Stress – slipper jeg nogensinde væk?

Hej verden.

Jeg troede egentlig, at jeg havde formået at få mit stressniveau til at falde, og at alt var fint. Jeg har læst en selvhjælpsbog ved navn “Fuck it – The Ultimate Spiritual Way”, som handler om, at man skal indse, at de fleste ting, som man spekulerer over, faktisk ikke betyder noget som helst. Da jeg havde læst den færdig havde jeg det godt, og følte at jeg havde kontrol over situationen, hvilket jo altid er rart.

Jeg har været stresset over, at eksamen nærmer sig, og at jeg føler, at jeg skal præstere en hel masse. At jeg skal have styr på alt muligt, som jeg ikke føler, at jeg har tilstrækkeligt styr på, som fx vejr og klimaforløbet i geografi og integralregning og statistik i matematik. Jeg syntes, at der var så meget jeg skulle have styr på, at jeg ikke kunne overskue hvor jeg skulle starte.
Men for to uger siden besluttede jeg mig så for, at det fandme kunne være nok, og at jeg ikke gider at have ondt af mig selv, bare fordi jeg har seks eksaminer foran mig. Så jeg gik igang med at forberede mig til mundtlig matematik eksamen, hvilket er et stort projekt, men egentlig viste det sig, at det ikke er så forfærdeligt, som jeg troede. For jeg indså, endnu en gang, at det hele handler om motivation. Det gør det i hvert fald for mig. Hvis jeg er motiveret for at lære noget, og få styr på noget, så er det ikke et problem for mig. Hvis jeg har tid til at sidde med det selv, og se på det indtil jeg forstår det, så kan jeg sagtens klare det, selv integralregning. Så jeg føler heldigvis, at jeg har fået mere styr på matematikken, hvilket er rart. Dog har jeg stadig nogle forberedelser jeg skal have lavet, men det skal jeg nok nå.

Så det er ikke matematik der stresser mig. Troede jeg.
Jeg har i de sidste par måneder forsøgt at overbevise mig selv om, at det ikke er så satans vigtigt, om jeg får 7 eller 10 eller 12, og at jorden ikke går under, hvis jeg får 4 i geografi. Men uanset hvor meget jeg prøver at få min hjerne til at forstå det, så virker det ikke helt.

wpid-wp-1431963041985.jpeg

(Matematik-Kirstens forsøg på at forklare os et bevis ved brug af tretrinsreglen. Hun har skrevet alt dette på hovedet, imens hun sad overfor os, hvilket beskriver, at matematiklærere må have overnaturlige evner).

Hvis jeg skal analysere mit problem psykologisk, så skyldes det set ud fra psykoanalysen, at mit overjeg /idealjeg er for stort. Det mener, at jeg skal være en person, der får 10 og 12 i alle fag, og klare det godt, og være sådan en, som altid gør sit bedste og har styr på sig selv og sin fremtid og skal på universitetet og have en god uddannelse, og leve et godt liv uden stress og desuden læse mindst to bøger hver uge. Mit overjeg mener ikke nødvendigvis, at jeg skal være populær eller at folk skal se op til mig, men det mener, at jeg skal være mig selv og gøre alt det, som jeg gerne vil, som fx at tage til udlandet og se hele verden, på road trip i USA, og turde også at gøre ting alene, så jeg føler mig tryg ved mig selv.

Så er der min underbevisthed, som er bange for, at jeg ikke kan klare alle de ting. Og det har mit overjeg det ikke godt med, da frygt og usikkerhed ikke er en del af de ting, som det mener, jeg skal indeholde. I midten er mit jeg, som forsøger at holde styr på alting, og få mig til at træffe de rigtige beslutninger, og gøre det som JEG gerne vil, og ikke det jeg føler at jeg BURDE gøre.
Alle problemerne opstår, når man føler, at der er ting man bør gøre. Og det har jeg vidst meget længe. Men FUCK hvor er det svært at slippe ud af det. Og alle mennesker har problemer med det. Måske ikke buddhistiske munke der er i balance med sig selv og er på vej til nirvana, men ellers. Det er karakteristisk for mennesket i det senmoderne samfund, at vi har et stort overjeg, som meget ofte kommer til at tage styringen, så vi glemmer, hvad vi egentlig selv har lyst til. Overjeget bliver påvirket af ens opdragelse og omkringliggende miljø, medierne og samfundet, og den måde som, man føler, man bør være på.
Overjeget vil gerne tage styringen. Og hvis man lader det ske for meget, så tror jeg personligt, at det fører til stress.

