Månedsarkiv: juni 2015

12-taller = lykke?

Her de seneste dage er mange blevet studenter, og tillykke til alle dem. ALLE!
Der har været meget fokus på de såkaldte superstudenter – dem der har taget en studentereksamen og er endt op med et gennemsnit på over 12 (fordi man kan gange sit gennemsnit med en vis faktor hvis man har et ekstra A-niveau fag, eller søger ind på en videregående uddannelse indenfor to år efter eksamen).
Fx var der en person der havde fået et gennemsnit på 13,4.
Læser man kommentarerne til disse mange artikler om studenter med høje karakterer, vil man se at der findes tre typer mennesker:
1) Dem der mener, at det er flot klaret at få så gode karakterer.
2) Dem der mener, at der er gået inflation i 12 tallerne, og at det er blevet alt for let at få et højt gennemsnit.
3) Dem der mener, at et højt karaktergennemsnit er ensbetydende med, at personen ikke har noget liv udenfor skolen og trænger til at få nogle sunde interesser/venner.

At nogle studerende får et gennemsnit på over 12 kan være udtryk for mange ting. Er der gået inflation i 12-tallerne? Det er der vel. Men er det ikke det, politikerne gerne vil have? Er det ikke det, vi får at vide konstant? “Danmarks unge skal være dygtigere end nogensinde før, og de skal hurtigt igennem deres uddannelse, så de kan tjene penge til samfundet”.
At mange elever i dag præsterer at få 12 betyder ikke, at det er blevet for let at få 12. Jo, hvis du sammenligner kravene til et 12-tal med kravene til det gamle 13-tal, så er de lavere. Det kan diskuteres, om det er godt eller skidt.
Men de mange 12-taller tror jeg er udtryk for en bestemt ting – nemlig at unge i dag er blevet eksperter i at gøre hvad der forventes af dem. De er ikke nødvendigvis blevet mere intelligente, men de er blevet mere målrettede (det er en personlig teori jeg har, som ikke kan underbygges af nogen videnskabelig undersøgelse).
Gode karakterer er en “let” vej til anerkendelse. Jeg får aldrig halvt så mange likes på andre ting jeg skriver, som jeg har fået på de “wuhuu jeg fik 12” statusopdateringer jeg har skrevet i årenes løb.
For nogle år siden syntes jeg, at noget af det bedste ved at få 12 var, at jeg kunne ringe til mine forældre bagefter og fortælle dem det og høre, hvor glade de blev. Ikke, at mine forældre nogensinde har præget mig til at tro, at jeg skal have 12 for at få ros, nej. Men det er alligevel en rigtig god følelse at vide, at jeg gør dem stolte.

Med tiden er det dog begyndt at ændre sig. Jeg kan stadig godt lide at ringe til min mor og sige “Jeg fik 12”, for derefter at høre hende udbryde “NEJ! ER DET RIGTIGT! AMANDA! HVOR ER DET VILDT!!! Jeg sidder her på kontoret, og alle synes, at du er SÅ dygtig! Jeg skulle hilse fra Susanne, hun er rigtig begejstret! NEJ HVOR ER DU ALTSÅ GOD! Det gik jo bare fantastisk! Tillykke!!” – det er altid en interessant oplevelse.
Men da jeg for et par måneder siden følte, at jeg var ved at gå ned med stress bare ved tanken om alle de eksamener jeg stod overfor, besluttede jeg, at jeg blev nødt til at ændre på nogle ting.
Før i tiden har jeg haft det sådan, at jeg har følt, at jeg har været nødt til at forberede ALT for at kunne gå til eksamen og ikke være nervøs. Og det har også givet gode resultater. Det er vigtigt at være forberedt. Men jeg kunne se, at jeg i år ikke ville have tid til at forberede ALT til alle mine eksamener, fordi der simpelthen ikke var tid nok imellem dem.

Jeg begyndte at tænke anderledes omkring det hele. Jeg havde/har fået en vane med at tænke “nu hvor jeg fik masser af 12 taller sidste år, skal jeg også have det i år”. Desuden begyndte folk omkring mig at gøre det samme. Jeg vil gerne understrege, at mine forældre aldrig har forventet af mig, at jeg skulle have 12, men mine venner/folk på skolen virker ofte til at forvente det.
Men jeg kom til et punkt, hvor jeg indså, at mit liv ikke afhænger af, hvilket gennemsnit jeg får. Jeg skal nok blive glad uanset hvad. Hvis jeg ikke kan komme ind på nogle bestemte uddannelser, så kan jeg komme ind på nogle andre. Jeg har SÅ mange muligheder, og uddannelse er altså ikke det vigtigste i verden (dette kan dog diskuteres).

Dette betyder dog ikke, at jeg ikke har gjort mit bedste for at forberede mig. Det har jeg. Men jeg har tænkt meget over, hvad der var realistisk at forvente fra mig selv. Fx brugte jeg vildt lang tid på at forberede mig til matematik eksamen, men der var ét emne jeg ikke følte, at jeg havde fået ordentligt styr på (statistik) uanset, hvor meget jeg forsøgte at forstå det (B-niveau er et helvede nogen gange), Så min hjerne var voldsomt stresset og overbevist om, at jeg selvfølgelig ville trække statistik, og derfor var jeg også ret forvirret da jeg så kom ind til eksamen, og trak et andet emne end statistik. Jeg rodede rundt i tingene og sagde noget der var forkert, men endte alligevel op med et 7 tal. Dette var jeg til gengæld helt vildt tilfreds med, og har ikke på noget tidspunkt tænkt, at det da var for dårligt, at jeg ikke klarede det bedre. Selvom en fra mit matematik hold sagde, at han mente, at jeg var så god, at jeg burde have fået et 10 eller 12-tal og lød til at tro, at jeg måtte være vildt skuffet over det, så var det slet ikke sådan jeg havde det. Jeg havde gjort hvad jeg kunne, og det gav mening, at jeg var forvirret og stresset, for det var jo det jeg var. Hvorfor være sur på mig selv over, at jeg ikke klarede det perfekt, når jeg umuligt i den situation kunne have klaret det perfekt? Det er jo bare dumt. Bare fordi jeg udelukkende fik 12 taller i matematik C, betyder det ikke, at jeg er en forfærdelig person, fordi jeg ikke kan gøre det samme på B-niveau.

wpid-wp-1433620786529.jpeg

Nåh, men det endte så med, at jeg fik 12 i alle andre fag end matematik i dette års eksamener (som jeg allerede har nævnt et par gange, så I er nok ikke i tvivl). Men det sjove ved det er, at jeg har taget det meget mere afslappet i år, end jeg har til de andre års eksamener. Det er meget interessant, da det samtidig er i år at det er gået allerbedst. Det beviser min teori om, at det 1) lønner sig at følge med i løbet af året, så man ikke behøver at læse sindssygt meget op, og 2) at det går bedre, når man undgår at stresse sig selv helt op. Desuden, at det nogen gange sker, at man bare er heldig og trækker de emner man har mest styr på.
Jeg har ikke rigtigt forventet af mig selv, at jeg skulle have 12 i nogle eksamener i år. Jeg må da indrømme, at jeg havde tænkt, at jeg godt ville kunne få 12 i samfundsfag og psykologi, men jeg forventede det ikke. Da dem jeg var i gruppe med til psykologi og skulle trække emne med var sådan “så!! nu skal vi allesammen have 12!!!” så var jeg sådan lidt “hmmmmm”. Og jeg tror måske, at det er det, der er grunden til, at det er gået så godt. At jeg ikke har stilet efter, at jeg skulle have 12, men derimod har fokuseret på bare at gøre det så godt som muligt og forsøge, at se det interessante i fagene. For hvis jeg går i skole udelukkende med det mål at få så mange 12 taller som muligt, betyder det så, at jeg lærer noget? Nej. Der er forskel på at være god til at få 12 og rent faktisk at få noget ud af skoleåret.
Dermed siger jeg ikke, at alle folk der får 12 ikke rigtigt har lært noget, nej. Jeg mener bare, at ens karakterer ikke altid afspejler, hvor god man er til faget/hvor meget man har lært. Fx har nogen eksamensangst og får virkeligt lave karakterer selvom de er helt vildt dygtige.

