Alt hvad der er galt med nutidens samfund – del 2: “Det er indvandrenes skyld”

Igennem de seneste par år har jeg og nogle personer i min omgangskreds (som jeg har valgt at anonymisere for at beskytte dem mod samfundet) konstant diskuteret vores syn på udlændingepolitik. Denne diskussion er altid meget højlydt og det ender for det meste meget dårligt.
Jeg vil ikke udtale mig om, hvad de præcist mener, da det så vil komme til at lyde som om, at jeg kender en person der er racist, hvilket jeg egentlig ikke gør, selvom det nogen gange virker sådan. Men problemet her er ikke racisme, det er fordomsfuldhed og sort-hvid kassetænkning, hvilket jeg mener, er et generelt problem i dag. Og ikke kun i dag. Det er ikke noget nyt, overhovedet. Folk har altid søgt efter fjender, syndebukke de kunne give skylden. Nazismen er en glimrende eksempel på hvor galt det kan gå, hvis de rigtige (som så er forkerte) metoder og magtmidler tages i brug.

Jeg siger ikke, at folk i dag allesammen er ved at udvikle en ny form for nazisme, nej, jeg mener bare, at vi skal huske at lære af historien. Så da jeg i vores ophedede diskussion hørte ordene: “Det er ikke alle der skal lukkes ind i Danmark. Jeg tror på et homogent samfund hvor vi alle er enige om, hvor vi vil hen med det hele og ikke er for forskellige”, så er der et sted indeni mig, hvor det føles helt forkert.
For har vi set gode eksempler på at såkaldte “homogene samfund” har fungeret godt? Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad der skulle være godt ved et homogent samfund. Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, hvor alle er ens. Det er nok noget af det værste jeg kan forestille mig.

“Jamen, statistikkerne siger altså, at der er bestemte grupper af indvandrere fra bestemte lande, som er en meget stor udgift for samfundet”. Nåh nåh, siger statistikkerne det? Hvorfor er det et argument for ikke at lukke folk ind i Danmark?
Kald mig naiv, jeg er ligeglad, men hvorfor skal vi ikke lukke folk ind, bare fordi der er problemer med nogle af dem? Kunne det måske tænkes, at vi kunne gøre mere for integrationen af disse ‘problematiske indvandrere’? Man kan vælge at se på problemet på to måder:

1: Indvandrere kommer til Danmark for at udnytte vores system og de interesserer sig ikke for det danske samfund og er egentlig bare til besvær, eller 2: problemerne med at mange indvandrere ikke har jobs og er på offentlig understøttelse er et samfundsproblem som vi som nation skal tage ansvar for. Vi løser det ikke ved at smide dem ud af landet.
For hvem skal så gøre noget ved problemet? Hvis vi lukker grænserne, hvor skal flygtningene så tage hen? Hvad hvis alle de andre lande også vælger at lukke af, hvem gør så noget?
Vi glemmer at tænke på, at indvandrere er mennesker. Flygtninge fra Somalia og Syrien er mennesker. De er ligeså meget værd som du og jeg er. At man kommer fra Afrika/Mellemøsten er ikke ensbetydende med, at man kommer til Danmark for at udnytte systemet. Jeg har set SÅ mange eksempler på det modsatte. Fx har jeg en ven der er kommet til Danmark fra Congo med sin familie for ca. 10 år siden. Hun går på gymnasiet og arbejder virkelig hårdt for at klare sig godt, hvilket hun også gør. Hun har 4 søskende der går i skole og hendes forældre har begge to arbejde. Desuden laver hendes mor frivilligt arbejde for kvinder i nød. Og oveni det er de uden tvivl de venligste og sødeste mennesker jeg nogensinde er stødt på. Hver gang jeg møder dem bliver de oprigtigt glade for at se mig, og de har behandlet mig som om, at jeg var en gammel ven af familien lige fra første gang jeg mødte dem. De interesserer sig for det danske samfund, og de har gjort så meget, for at blive en del af det. De er nogle virkeligt behagelige mennesker, og de er et eksempel på en meget vellykket integration.
Jeg vil ikke bo i et samfund, hvor der ikke er plads til dem, bare fordi de er fra Afrika, og nogle (nævner ingen navne) mener, at et homogent samfund vil være at foretrække. For hvis vi skal have et homogent samfund, hvor der kun er plads til de succesfulde mennesker, så er vi nødt til at lukke alle dem ude, der kommer fra lande, som vi regner med vil give os problemer. Og hvor dybere kan vi synke end det?