wpid-wp-1431963018401.jpeg

Jeg fandt ud af i fredags, at jeg i uge 24 har tre mundtlige eksaminer. TRE!!! Indenfor FEM dage!!!! Og da jeg hørte det, kunne jeg mærke hvordan mit “jeg er ligeglad med alt, jeg kan klare det-humør” lige så langsomt forsvandt meget hurtigt. Det er alle mine B-niveau fag der ligger i den uge, hvilket ikke gør det bedre. Først har jeg matematik enten den 8 eller 9, så samfundsfag d. 10 eller 11 og psykologi den 11. eller 12. Det er problematisk, eftersom samfundsfag og psykologi er 24-timers eksamener, hvor vi på den tid skal skrive en synopsis og forberede vores oplæg. Lidt hurtig hovedregning giver resultatet, at jeg ikke på noget tidspunkt de 5 dage, får den store mulighed for at nå at slappe af, og den tanke er meget meget stressende. Når jeg har været til eksamen, så er jeg normalt fuldstændig udtømt for energi, hvilket er meget naturligt. Jeg er (for det meste) i godt humør, men jeg er udkørt, og jeg skal bruge mindst 2-3 dage på at komme mig efter oplevelserne.

Men det kan jeg så se nu, ikke kommer til at blive en mulighed den uge, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det.

Alt dette forsøgte jeg at stoppe med at tænke over, og en del af mig forsøger stadig at tro på, at datoerne bliver ændret så alt bliver godt. Dog er der ikke så stor en sandsynlighed for at det sker, så derfor må jeg forsøge at acceptere det. Men jeg kan ikke helt se hvordan jeg skal det.

Så i går da jeg egentlig troede, at jeg havde det fint, fik jeg det pludselig skidt. Jeg fik hjertebanken og følte mig svimmel, og syntes at lyset var for skarp og fik hovedpine og kvalme. Jeg havde det som om, at jeg var i Føtex en fredag kl. 16. Men det var jeg slet ikke, jeg sad bare i sofaen. Jeg følte mig panisk, selvom der overhovedet ikke var noget at frygte på det tidspunkt. Derefter havde jeg det bare dårligt, og endte op med at rulle ned for gardinerne og ligge mig til at sove kl. 15 om eftermiddagen. Derefter var det som om, at alt min energi var væk, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville. Det er ret ubehageligt, hvor hurtigt mit humør kan skifte nogen gange.
Så indså jeg, at det stadig handler om stress. For selvom jeg nogen gange tror, at det er lykkedes mig at blive stressfri, så har det det med, altid at vende tilbage, lige når jeg tror, at jeg er blevet et frit menneske. Lige når jeg tror, at jeg har fået kontrol over mig selv og mine tanker.

Men det er en illusion, at tro på, at det at være i kontrol, er løsningen på ens stressproblemer. Faktisk har jeg en teori om, at det er det modsatte der gør sig gældende. Når vi forsøger at være i kontrol, bliver vi endnu mere stressede, fordi vi uanset hvad ikke kan undgå, at der sker noget uventet. Der vil altid ske ting, som ingen kan kontrollere, for sådan fungerer universet. Der er ikke altid en grund til at ting sker, de sker bare. Vi kan aldrig vide noget med sikkerhed.