En karakter er jo bare et øjebliksbillede af, hvordan man præsterede i en enkelt situation. Det kan diskuteres, om det er en rimelig måde at bedømme folk på, men sådan er det, i hvert fald på HF hvor man kun får karakterer til eksamen, og det hermed er dem der er afgørende for, hvordan ens gennemsnit bliver.

Jeg tror bare, at det er vigtigt at huske på, at man ikke skal give karaktererne for meget magt. Man skal tænke på, om man selv er tilfreds med ens præstation, og om man føler, at man gjorde det så godt som muligt omstændighederne taget i betragtning. For hvis man har haft 8 eksamener indenfor tre uger skal man måske ikke forvente af sig selv, at man kan blive ved med at opretholde stilen og blive ved med at score 12 taller på stribe. Vi er jo mennesker, ikke maskiner, og vi er ikke altid perfekte. Hvorfor vil vi altid gerne være perfekte?

Desuden, så har jeg tænkt meget over i løbet af eksamensperioden, at jeg ikke er blevet et lykkeligere menneske i takt med hvor mange 12 taller jeg har fået. At jeg lige nu har et gennemsnit på 11,4 (12,2 hvis man ganger med 1,08 som man jo skal, hvis man søger ind på en videregående uddannelse indenfor to år), betyder ikke, at jeg er gladere. Det føles da meget interessant at vide, at jeg i teorien ville have et gennemsnit til at komme ind på medicin studiet, hvis jeg formår at undgå at det falder, men det gør ikke rigtig nogen forskel. Hvis jeg skal på Journalisthøjskolen tæller mit gennemsnit overhovedet ikke med i bedømmelsen af, om jeg skal optages eller ej, så det er egentlig lidt lige meget, hvor højt/lavt det er. Det er selvfølgelig rart at vide, at jeg så kan komme ind på nogle andre uddannelser, men helt ærligt så gør det ikke den store forskel.
Jeg er ikke et mere perfekt menneske nu hvor jeg har fået mange 12-taller. Det var da skide fedt at få 12 i fire eksamener og det giver da en vis grad af tilfredshed, men det vigtigste er egentlig, at jeg føler, at jeg gjorde hvad jeg kunne i alle mine eksamener, også selvom, at jeg ikke har siddet og forberedt mig dag og nat. Jeg brugte fx vildt lang tid på at forberede biologi fordi jeg havde tiden til det, og fordi det var nødvendigt, men ikke ret lang tid på psykologi og samfundsfag og heller ikke specielt meget tid på geografi. Alligevel gik det godt, og jeg stressede ikke helt vildt over det. Så mit mål blev sådan set opnået, nemlig at komme igennem eksamen uden stress og stadig klare det godt, og undgå at have åndssvage forventninger til mig selv.

Det er awesome at klare det godt – dermed er det også awesome at få 12 – men det er ikke karakteren der betyder noget – det er derimod om man føler, at man har klaret det så godt som muligt og om man er tilfreds med sig selv. Derfor kan nogen være lykkelige for et 02 fordi de har andre forudsætninger, imens andre kan være vildt utilfredse med et 7 eller 10 tal, fordi de mener, at de kunne have gjort det bedre.

Derfor kan man heller ikke sammenligne sine egne karakterer med andres. Bare fordi ens venner har fået en bestemt karakter, betyder det ikke, at man også vil få det selv, uanset om det så er godt eller dårligt.

Det er ikke selve karakteren der har betydning, men det er let at glemme i disse tider hvor alt handler om social status, anerkendelse og at blive set.

Det var alt for nu.

/A

 

Starten på ferien

Hej verden.

Efter at have skrevet så mange seriøse blogindlæg på det sidste, kommer her et indlæg med billeder af, hvad jeg har lavet i feriens første dage.

Fredag og lørdag var jeg på arbejde. Det var fint som altid.

wpid-dsc_1567.jpg

 

Lørdag satte bibliotekaren mig til at rulle plakater sammen. Det var jeg rigtigt god til, så jeg fik meget ros. Oveni købet fik jeg tid til at sidde og tænke over livet imens, hvilket jo altid er rart. Desuden fik det mig til at indse, hvorfor det er en god idé at få en uddannelse. Det kan godt være, at jeg er god til at rulle plakater sammen, men 45 minutter af det var nok for nu.

wpid-dsc_1577.jpg

 

En af dagene fik jeg (igen) nye bøger.

 

wpid-img_20150618_104455.jpg

 

 

Jeg fik også færdiglæst “The Martian”. Den var utroligt god, og det undrer mig ikke, at de allerede har filmatiseret den. Dog føler jeg ikke det store behov for at se den som film, så det tror jeg ikke, at jeg har tænkt mig at gøre.

wpid-img_20150611_130016.jpg

 

Jeg fik også skrevet en artikel/klumme til Youth Culture Denmark, som er en side der primært indeholder boganmeldelser af engelske ungdomsbøger. Den kan læses her: http://youthculturedenmark.com/2015/06/20/why-ya-cure-all-romance-sucks/

190615_1

Jeg fik også taget dette (hvis jeg selv skal sige det) meget kreative billede til artiklen.

I dag for nogle timer siden blev min første rigtige anmeldelse færdig, så den kan også læses nu her. Det er en anmeldelse af bogen “Simon vs. The Homo Sapiens Agenda” af Becky Albertalli. Det er en af mine yndlingsbøger, så derfor er jeg glad for at kunne skrive en rigtig anmeldelse af den.

DSC_0132

 

Søndag lavede jeg ikke ret meget udover at læse og forsøge at motivere Iris til at læse op til matematik-eksamen. Begge dele gik ikke specielt fantastisk, da jeg samtidig sad og lavede alt muligt andet, og Iris sad og spillede Farmville 2 (og blev ved med at invitere mig til det, selvom det sidste jeg har tænkt mig at gøre nogensinde, er at spille Farmville eller noget andet spil på Facebook). Men det var en hyggelig dag alligevel. Jeg spiste også noget rabarberkage, hvilket var forfærdeligt fordi jeg ikke kunne stoppe igen. Det fungerer nogenlunde ligesom afhængighed af heroin (selvom jeg aldrig har været afhængig af heroin, skal det lige nævnes) (jeg har generelt aldrig taget stoffer, bare hvis I var i tvivl)

Nåh, men mandag tog jeg to ekstravagter på arbejdet, så jeg arbejdede i 4 timer. Det var meget fint, bortset fra at jeg tilbragte halvanden time nede på lageret, hvor der ikke rigtig er udluftning, og jeg derfor var ved at koge ihjel. Jeg glemmer altid, hvor varmt der bliver på biblioteket om sommeren, hvilket er skidhamrende dumt.
Før jeg tog på arbejde læste jeg “The Honest Truth” af Dan Gemeinhart. Det var en meget kort men fin historie, som jeg rigtig godt kunne lide.
Om aftenen var jeg vågen til kl 24 fordi jeg sms’ede med en masse mennesker, og desuden ikke følte for at sove, da jeg har vænnet mig til først at gå i seng kl 24 og stå op kl 8 hver dag.

