Teknologiens afhængighedsskabende verden

Hej verden.

Jeg er i den situation, at min 5 måneder gamle telefon indenfor de sidste par uger er begyndt at have problemer med at afspille musik. Den mister hele tiden forbindelse til høretelefonerne (uanset hvilke høretelefoner det er), hvilket er meget forstyrrende, når man som jeg, gerne vil høre musik når jeg går/cykler. Ellers er der ingen problemer med den.

Det er blevet gradvist værre, så jeg tog beslutningen om at kontakte forhandleren hvor jeg har købt den. De kunne så fortælle mig, at jeg skulle sende den ind til dem, og derefter vente 4-6 UGER!!! på at få den repareret. Desuden vil jeg nok skulle betale for det også.
Det er ret forfærdeligt, men jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle sende den reparation. Det er som om, at jeg er igang med at sende mit barn på kostskole, og jeg ikke ved, om/hvornår jeg ser det igen.

Jeg hader at indrømme det, men jeg kan se nu, at jeg nok er ret afhængig af min telefon. Jeg prøver desperat at overbevise mig selv om, at problemet ikke er ret stort, og at jeg da bare kan lade være med at høre musik i høretelefoner på min telefon.
Jeg har stadig min gamle telefon liggende, men den skal bruge en anden type sim kort end min nye telefon, og derfor lader det ikke til, at jeg kan komme til at bruge den. Da jeg fandt ud af det, blev jeg ret panisk og gik ind i en chokfase. For der er alt muligt jeg ikke kan, hvis jeg ikke har en telefon med sms, taletid og data i 6 uger, og her kommer listen:

1. Bruge nettet, når jeg er et sted henne, hvor der ikke er trådløst netværk. Jeg vil stadig kunne bruge min gamle telefon til at gå på et trådløst netværk, men det hjælper ikke ret meget, hvis jeg pludselig er farret vild og ikke ved hvor jeg er. Eller hvis jeg skal tjekke hvornår bussen kører (hvis jeg nu pludselig skulle glemme det, selvom jeg har haft tiderne memoreret i mit hoved de sidste 5 år).

2. Ringe til 112 hvis der sker en ulykke. (Dette er aldrig sket for mig før, og jeg har aldrig haft brug for at ringe 112, men det skulle ikke undre mig hvis det kom til at ske i denne periode).

3. Ringe til folk/modtage opkald. De kan skrive til mig på Facebook, ja, men der er en stor sandsynlighed for at jeg ikke opdager beskederne før langt senere, hvis jeg er et sted henne, og der ikke er net.

4. Skrive sms’er til folk/modtage sms’er. De fleste samtaler ville jeg kunne tage over Facebook, men jeg ville få svært ved at skrive med Iris, da hun normalt er på Facebook en gang om måneden, og desuden ikke har en smartphone. Det ville være ret trist, da vi har mange hyggelige samtaler (selvom de for det meste handler om emner der ikke altid er specielt vigtige).

5. Skrive til folk at jeg er forsinket (dette sker normalt aldrig, men hvem ved om det skulle ske).

6. Jeg finder ikke ud af det, hvis der er en person der sender mig en sms, som er helt vildt vigtig. Tænk hvis personen tror, at jeg er stoppet med at eksistere eller at jeg ignorerer hende/ham.

7. Generelt er det bare problematisk ikke at have en telefon, da der kan være vigtige mennesker der forsøger at få fat i mig, og at jeg fx ikke kan modtage sms’er fra min skole osv.

8. Jeg kan ikke sende fødselsdags sms’er til folk, hvilket er meget vigtigt da det er mere personligt end at skrive på folks Facebook. (det kan måske diskuteres om dette argument holder i den virkelige verden).

 

Jeg er i en dyb krise!!!!

Og det er fandenrøvme åndssvagt.

Taget i betragtning af mit seneste indlæg om 2. verdenskrig og at vi skal huske, hvor små problemer vi har i nutidens samfund, så burde dette overhovedet ikke være et problem for mig. Hvis jeg ikke engang kan undvære en telefon i 6 uger, hvordan kan jeg så tage mig selv seriøst som menneske?

Jeg har ingen idé om hvad jeg skal gøre. Lige nu forsøger jeg at komme med grunde til, at jeg godt kan undlade at sende den til reparation, og at jeg bare kan høre musik på min computer og iPad i stedet, hvilket jeg i høj grad også kan. Samtidig virker det fjollet bare at acceptere problemet, da jeg har en fornemmelse af, at jeg bare gør det fordi jeg ikke har lyst til at undvære min telefon i 6 uger.

 

Det er et eksistentielt dilemma af helt nye dimensioner det her, og det er utroligt dumt, for nu har jeg brugt to timer på at sidde og fundere over det, og er stadig ikke nået frem til en beslutning.

Jeg tror, at konklusionen er, at uanset hvad jeg vælger at gøre, så er det i bund og grund fløjtende ligegyldigt. Ja, hvad så hvis jeg ikke har en telefon i 6 uger? Dør jeg at det? Højst sandsynligt ikke (og hvis jeg gør så finder ingen ud af det, da jeg ikke kan ringe og fortælle det til nogen). Hvad så, hvis jeg ikke sender den til reparation, og ikke kan høre musik på den fra nu af? Dør jeg af det? Højst sandsynligt heller ikke. Jeg kan have min iPad mini med stort set alle steder, og det er derfor ikke et reelt problem. Det er faktisk et problem der er så uendeligt ligegyldigt, at jeg skammer mig over, at jeg har kunnet skrive et helt indlæg om det.
Men teknologien er mere afhængighedsskabende end vi lige går og tror, og det er sundt at indse det nogen gange. Dog synes jeg, at det er ubehageligt, at jeg ikke føler, at jeg kan slippe ud af afhængigheden igen, da det for mig virker livsnødvendigt at have en telefon jeg kan bruge til at kontakte folk med.

De eksistentielle overvejelser er først lige gået i gang.

Hyg jer.
/A

2 tanker om “Teknologiens afhængighedsskabende verden

  1. HVAD!!! vores samtaler, er total relevante og vigtige, tænkt hvis vi ikke havde fundet ud af at hjernen både er destruktiv og beskyttende XP

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.