Og det er sgu da skide ubehageligt!! Jeg har ikke lyst til at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere, hvordan mine eksamener kommer til at gå. Derfor er det lettere at leve i troen om, at hvis jeg bare bruger nat og dag på at læse op til eksamen og repetere det globale vindsystem 159 gange, så kommer det til at gå mig godt, og jeg undgår at stå i en situation, hvor jeg er i tvivl om hvad jeg skal svare.
Jeg har den her idé om, at så længe at jeg har forberedt mig så godt som overhovedet muligt, så kan jeg ikke blive nervøs for eksamen. Og det har egentlig også forholdt sig nogenlunde sådan. Til de eksamener, hvor jeg har følt mig i kontrol, har jeg ikke haft nogle problemer med nervøsitet, fordi jeg har troet på, at jeg kunne klare det hele.

Men løsningen på det, kan jeg se nu, er ikke at bruge al min tid på at læse op på ALT, så jeg er forberedt på et hvert tænkeligt spørgsmål. Nej, løsningen er nok nærmere, at indse, at jeg ALDRIG, uanset hvor meget jeg prøver, kan kontrollere situationens udfald. Og derfor er løsningen at få opbygget en følelse af, at jeg godt kan klare mig igennem det, selv hvis jeg trækker et emne som jeg ikke føler mig 100 % sikker på. Selvom mit overjeg ikke mener, at det er ok at føle mig usikker, så bliver jeg nødt til at acceptere, at det ikke hjælper mig, at jeg tror, at jeg skal vide alt om alt, for at kunne føle mig rolig. For gør det mig glad, hvis jeg presser mig selv derud, hvor jeg tror, at jeg skal vide det hele? Har jeg lyst til at være en person, som går mere op i at få 12, end hvordan mit mentale helbred er?

wpid-wp-1431962981342.jpeg

 

(dobbel-regnbue, der på poetisk vis beskriver, at der findes andre farver end sort, selv på de mørke dage)

NEJ.

Bare fordi jeg har nogle forskruede idéer om, hvordan jeg tror jeg skal være, så betyder det ikke, at jeg skal gøre alt i verden for at føre det ud i virkeligheden.

Jeg har tænkt mig at bruge min læseferie fornuftigt og forberede mig ordentligt til alle fagene. Jeg har tænkt mig at gøre mit bedste. Men jeg er færdig med at fortælle mig selv, at jeg skal have styr på alt, for at jeg kan føle mig tilfreds. Der er forskel på at gøre sit bedste og at have styr på alt.

Og bare fordi samfundet mener, at gode karakterer og det rigtige job er det vigtigste i verden, så betyder det ikke, at det er rigtigt. Jeg ved, at jeg nok skal finde det rigtige for mig, uanset om jeg får 12 eller 4 i geografi. For når alt kommer til alt, så er det bare et tal. Det er tal, som styrer en stor del af ens jobmuligheder i fremtiden, men det er ikke det vigtigste af alt.

 

Så farvel, stress – det kan godt være, at du kommer igen og suger livsenergien ud af mig, og får mig til at tro, at jeg skal alt muligt der dybest set ikke er så vigtigt – og det er ok. Jeg slipper nok aldrig helt af med dig, men du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke kan klare det, for det kan jeg. Måske bliver alt ikke perfekt, men vil jeg egentlig have at det skal være det?

/A

4 tanker om “Stress – slipper jeg nogensinde væk?

  1. Mit navn betyder regnbue 😉 og regnbue står for håb.
    Jeg tror den eneste måde rigtig at komme væk fra stress (langvarigt og ikke spille-stress/press) er ved at leve uden for éns hoved, dette er dog forfærdenligt svært (og næsten umuligt) 🙂

    1. Jeg vil også have et navn der står for noget smart!!
      Du har ret. Det er bare sværere end det lyder, for selvom man kan gøre det en dag eller to så er det nærmest umuligt at blive ved med det. I hvert fald for mig

      1. Dit navn betyder:
        – elskelig eller værd at elske

        interessant, det kan du altid bruge som et godt modargument.

        person: “jeg hader dig!?”
        dig: “nej du gør ej, for jeg er kun værd at elske~”
        person: “hvad…?”

        XD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.