Dette fortrød jeg rigtig meget tirsdag morgen kl 6 hvor jeg skulle op. Jeg skulle tidligt op og med bussen op til skolen, fordi Iris blev student, og jeg skulle fejre hende bagefter sammen med hendes familie.
wpid-wp-1435092209209.jpeg

(Dette viser mig der er meget træt imens jeg spiser en banan som man ikke kan se).
Men det var en hyggelig dag. Jeg kom op på skolen lige inden hun skulle ind til eksamen, og kunne derfor lige nå at sige held og lykke og alt det. Derefter sad jeg og snakkede med nogle folk fra hendes matematik-hold. Det er meget interessant hvordan det altid bliver meget lettere at snakke med folk, når der er eksamen. Det giver faktisk ingen mening, da alle egentlig burde være så nervøse, at de ikke kan snakke. Men det er altid noget af det hyggeligste ved eksamen – at tale med folk, som jeg normalt ikke taler med.
Efter lidt tid kom Iris’ familie så, og så stod vi og ventede på, at hun skulle komme ud. Der var sådan en “uhhhhh” stemning, som der altid er, når nogen bliver studenter.
Men til sidst kom hun ud, og hun havde klaret det godt, og alle var glade og lettede. Så fik hun sin smarte blå hue på (som var en smule for stor), og hendes familie havde selvfølgelig købt nogle iriser til hende, da røde roser er for mainstream.

wpid-wp-1435092155821.jpeg

 

Derefter kørte vi hen til hendes søster, hvor der var kagebord og fancy sodavand+appelsinjuice. Det var faktisk et utrolig fint og simpelt kagebord med et gennemgående blåt tema, men jeg tog ikke billeder af det, da jeg ikke tænkte over det, og det desuden ville være underligt.
Så sad vi og snakkede i nogle timer, og jeg fik ENDELIG mulighed for at give hende min gave, som jeg havde haft planlagt i lang tid.

wpid-wp-1435092171777.jpeg

 

Jeg synes selv, at den blev rigtigt pæn og desuden er rigtigt gavepapir en åndssvag opfindelse som kun skader regnskoven og alt muligt andet.
Gaven bestod af tre nøje udvalgte bøger: “The Little Prince” af Antoine de Saint Exupery, “Simon vs. The Homo Sapiens Agenda” af Becky Albertalli og “All The Light We Cannot See” af Anthony Doerr.

Det er altid rart at have en grund til at give folk bøger.

Om aftenen var det Sankt Hans, så vi kørte til Mariager for at finde et Sankt Hans bål, da vi for første gang i mange år ikke var tvunget til at skulle til Sankt Hans i Haslund, da min far ikke længere er formand for grundejerforeningen og tvunget til at være med.
Ikke at der er noget galt med Haslund, men det er ikke et specielt inspirerende sted at se på et bål.
Så vi købte nogle sandwich hos Kylling & Co. og kørte derefter afsted.

wpid-wp-1435092140740.jpeg

wpid-wp-1435092132912.jpeg

Det var en hyggelig dag/aften, og bålet var meget mere voldsomt end i Randers (hvilket er godt). Dog tog jeg ikke billeder af det.

I dag har jeg læst lidt og bagt nogle knækbrød der blev mislykkede, så nu tror jeg, at jeg vil læse noget mere.

Hyg jer.

/A

Valg 2015 – da DF sejrede og menneskesynet blev glemt

I går, 18. juni 2015, er en dag, som kommer til at stå klar i min hukommelse i lang, lang tid. Jeg gik på sommerferie med endnu et 12-tal, og skulle vigtigst af alt stemme til Folketingsvalget for første gang. Da jeg havde sat mit kryds og afleverede sedlen, følte jeg, at jeg blev hørt. At jeg havde en indflydelse, som jeg ikke før har haft mulighed for at få.
På valgstedet strømmede det ind med mennesker, og på vejene cyklede/gik folk i store flokke for at komme op at stemme sammen. Det føltes som om, at vi havde et fællesskab i form af demokratiet, og jeg tænkte: “Det er et godt land, vi lever i”.

Denne gode følelse blev dog hurtigt erstattet af fortvivlelse, afmagt og frustration, da vi senere på aftenen på TV kunne følge de foreløbige resultater af stemmeoptællingen.
Dansk Folkeparti stod efter kort tid til at få 40 mandater ifølge prognoserne. Da jeg bevidst ikke har fulgt med i meningsmålingerne i løbet af valgkampen, kom dette som et chok for mig. Jeg har tydeligvis været alt for godtroende. Min største frygt var, at blå blok ville vinde valget, og jeg havde ikke tænkt på, at det i virkeligheden kunne ende meget værre end det:

Dansk Folkeparti er nu Danmarks andet største parti med 21,1 % af stemmerne og svimlende 37 mandater. De har fået 926.000 stemmer.

Da klokken blev 23 og sejren begyndte at være sikker, gik der mange følelser igennem mig. Jeg tænkte på en af mine bedste venner og hendes familie, som kom til Danmark som flygtninge for 10 år siden. De er de sødeste mennesker jeg nogensinde har mødt, og de behandler mig, og alle andre, som om, at de er en del af familien. Mennesker som dem gør mig glad. Jeg tænkte på alle de søde og rare folk der er kommet til Danmark, som jeg har mødt i skolen, og når jeg arbejder på biblioteket. Mennesker, der knokler mere end de fleste danskere, for at klare sig godt.
“Hvad vil de føle, når de vågner imorgen og hører valgresultatet?”, tænkte jeg.

Jeg skammer mig over at 21,1 % af mine stemmeberettigede medborgere støtter et parti, der ikke vil give mennesker som dem en chance i Danmark. Jeg er så ked af, at vi har udviklet os i den retning. Jeg er ked af, at 926.000 danskere mener, at det ikke er alle, som fortjener en chance.

Fra DFs principprogram: “Danmark er ikke et indvandrerland og har aldrig været det. Vi vil derfor ikke acceptere en multi-etnisk forvandling af landet”.

Èn ting er, at et parti der ikke interesserer sig for finanspolitik og ikke er glade for at tage ansvar, når det virkelig gælder, nu har 37 mandater i Folketinget og uden tvivl udgør en stor trussel. En anden ting, som påvirker mig endnu mere, er, at de har så stor en opbakning hos befolkningen. For det her handler ikke ‘bare’ om ens politiske holdning – det handler om menneskesyn. Det handler om, hvorvidt vi tror på, at man fortjener en chance uanset hudfarve og religion. Det handler om at indse, at vi ALLE er mennesker – og at man ikke er mere værd, eller har mere ret til at eksistere, fordi man er hvid i huden og har danske rødder 1000 år tilbage.

