12-taller = lykke?

Her de seneste dage er mange blevet studenter, og tillykke til alle dem. ALLE!
Der har været meget fokus på de såkaldte superstudenter – dem der har taget en studentereksamen og er endt op med et gennemsnit på over 12 (fordi man kan gange sit gennemsnit med en vis faktor hvis man har et ekstra A-niveau fag, eller søger ind på en videregående uddannelse indenfor to år efter eksamen).
Fx var der en person der havde fået et gennemsnit på 13,4.
Læser man kommentarerne til disse mange artikler om studenter med høje karakterer, vil man se at der findes tre typer mennesker:
1) Dem der mener, at det er flot klaret at få så gode karakterer.
2) Dem der mener, at der er gået inflation i 12 tallerne, og at det er blevet alt for let at få et højt gennemsnit.
3) Dem der mener, at et højt karaktergennemsnit er ensbetydende med, at personen ikke har noget liv udenfor skolen og trænger til at få nogle sunde interesser/venner.

At nogle studerende får et gennemsnit på over 12 kan være udtryk for mange ting. Er der gået inflation i 12-tallerne? Det er der vel. Men er det ikke det, politikerne gerne vil have? Er det ikke det, vi får at vide konstant? “Danmarks unge skal være dygtigere end nogensinde før, og de skal hurtigt igennem deres uddannelse, så de kan tjene penge til samfundet”.
At mange elever i dag præsterer at få 12 betyder ikke, at det er blevet for let at få 12. Jo, hvis du sammenligner kravene til et 12-tal med kravene til det gamle 13-tal, så er de lavere. Det kan diskuteres, om det er godt eller skidt.
Men de mange 12-taller tror jeg er udtryk for en bestemt ting – nemlig at unge i dag er blevet eksperter i at gøre hvad der forventes af dem. De er ikke nødvendigvis blevet mere intelligente, men de er blevet mere målrettede (det er en personlig teori jeg har, som ikke kan underbygges af nogen videnskabelig undersøgelse).
Gode karakterer er en “let” vej til anerkendelse. Jeg får aldrig halvt så mange likes på andre ting jeg skriver, som jeg har fået på de “wuhuu jeg fik 12” statusopdateringer jeg har skrevet i årenes løb.
For nogle år siden syntes jeg, at noget af det bedste ved at få 12 var, at jeg kunne ringe til mine forældre bagefter og fortælle dem det og høre, hvor glade de blev. Ikke, at mine forældre nogensinde har præget mig til at tro, at jeg skal have 12 for at få ros, nej. Men det er alligevel en rigtig god følelse at vide, at jeg gør dem stolte.

Med tiden er det dog begyndt at ændre sig. Jeg kan stadig godt lide at ringe til min mor og sige “Jeg fik 12”, for derefter at høre hende udbryde “NEJ! ER DET RIGTIGT! AMANDA! HVOR ER DET VILDT!!! Jeg sidder her på kontoret, og alle synes, at du er SÅ dygtig! Jeg skulle hilse fra Susanne, hun er rigtig begejstret! NEJ HVOR ER DU ALTSÅ GOD! Det gik jo bare fantastisk! Tillykke!!” – det er altid en interessant oplevelse.
Men da jeg for et par måneder siden følte, at jeg var ved at gå ned med stress bare ved tanken om alle de eksamener jeg stod overfor, besluttede jeg, at jeg blev nødt til at ændre på nogle ting.
Før i tiden har jeg haft det sådan, at jeg har følt, at jeg har været nødt til at forberede ALT for at kunne gå til eksamen og ikke være nervøs. Og det har også givet gode resultater. Det er vigtigt at være forberedt. Men jeg kunne se, at jeg i år ikke ville have tid til at forberede ALT til alle mine eksamener, fordi der simpelthen ikke var tid nok imellem dem.

