hurtigt igennem deres uddannelser og hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Der er så satans meget, som man “skal” for at være en acceptabel borger. Men jeg gider ikke automatisk bare at gøre det, som folk mener, er det man skal. For hvem siger, at de har ret? Og hvem siger, at jeg skal mene det samme?

Mange af mine venner har taget kørekort, og jeg har faktisk aldrig fået spurgt dem om, hvorfor de har gjort det, eller om de er glade for det.
Det at tage kørekort, er en ting som man bare gør. Men hvorfor?

Jeg har set flere eksempler på folk der var ved at gå ned med stress, fordi de skulle gå til kørekort imens de havde 10 eksamener, fritidsarbejde, familie, venner, byture og fodbold de også skulle have tid til.

I lang tid troede jeg, at det var mig der var noget galt med, fordi jeg ikke kunne overskue bare halvdelen af alle de ting. Men så var det jeg indså, at jeg ikke har lyst til at gøre alle de ting.

Hvad nu hvis jeg godt kan lide mit liv som det er nu, uden unødig stress og uden kørekort?

Tænk over disse ting, og næste gang du får trang til at spørge et ungt menneske, hvornår de begynder til kørekort, så spørg om nogle mere inspirerende ting, som fx: “Hvad vil du gerne med dit liv? Hvad tror du meningen med det hele er, og tror du, at der er en mening? Er du overhovedet glad og hvis ikke, hvorfor?”

Der er ingen grund til, at det skal være så overfladisk hele tiden. Jeg går ind for, at vi mennesker skal tale om ting der betyder noget, fremfor at hænge os i dybest set ligegyldige detaljer, som kørekort, om man er i et forhold, hvilken uddannelse man vil tage og hvilket arbejde man vil have. For er det de ting, der betyder noget i sidste ende?

/A

wpid-wp-1433620786529.jpeg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.