926.000 mennesker har stemt på et parti, der mener, at dyrevelfærd og opretholdelse af Folkekirken er vigtigere end mennesker – i hvert fald de mennesker, der ikke passer ind i deres billede af, hvordan den gennemsnitlige gode danske borger ser ud.
Danmark er nu et land for pensionisterne og dyrene, men ifølge DFs principprogram også  “svagt stillede” – bare kun dem, der er født i Danmark.
Der skal være sovs og kartofler og tarteletter til alle danskere, og staten skal give de ældre en bedre pleje. Alle skal have ret til Folkepension uanset hvor velhavende de er, og de ældre og svage (indfødte) danskere skal ikke mangle noget. De skal kunne leve i et trygt og homogent samfund hvor alle ligner dem selv, og alle har den samme kultur og snævertsynede syn på verden. Vi skal meldes ud af EU og leve i fred og harmoni med kaffe og kage og Dannebrogsflag over alt i landskabet – hvor pengene skal komme fra, ved ingen.

 

Lukker vi folk med andre kulturer og baggrunde ude, kommer vi til at miste SÅ meget. Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, hvor alle skal være ens. Jeg går ikke ind for, at vi alle skal være ens.
Danmark skal være et land, hvor vi kan respektere hinanden på trods af kulturelle forskelle. Vi skal stille de samme krav til alle – uanset hudfarve og religion. Vi løser ikke verdens problemer ved at lukke os inde i os selv og lukke grænserne. Danmark er en del af verden, og på et eller andet tidspunkt er man nødt til at indse, at vi dermed har et ansvar. Bare fordi vi er heldige at bo i et land hvor vi har så mange rettigheder og så stor en frihed, betyder det ikke, at vi kan være ligeglade med alle dem, der ikke har de samme privilegier.

Så når jeg siger, at jeg er ked af det og bekymret, tænker jeg ikke på mig selv. Jeg er godt stillet. Den nye magtfordeling kommer ikke til at gå ud over mig personligt – det kommer til at gå ud over alle dem, der i forvejen har det sværere end de fleste andre og kæmper for at klare sig. Det kommer til at gå ud over dynamikken i vores samfund, hvis det kun skal bestå af hvide danskere.

Hvis den danske kultur (og hvad er den danske kultur egentlig?) er truet af den grund, at der i dag findes mange forskellige kulturer i Danmark, så er den danske kultur nok ikke ret stærk. Hvis den ødelægges så snart vi skal forholde os til nogen, der er anderledes end os selv, så skal vi måske se indad fremfor udad. Det er fx ikke muslimernes skyld, at mange danskere (inkl. undetegnede) melder sig ud af Folkekirken. Det er ikke muslimernes skyld, at nogle danskere bliver buddhister. Det er ikke muslimernes skyld, at mange danskere bliver vegetarer og undgår kød, hermed også svinekød.
Verden er under forandring og det samme gælder for Danmark og de danske værdier.

Dansk Folkeparti går ind for et trygt retssamfund med en bevarelse af den danske kultur – men jeg føler mig mere utryg nu, end nogensinde før. Hvis jeg var indvandrer ville jeg ikke føle mig velkommen i et land som dette. Og det værste er, at det jo netop er Dansk Folkepartis hensigt – at signalere, at det langt fra er alle, vi mener, er gode nok til at komme ind i Danmark.

“Du skal behandle andre som du selv vil behandles”. Jeg troede, at vi alle var blevet lært det som små, men Folketingsvalget 2015 har lært mig, at det langt fra er alle, der tror på det i dag.

18. juni 2015 – Sommerferie, Folketingsvalg og 12 i geografi (og depressive tanker omkring valget)

Hej verden.

Denne dag har været historisk. For det første var jeg til årets sidste eksamen, hvilket var geografi. Hvis man kender mig, ved man, at jeg aldrig har været specielt begejstret for geografi og at det nogen gange har været noget af en udfordring for mig at klare mig igennem det, nok mest pga. manglende interesse. Det blev dog bedre hen mod slutningen af skoleåret, hvor vi havde om demografi og ulige geografisk udvikling, hvilket jeg bedre kunne lide.
Nåh, men eftersom at det var den sidste eksamen ud af i alt 6 så havde jeg ikke så meget energi tilbage. Jeg brugte ikke så meget tid på at forberede mig som jeg kunne have gjort, da jeg ærlig talt var virkelig træt efter at have kæmpet mig igennem mundtlig matematik B eksamen hvor jeg fik 7 (og var meget glad for det) og samfundsfag B (24-timers eksamen) hvor jeg fik 12.
Desuden skulle jeg til psykologi eksamen igår (også 24-timers eksamen), hvor jeg var heldig at trække det emne jeg havde mest styr på og endte op med at få 12. Så efter det var jeg rimeligt smadret, og der var ikke rigtig noget energi tilbage. Så jeg måtte erkende, at jeg ikke ville få forberedt mig så meget til geografi som jeg kunne have gjort.
Alligevel tog jeg det egentlig nogenlunde afslappet. Jeg havde accepteret, at det nok ikke ville blive fantastisk, men at jeg ville gøre det så godt som jeg kunne, og ikke tage det så tungt.
Jeg var en smule nervøs i formiddags inden jeg tog afsted, men det blev lidt bedre efter, at jeg kom op på skolen.
Der var folk der blev studenter og det var virkelig underligt, fordi jeg indså, at jeg ikke kunne sige “Vi ses på mandag!” mere. Så det blev sådan noget “Tillykke med huen!! Held og lykke med livet!”
Det er underligt.

Jeg sidder og ser valg tv imens jeg skriver dette, klokken er nu 23 og det ser ud til, at Dansk Folkeparti kommer til at få 40 mandater, så alt virker ret ligegyldigt lige nu.

Denne dag har været god og vigtig indtil nu (jeg fik 12 i geografi), og demokratiet er smukt og alting og jeg skulle stemme for første gang (min stemme gik til Alternativet), men det virker så ligegyldigt nu, hvis vi bor i et land, hvor næsten en fjerdedel af pladserne i Folketinget skal være besat af Dansk Folkeparti. Jeg er alvorligt bekymret for dette lands fremtid. Jeg tror på det bedste i mennesker, og jeg mener, at alle skal have en chance. Jeg skrev om alt det i mit seneste indlæg, så det kan I læse hvis I vil vide mere om det.
Nu vil jeg sidde og stirre ind i en væg indtil valgresultatet er endeligt.

Lorte land. Fuck ‘os og dem’ mentaliteten, vi er alle lige meget værd uanset hudfarve og nationalitet.

Alt hvad der er galt med nutidens samfund – del 2: “Det er indvandrenes skyld”

Igennem de seneste par år har jeg og nogle personer i min omgangskreds (som jeg har valgt at anonymisere for at beskytte dem mod samfundet) konstant diskuteret vores syn på udlændingepolitik. Denne diskussion er altid meget højlydt og det ender for det meste meget dårligt.
Jeg vil ikke udtale mig om, hvad de præcist mener, da det så vil komme til at lyde som om, at jeg kender en person der er racist, hvilket jeg egentlig ikke gør, selvom det nogen gange virker sådan. Men problemet her er ikke racisme, det er fordomsfuldhed og sort-hvid kassetænkning, hvilket jeg mener, er et generelt problem i dag. Og ikke kun i dag. Det er ikke noget nyt, overhovedet. Folk har altid søgt efter fjender, syndebukke de kunne give skylden. Nazismen er en glimrende eksempel på hvor galt det kan gå, hvis de rigtige (som så er forkerte) metoder og magtmidler tages i brug.