Jeg begyndte at tænke anderledes omkring det hele. Jeg havde/har fået en vane med at tænke “nu hvor jeg fik masser af 12 taller sidste år, skal jeg også have det i år”. Desuden begyndte folk omkring mig at gøre det samme. Jeg vil gerne understrege, at mine forældre aldrig har forventet af mig, at jeg skulle have 12, men mine venner/folk på skolen virker ofte til at forvente det.
Men jeg kom til et punkt, hvor jeg indså, at mit liv ikke afhænger af, hvilket gennemsnit jeg får. Jeg skal nok blive glad uanset hvad. Hvis jeg ikke kan komme ind på nogle bestemte uddannelser, så kan jeg komme ind på nogle andre. Jeg har SÅ mange muligheder, og uddannelse er altså ikke det vigtigste i verden (dette kan dog diskuteres).

Dette betyder dog ikke, at jeg ikke har gjort mit bedste for at forberede mig. Det har jeg. Men jeg har tænkt meget over, hvad der var realistisk at forvente fra mig selv. Fx brugte jeg vildt lang tid på at forberede mig til matematik eksamen, men der var ét emne jeg ikke følte, at jeg havde fået ordentligt styr på (statistik) uanset, hvor meget jeg forsøgte at forstå det (B-niveau er et helvede nogen gange), Så min hjerne var voldsomt stresset og overbevist om, at jeg selvfølgelig ville trække statistik, og derfor var jeg også ret forvirret da jeg så kom ind til eksamen, og trak et andet emne end statistik. Jeg rodede rundt i tingene og sagde noget der var forkert, men endte alligevel op med et 7 tal. Dette var jeg til gengæld helt vildt tilfreds med, og har ikke på noget tidspunkt tænkt, at det da var for dårligt, at jeg ikke klarede det bedre. Selvom en fra mit matematik hold sagde, at han mente, at jeg var så god, at jeg burde have fået et 10 eller 12-tal og lød til at tro, at jeg måtte være vildt skuffet over det, så var det slet ikke sådan jeg havde det. Jeg havde gjort hvad jeg kunne, og det gav mening, at jeg var forvirret og stresset, for det var jo det jeg var. Hvorfor være sur på mig selv over, at jeg ikke klarede det perfekt, når jeg umuligt i den situation kunne have klaret det perfekt? Det er jo bare dumt. Bare fordi jeg udelukkende fik 12 taller i matematik C, betyder det ikke, at jeg er en forfærdelig person, fordi jeg ikke kan gøre det samme på B-niveau.

wpid-wp-1433620786529.jpeg

Nåh, men det endte så med, at jeg fik 12 i alle andre fag end matematik i dette års eksamener (som jeg allerede har nævnt et par gange, så I er nok ikke i tvivl). Men det sjove ved det er, at jeg har taget det meget mere afslappet i år, end jeg har til de andre års eksamener. Det er meget interessant, da det samtidig er i år at det er gået allerbedst. Det beviser min teori om, at det 1) lønner sig at følge med i løbet af året, så man ikke behøver at læse sindssygt meget op, og 2) at det går bedre, når man undgår at stresse sig selv helt op. Desuden, at det nogen gange sker, at man bare er heldig og trækker de emner man har mest styr på.
Jeg har ikke rigtigt forventet af mig selv, at jeg skulle have 12 i nogle eksamener i år. Jeg må da indrømme, at jeg havde tænkt, at jeg godt ville kunne få 12 i samfundsfag og psykologi, men jeg forventede det ikke. Da dem jeg var i gruppe med til psykologi og skulle trække emne med var sådan “så!! nu skal vi allesammen have 12!!!” så var jeg sådan lidt “hmmmmm”. Og jeg tror måske, at det er det, der er grunden til, at det er gået så godt. At jeg ikke har stilet efter, at jeg skulle have 12, men derimod har fokuseret på bare at gøre det så godt som muligt og forsøge, at se det interessante i fagene. For hvis jeg går i skole udelukkende med det mål at få så mange 12 taller som muligt, betyder det så, at jeg lærer noget? Nej. Der er forskel på at være god til at få 12 og rent faktisk at få noget ud af skoleåret.
Dermed siger jeg ikke, at alle folk der får 12 ikke rigtigt har lært noget, nej. Jeg mener bare, at ens karakterer ikke altid afspejler, hvor god man er til faget/hvor meget man har lært. Fx har nogen eksamensangst og får virkeligt lave karakterer selvom de er helt vildt dygtige.

