18. juni 2015 – Sommerferie, Folketingsvalg og 12 i geografi (og depressive tanker omkring valget)

Hej verden.

Denne dag har været historisk. For det første var jeg til årets sidste eksamen, hvilket var geografi. Hvis man kender mig, ved man, at jeg aldrig har været specielt begejstret for geografi og at det nogen gange har været noget af en udfordring for mig at klare mig igennem det, nok mest pga. manglende interesse. Det blev dog bedre hen mod slutningen af skoleåret, hvor vi havde om demografi og ulige geografisk udvikling, hvilket jeg bedre kunne lide.
Nåh, men eftersom at det var den sidste eksamen ud af i alt 6 så havde jeg ikke så meget energi tilbage. Jeg brugte ikke så meget tid på at forberede mig som jeg kunne have gjort, da jeg ærlig talt var virkelig træt efter at have kæmpet mig igennem mundtlig matematik B eksamen hvor jeg fik 7 (og var meget glad for det) og samfundsfag B (24-timers eksamen) hvor jeg fik 12.
Desuden skulle jeg til psykologi eksamen igår (også 24-timers eksamen), hvor jeg var heldig at trække det emne jeg havde mest styr på og endte op med at få 12. Så efter det var jeg rimeligt smadret, og der var ikke rigtig noget energi tilbage. Så jeg måtte erkende, at jeg ikke ville få forberedt mig så meget til geografi som jeg kunne have gjort.
Alligevel tog jeg det egentlig nogenlunde afslappet. Jeg havde accepteret, at det nok ikke ville blive fantastisk, men at jeg ville gøre det så godt som jeg kunne, og ikke tage det så tungt.
Jeg var en smule nervøs i formiddags inden jeg tog afsted, men det blev lidt bedre efter, at jeg kom op på skolen.
Der var folk der blev studenter og det var virkelig underligt, fordi jeg indså, at jeg ikke kunne sige “Vi ses på mandag!” mere. Så det blev sådan noget “Tillykke med huen!! Held og lykke med livet!”
Det er underligt.

Jeg sidder og ser valg tv imens jeg skriver dette, klokken er nu 23 og det ser ud til, at Dansk Folkeparti kommer til at få 40 mandater, så alt virker ret ligegyldigt lige nu.

Denne dag har været god og vigtig indtil nu (jeg fik 12 i geografi), og demokratiet er smukt og alting og jeg skulle stemme for første gang (min stemme gik til Alternativet), men det virker så ligegyldigt nu, hvis vi bor i et land, hvor næsten en fjerdedel af pladserne i Folketinget skal være besat af Dansk Folkeparti. Jeg er alvorligt bekymret for dette lands fremtid. Jeg tror på det bedste i mennesker, og jeg mener, at alle skal have en chance. Jeg skrev om alt det i mit seneste indlæg, så det kan I læse hvis I vil vide mere om det.
Nu vil jeg sidde og stirre ind i en væg indtil valgresultatet er endeligt.

Lorte land. Fuck ‘os og dem’ mentaliteten, vi er alle lige meget værd uanset hudfarve og nationalitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.