Jeg siger ikke, at folk i dag allesammen er ved at udvikle en ny form for nazisme, nej, jeg mener bare, at vi skal huske at lære af historien. Så da jeg i vores ophedede diskussion hørte ordene: “Det er ikke alle der skal lukkes ind i Danmark. Jeg tror på et homogent samfund hvor vi alle er enige om, hvor vi vil hen med det hele og ikke er for forskellige”, så er der et sted indeni mig, hvor det føles helt forkert.
For har vi set gode eksempler på at såkaldte “homogene samfund” har fungeret godt? Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad der skulle være godt ved et homogent samfund. Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, hvor alle er ens. Det er nok noget af det værste jeg kan forestille mig.

“Jamen, statistikkerne siger altså, at der er bestemte grupper af indvandrere fra bestemte lande, som er en meget stor udgift for samfundet”. Nåh nåh, siger statistikkerne det? Hvorfor er det et argument for ikke at lukke folk ind i Danmark?
Kald mig naiv, jeg er ligeglad, men hvorfor skal vi ikke lukke folk ind, bare fordi der er problemer med nogle af dem? Kunne det måske tænkes, at vi kunne gøre mere for integrationen af disse ‘problematiske indvandrere’? Man kan vælge at se på problemet på to måder:

1: Indvandrere kommer til Danmark for at udnytte vores system og de interesserer sig ikke for det danske samfund og er egentlig bare til besvær, eller 2: problemerne med at mange indvandrere ikke har jobs og er på offentlig understøttelse er et samfundsproblem som vi som nation skal tage ansvar for. Vi løser det ikke ved at smide dem ud af landet.
For hvem skal så gøre noget ved problemet? Hvis vi lukker grænserne, hvor skal flygtningene så tage hen? Hvad hvis alle de andre lande også vælger at lukke af, hvem gør så noget?
Vi glemmer at tænke på, at indvandrere er mennesker. Flygtninge fra Somalia og Syrien er mennesker. De er ligeså meget værd som du og jeg er. At man kommer fra Afrika/Mellemøsten er ikke ensbetydende med, at man kommer til Danmark for at udnytte systemet. Jeg har set SÅ mange eksempler på det modsatte. Fx har jeg en ven der er kommet til Danmark fra Congo med sin familie for ca. 10 år siden. Hun går på gymnasiet og arbejder virkelig hårdt for at klare sig godt, hvilket hun også gør. Hun har 4 søskende der går i skole og hendes forældre har begge to arbejde. Desuden laver hendes mor frivilligt arbejde for kvinder i nød. Og oveni det er de uden tvivl de venligste og sødeste mennesker jeg nogensinde er stødt på. Hver gang jeg møder dem bliver de oprigtigt glade for at se mig, og de har behandlet mig som om, at jeg var en gammel ven af familien lige fra første gang jeg mødte dem. De interesserer sig for det danske samfund, og de har gjort så meget, for at blive en del af det. De er nogle virkeligt behagelige mennesker, og de er et eksempel på en meget vellykket integration.
Jeg vil ikke bo i et samfund, hvor der ikke er plads til dem, bare fordi de er fra Afrika, og nogle (nævner ingen navne) mener, at et homogent samfund vil være at foretrække. For hvis vi skal have et homogent samfund, hvor der kun er plads til de succesfulde mennesker, så er vi nødt til at lukke alle dem ude, der kommer fra lande, som vi regner med vil give os problemer. Og hvor dybere kan vi synke end det?

Det er SÅ let at skyde skylden på indvandrene. Det er så let at mene, at de er grunden til Danmarks økonomiske problemer. Alt for let. Det er det samme med kontanthjælpsmodtagerne. Der bliver generaliseret så sindssygt meget at det gør helt ondt at tænke på.

Ja, der vil altid være problemer, når flere kulturer skal leve sammen og enes. Men jeg vil ikke bo i et land, hvor der ikke er plads til forskellighed, og hvor vi ikke giver hinanden en chance. Jeg tror på mennesker, ikke statistikker. Bare fordi nogle tal siger, at nogle befolkningsgrupper er mere på overførselsindkomster end andre, betyder det ikke, at vi har ret til at dehumanisere de mennesker. De er ikke mindre værd fordi de har en anden kultur. De fortjener en chance, og at blive behandlet ordentligt.
Hvis vi vil ændre på problemerne, må vi starte med at se på os selv og tænke over, hvad vi kan gøre anderledes for at få integrationen på gled. For det er altså ikke så skide let at komme til et fuldstændig fremmed land som flygtning, skulle lære et nyt sprog og få et arbejde, når ingen tror på, at du kan eller vil. Det kan godt være at det ikke er helt vildt tydeligt, men der er stadig racisme og forskelsbehandling i Danmark. Du bliver dømt på din hudfarve og din baggrund.  Og hvis du hedder Ali og søger en igeniør-stilling, så vil jeg vove at påstå at der er mindst 70 % sandsynlighed for, at Niels får jobbet i stedet, selvom Ali måske endda viser sig at være mere kvalificeret.
Hvis vi vil have at folk skal lære at tale dansk og at de skal integreres, så skal virksomhederne ansætte de folk. Vi skal snakke med de folk. Vi skal tage et ansvar og hjælpe dem til at blive en del af samfundet i stedet for at se ned på dem og dømme dem på deres nationalitet.

Vi lever i et godt land, og hvis vi ikke tager ansvar, hvem skal så? Er vi virkeligt blevet så egocentriske i Danmark at vi ikke kan forholde os til andre kulturer?

Vi er en del af verden – og der er problemer ude i verden. Problemer, som vi i Danmark efter al sandsynlighed aldrig nogensinde vil komme til at stå overfor. Det er let at glemme, at der er en grund til at folk er som de er. At det danske samfund måske ikke er så skide åbent og fantastisk venligt som vi går rundt og tror. Og at det kan være en meget, meget stor opgave at forsøge at blive en del af det. Skal vi bare lukke folk ude, fordi de kommer fra et andet sted end vi selv gør? Verden har problemer – folk har problemer. Har vi ikke et ansvar for at hjælpe de mennesker?
For er det statistikkerne det handler om? Eller er det mennesker det handler om?

Hvorfor ikke se det gode i mennesker? Hvorfor ikke forsøge at lære noget af andre kulturer?
Vi behøver ikke at være enige om alt – men så længe vi husker at behandle hinanden ordentligt, kan der så ikke være plads til os alle?
Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, for det jeg har lært allermest af, er at møde mennesker som er anderledes end mig selv. Fx har jeg mødt en masse forskellige typer på HF. Enlige unge mødre, indvandrere, rygere, emo-punkere, kemi-nørder, folk der går til rollespil, tidligere satanister. HF er ikke et homogent samfund. Men det er alligevel i det miljø jeg har lært mest, både om mig selv og andre. Og det ville jeg aldrig nogensinde have lyst til at være foruden.

Det er så let at give andre skylden – men tænk dig lige om næste gang inden du lader kassetænkningen og fordommene få magten.

Alt hvad der er galt med nutidens samfund – del 1: politik

Hej verden.

Om en uge er der Folketingsvalg. Det betyder, at jeg skal stemme for første gang. Det betyder også, at jeg skal finde ud af, hvem jeg skal stemme på. “Ihh, hvor spændende, Amanda! Du er voksen og myndig og skal nu træde ind i det smukkeste fællesskab af dem alle; demokratiet! Er det ikke smukt?”
Jo, det er smukt. Vi kan godt blive enige om, at demokratiet er en af de bedre opfindelser der er kommet ud af denne verden. Men noget der ikke er specielt smukt, er politik.
Nærmere bestemt, politikere/folk der udtaler sig om sine holdninger, og måden det gøres på.