En karakter er jo bare et øjebliksbillede af, hvordan man præsterede i en enkelt situation. Det kan diskuteres, om det er en rimelig måde at bedømme folk på, men sådan er det, i hvert fald på HF hvor man kun får karakterer til eksamen, og det hermed er dem der er afgørende for, hvordan ens gennemsnit bliver.

Jeg tror bare, at det er vigtigt at huske på, at man ikke skal give karaktererne for meget magt. Man skal tænke på, om man selv er tilfreds med ens præstation, og om man føler, at man gjorde det så godt som muligt omstændighederne taget i betragtning. For hvis man har haft 8 eksamener indenfor tre uger skal man måske ikke forvente af sig selv, at man kan blive ved med at opretholde stilen og blive ved med at score 12 taller på stribe. Vi er jo mennesker, ikke maskiner, og vi er ikke altid perfekte. Hvorfor vil vi altid gerne være perfekte?

Desuden, så har jeg tænkt meget over i løbet af eksamensperioden, at jeg ikke er blevet et lykkeligere menneske i takt med hvor mange 12 taller jeg har fået. At jeg lige nu har et gennemsnit på 11,4 (12,2 hvis man ganger med 1,08 som man jo skal, hvis man søger ind på en videregående uddannelse indenfor to år), betyder ikke, at jeg er gladere. Det føles da meget interessant at vide, at jeg i teorien ville have et gennemsnit til at komme ind på medicin studiet, hvis jeg formår at undgå at det falder, men det gør ikke rigtig nogen forskel. Hvis jeg skal på Journalisthøjskolen tæller mit gennemsnit overhovedet ikke med i bedømmelsen af, om jeg skal optages eller ej, så det er egentlig lidt lige meget, hvor højt/lavt det er. Det er selvfølgelig rart at vide, at jeg så kan komme ind på nogle andre uddannelser, men helt ærligt så gør det ikke den store forskel.
Jeg er ikke et mere perfekt menneske nu hvor jeg har fået mange 12-taller. Det var da skide fedt at få 12 i fire eksamener og det giver da en vis grad af tilfredshed, men det vigtigste er egentlig, at jeg føler, at jeg gjorde hvad jeg kunne i alle mine eksamener, også selvom, at jeg ikke har siddet og forberedt mig dag og nat. Jeg brugte fx vildt lang tid på at forberede biologi fordi jeg havde tiden til det, og fordi det var nødvendigt, men ikke ret lang tid på psykologi og samfundsfag og heller ikke specielt meget tid på geografi. Alligevel gik det godt, og jeg stressede ikke helt vildt over det. Så mit mål blev sådan set opnået, nemlig at komme igennem eksamen uden stress og stadig klare det godt, og undgå at have åndssvage forventninger til mig selv.

Det er awesome at klare det godt – dermed er det også awesome at få 12 – men det er ikke karakteren der betyder noget – det er derimod om man føler, at man har klaret det så godt som muligt og om man er tilfreds med sig selv. Derfor kan nogen være lykkelige for et 02 fordi de har andre forudsætninger, imens andre kan være vildt utilfredse med et 7 eller 10 tal, fordi de mener, at de kunne have gjort det bedre.

Derfor kan man heller ikke sammenligne sine egne karakterer med andres. Bare fordi ens venner har fået en bestemt karakter, betyder det ikke, at man også vil få det selv, uanset om det så er godt eller dårligt.

Det er ikke selve karakteren der har betydning, men det er let at glemme i disse tider hvor alt handler om social status, anerkendelse og at blive set.

Det var alt for nu.

/A

 

3 tanker om “12-taller = lykke?

  1. Det jeg har lært efter dette år, er at hvis jeg sætter mig ind i de ting jeg kan komme op i, for jeg ofte en bedre karakter, er mindre stresset. Men jeg har også fundet ud af at hvis du vælger at springe over hvor gærdet er lavest, så kan det bide dig i bagdelen efter det, og du kan være enten glad fordi det er over eller du kan være skuffet fordi du ikke tog dig sammen. Men det betyder også at man måske er bedre stillet næste gang fordi man har lært af sine erfaringer. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.