Det er SÅ let at skyde skylden på indvandrene. Det er så let at mene, at de er grunden til Danmarks økonomiske problemer. Alt for let. Det er det samme med kontanthjælpsmodtagerne. Der bliver generaliseret så sindssygt meget at det gør helt ondt at tænke på.

Ja, der vil altid være problemer, når flere kulturer skal leve sammen og enes. Men jeg vil ikke bo i et land, hvor der ikke er plads til forskellighed, og hvor vi ikke giver hinanden en chance. Jeg tror på mennesker, ikke statistikker. Bare fordi nogle tal siger, at nogle befolkningsgrupper er mere på overførselsindkomster end andre, betyder det ikke, at vi har ret til at dehumanisere de mennesker. De er ikke mindre værd fordi de har en anden kultur. De fortjener en chance, og at blive behandlet ordentligt.
Hvis vi vil ændre på problemerne, må vi starte med at se på os selv og tænke over, hvad vi kan gøre anderledes for at få integrationen på gled. For det er altså ikke så skide let at komme til et fuldstændig fremmed land som flygtning, skulle lære et nyt sprog og få et arbejde, når ingen tror på, at du kan eller vil. Det kan godt være at det ikke er helt vildt tydeligt, men der er stadig racisme og forskelsbehandling i Danmark. Du bliver dømt på din hudfarve og din baggrund.  Og hvis du hedder Ali og søger en igeniør-stilling, så vil jeg vove at påstå at der er mindst 70 % sandsynlighed for, at Niels får jobbet i stedet, selvom Ali måske endda viser sig at være mere kvalificeret.
Hvis vi vil have at folk skal lære at tale dansk og at de skal integreres, så skal virksomhederne ansætte de folk. Vi skal snakke med de folk. Vi skal tage et ansvar og hjælpe dem til at blive en del af samfundet i stedet for at se ned på dem og dømme dem på deres nationalitet.

Vi lever i et godt land, og hvis vi ikke tager ansvar, hvem skal så? Er vi virkeligt blevet så egocentriske i Danmark at vi ikke kan forholde os til andre kulturer?

Vi er en del af verden – og der er problemer ude i verden. Problemer, som vi i Danmark efter al sandsynlighed aldrig nogensinde vil komme til at stå overfor. Det er let at glemme, at der er en grund til at folk er som de er. At det danske samfund måske ikke er så skide åbent og fantastisk venligt som vi går rundt og tror. Og at det kan være en meget, meget stor opgave at forsøge at blive en del af det. Skal vi bare lukke folk ude, fordi de kommer fra et andet sted end vi selv gør? Verden har problemer – folk har problemer. Har vi ikke et ansvar for at hjælpe de mennesker?
For er det statistikkerne det handler om? Eller er det mennesker det handler om?

Hvorfor ikke se det gode i mennesker? Hvorfor ikke forsøge at lære noget af andre kulturer?
Vi behøver ikke at være enige om alt – men så længe vi husker at behandle hinanden ordentligt, kan der så ikke være plads til os alle?
Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, for det jeg har lært allermest af, er at møde mennesker som er anderledes end mig selv. Fx har jeg mødt en masse forskellige typer på HF. Enlige unge mødre, indvandrere, rygere, emo-punkere, kemi-nørder, folk der går til rollespil, tidligere satanister. HF er ikke et homogent samfund. Men det er alligevel i det miljø jeg har lært mest, både om mig selv og andre. Og det ville jeg aldrig nogensinde have lyst til at være foruden.

Det er så let at give andre skylden – men tænk dig lige om næste gang inden du lader kassetænkningen og fordommene få magten.

En tanke om “Alt hvad der er galt med nutidens samfund – del 2: “Det er indvandrenes skyld”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.