Jeg har helt bevidst set ingen af de tusindevis af debatprogrammer der bliver sendt i denne tid, hvor politikere fra forskellige partier skal ‘duellere’ mod hinanden imens en eller anden tv-vært afbryder dem hvert 10. sekund, og de bruger resten af tiden på at stå og forsøge at overdøve hinanden, så ingen til sidst kan høre noget af, hvad der bliver sagt.
For hvad bliver der egentlig sagt? En masse ord, der ikke rigtigt har noget indhold. 90 % af hvad (stort set ALLE politikere nu til dags, med undtagelse af nogle enkelte) har intet at gøre med deres EGEN politik. Det er mudderkastning og “åh, det var rød/blå bloks skyld det hele, tænk nu på den gang hvor S lovede en masse ting som de ikke overholdt, tænk på dengang hvor Helle Thorning sagde det og det, hun er en uansvarlig statsminister, vi tror ikke på at hun bør lede dette land længere, stem på os i stedet”.

Den politiske debat i dag handler alt for meget om, hvad alle de andre har gjort galt, og alt for lidt om, hvad personen/partiet gerne vil ændre ved verden, og hvad de tror på. Fokus bliver flyttet væk fra ideologierne og hen til enkeltsagerne, og ligegyldige detaljer kommer til at fylde alt for meget i debatten. Og som det ofte sker i nutidens samfund, så bliver det derfor dem der råber højest, som bliver hørt.
Det politiske budskab kommer i anden række, og hvis du ikke råber op og kan komme med masser af grunde til, at dine politiske modstandere er forfærdelige løgnere der aldrig har gjort noget rigtigt politisk, så bliver du slet ikke hørt.

Hvor blev den gode kommunikation af? Hvornår glemte vi, at demokratiet ikke handler om at pille de andre ned, og vinde stemmer på bekostning af de andre partiers fejl?

Hvorfor tager den danske presse sig ikke sammen og skriver nogle objektive artikler om de forskellige partiers reelle meninger, så folk kan beslutte sig på et ordentligt grundlag? Hvorfor stiller journalisterne altid de samme ligegyldige spørgsmål? Hvorfor er det altid det negative der bliver fokuseret på?

For det er nok i virkeligheden grundproblemet med den politiske debat i dag; den er for negativ. Vi hører ALTID om alle de store problemer, som Danmark åbenbart har. Der er alt muligt galt. For mange er på kontanthjælp, der er ikke nok arbejdspladser, der er for mange ældre mennesker, fødselsraten er for lav, folkeskoler må lukkes, der er for mange indvandrere der spiser vores citronmåner, citronmånerne bliver måske afskaffet helt fordi de indeholder kunstige farvestoffer, EU har for meget magt, vi skal arbejde mere, vi har stress, vi skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, miljøet har det skidt, vi har stadig ikke nok økonomisk vækst…….
Der er SÅ meget fokus på problemerne ift. de gode ting. For hvis vi lige trækker vejret, tager det roligt og falder lidt ned, så har vi altså ikke særligt store problemer i Danmark. Vi bor i et land, hvor vi har det rigtig godt. Der vil altid være problemer, og man vil altid kunne fokusere på dem. Men hvorfor ikke bare acceptere, at vi ikke kan få et perfekt samfund? Hvorfor have en politisk debat centraliseret omkring negative ting, som ikke er nogens skyld? Hvorfor ikke bare indse at der altid vil være ting der kan forbedres, og i stedet fokusere på, hvad vi gør rigtigt og hvad der går godt?
Jeg forstår ikke, hvordan nogen skal få det bedre, når debatten er så pessimistisk indrettet.
Det er som om, at alle søger efter nogen, som de kan give skylden. Nogen, der kan være syndebuk.

“Det er indvandrenes skyld”

“Det er SR regeringens skyld”

“Det er EU’s skyld”

“Det er de andres skyld, at vi har problemer”.

NEJ det er ikke!!!

Det er ingens skyld!

Ja, nogle politikere har igennem tiden opført sig uansvarligt, jeg nævner ikke navne, men HVAD SÅ?! Hvad får vi ud af at blive ved med at tæske rundt i det samme 10 år i træk? Hvorfor ikke komme VIDERE og fokusere på de (mange) ting, som rent faktisk går godt? Hvorfor er vi ved at udvikle os til en nation af selvoptagede fordomsfulde individer, der elsker at give andre skylden så vi har noget at være vrede over?

Politikerne kan begå fejl. Du kan selv begå fejl. Andre mennesker kan begå fejl. Nogle udnytter systemet og laver intet.
Men det betyder ikke, at vi kun har problemer. Det betyder ikke, at vi skal råbe og skrige af de andre, fordi de mener noget andet end os selv, eller at verden er et forfærdeligt sted.

Jeg håber, at debatten vil ændre sig i fremtiden og komme til at handle om det, som den egentlig burde have handlet om hele tiden. Jeg håber, at menneskeheden med tiden vil blive bedre til bare at acceptere, at vi ikke alle kan være enige, og så komme videre i stedet for at blive ved med at diskutere det samme igen og igen. For vi bliver aldrig enige. Og hvis vi var det, så ville det blive en meget kedelig verden.

Når jeg sætter mit kryds næste torsdag, så bliver det gjort ud fra grundige undersøgelser af de forskellige partiers partiprogrammer, ikke ud fra de ting de hver især har skændtes om i et duel-program på TV 2.
For dem der råber højest har ikke nødvendigvis ret. Langt fra.

 

 

Du skal da…

“Nåh, Amanda, hvornår starter du så til kørekort?”

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt den sætning, efter jeg blev 18 for lidt over et år siden.

Først var svaret: “Det gør jeg til februar”. Og det gjorde jeg, i februar sidste år. Jeg var der én gang, og så indså jeg, at min motivation for rent faktisk at bruge tid på at tage et kørekort, var så ikke-eksisterende, at den nærmest gik i minus. Det var en interessant oplevelse at finde mig selv i en situation, som jeg slet ikke så nogen form for mening med. Hvad helvede skal du bruge et kørekort til? tænkte jeg pludselig. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere kunne jeg se, hvad der var gået galt.

Jeg havde glemt at lytte til mig selv, og i stedet hørte jeg udelukkende efter hvad samfundet/folk omkring mig mener, er det man skal gøre så SNART man fylder 17 3/4 år, nemlig at tage kørekort.

Min far har altid snakket om, hvor vigtigt det er, at få taget det kørekort, så snart man kan. Folk omkring mig lader til at mene, at det er en universel nødvendighed at have et kørekort i nutidens samfund. Når man bliver 18, medfører det åbenbart et pludseligt voldsomt behov om at kunne køre i bil hele tiden. Hvorfor cykle til skole, når man kan tage bilen? Hvorfor bruge offentlig transport, når man kan tage bilen? Hvorfor gå, når man kan køre?

“DU SKAL DA HAVE KØREKORT, AMANDA!”

“Hvad blev det til, med det kørekort? Starter du snart til kørekort? Hvor skal du tage dit kørekort? HVORNÅR STARTER DU SÅ?!!”

wpid-wp-1433620776024.jpeg

Hvad med at spørge mig om jeg overhovedet har LYST til at tage kørekort? Hvad med at spørge mig, om noget der rent faktisk har en betydning, i stedet for at spørge mig hver gang muligheden er der, om jeg snart begynder til kørekort?

Hvad fanden er det ved det kørekort, der gør det så satans vigtigt?

“Du kan køre hvorhen du vil, når du vil. Du kan altid besøge dine venner. Du kan køre på arbejde. Du skal ikke cykle i regnvejr. Du kan hente dine forældre/din bror/dine venner/hunden fra drukturen kl. 5 om natten/dyrlægen. Du er et frit menneske. Du kan tage mere ansvar. Du bliver aldrig afhængig af at have en mand, der kan køre dig”.

AAARRHHH!! Når jeg tænker over det, så er det noget af det værste pis jeg har hørt længe. Jeg ved, at min fars intentioner når han siger, “Amanda, det er vigtigt for mig, at du får det kørekort”, er gode. Han ønsker, at jeg får så meget frihed som muligt i mit liv. Han vil ikke have, at jeg skal blive gift med en eller anden idiot, bare fordi jeg skal bruge nogen til at køre mig.

For en kvinde kan jo umuligt være selvstændig og ansvarsbevidst, hvis ikke hun selv kan køre en bil. Næh nej. Og hvis en kvinde kan køre bil, så er det garanteret, at hun ikke gifter sig med en idiot og får en langt og ulykkeligt ægteskab/liv.

(sarkasme kan forekomme)

Hele kørekorts-ræset er bygget op omkring samme koncept som konfirmationen, hvis man spørger mig. Og sådan nogle ting gør mig voldsomt irriteret og oprørsk.

“Så, nu går du i 7. klasse, nu skal du gå til konfirmationsforberedelse og sige ja til Gud”

“Så, nu er du 18 år, nu skal du meldes til kørekort, for sådan er det”.

Hvem har bestemt, at det skal være sådan?

Jeg køber det fandme ikke. Jeg gider ikke at gøre et eller andet, som der ikke er holdbare grunde til at gøre.

Det, at jeg er 19 år og ikke har et kørekort, betyder ikke, at jeg er et uværdigt menneske. Det betyder ikke, at jeg ender op med at blive afhængig af en mand. Det betyder…

wpid-wp-1433620840347.jpeg

INGENTING!!

Det betyder bare, at jeg ikke kan køre bil lovligt.

Bare fordi jeg lovligt kan lære at køre bil, betyder det ikke, at det er det jeg vil. Det er det samme som at sige, at når man bliver 16 og lovligt kan købe alkohol, så skal man drikke det i ubegrænsede mængder, bare fordi man kan.

Her kommer en masse grunde til, at jeg ikke længere lytter efter når nogen siger “jamen du skal da have det kørekort, for det er jo det man gør”

1. Jeg har ikke en bil, og har ikke råd til at have en bil før om måske 10 år.

2. Jeg har ingen idé om hvorvidt, at jeg overhovedet får brug for en bil. Det kan være, at jeg kommer til at bo lige ved siden af min arbejdsplads. Måske får jeg min egen virksomhed. Hvem ved?

3. Jeg har intet at bruge et kørekort til i min hverdag. I teorien kunne jeg da komme i tanker om situationer, hvor jeg kunne have brugt det, men jeg har aldrig været i en situation, hvor mit liv har været truet, fordi jeg ikke har et kørekort. Jeg har ikke reelt brug for et kørekort. Vi lever i et godt samfund og jeg har ikke brug for at kunne flygte fra narkobander eller andet.

4. Jeg kan godt lide at cykle. Det er ikke et problem for mig. Jeg bliver friskere af at cykle end at sidde i en bil. Når det er vinter og der er sne, så er det rart med en bil, men hvis det er nødvendigt, så kan jeg tage bussen.

5. I bussen/toget kan man slappe af, og skal ikke konstant være opmærksom på trafikken og om nogen forsøger at køre en ned.

6. Det koster 15.000 at få et kørekort, måske lidt mindre. Det er mange penge. Jeg har pengene, men det er en stor investering at foretage i en alder af 19 år. Ville jeg ikke være bedre tjent med at spare pengene op og bruge dem på noget jeg rent faktisk får noget ud af?

7. Hvis jeg får brug for et kørekort om 10 år, så kan jeg tage et kørekort om 10 år. Hvordan skulle jeg kunne forudsige nu, om jeg får brug for et kørekort engang? Måske mister jeg mine ben i en ulykke om to år, og hvad helvede skal jeg så bruge et kørekort til 15.000 til?

8. Hvis mine forældre/min bror/folk vil hentes fra byen om natten (hvilket sker ca. en gang årligt), så kan de tage en taxa, da jeg hellere vil sove.

9. I år 1900 var det langt fra normen, at alle skulle have et kørekort. (Til gengæld var det normen at slå sine børn og lade kvinderne gøre alt husarbejdet og fratage dem deres rettigheder, så vi kan diskutere, om det ikke alligevel er en positiv udvikling der er sket). Men de mennesker der ikke havde et kørekort dengang overlevede. (dog ved jeg selvfølgelig ikke hvor længe). Men vores holdninger til, hvad man skal og ikke skal, er et produkt af det samfund vi lever i. Der findes ingen universelle love der gælder for alle mennesker i alle tidsaldre.

10. Biler forurener. Hvad hvis jeg ikke går ind for forurening? Hvad hvis jeg mener, at miljøet og naturen er mere vigtig end mit utroligt lille behov for at køre bil?
Desuden er det skide dyrt både at købe og eje en bil. Tænk lige på, hvor mange penge man kan bruge på det i løbet af et liv. Er det virkelig så vigtigt, at der ikke kan findes andre muligheder for at nå frem?

11. Bare fordi man kan noget, betyder det ikke at man skal.

12. Jeg har en fri vilje til selv at bestemme. Og jeg gider ikke at gå rundt og tro på, at et kørekort er alt der skal til for at jeg får et godt liv.

13. Hvis jeg fortryder kan jeg altid tage det senere. Det er jo ikke fordi man pludselig ikke kan tage kørekort, hvis man er over 20.

Vores samfund har bare en syg idé om, at unge mennesker skal tage kørekort, ligesom at de skal komme hurtigt igennem deres uddannelser og hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Der er så satans meget, som man “skal” for at være en acceptabel borger. Men jeg gider ikke automatisk bare at gøre det, som folk mener, er det man skal. For hvem siger, at de har ret? Og hvem siger, at jeg skal mene det samme?

Mange af mine venner har taget kørekort, og jeg har faktisk aldrig fået spurgt dem om, hvorfor de har gjort det, eller om de er glade for det.
Det at tage kørekort, er en ting som man bare gør. Men hvorfor?

Jeg har set flere eksempler på folk der var ved at gå ned med stress, fordi de skulle gå til kørekort imens de havde 10 eksamener, fritidsarbejde, familie, venner, byture og fodbold de også skulle have tid til.

I lang tid troede jeg, at det var mig der var noget galt med, fordi jeg ikke kunne overskue bare halvdelen af alle de ting. Men så var det jeg indså, at jeg ikke har lyst til at gøre alle de ting.

Hvad nu hvis jeg godt kan lide mit liv som det er nu, uden unødig stress og uden kørekort?

Tænk over disse ting, og næste gang du får trang til at spørge et ungt menneske, hvornår de begynder til kørekort, så spørg om nogle mere inspirerende ting, som fx: “Hvad vil du gerne med dit liv? Hvad tror du meningen med det hele er, og tror du, at der er en mening? Er du overhovedet glad og hvis ikke, hvorfor?”

Der er ingen grund til, at det skal være så overfladisk hele tiden. Jeg går ind for, at vi mennesker skal tale om ting der betyder noget, fremfor at hænge os i dybest set ligegyldige detaljer, som kørekort, om man er i et forhold, hvilken uddannelse man vil tage og hvilket arbejde man vil have. For er det de ting, der betyder noget i sidste ende?

/A

wpid-wp-1433620786529.jpeg

Eksamen og overvejelser om livet

Hej verden.

Jeg var til den første mundtlige eksamen i dag (biologi), hvor jeg trak emnet ‘cellens livscyklus’ og fik 12. Det var en meget rar afslutning at få på det fag, da jeg igennem hele året ikke har følt mig specielt god til biologi. Det skyldes nok, at jeg altid har levet i den tro, at jeg var dårlig til naturvidenskabelige fag, og at det er uinteressant. Men efter at have brugt omkring 30-40 timer på at forberede mig her indenfor de sidste 11-12 dage (og forberede matematik oveni det), kan jeg nu se, at der egentlig er mange ting ved biologi der er interessante og relevante i hverdagen. Desuden har jeg fundet ud af, at jeg faktisk godt kan finde ud af det, hvilket jeg også fik bekræftet i dag.

Så det var jo meget godt. Jeg havde ikke regnet med at få 12 i biologi, men jeg fik et godt emne og jeg havde styr på det. Så det symboliserer bare, at jeg kan lære stort set alt, bare jeg er motiveret for det.

De andre fra holdet klarede det også godt, så der var en god stemning på skolen. Jeg kan godt lide at være på skolen når der er eksamen, da folk altid virker så glade og afslappede (for det meste i hvert fald).

Det er underligt at have brugt et år på at have diverse fag, og fra hver eksamen indse, at jeg nu er færdig med det fag for altid. Jeg skal aldrig mere have biologi, og for et år siden ville jeg ikke have troet, at jeg kunne føle mig vemodig ved den tanke, men det gør jeg på en måde lidt. Måske ikke så meget pga. biologi i sig selv, men fordi det symboliserer en æra der er forbi.
Eller det er nok en overdrivelse. Men altså. Det er underligt at vide, at det nu er et afsluttet kapitel, efter jeg har brugt så meget af mit liv på det (i hvert fald indenfor de sidste par uger).

Min hjerne føles tom efter at den har indset, at den ikke behøver at huske reaktionsskemaet for fotosyntese og respiration længere, og at jeg ikke skal bekymre mig om, hvorvidt jeg trækker “kvindens kønshormonregulering” eller noget træls.

Min hjerne kan holde fri!!!

Og så alligevel ikke, da jeg stadig mangler at forberede noget matematik til på mandag (mundtlig). Jeg var til den skriftlige i mandags, hvilket gik godt, og jeg har regnet mig frem til, at jeg burde få 10, hvis jeg ellers har lavet de opgaver rigtige, som jeg selv mener, at jeg har. Men nu får vi se. Det gik i hvert fald meget bedre sammenlignet med terminsprøven hvor jeg fik 7.
Så planen er at bruge fredag-lørdag-søndag på at forberede det sidste. Søndag skal jeg mødes med mine matematik-buddies så vi kan øve os i at forklare de forskellige ting. Man kunne måske fristes til at sige, at det er en smule sent at gøre det dagen inden eksamen, og det er selvfølgelig heller ikke optimalt, men det er sådan det bliver. Vi har forskellige eksamener på kryds og tværs af hinanden og desuden andre ting vi også skal, så det er sådan det bliver.
Jeg ved ikke, om jeg er nervøs for selve eksamen endnu. Jeg er mere nervøs end jeg var for matematik C, men det giver vel god nok mening. Bare Matematik-Kirsten ikke er den type lærer der pludselig viser sig at være ond og modbydelig til eksamen, så går det nok.

Det er interessant hvor lavt mit stress-niveau er blevet, efter jeg er kommet i gang med eksamenerne. Det har været rart bare at komme igang og ikke skulle vente mere.

Jeg ved ikke helt hvad det skyldes, men jeg er ikke sådan fuldstændig oppe at køre fordi jeg har fået 12. Det er lidt underligt. Det føles rigtig godt og jeg er tilfreds med mig selv og alt det, men jeg har ikke den der følelse af, at jeg lige har overvundet en masse og fået en stor personlig sejr. Og det er egentlig lidt underligt, eftersom det jo egentlig er det jeg har. Det er biologi, og det er en stor ting i sig selv, at jeg bare føler at jeg rent faktisk har forstået 99 % af pensum.
Måske skyldes det (dette kommer evt. til at lyde blærerøvsagtigt men fuck it), at jeg har vænnet mig til at få 12. Men så alligevel, så havde jeg ikke regnet med overhovedet, at jeg ville få 12 i dag. Det er underligt. Men det er som om, at der ikke er den samme magiske følelse over at få 12, som der var da jeg gik i 9. klasse og fik 12 i min første eksamen. Dér, var der tale om en personlig sejr. Det skyldtes mange ting, men mest af alt, at jeg var oppe at køre over at det var lykkedes mig at klare mig igennem skoleåret på trods af diverse ting.

Men er dette skoleår ikke også en personlig sejr? Det er det jo sådan set. Jeg glemmer bare at huske mig selv på, at jeg faktisk har klaret det rigtig godt. Jeg glemmer, hvor nervøs jeg var for, om jeg ville kunne klare mig igennem tre lange dage til 15.20 hver uge. At jeg var bange for, hvordan jeg skulle klare biologi og geografi. Der var mange ting jeg var nervøs for, og det skal jeg huske nu, da jeg måske har en tendens til at glemme det.

Det har været et utroligt vellykket skoleår på stort set alle områder, ligesom sidste skoleår var. Og det er fandme rart endelig at være i gang med noget som giver mening, som jeg lærer noget af, og som jeg kan lide. HF er undervurderet.

Det er ikke 12-tallerne der har den største betydning – selvom vi har et samfund der er bygget op omkring karakterer og uddannelse, så er det ikke det der betyder mest for mig. Det vigtigste er, at jeg nu er 2/3 færdig med en gymnasial uddannelse, og at jeg føler at jeg lærer noget, som jeg kan bruge til noget. For hvis det ikke er det som det handler om, så kan jeg ikke se hvad meningen med det hele skulle være.

Karakterræset er let at blive fanget af, men det er vigtigt at tænke på, om man går til eksamen med intentionen om at få 12, eller om man gør det for at bevise overfor sig selv (og lærer+censor) at man har lært noget.

Og desuden huske på, at jorden ikke går under, selv hvis den forfærdelige katastrofe skulle indtræffe og man får et 7-tal og føler at ens verden er ved at bryde sammen (sarkasme benyttes her, til oplysning). For jorden bryder ikke sammen. Verden er skidhamrende ligeglad med, om du får 7 eller 02 eller -3 for den sags skyld. Karakterer er så ligegyldige i den store sammenhæng, og selvom du får 12 i alle fag, betyder det ikke, at du vil blive husket for evig tid. For karaktererne er ikke noget i sig selv. De afspejler et potentiale man har, og beskriver om man ved hvad man laver, men du får ikke et godt liv, bare fordi du får 12 i alle fag. Det handler om at gøre det man selv har lyst til, og gøre en forskel på de områder man kan.

Det var alt for nu.

/A